Slesvig Hertugdømme
Hertugdømmet Slesvig opstod i middelalderen og var dengang i princippet det samme som dagens Sønderjylland samt den tyske del af Schleswig. Indtil 1864 var det et hertugdømme i personalunion med sine to naboer Kongeriget Danmark mod nord og Hertugdømmet Holsten mod syd. I modsætning til Holsten var det et dansk len, hvor Holsten var en del af det Hellige Tysk Romerske Rige. Mod syd blev det afgrænset af floden Ejderen og mod nord af Kongeåen og Kolding å. Områdets hovedby var byen Slesvig.
Hertugdømmets historie har været omskiftelig. Danskerne var bosat på fastlandet – i det sandede gest samt morænelandskabet i øst, mens friserne bosatte sig på øerne i vest. Friserne boede mange steder på den danske konges ejendom, men havde alligevel retslig autonomi. Allerede i middelalderen blev området et jarldømme – eksempelvis fik Knud Lavard tilskikket området som jarl – dets opgave var at sikre den sydlige grænse. Jarlerne begyndte dog at alliere sig med Danmarks fjender i Holsten syd for grænsen, som brugte alliancerne til at øve indflydelse på Danmark, hvilket særligt skete i de østlige egne omkring Stabelholm, Jernved, Fredslet, Svans og det østlige Angel. Det betød, at Slesvig fra at have været del af Danmark gradvis stod i større modsætningsforhold til Danmark. I 1326 opstod Constitutio Valdemariana, hvor det blev fastlagt, at Danmark og Slesvig ikke måtte sammenlægges. Ribebrevet fra 1460 fastslog endvidere, at de to hertugdømmer Slesvig og Holsten ikke måtte adskilles, hvilket holdt sin gyldighed frem til 1544, hvor Slesvig blev opsplittet i sidegrene til det danske kongehus.
Disse sidegrene havde residens på henholdsvis Gottorp Slot og i Haderslev. Yderligere delinger skabte endda meget små grene og dele af Slesvig og nogle som fælles regerede områder. Hertugerne forsøgte at udvikle netop deres områder, hvilket betød, at byer som Frederiksstad og Tønning blev veludviklede. Området var meget tidlig til at tage Reformationen til sig med Hermann Tast, der holdt reformatoriske prædikener i området allerede i 1522 og med Hertug Christian (den senere Christian III. af Danmark), som indførte reformationen i Haderslev i 1525. Imidlertid betød det også, at tysk i overvejende grad blev kirkesproget i de sydlige dele, hvilket igen gjorde tilhørsforholdet til Danmark ringere.
Hertugerne i Gottorp var i særdeleshed i 1600-tallet en trussel mod Danmark, da de ad flere omgange stod i alliance med Sverige og dermed var med til at udgøre en dobbelttrussel for Danmark. Dette sluttede først med nederlaget for Gottorp i 1721 og områdernes indlemmelse i Danmark, dog ikke på det sproglige plan.
I 1800-tallet oplevede hertugdømmet økonomisk fremgang, der særligt var tydelig indenfor skibsfarten, men samtidig voksede nationalismen blandt både de tysk- og de dansksprogede. Det endte med to krige: Treårskrigen 1848-50 og krigen i 1864, der førte til, at såvel Slesvig som Holsten blev afstået til Preussen og Østrig. Efter Første Verdenskrig stemte den nordlige del af Slesvig sig til Danmark efter en folkeafstemning, mens den mellemste og sydlige del forblev tysk.
Det historiske Slesvig med farven lyserød. De mørkerøde dele er Danmark og her er det værd at ligge mærke til at Ribe tilhørte Danmark og det samme gjorde områderne nord for Tønder samt øerne Amrum og halvdelen af Før. Slesvig havde øerne Helgoland, Femern og Ærø samt de 8 sogne syd for Kolding. Kort fra wikipedia
Det samlede areal for det historiske Hertugdømme Slesvig omfatter et areal på 9200 kvadratkilometer. Slesvig ligger på den Jyske Halvø. Mod syd blev hertugdømmet afgrænset af Ejderen samt af Levensåen, hvor man grænsede op til Ditmarsken og Holsten; øerne Als, Helgoland, Ærø og Femern hørte med til Hertugdømmet. Grænsen mod Jylland i nord mod Kongeriget Danmark blev dannet af Kongeåen, der stort set løber syd om Esbjerg ved Nordsøen i vest og ud i Østersøen/Lillebælt syd for Kolding mod øst.
