Belfast Historie
Navnet er afledt af det irske Béal Feirste, der betyder `udmundingen ved Farset-floden´.
Byen er regeringssæde i Nordirland og det største bymæssige område i Nordirland og Ulster samt den næststørste by i Irland, kun overgået af Dublin. Byen bærer alvorligt præg af de mange uroligheder igennem dens historie, om end at tiden efter 1998 har ført en vis afspænding med sig. Selve byen har et indbyggertal på 286.000 indbyggere, men med forstæder er tallet 641.000. Administrativt har byen eget byråd. Storbelfast er imidlertid administrativt delt mellem County Antrim i nordvest og County Down i sydvest.
Belfast har været beboet siden jernalderen (3.000 f.v.t.), og man kan udenfor byen finde den berømte stensætning Giant´s Ring.
I 1200-tallet byggede anglonormanniske John de Courcy en borg af begrænset betydning, men den stod noget tilbage i vigtighed i forhold til slottet i Carrickfergus. Borgen blev ødelagt og genopbygget adskillige gange i løbet af middelalderen. eksempelvis af den skotske konges bror Edward de Bruce efter dennes landgang i 1315 (se Skotternes forsøg på erobring af Irland 1315-18)
Det var først da de engelske og skotske bosættelser tog fart i starten af det 17. århundrede, at byens betydning tog til. Bosættelserne blev forestået af sir Arthur Chichester, der i 1613 også gav tilladelse til byens første havn. At byen havde opnået en vis betydning i dette år understøttes af, at der samtidig blev etableret byråd, og at man sendte 2 repræsentanter til parlamentet i London.

Sir Arthur Chichester, der i praksis stod for gennemførelsen af de protestantiske bosættelser i Ulster
Under det irske oprør i 1641, da protestanterne blev massakreret, var det stadig Carrickfergus, man flygtede i sikkerhed til. Den umiddelbare nærhed til den handelsblomstrende by Carrickfergus, gav Belfast en øget handel. Det skotske parlament sendte en delegation af soldater til hjælp, for at slå det irske oprør ned. Mange af disse soldater bosatte sig efterfølgende i Belfast.
Anlæggelsen af den anglikanske kirke St. George i 1680 på et tidligere katolsk valfartssted regnes typisk for at være manifestationen af, at byen havde nået en betragtelig størrelse.
I slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet begyndte en indvandring af franske huguenotter, der var med til at sætte gang i en betragtelig lærredsindustri, som skulle blive byens handelsmæssige kendemærke. Huguenotterne var franske protestanter, der blev forfulgt i Ludvig XIVs Frankrig, og blev budt velkommen i Ulster.
I løbet af 1700-tallet blomstrede byen både som følge af lærredsindustrien, der var baseret på en landlig hjemmeindustri samt havnens vokseværk.
Byen udviklede en tradition for politisk radikalitet, da det presbyterianske befolkningsflertal blev undertrykt af et anglikansk mindretal. Grunden var straffelovene, og de tanker, som den skotske oplysning (David Hume, Adam Smith m.fl.) influerede med i form af demokrati og medbestemmelse. Den rigdom, der prægede byen, kan stadig fornemmes i området The Entries.
I 1778 blev Irish Volunteers stiftet- og i 1791 The United Irishmen – af folk som Theobald Wolfe Tone og Henry Joy McCracken. Undertrykkelsen var så effektiv, at Belfast ikke kom til at spille nogen større rolle under det irske oprør i 1798.

Theobald Wolfe Tone, født i Belfast og inspireret af den skotske oplysning. Hans lederskab af United Irishmen førte til den forgæves opstand i 1798. Han støttede Napoleon.
Indtægterne fra den voksende handel begyndte i slutningen af 1700-tallet at blive tydelig i byens arkitektur. I 1786 besluttes det at floden Farset, der havde givet byen navn, skulle tildækkes, og derudover opstod rektangulære gadenet i byens centrum, da White Linen Hall, blev centrum. Det lå, hvor man idag finder Belfast Rådhus.
I det 19. århundrede blev Belfast omdannet til Irlands første industriby, hvoraf de vigtigste industrier var lærred, sværindustri, tobak, rebslageri og endelig skibsbygning med et af verdens største skibsværfter i Harland & Wollf. Byen lød tilnavnet Linenopolis (Linen er hør på engelsk). Sidstnævnte havde i deres guldalder, da de byggede RMS Titanic, 35.000 ansatte.
Tilvandringen til byen kom fra både Irland, Skotland og England, men mest af alt fra det landlige Ulster, hvor spændingerne katolikker og protestanter imellem havde været enorme. Det var i Belfast, at der begyndte at bryde kampe ud imellem de to parter. Orangeordenens march var ofte anledning til disse uroligheder. De største uroligheder fandt sted i årene 1829, 1857 og 1886.
