Treårskrigen 1848-50

Treårskrigen eller den Første Slesvigske Krig varede fra 1848-50 og var både en art borgerkrig indenfor den danske helstat, et løsrivelsesforsøg fra den Slesvig-Holstenske landsdel, og til dels en krig mellem Danmark og det Tyske Forbund. Den tog sit udgangspunkt i den spændte internationale situation i 1848, hvor begivenheder fra resten af Europa også fik følger i Danmark. I Tyskland kendes krigen som den Slesvig-Holstenske Krig/Opstand.

I Slesvig-Holsten krævede de tysksindede og nationalliberale, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten løsrev sig fra Danmark og dannede en tyskpræget Slesvig-Holstensk stat. Det kolliderede med de danske nationalliberale, der førte den såkaldte ejderpolitik, som sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, hvilket ville sige, at Slesvig skulle integreres i Kongeriget Danmark, mens man omvendt var klar til at afstå det tysktalende Holsten og Lauenburg.

Det var den slesvig-holstenske oprørshær, som kæmpede mod den danske regering, hvilket gjorde den til en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et international anliggende.

Baggrund for krigen

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde siden 1460 været tilknyttet Danmark i en personalunion, hvor de danske konger samtidig havde titel af Hertug i Slesvig såvel som i Holsten. Det var slået fast da Christian I. som den første konge af slægten Oldenburg fik titlerne som Hertug hvor han til gengæld måtte love at de to Hertugdømmer skulle forblive “up ewiig ungedeelt” hvilket kan oversættes til at ingen stat måtte indlemme den ene halvdel og ikke den anden. Det blev stadfæstet i det såkaldte Ribebrev af 5.marts 1460. I 1814 var kongen også blevet Hertug af Lauenborg sydøst for Holsten. Tilsammen udgjorde Hertugdømmerne og Kongeriget den danske Helstat og blev styret fra København. I hovedstaden skelnede man mellem det danske kancelli og det tyske kancelli – hvor forvaltningssproget var hhv. dansk og tysk. Slesvig var defineret som området syd for Kongeåen og nord for Ejderen og Levenså, der havde været dansk len siden Vikingetiden mens Holsten – defineret som Holsten, Stormarn og Ditmarsken områderne nord for Elben – var medlem af det Tyske Forbund, hvilket var det samme tilfælde med Lauenborg. Den danske konge var dermed repræsenteret på de tyske Rigsdage for Holsten og Lauenborg, mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer. Det betød omvendt at Holsten og Lauenborg statsretsligt ikke var en del af Danmark, men derimod tysk len.

I 1800-tallet efter Napoleonskrigene kom det nationale til at fylde langt mere end tidligere, det blev anset for naturgivent at stater skulle indrettes i enheder med fælles sprog og en fælles historie – og var der knaster i den fortælling så kunne man altid omskrive fortællingen så den passede.

I årene efter 1839 havde Danmark en aldrende konge Christian 8. hvis eneste søn og tronarving Frederik VII. så ud til at blive barnløs og dermed så det ud til at slægten Oldenburg skulle uddø efter at have siddet på tronen siden 1448 hvor Christian I. blev tronet.

Denne snarlige uddøen fik mange til at spekulere på om tilhørsforholdet til Danmark for Hertugdømmerne kunne opretholdes, når man ikke længere havde det nære forhold til regenten. Det gjaldt særligt i Augustenborg på Als, hvor den stedlige Hertug Christian August kunne føre slægten tilbage til de danske kongelinjer og hvis søster forøvrigt var gift med kong Christian. Hvis man fulgte arveretten som den var i Holsten og Lauenborg var Hertugen næsten selvskrevet, da der kun blev tilladt arv igennem mandlig linje, til gengæld havde man i Danmark og Slesvig tilladt at arv kunne foregå ligeledes igennem kvindelige linjer.

Den 8.juli 1846 skrev den aldrende konge Christian 8. imidlertid et åbent brev hvor han slog fast at arvefølgen kunne gå igennem kvindelige linjer i Danmark og Slesvig og at man ville bevare Helstaten. Dette provokerede den tyske Nationalisme der var udpræget i Holsten og i Slesvig særligt blandt de tysktalende. Men det tilfredsstillede også mange danske politikere, der så skeptisk på Holstens placering i Helstaten men for hvem Slesvig var og måtte forblive dansk. Deres politik blev kendt som Ejderpolitikken der gik ud på at Danmark skulle gå til Ejderen hverken mere eller mindre. Farvel til Holsten men aldrig til Slesvig.

Print siden her