Hertugdømmets område omfatter idag på den tyske side landsdelen Schleswig, der består af amterne Nordfriesland, Schleswig-Flensburg og den nordlige del Rendsburg-Eckernförde samt byen Flensborg. På danske side var Nordslesvig indtil 31.december 2006 lig med Sønderjyllands Amt og siden har det været del af Region Syddanmark.
Indtil 1864 hørte yderligere landområder til Hertugdømmet Slesvig, det gjaldt 7 kirkesogne syd for Kolding, et område mellem Kongeåen og Ribe samt Helgoland. Efter at Slesvig var blevet del af Preussen lykkedes det at der blev byttet landområder på vestkysten af Slesvig med de Danske Kongelige Enklaver. I det 13. og 14.århundrede hørte såvel Langeland som områder på det sydlige Fyn også til hertugerne af Slesvig.
Den første præcise landbeskrivelse af Slesvig stammer fra kartografen Johannes Mejer (1606-1674). Hans forskellige landkort blev udgivet i 1652 som tredelt Atlas – sammen med beskrivelserne af Caspar Danckwerth – med titlen Neue Landesbeschreibung der zwei Herzogtümer Schleswig und Holstein. Det bestod af fornemme byplaner og større byer.
Et omfattende Værk udkom i 1805 med titlen Topographie von Schleswig fra Johann Friedrich August Dörfer (1766-1824). Det blev genoptrykt adskillige gange og udvidet af Johannes von Schröder. Nyere landoptag blev lavet i det 20.århundrede af militærtopografer og andre myndigheder.
Bosættelseshistorie og tidlig befolkning i Slesvig
I Istiden var særligt Angel befolket af germanske folk samt til dels i området Over Jerstal. Fra og med år 350 begyndte store grupper af Anglere, Saksere fra den sydlige del af Slesvig og Jyder fra det Nørrejylland at udvandre til de Britiske øer, herpå trængte Danere fra øerne mellem Sverige og Jylland og formodentlig Skåne ind i Slesvig og blandede sig Jyder og Anglere.
Friserne kom i to indvandringsbølger til området. I det 7. og 8.århundrede bosatte de sig overvejende på dagens øer Sild, Før og Amrum samt på højere beliggende steder på fastlandet som Ejdersted. Igen i det 10. og 11.århundrede kom der igen Frisere til landet, hvilket for alvor gjaldt Marskområderne i dagens Nordfriesland. Den nord-, og vestgermanske befolkning der levede her forlods blev etnisk og sprogligt assimileret. Selv i de gamle frisiske dialekter finder man danske låneord, hvilket kunne tyde på en betragtelig befolkning allerede i den tidlige Vikingetid. Landområderne mellem Eckernförde og Trenen samt Ejderen og Levenså var dengang knap befolket og var præget af tæt skov, disse områder blev først befolket i højmiddelalderen da saksiske kolonister kom sydfra.
Hertugdømmet Slesvig som det så ud etnisk omkring år 800. Danere i nord (rød), Saksere i syd (blå) og frisere mod vest og Slavere mod øst. Kort lavet af wikipediabrugeren JulieMom
I årene under den oplyste Enevælde i det 18.århundrede begyndte man at bosætte Mose og Hedelandskaberne såsom den Slesvigske Gest samt i Jylland rundt om Silkeborg. De nye bosættere kom fra Württemberg, Schwaben, Hessen og Pfalz. De tog det danske sprog til sig efter en generation med mindre de bosatte sig i Stapelholm i Holsten.
Idag lever i både den tyske og danske del af Slesvig mindretal. Mindretallenes rettigheder blev reguleret blandt andet i København-Bonn Erklæringerne fra 1955. Udover de danske mindretal i Sydslesvig og de tyske mindretal i Sønderjylland der tæller også Friserne mellem Ejderen og Vidå som et mindretal med krav på repræsentation.
Pingback: Treårskrigen 1848-50 | Historiskerejser.dk