Theodor Storms digt “Die graue Stadt am Meer”
Theodor Storm skrev i 1852 et digt, der var viet til hans hjemby Husum ved Nordsøen. Han skrev digtet i forlængelse af, at han i 1852 havde fået frataget sin stilling som advokat i Husum, da han havde indtaget en stærk anti-dansk holdning efter det Slesvig-Holstenske endegyldige nederlag til Danmark i 1850.
Storm gør brug af anaforer – et stilistisk virkemiddel, hvor forskellige ord gentages i forskellige sammenhænge. Digtet er på 3 vers af 5 strofer. Dernæst beskriver han byen som grå, trist og monoton, hvilket direkte kobles til dens nuværende danske omkransning. Det eneste positive er udelukkende hans barndomsoplevelser.
Husum erindret af Theodor Storm. (Wikipedia)
Am grauen Strand, am grauen Meer
Und seitab liegt die Stadt;
Der Nebel drückt die Dächer schwer,
Und durch die Stille braust das Meer
Eintönig um die Stadt.(Ved den grå strand, ved det grå hav, og ved siden af ligger byen. Tågen ligger tungt over tagene, gennem stilheden bruser havet, monotont om byen)
Es rauscht kein Wald, es schlägt im Mai
Kein Vogel ohn’ Unterlass;
Die Wandergans mit hartem Schrei
Nur fliegt in Herbstesnacht vorbei,
Am Strande weht das Gras.(Fra skoven ingen brusen, man hører ingen uafladelig fuglesang i maj, vandregåsen med hårde skrig, – flyver kun forbi i efterårsnætterne, – på stranden vajer græsset.)
Doch hängt mein ganzes Herz an dir,
Du graue Stadt am Meer;
Der Jugend Zauber für und für
Ruht lächelnd doch auf dir, auf dir,
Du graue Stadt am Meer.(Dog hænger mit hele hjerte ved dig, – du grå by ved havet, – men ungdommens fortryllelse, – hviler alligevel smilende på dig, på dig, – du grå by ved havet)