I 1888 fik byen overdraget frihedsrettigheder, hvor den indtil da havde været en by i County Antrim. I 1901 overgik man Dublin i størrelse, en status der holdt indtil delingen af øen i starten af 1920´erne.
Byen er delt skarpt op i protestantiske og katolske zoner. I det vestlige Belfast bor de fleste katolikker, i det østlige bor protestanterne, og ellers er der et protestantisk flertal med katolske lommer i både syd og nord.
I 1907 blev en af de mest effektive strejker i britisk historie organiseret af fagforeningsbossen Jim Larkin, et sjældent eksempel på en non-sekterisk aktion, hvor arbejderne, der levede ualmindeligt kummerligt, kunne stå sammen.
I 1912 blev den 3.irske lov om hjemmestyre vedtaget i det britiske parlament i London. Det gjorde, at de protestantiske miljøer frygtede at blive adskilt fra Storbritannien, og efterfølgende en del af et katolsk domineret Irland. I juli 1912 brød der voldsomme protester ud i byen. I 1913 stiftede Edward Carson Ulster Volunteer Force (UVF), der skulle forsvare de protestantiske områder i at blive del af en katolsk irsk statsdannelse. I 1914 udbrød 1.verdenskrig, og satte denne prolematik midlertidigt på standby.
I 1919 brød en irsk uafhængighedskrig løs. Den varede frem til 1922. I det meste af Irland havde den præg af en guerillakamp, mens den i Belfast fulgte sit eget sekteriske mønster. 90% af byens dødsofre var civile, og generelt udført af civile.
I 1920 blev Belfast regeringsby for Nordirland som følge af delingen i et Nord-, og et Sydirsk parlament – Stormontparlamentet i nord. Et parlament, der i øvrigt var domineret af protestantiske overklasse- og højere middelklassefolk. Arbejderklassen var ikke repræsenteret, hvilket betød, at deres forhold heller ikke blev forbedret før 1970´erne – dette gjaldt både for protestanter og katolikker. I perioden 1920-1922 fandt der adskillige kampe sted i byen, og der blev iværksat en boykot fra det sydlige Irland.
Belfast blev ramt hårdt af depressionen med massearbejdsløshed. Byen blev 15. april 1941 ramt af et ualmindeligt hårdt luftangreb fra tyske Luftwaffe, der med 200 bombere bombarderede området omkring skibsværfterne og arbejderkvartererne så heftigt, at 52 % af husene blev ødelagt, og at de omkring 1.000 dræbte ved et enkelt angreb kun blev overgået af bombardementerne af London. 100.000 ud af en befolkning på 415.000 blev hjemløse. 2. verdenskrig var trods dette med til at sætte økonomien i gang.
Efter 2. verdenskrig forfaldt byen langsomt grundet en stagnerende industri. Sekterisk vold forekom ofte.
I slutningen af 1960´erne blev spændingerne intensiveret kraftigt med katolske krav om øgede rettigheder, der udmøntede sig i store uroligheder, da det lidet objektive politikorps Royal Ulster Constabulary åbnede ild i det katolske Divis-område, hvor bl.a. to unge skoledrenge mistede livet. De uroligheder, der brød ud i forlængelse heraf, betød, at det britiske militær satte deres styrker ind for at bringe en neutral spiller ind i konflikten, en opfattelse begge parter delte indtil Falls Curfew i sommeren 1970. Det britiske militær reagerede på, at Provisional Irish Republican Army (PIRA) havde åbnet ild mod dem ved at opfatte de katolske områder i byen som kampzoner. Det betød, at katolikkerne ikke længere opfattede dem som objektive, men som modpart.
I 1972 forestod IRA sprængningen af 14 bomber i Belfast midtby. Konflikten forårsagede et samfund, der udelukkende blev opdelt efter religiøse skillelinjer. Uroen har næsten været konstant helt frem til slutningen af 1990´erne med to særligt slemme begivenheder – de fængslendes sultestrejke i 1981 og angrebet på begravelsestogene i 1988. Begge episoder forårsagede perioder med heftig sekterisk uro.
I 1994 indgik de stridende parter en våbenhvile, som i 1998 blev stærkere betonet med Belfast-aftalerne, som skulle genskabe den politiske proces i området. Der døde cirka 1600 i byen i perioden 1969-2001. Byen refereres stadig til som Den Europæiske terrorismes hovedstad. Siden 1998 har byens udvikling været kraftig forbedret til trods for, at spændingerne og volden stadig er til stede. I 2005 trak det britiske militær sig tilbage fra byen, en begivenhed, der markerede, at volden var faldende.