Short Strand
Katolsk enklave i det stærkt protestantisk dominerede østlige Belfast. Der bor 6.000 omgivet af næsten 60.000 protestanter.
De katolikker, der indvandrede fra County Down i 1800-tallet, bosatte sig tæt på Lagan. Da den irske uafhængighedskrig rasede i årene 1919-22, var dens stærkeste bataljon i Short Strand. Det radikaliserede tidligt bydelen. Short Strand har været nært forbundet med Provisional IRA, der i 1970 udkæmpede en timelang skudduel med loyalisterne i disse gader. Republikanerne hævdede da, at de forsvarede Skt. Matthews Kirke og hele Short Strand fra loyalistiske angreb. Unionisterne hævdede, at republikanerne startede med at skyde ubevæbnede medlemmer af Orangeordenen ned. Indtil 2010 havde Royal Ulster Constabulary en kaserne i området.
Området entres, når man kommer fra Castlereagh Road og krydser rundkørslen på Mountpottinger Road. Venstre side af vejen er katolsk, og højresiden har en lille protestantisk forpost i det såkaldte Cluan Place, der igen afgrænses af den katolske Madrid Street. På Mountpottinger Road ligger der en politistation, som er markant barrikaderet som følge af, at den har været udsat for adskillige angreb fra det omliggende samfund. Der går en buslinje via Mountpottinger direkte til Braniel, hvor loyalisten Michael Stone bor. Det var ham, der stod bag angrebet på begravelsesoptoget på Milltown Cemetery i 1988, hvor tre PIRA medlemmer skulle bisættes.
Så sent som 2011 var der markant uro i marchsæsonen.