Albrecht der Bär – Mark Brandenburgs grundlægger 1157
Albrecht der Bär (1100-70) var en middelalderlig fyrste af slægten Askanien. Han rådede over en del områder i det østlige og centrale Tyskland. Hans største fortjenester var grundlæggelsen af Mark Brandenburg i 1157, at have genoptaget den germanske kirkelige bosættelsespolitik i området mellem floderne Elben og Oder og at have været Welfernes Heinrich der Löwes mest indædte modstander i forhold til dennes hertugmagt i Sachsen. Endelig forbindes hans efternavn med Berlins navn. Albrecht der Bär (Bjørnen) skulle have inspireret til navnet for Bärlein – Berlin – omkring 75 år efter hans død i 1170. Denne legende kan imidlertid ikke bekræftes.
Albrecht der Bär, der grundlagde Mark Brandenburg og ifølge legenden gav navn til Berlin. Foto: Anders Bager Eriksen fra Historiske Rejser
Albrechts fødested og fødeår forbliver ukendte. Det menes at være omkring år 1100. Hans fader var den askanske fyrste Otto den Rige og moderen fyrstinde Eilika Billung von Sachsen. Albrecht blev greve af Ballenstedt ved sin faders død i 1123, et område der strakte sig fra det østlige Harzen til floden Mulde i, hvad der på mange måder svarede til det senere fyrstendømme Anhalt. Ved samme lejlighed gav Kejser Lothar III ham titel som fyrste af Lausitz . Dette var det første forsøg fra den tyske kristendom siden den slaviske opstand i 983 på at føre kristendommen ind i de slaviske områder øst for floden Elben. Germanere havde i form af folkefærdet Semnonerne været til stede i de østlige områder fra det 3.-4. århundrede og frem til det 6.-7. århundrede, hvorpå slavere var kommet til området. I 804 tildelte Karl den Store Nordalbingien (området nordøst for Elben ved Hamborg) til det slaviske folkefærd Abodritterne, da de havde hjulpet denne i kamp mod Danerne. Heinrich I havde i 929 gjort et forsøg på at underlægge sig området, men havde kun begrænset succes. Hans søn Otto I havde indført en kirkelig og administrativ inddeling, der dog ikke havde megen folkelig genklang. I 983 gjorde slaverne oprør, og fortrængte fuldstændig germanere og kristendommen fra området.
Frem til den første del af 1100-tallet var der fred og ikke den store gensidige påvirkning mellem de hedenske slavere og de germanske kristne. Folkefærdet Hevellerne, der holdt til i Brandenburg og Spandau, fik i 1127 en fyrste ved navn Pribislaw-Heinrich, som var kristen. Denne var nært forbundet med Albrecht der Bär, som lod Pribislaw være Gudfader til sit barn, hvilket Pribislaw prompte og i tak for denne erkendtlighed responderede ved at give Albrechts søn overhøjhed over området Zauche på grænsen til Albrechts områder. I slutningen af 1127 bad Pribislaw-Heinrich Albrecht besætte sit område. Dette betød, at der blev skudt en kile ind mellem de slaviske folk Hevellere og Sprewanere. Albrechts indtrængen i området var ikke særlig populær i befolkningen, men Pribislaw var stadig officielt Hevellernes leder.
Albrechts nære forhold til kejser Lothar III viste sig i årene 1132-33, hvor han deltog i felttoget til Italien. Ved denne lejlighed blev Konrad von Plötzkau skudt med en pil, hvilket betød, at Albrecht overtog de to titler, som Konrad hidtil havde båret – Greve af Weimar-Orlamünde og Markgreve af Nordmark, sidstnævnte er det område, der bliver til Mark Brandenburg. Meget usikre kilder har tolket, at Mark Brandenburg skulle have været nævnt ved navn allerede i 1140, men dette er igen omstridt. I 1150 døde Pribislaw Heinrich, hvilket betød, at Albrecht der Bär arvede hans domæne. Det var der imidlertid ret stor modstand over i befolkningen, og de hedenske Hevellere fik hjælp af Sprewanernes leder Jaxa von Köpenick, der indtog Brandenburg og først i 1157 blev fortrængt af Albrecht der Bär, hvilket markerede grundlæggelsen af Mark Brandenburg 3. oktober 1157.
Albrecht der Bär fokuserede ikke kun på områderne i øst. Han var også interesseret i det saksiske område. Da Lothar III døde i 1137, indkaldte hans enke, kejserinde Richenza, til en rigsforsamling, der blev afholdt i Quedlinburg i starten af 1138. Richenza støttede Welferne såvel som saksiske hertuger og nye kejsere. Albrecht der Bär havde selv magtambitioner om at blive saksisk hertug og blev dette ved at støtte den staufiske kandidat, Konrad von Hohenstaufen, en hjælp, der håndfast var at plyndre og hærge rigsforsamlingen. Da Hohenstauferne havde etableret sig på kejsermagten, mistede de interessen for Albrecht der Bär, og i 1142 forstødte den stærke welfiske hertug Heinrich der Löwe i 1142 fra magten af Sachsen. Albrecht forsøgte sig i de følgende år gentagne gange på en generobring af Sachsen. I 1147 deltog han imidlertid i det succesfulde korstog mod venderne i området øst for Trave og Elben til Oder.
I 1154 blev Heinrich der Löwes styrke imidlertid såre markant, da den ny kejser Friedrich Barbarossa gav ham titlen hertug af Bayern. Foreningen af Sachsen og Bayern udstyrede Heinrich med en sådan styrke, at Albrecht var afskrækket fra fremtidige angreb. I 1163 var utilfredsheden med Heinrich blevet så stor, at Albrecht så sit snit til at føre et angreb igennem på Heinrich i fællesskab med ærkebispen af Magdeburg, Wichmann, samt landgreven af Thüringen, Ludwig den Jernhårde, hvilket i de følgende år betød frygtelig hærgen i området ved Harzen, inden Friedrich Barbarossa i 1170 tvang Albrecht til fred.
Albrecht døde samme år i Stendal. Det var hans slægtninge, der udbyggede magten i Mark Brandenburg, og hans sønner udbyggede magten i de østlige områder efter hans død. Hans tilstedeværelse har primært været i området ved Harzen og Anhalt, mens han kun ved få lejligheder dokumenteret kan siges at have været i Mark Brandenburg. Han blev begravet i Klosterkirken i Ballenstedt.
