Schloss Bernburg
Bernburg Slot betegnes også som Anhalts Krone. Det knejser højt over floden Saales østlige forløb på forhøjede sandstensklipper i fornem renæssance. Nedenunder denne klippe ligger netop det overgangssted på Saale, hvor byen Bernburg opstod.
I år 1138 blev borgen første gang nævnt som “Berneburch/borch”, da den blev brandbeskattet i forbindelse med stridighedernne mellem welfere og Hohenstaufere. På denne tid fungerede den som enkesæde for grevinde Eilika, moderen til den første markgreve af Brandenburg Albrecht der Bär, der tilhørte slægten askanien.
Bernhard III af Sachsen (1171-1212) genopbyggede hele anlægget som et romansk borganlæg. Fra denne tid stammer det store hovedtårn/beskyttelsestårn, der på tysk hedder Bergfried, og som knytter sig til den 22. historie om den middelalderlige vandringsmand Till Eulenspiegel, hvorfor dette tårn hedder Eulenspiegel.
De eksisterede rester af det romanske borgkapel St. Pankratius stammer endvidere også fra det 12. århundrede. I følge byens annaler skulle sørgeceremonien efter Bernhard III´s død ved nytåret 1211/12 have fundet sted i dette kapel, hvorefter hans lig blev overført til benedektinerklosteret i Ballenstedt, hvor de tidlige askaniere lå begravet. Det regnes blandt de tidlige “fødesteder” for Anhalt i lighed med Burg Anhalt i Harzens Selketal, samt klosteret i Ballenstedt.
Fra og med 1498 tilfaldt borgen og dens herskab fyrsterne af Anhalt-Köthen, der brugte den som deres primære domæne. Deres vigtigste bidrag er ombygningen af Altes Haus. Militært blev der ikke foretaget videre udbygninger.
I året 1538/39 lod fyrst Wolfgang von Anhalt (1508-66) opføre en tårnagtig bygning i den nordvestlige slotsgård. Arkitekten var Andreas Günther fra Halle, og byggeriet, der i dag er den vestlige del af det såkaldte Langhus, hedder Wolfgangbau.
Forbillede for dette byggeri var Hartenfels kurfyrsternes residensslot i Torgau. Byggeriet i Bernburg havde to “lysende” karnapper i enderne med antikke motiver i ornamentikken samt fremstillinger af den tysk-romerske Kejser Karl V og de protestantiske fyrster. Fra denne sal oplevede fyrsterne bedst det storslåede og fantastiske blik ud over floddalen ved Saale. Sandsynligvis har man også haft bygget flere andre steder på denne tid, men disse bygninger er efterfølgende forsvundet.
I 1547 måtte fyrst Wolfgang forlade sine besiddelser, da han var en af de fyrster, der var med til at stifte det protestantiske forbund, som kæmpede imod Kejser Karl V og hans katolske politik i den Schmalkaldiske krig. Hele hans landområde blev overdraget til de nært beslægtede i linjen Anhalt-Dessau.
I 1563 tog fyrst Joachim Ernst von Anhalt (1551-86) fat på et omfangsrigt udbygningsarbejde. Han forlængede det oprindelige Wolfgangbau til en 2-etages bolig, der fungerede som den nordlige afslutning på slotsgården. Dengang var byggeriet ydermere udsmykket med adskillige gavlhuse på tagetagen. Arkitekt var Nickel Hoffmann fra Halle.
Joachim Ernst residerede hovedparten af sin tid fra Burg Roßlau ved Dessau, og det formodes, at udbygningen af slottet i Bernburg var med det mål for øje, at forlægge residensen dertil. Stort set samtidig med udbyggelsen af slottet var færdiggjort, døde hans broder Bernhard, og Joachim Ernst blev dermed i stand til at forene alle Anhalts landområder under sin magt. Han valgte dermed Dessau som residens. Slottet i Bernburg fik kun status af sideresidens. Trods dette tab af betydning, blev det såkaldte Johann-Georg-Bau påbegyndt efter 1586, men stod ufærdigt i 1606.
I 1606 blev slottet residens for den forholdsvis lille linje Anhalt-Bernburg, hvilket ikke førte til større udbygninger. Slottet var rigelig fornemt i forvejen. I 1765 blev residensen endvidere forrykket til Ballenstedt, hvor den forblev, indtil denne linje uddøde og blev slået sammen med Dessau i 1863. Dermed var Bernburg for alvor rykket i periferien.
Denne perifære betydning gør, at slottet i store træk har beholdt sit udseende. Der er blevet lavet forskellige sidebygninger på allerede eksisterende bygninger, og i starten af det 19. århundrede blev Langhuset opført med omfangsrig klassicistisk arkitektur indvendigt. I store træk opleves slottet dog i dets form fra slutningen af det 16. århundrede.
I 1860 anlagde man i de gamle voldgrave en bjørnegrav, hvor der efterfølgende har været russiske brune bjørne. Der findes stadig bjørne, og ansvaret for disse rangerer under Tiergarten Bernburg.
I 1895 brændte Johann-Georg-Bau og blev genopført flottere end det oprindeligt stod. Ved samme lejlighed restaurerede man livligt på Langhuset med originaltro detaljer.
I dag bruges slottet til flere forskellige formål. I Altes Haus og Krummes Haus befinder sig slotsmuseet sig. Der er en udstilling om tortur, som giver en del indblik i middelalderen. I Johann-Georg-Bau ser man mineralsamlingen i Anhalt. I samme bygning har Det tyske Kabaretarkiv siden 2004 befundet sig. Her findes en udstilling om kabaret i DDR. Tidligere lå Amtsretten i bygningerne, der i dag ledes af Stiftung Dome und Schlösser in Sachsen-Anhalt. Slottet byder på en fantastisk panoramaudsigt, hvor man både kan se ud over floddalen ved Saale, Harzens forland og i godt vejr helt til Bloksbjerg. Slottet er en del af Strasse der Romanik.
Pingback: Ballenstedt | Historiskerejser.dk
Pingback: Bernburgs Seværdigheder A-Z | Historiskerejser.dk