Slaget ved Liegnitz/Wahlstatt 1241
I slaget ved Liegnitz 9. april 1241 besejrede en mongolsk hær en polsk-tysk hær. Slaget omtales også ofte som Slaget ved Wahlstatt for ikke at sammenblande det med Slaget ved Liegnitz i 1760 under 7-årskrigen.

En fremstilling fra det 14. århundrede af Mongolerstormen. Ifølge krønikerne kom mongolerne med mere end 100.000 ryttere og stod overfor 40.000 fra en hær fra Kongeriget Polen, Hertugdømmet Schlesien, Lillepolen, Kongeriget Bøhmen, Tempelriddere, Den Tyske Orden og Johannitterordenen. Henrik II. af Schlesien stod i spidsen og døde. Kronikørerne beretter om 30.000 dræbte. Man ser en fremstilling fra det 14. årh. Fra J. Paul Getty Museum.
Forhistorie til slaget
I 1240 var Kiev faldet i mongolernes hænder, hvilket gjorde, at den mongolske leder Batu Khan havde mod på at foretage et erobringsforsøg i det polske område med sin hær Den Gyldne Horde, som på dette tidspunkt kun delvis bestod af mongoler. I vinteren 1240/41 var det lykkedes at ødelægge både Sandomierz og Krakow, hvorpå Batu Khan delte sin hær. Han sendte prins Baidar med en hær mod nordvest sammen med Orda, mens han selv søgte mod syd med hovedparten af hæren.
På vejen til floden Oders bredder lå i 1241 Hertugdømmet Schlesien, der stod imellem Centraleuropa og den nordlige hærgruppe. Hertug af Schlesien var på det tidspunkt Henrik II. også kendt under navnet “Den Fromme”. Han var en af Polens mange seniorhertuger, en titel der, dækker over Polens splittelse og dermed svaghed. Han var hurtig til at erkende faren og samlede i al hast en hær. Hertug Henrik var kendt som from, modig og selvbevidst, men trods dette var han ladt meget alene. Kejser Friedrich II. var engageret i Italien, hvor han kæmpede mod paven om overherredømmet på disse kanter. Den ungarske konge stod med udfordringen fra den mongolske hærs hovedgruppe: den 11. april 1241 fandt slaget ved Muhi sted. Bøhmens konge Vaclav I. indvilligede i at sende hjælp.
Henrik samlede resterne af den polske hær, for hvem det var lykkedes at undslippe i de første slag ved Krakow og Sandomierz og kaldte det schlesiske Ridderskab sammen under sine faner. Han fik støtte fra Tempelriddere og Den Tyske Orden og måske også fra enkelte Johannittere. Grundet sit opråb om hjælp fik han også en lille smule hjælp fra Hertug Friedrich II. af Østrig. Det svage punkt var fodfolket, som primært bestod af bevæbnede civilister: borgere fra Liegnitz samt bønder og bjergarbejdere fra minerne i Goldberg. Med lejesoldater antager historikere ikke, at hæren var meget større end 4000 mand på trods af, at samtidige kronikører omtaler hæren som værende på 40.000 mand. Den mongolske hær var under alle omstændigheder talmæssigt overlegen og særdeles gode ryttere. De samtidige kronikører mener 100.000, men også her modererer historikerne det til forventeligt omkring 10.000 mand.
Slagets forløb
Stillet overfor at være talmæssigt underlegen havde Henrik mulighed for at undslippe mod syd, hvor Kong Vaclav af Bøhmen var på vej med en talstærk hær på omkring 5.000 mand – samtidige kilder talte om 50.000 mand. Henrik ville med dette træk risikere, at den mongolske rytterhær omgik ham. I stedet besluttede han sig for at tage kampen op og kæmpe slaget som et korstog. Stort set alle Henriks mænd bar et kors på deres tøj. Kong Vaclavs hær var på dagen, hvor slaget stod, stadig et dagsridt borte, men trods dette var fortroppen af de tililende fra Bøhmen med i slaget.
Ved Wahlstatt (polsk: Legnickie Pole, ‚Liegnitz Mark‘), der er en høj mellem floderne Katzbach og Weidelachse sydøst for Liegnitz, stødte de to hære på hinanden 9. april 1241. Den kristne hær var opstillet i to rækker: forrest stod fodfolket, mens de til højre og venstre var flankeret af de polske riddere og ordensriddere. Bagved var de schlesiske riddere, samt en række tyske og bøhmiske riddere.
Henriks hær blev totalt udryddet, og hertugen faldt selv i slaget. Hans hoved blev sat på en lanse foran byporten i Liegnitz som trofæ. Mongolerne trak sig imidlertid tilbage trods sejren.

