Südvorstadt (Dresden)

Südvorstadt er en bydel i Dresden, hovedstad i delstaten Sachsen. Den er sæde for Campus for det Tekniske Universitet i Dresden såvel som for Hochschule für Technik & Wirtschaft (HTW). Byggeriet er en blanding af byggeri i 1960´erne og Gründerzeitarkitektur (Tysk Jugendstil). Der bor 19.900 indbyggere i bydelen.

Beliggenhed

Bydelen befinder sig i bykommunen Plauen, men er historisk mere at regne for at være knyttet til Dresden Altstadt, da den i modsætning til andre bydele i dette område ikke har en historisk landsbykerne, som den har udviklet sig fra og dermed mere har en slags forstadskarakter.

Den grænser til bydelene Räcknitz, Zschertnitz, Strehlen, Seevorstadt, Wilsdruffer Vorstadt, Friedrichstadt (Dresden), Löbtau og Plauen (Dresden).

I 2004 åbnede et motorvejstilslutningssted på A17, der hedder Dresden-Südvorstadt. Den ligger ikke i bydelen, men 3 kilometer borte. Grunden til navnet er, at landevejen B170 fører direkte fra bydelen og til motorvejen.

Områdets tidlige historie

Området blev første gang omtalt skriftligt som Boscou på det gamlesorbiske Bozek i år 1315. Den sorbiske bosættelse udviklede sig til en landsby, der lå nord for dagens Beutlerpark, men som i 1449 blev beskrevet som forladt. Omkring år 1350 blev Uzmik omtalt første gang – en anden sorbisk landsby, som ligger, hvor dagens Münchner Strasse ligger. Der kom siden til at ligge et gods, der var ejendom for Dresdens byråd efter, at de opkøbte det i 1455. Ved samme lejlighed delte de jordområdet ud til borgere i byen.

Erhvervsområdet med møller og små slotte

I den allervestligste del af Südvorstadt udviklede der sig et industriområde på det i dag næsten forsvundne Hahneberg. Der var blandt andet et klokkestøberi, hvor klokkestøberen Heinrich Kannengiesser i 1491 støbte to nye klokker til Kreuzkirche, som havde mistet sine klokker i en brand. I Weisseritzmühlgraben – andet steds i byen – brugte man vandkilden til drift af møller. Der blev anlagt en papirmølle, som havde privilegiet til at være den eneste papirfremstiller i området. Den eksisterede indtil Syvårskrigen, hvor preussiske soldater ødelagde den i 1759. Der blev bygget en ny papirmølle i 1784. En anden vigtig mølle var Kunadmühle, der blev taget i drift omkring år 1500. I 1569 købte Kurfyrst August en kornmølle, hvor der også hørte en rapsoliemølle og en skæremølle med, den var tre hundrede år senere en af Traugott Bienerts vigtige besiddelser. Den stod indtil 1894, hvor den måtte vige for jernbanen.

For foden af Hahneberg lå der enkelte bondegårde. I 1644 tillod Kurfyrst Johann Georg I. udskænkning af øl og vin for fremmede. I 1684 købte det ærede medlem af Krigsrådet i Sachsen Dietrich von Bosse gårdene af Fyrst Johann Georg III. og fik et privilegiebrev til at oprette Feldschlösschen. Omkring år 1730 havde det udviklet sig til et kendt udflugts- og forlystelsessted med dansesal, keglebane og sommerhave. Stamhuset til Feldschlösschen opstod omkring år 1830.

Infrastruktur i Südvorstadt

Südvorstadt besidder to af de ældste fjernveje i den sydlige del af Dresden – Kälber og Zelleschen Weg. Sidstnævnte er stadig både en vigtig vejforbindelse og vigtig som forbindelsesvej til Kloster Altzella ved Nossen. Indtil reformationen forbandt den Klosterhof Leubnitz og Altzella.

Første bymæssige bebyggelse

På grund af den sidste istid er der i den sydlige del af Dresden et meget fint lerlag, der grundet sin frugtbarhed også bliver udnyttet til landbrug. Selv om man begyndte at omtale området som et samfund omkring år 1835, begyndte den første bymæssige bebyggelse først langsomt fra 1850.

I 1840érne udbyggede man kraftigt jernbanen, således at den Bøhmiske Banegård opstod – forløberen til dagens Dresden Hovedbanegård.

Hovedgaden igennem Südvorstadt opstod i 1868 fra banegården og sydpå. Den fik navnet Reichsstrasse i 1871 og lyder i dag navnet Fritz-Löffler-Strasse. I 1892 ombyggede man den Bøhmiske Banegård til Hauptbahnhof, hvor gaden blev sammensluttet med Prager Strasse.

I perioden 1883-96 var der en hestebanelinje, der gik til Reichenbachstrasse. Derefter blev banen elektrificeret.

På banegårdens sydside, Bayrischer Platz – i dag Friedrich-List-Platz – byggede man Marie-Gey-Brunnen – en i dag stadig eksisterende fontæne. Lægen Dr. Heinze lod den opføre til minde om sin kone, en ung kunststuderende, der var død tidlit. Den er udført af akademiprofessoren Georg Wrba i 1911.

Schweizer Viertel

På dagens Budapester Strasse – tæt på Feldschlösschen – opstod der i 1836 en bBlindeanstalt og i år 1837 en døvstummeanstalt. Begge bygninger blev ødelagt under luftbombardementerne på Dresden i 1945.

I 1856 opstod der tæt ved blindeanstalten et meget populært værtshus, Schweizerei, der siden lød navnet Schweizerhäuschen. Siden opstod området Schweizer Viertel, som tog sit navn efter værtshuset og lå i området mellem hovedbanegården og Nürnberger Strasse og var præget af private villaer. I årene 1877/78 byggede Gotthilf Ludwig Möckel dagens Villa Möckel i neogotisk stil på adressen Leubnitzer Strasse 28. På samme vej blev Villa Haniel opført på Leubnitzer Strasse 7 i 1868 og villaen Leubnitzer Strasse 30 udført af Wilhelm Kreis, der siden blev industrimanden – Mundvandet Odol – Karl August Lingners bolig. Derudover er også Villa Rübsamen blandt de fornemme villaer i området.

I perioden 1928-34 boede Victor Klemperer i området i Hohe Strasse 8.

Amerikanisches Viertel

Efter 1870 blev der opført et retvinklet og tætbeboet område mellem Winckelmannstrasse og Franklinstrasse såvel som Strehlener- og Reichenbachstrasse. Det fik navnet Amerikanisches Viertel efter Amerikanische Kirche.

Beboersammensætningen i området var en blanding af malere, administratorer, ansatte på universitetet, studenter og håndværkere. I Gutzkowstrasse boede forfatteren Karl Gutzkow, der var en dramaturg, som virkede i Dresden i tiden mellem 1847-61. I denne periode lå her også en cigaretfabrik. På Ostbahnstrasse – der blev totalt ødelagt ved bombardementet i 1945 – lå der en lang række atelierer. Her virkede Hans og Lea Grundig såvel som Otto Griebel.

Beutlerpark

I 1866 opstod der som følge af besættelsen af Dresden under den Preussisk-Østrigske Krig et skanseområde med skansen Bornberg. I 1913 åbnede Schanzenpark for offentligheden. Udover en rosenhave er der en legeplads og en drikkehal, som var ejet af det berømte Pfunds Molkerei. To en halv måned efter at Dresdens tidligere overborgmester Otto Beutlers (1853-1926) død, blev parken opkaldt efter ham.

Print siden her