Skotternes forsøg på erobring af Irland 1315-18 under Edward Bruce

Edward Bruces kampagne i Irland var en 3-årig lang militærkampagne, hvor den skotske konge Robert Bruce´ bror Edward forsøgte uden held at etablere en fælles skotsk-irsk alliance. Den tog sin begyndelse, da han landede i Larne i 1315 og til hans nederlag i slaget ved Faughart, County Louth i 1318, hvor Edward Bruce faldt.

Edward Bruce, skotsk højkonge af Irland. Fra Oracleireland

I 1314 vandt Robert Bruce over englænderne i slaget ved Bannockburn. Efter denne succes besluttede Robert at sende sin yngre broder Edward med en hær til Irland for at erobre landet. Udover at skabe en fælles alliance mellem Irland og Skotland mod englænderne, var det også en motivation, at en del tilhængere af det afsatte kongehus Balliol var flygtet til Irland efter Bannockburn og stadig måtte frygtes at kunne udgøre en trussel mod Bruce. Disse skotske i Irland blev ført an af John MacDougall af Lorn, der var fætter til John III Comyn, Lord of Badenoch, en nevø til Kong John Balliol. Comyn var blevet dræbt i 1306, hvilket havde været årsag til udbruddet på en blodig borgerkrig i det skotske, der havde fundet sit klimaks ved Bannockburn, og som fra Bruces side nu skulle afsluttes endeligt ved at fjerne den sidste bastion for disse Balliol. Derudover var Robert blevet inviteret til Irland af nogle af de gæliske høvdinger for at drive de anglonormanniske bosættere i Irland ud. Skulle dette foretagende lykkes, så ville Edward få status af Højkonge af Irland. Forsøget på at genetablere højkongetitlen i Irland sluttede effektivt med Edwards nederlag og død i slaget ved Faughart i 1318.

Edward Bruce Militærkampagne i Irland
Irlands inddeling omkring år 1300
Tidspunkt 26. maj 1315 – 14. Oktober 1318 (3 år, 4 måneder og 18 dage) Sted Irland Resultat Engelsk sejr og sejr til deres irske allierede
Stridende parter
Kongeriget Skotland og dets irske allierede	Kongeriget England  Herredømmet Irland og dets irske allierede
Militære ledere
Edward Bruce (død) Fedlim Ó Conchobair (død) Tadhg Ó Cellaigh (død) Donnchad Ó Briain Ualgharg O´Ruairc	Richard Óg de Burgh, 2.Jarl af Ulster Sir Thomas de Mandeville Roger Mortimer, 1.Jarl af March John de Bermingham, 1.Jarl af Louth Edmund Butler Maurice FitzThomas
Styrker
c. 6,000	c. 20,000
Dræbte og sårede
Ukendt	Ukendt

Historisk Baggrund

I det tidlige 14. århundrede havde Irland ikke haft en højkonge siden Ruaidri mac Tairrdelbach Ua Conchobair (Rory O´Conor), der i 1186 var blevet afsat af sin egen søn. I det pavelige dokument Laudabiliter fra 1155 var Irland blevet givet til det engelske kongehus Plantagenet, der siden 1171 i praksis havde regeret over store dele af det østlige Irland. Landet var splittet op imellem gæliske dynastier, der havde overlevet den normanniske/engelske invasion af landet og så netop de anglonormanniske fyrster i Irland.

Der havde for alvor kun været et større forsøg på at tage et opgør med anglonormannernes magt i landet. I 1258 havde de gæliske fyrster valgt Brian Ua Néill som højkonge. Han blev imidlertid besejret af normannerne i slaget ved Downpatrick i 1260.

Invasionen af Irland

I 1315 sendte den skotske konge Robert Bruce sin yngre broder Edward Bruce på en mission, der gik ud på at invadere Irland. Den primære ide bag invasionen var at skabe en alternativ front i den fortsatte krig mod det normanniske England, da det ville dræne englænderne for mænd, materiel og økonomi i form af den tiltænkte ødelæggelse på den grønne ø. Ydermere ville det afskære englænderne for skatteindtægter fra Irland.

I januar 1315 erobrede skotter, der støttede de engelske normannere, Isle of Man, hvilket var en direkte trussel mod det sydvestlige Skotland og samtidig åbnede for, at England muligvis kunne opnå hjælp til et sådant foretagende fra de anglonormanniske i Irland.

Dertil kom en forespørgsel om hjælp fra kongen af Tír Eógain (Tyrone), Domnall mac Brian Ó Néill (Donall Ó Néill). Ó Néill havde haft adskillige problemer med normannisk indtrængen på sine områder (fra de Verdon i sydøst og fra Jarlen af Ulster, der både angreb fra øst og vest). For at sikre sines landområder havde han sammen med 12 af sine vasaller forespurgt om hjælp fra Skotland. Brødrene Bruce accepterede forespørgslen om hjælp mod, at Edward ville blive højkonge af Irland, og at det samtidig var en mulighed for Robert til at generobre Isle of Man, og at Irland endelig kunne bruges som et springbræt til en erobring af Wales, hvor brødrene også havde mange støtter. Det var brødrenes forsøg på at bygge en stor gælisk alliance mod England, da man så på Skotland og Irlands fælles arv, sprog og kultur.