Mongolerne viser Henrik den Frommes hoved på en stage efter sejren i slaget ved Wahlstatt. Del af en altertavle på Nationalmuseet i Warszawa.
Følgerne af slaget
Efter et forgæves forsøg på at erobre Liegnitz stoppede Baidar Khan sin march mod vest, og hans tropper søgte i stedet mod syd for at slutte sig til hovedgruppen af den mongolske hær i Ungarn. Undervejs på deres vej blev dele af de mongolske tropper trængt af ridderen Gotthart Brandis. Mongolerne fulgte en vej langs Sudeterne tilbage til Mæhren. Da mongolerne trak sig tilbage, blev den større alliance opløst, og da stod Bøhmen alene overfor mongolerne. Bjergpassene ved Glatz lod sig næsten umuligt spærre, da mongolerne havde indtaget byerne Ratibor og Troppau, og mongolerne foretog et indfald igennem de Mæhriske Porte for derefter at indtage Prerau, Littau og Wischau såvel som andre byer på Hanna-sletten. Det lykkedes kun to mæhriske byer – Olmütz og Brünn/Brno – samt den nordungarske Neustadt am Zeltberg at modstå og overleve belejringer fra mongolerne. Olmütz blev forsvaret af Jaroslav von Sternberg og hans 6.000 mand, der ved et vellykket angreb havde held til at dræbe Baidar Khan i kamp. Mongolerne hævede belejringen af Olmütz tre dage efter denne hændelse og sluttede sig til Batu Khans hovedhær i Ungarn. Trods sejren ved såvel Liegnitz som i Ungarn så man ikke flere offensiver fra mongolerne, muligvis fordi Storkhan Ögedei Khan lå for døden, og da han døde i december 1241, var arvefølgen ikke fastlagt. Det må formodes, at de mongolske hærførere stoppede angrebet for tage del i valget af en ny hersker.
På slagmarken lod Henriks moder Hertuginde Hedwig og hans kone Anna von Bøhmen et lille kloster anlægge, som de overdrog til Benedektinerne fra Kloster Opatowitz ved Königgrätz (Hradec Kralove). Man fandt efterfølgende også Henriks lig. Klosteret blev opkaldt efter den lille landsby Wahlstatt, der siden 1948 har lydt navnet Legnickie Pole. Hvert år den 9. april afholdes en gudstjeneste til minde om slaget.
Seks schlesiske adelsfamilier, hvoraf der kun overlevede et mandligt familiemedlem, kaldte sig Fætrene fra Wahlstatt: Det drejer sig om familierne Rothkirch, Strachwitz, Nostitz, Seydlitz, Prittwitz og Zedlitz. Ifølge en myte mistede familien Rothkirch alle sine mandlige familiemedlemmer i slaget. Imidlertid overlevede en mandlig efterkommer, som først blev født efter selve slaget. Medlemmer fra disse seks familier vedholdt op igennem historien at holde regelmæssige møder til minde om slaget. Siden 1961 har der i Wahlstatt været „Muzeum Bitwy Legnickiej“.

En fra familien Rothkirch bærer fanen for Henrik den Fromme. Udsnit af et billede fra Breslau Universitet.