Slavere og Germanere, Hedninge og Kristne
I det 6. århundrede blev området ved Lausitz for første gang interessant for slaviske folk. Denne tilstrømning af slavere fortsatte i det 7. århundrede ind til det dengang befolkningsfattige område mellem floderne Oder og Havel. Slaverne overtog mange gange oprindelige germanske bosiddelser, men grundlagde også en del nye steder.
De to vigtigste slaviske stammer var henholdsvis Hevellerne (Havel-slaver) og Sprewanere (Spree-slaver). Hevellerne holdt til langs Havel og menes at have grundlagt byen Brennaburg (den senere Brandenburg an der Havel), mens deres magtbase var dom-øen midt i Havel. Hevellerne anlagde omkring år 750 en forsvarsborg ved sammenløbet af Spree og Havel, og det var denne borg, der sidenhen udviklede sig til byen Spandau. Sprewanernes hovedby kom til at ligge ved sammenløbet af floderne Spree og Dahme, hvilket sidenhen udviklede sig til byen Köpenick, der blev et handelsmæssigt centrum i hele området. I det 9. århundrede opstod der en handelsvej mellem de to byer, som fulgte floden Sprees sydlige løb. Den blev omkring år 1170 forlagt til dens nordlige bred.
Nordmark med de forskellige slaviske stammer
Slaverne i området langs Elben og Østersøen gjorde i 983 opstand mod den forcerede kristne mission. Hevellerne og Sprewanerne sluttede trop i forhold til den store stamme, Lutizerne, der boede i det nuværende Mecklenburg-Vorpommern. I 929 havde de frankisk-saksiske konger for første gang rettet deres opmærksomhed mod de slaviske områder mellem Elben, Oder og Østersøen. Kongerne Heinrich I og Otto I havde imidlertid ikke haft held til at indføre kristendommen i området og dermed underlægge sig det. Otto stiftede i 948 de tre bispedømmer Havelberg, Brandenburg og Oldenburg, men bisperne måtte dog finde sig i at lede deres bisper in absentia og ikke have reelle undersåtter.
Det førte til, at Otto I i 955 angreb en anti-saksisk koalition af Abodritter, Tollensaner, Zirzipanere og Redariere. Selvom sakserne vandt slaget ved Raxa i 955 (i dagens Mecklenburg), så blev udkommet af felttoget ikke en undertvingelse af slaverne, men snarere et plyndringstogt i området. I 968 stiftede Otto I ærkebispedømmet Magdeburg med det klare sigte for øje at indføre kristendommen i de slaviske områder. Han havde få år forinden i 965 administrativt inddelt store dele af sit rige i len, som han kaldte Mark. Nordmark var det område, hvor Berlin siden kom til at ligge. Der findes teorier om, at Danmark skulle have fået sit navn ved denne inddeling af de hedenske områder uden for rigets grænser i såkaldte markområder.
I de slaviske områder ved Spree og Havel etableredes en kirkelig administration i området, men det var en administration, hvis klangbund i og effekt på befolkningen synes stærkt begrænset. I 983 skulle ærkebispesædet i Magdeburg have en erstatning for Adalbert von Magdeburg. Dette skabte et politisk vakuum i de tyske kristne områder. Denne usikkerhed udnyttede et større slavisk forbund til at gennemføre en større opstand. Denne havde sit udgangspunkt fra Rethra (Liutizernes helligsted sydøst for Stettin), men flere slaviske folk deltog. Det lykkedes at fortrænge kristendommen i områderne øst for Elben. Det menes endda, at det slaviske folk Abodritterne fra Mecklenburg angreb Hamborg. De tyske kirkelige repræsentanter blev fuldstændig fortrængt.
Indtil 1004 forsøgte diverse tyske rigsfyrster og de polske konger Mieszko I og Boleslaw Chrobry tilbageerobringsforsøg, der i praksis blev til plyndringstogter. I 1004 ændrede den tyske kejser Heinrich II sin politik og sluttede i stedet et forbund med slaverne imod Polen. I de følgende omkring 120 år var kristen mission i området ikke en prioritet. Forholdet mellem germanere og slaver var i stedet praktisk dikteret. Bispetitlerne Havelberg og Brandenburg fortsatte imidlertid med at eksistere, men det var som titularbispe in absentia, hvilket vil sige uden indflydelse.