Ó Néill godkendte betingelserne for sig selv og sine undersåtter, og forberedelserne til krig begyndte. Nogenlunde samtidig modtog Roger Mortimer, 1. jarl af March, nyheder fra sine irske kilder om den forestående invasion af Irland. Mortimer tog til Irland og forberedte sig på et forsvar primært i og omkring slotsbyen Trim. Han havde tidligere kæmpet mod Bruce i slaget ved Bannockburn, hvor han også blev taget til fange. Imidlertid blev han løsladt med det ærinde at bringe det kongelige engelske segl tilbage til Kong Edward II, da det var blevet tabt under det engelske nederlag.

26. april 1315 mødtes det skotske parlament i Ayr, lige på den anden side af North Channel, det fælles hav mod Irland og Antrim. Da Robert ikke havde en legitim søn, der kunne udgøre en tronarving, blev hans bror Edward udråbt til efterfølger som konge af Skotland og alle andre titler, som Robert måtte bære. Desuden mønstrede Edwards erobringsflåde også i Ayr, hvilket var blevet forberedt i de foregående måneder.

Militærkampagnen i 1315

26. maj 1315 landede Edward med sin flåde og mere end 5000 mand på den irske kyst. De gik i land ved Olderfleet Castle ved Larne og i Glendrum. Hans bror var sejlet fra Tarbert på de vestlige øer (Tarbert, Argyll og Bute) med sin svigersøn Walter Stewart for at underlægge sig “alle øer, stor som lille under hans vilje” . Edward mødte en hær af vasaller og forbundsfæller til Jarlen af Ulster, såsom: de Mandeville, Bissets of the Glens, Logan og Savage samt irske allierede. Denne hær blev ført an af Thomas de Mandeville og blev besejret af den skotske hær under ledelse af Thomas Randolph, Jarl af Moray. Efterfølgende erobrede skotterne byen Carrickfergus, men ikke den stærkt befæstede borg Carrickfergus Castle.

I den første del af juni i 1315 mødtes Donall O´Neill af Tyrone samt 12 yderligere småkonger og høvdinger med Edward Bruce, hvor de i Carrickfergus erklærede deres troskab til ham som Konge af Irland. De irske annaler fortæller om Bruce:

At hele Ulster erklærede sig som hans undersåtter uden kamp, og at han rettelig var Højkonge af Irland, og at alle gælere i hele Irland ville erklære sig enige i dette.

Bruce kontrollerede på dette tidspunkt det meste af det østlige og centrale Ulster.

I slutningen af juni fortsatte Bruces hær at bevæge sig bort fra Carrickfergus langs Magh Line (Six Mile Water), hvor de nedbrændte Rathmore tæt ved Antrim By, hvilket var et af familien Savages højborge. Derefter begav han sig ned igennem Moiry Passet – dengang kaldet Innermallan – det ligger mellem Newry og Dundalk. Denne antikke rute havde i århundreder været brugt som den sydlige udvej af Ulster til Kongerigerne Mide, Leinster og Munster. Dens smalle passage havde igen og igen været brugt af og imod hærene fra Ulster, når der var passage til at foretage bagholdsangreb.

Bruce blev mødt af Mac Duilechain af Clanbrassil og Mac Artain af Iveagh, der begge havde sværget troskab mod ham i Carrickfergus. Deres bagholdsangreb endte i deres eget nederlag, og hæren pressede sig fremad og ødelagde de Verdons fort i Castleroache, og 29. juni 1315 angreb de Dundalk. Byen, der også var en del af de Verdons besiddelser, blev næsten totalt ødelagt og byens befolkning, anglonormannisk som gælisk, blev nedslagtet.

I juli 1315 mødtes ved Sliagh Breagh syd for Ardee to separate hære, der ville kæmpe mod Bruces fremrykning. Den ene kom fra Connacht og var ført an af Richard Óg de Burgh, 2. Jarl af Ulster og hans allierede Felim mac Aedh Ua Conchobair, Konge af Connacht. Den anden hær bestod af hærenheder fra Munster og Leinster ledet af retspersonen Edmund Butler. Den skotsk-irske hær var på dette tidspunkt 16 kilometer nord for Inniskeen. Imellem de to hære lå byen Louth. De Burgh flyttede sin hær frem til Louth, mens hans fætter William de Burgh forsøgte at angribe Bruce i et baghold. Det førte til enkelte drab på skotter, men Bruce undgik åben kamp og trak sig i stedet nordpå sammen O´Neill til Coleraine via Armagh.

Bruce og O´Neill plyndrede og nedbrændte Coleraine og nedrev broen over floden Bann for at kunne forsvare sig imod de Burghs angribende tropper på den modsatte flodbred. Begge hære led af mangel på mad og forsyninger, men Bruce og O´Neill havde lokal opbakning i dette område, da klanerne Ó Cathain og Ó Floinn stod på deres side. Dette fik nu de Burgh til at trække sig tilbage, mens hans allierede Butler også trak sig tilbage til Ormonde grundet forsyningsproblemer.

Bruce sendte to separate beskeder til de to rivaliserende kongedømmer i Connacht Kong Felim og Cathal Ua Conchobair, hvor han lovede dem støtte hver især, hvis de trak sig tilbage. Cathal returnerede til Connacht og lod sig krone til konge over hele området, hvilket ikke gav Felim noget andet valg end at trække sig tilbage for at få styr på oprøret i sit hjemområde. Det blev endnu værre for de Burgh. Det blev ikke bare to af hans allierede, men tre allierede han mistede. Walter mac Walter Cattach Burke drog også hjem fra konflikten med adskillige hundrede mænd for at beskytte sine egne områder i Connacht.

I august krydsede Bruce floden Bann (i 4 skibe af den skotske søkaptajn Thomas Dun), derefter trak de Burgh sig yderligere tilbage til Connor, hvor han i starten af september led sit endelige nederlag til de skotsk-irske. William Liath blev taget til fange og bragt til Skotland af Moray, der drog til Skotland for at få flere skotske tropper. De Burgh trak sig tilbage til Connacht, mens andre anglo-irske blev tilfangetaget i Carrickfergus.

Grundet situationens alvor havde den engelske konge Edward II sammenkaldt til en parlamentsforsamling i Dublin 1. september. De trådte sammen i slutningen af oktober, men var dog ikke i stand til at træffe nogen beslutning. 13. november drog de atter igennem Dundalk, som han tidligere på året havde massakreret, og hvor utroligt nok “nogle skulle have givet ham deres højre hånd” – og den 30. november nåede han Kells, hvor han mødte Mortimer, som det var lykkedes for at skaffe en stor hær bestående af såvel anglonormannere som gæliske irere. Bruce blev samtidig styrket af Morays genkomst med omkring 500 friske tropper fra Skotland. Slaget endte med et klart nederlag til Mortimer, der måtte flygte til Dublin, mens hans løjtnant Walter Cusack forblev og holdt Trim. Mortimer drog straks af sted til England for at advare Edward II om situationens alvor. John de Huthum tog samtidig drastiske beslutninger om at sikre Dublin, da både huse og kirker blev jævnet, for at stenene kunne bruges til at bygge forsvarsværker med.

Efter at have plyndret og nedbrændt Kells fortsatte Bruce på samme måde mod Granard, Finnea, Cistercienserklosteret i Abbeylara, Annaly samt den gæliske herre O´Hanelys jorder. Juleaften holdt Bruce på de Verdons slot Loughsewdy, hvor han forsynede sig selv og sine mænd så rigeligt for derefter at nedbrænde alt til grunden. De eneste steder, han lod skåne, var irske høvdinge, der var blevet tvunget til at tilslutte sig ham samt en gren af den anglonormanniske familie de Lacy, der også tilsluttede sig ham.

I starten af 1316 fortsatte Bruce sine sejre, da han besejrede butlerne i slaget ved Kildare for derefter at kunne krones som højkonge i Dundalk på Maledonhøjen. Dette højdepunkt tydede på at ville markere højdepunktet hen imod den endelige sejr i det irske. Men sådan kom det ikke til at gå, da Irland snart blev præget af den hungersnød, der allerede året forinden havde ramt store dele af det øvrige Europa. Fra at være populære befriere udviklede de skotske tropper sig til at være hærgende plyndrere af lokalbefolkningen.

Indvending i 1317

I 1317 sendte Edward Bruce´s irske allierede en indvending til Pave Johannes XXII og bad ham om at trække den pavelige bulle Laudabiliter fra 1154 tilbage og i stedet anerkende Edward som konge af Irland. Pave Johannes ignorerede forespørgslen.

Bruce var efterhånden så hårdt presset i Irland, at han søgte en stor konfrontation mod de engelske og deres irske allierede fra sit faste støttepunkt i Dundalk. På højen Faughart blæste han utålmodigt til angreb uden at have modtaget sine op imod 20.000 forventede skotske hjælpetropper. Det betød, at mange af hans irske allierede trak sig fra kampen. Det skotske nederlag blev totalt, og Edward de Bruce blev selv dræbt i slaget 14. oktober 1318.

De anglonormanniske fyrster blev genetableret i Irland. Det gæliske håb om en stor gælisk alliance mod England havde lidt nederlag, omend skotterne i et vist omfang opnåede, at England ikke siden forsøgte at angribe Skotland vestfra.

Print siden her