Tyskland Geografisk A-Z
Særligtmeget findes om Berlin og Schleswig-Holstein.
Intet land fylder så meget på denne side, intet land har jeg rejst mere i, intet land følger jeg udviklingen så intenst i, og intet land er vigtigere i forståelsen af Europas historie end Tyskland. Berlin har jeg boet i, og besøgt over 100 gange, men derudover har jeg et indgående kendskab til Dresden, Hamburg, Nürnberg og de sydslesvigske områder. Endelig har jeg besøgt landet overalt på kryds og tværs. Der vil næsten dagligt være nyt om dette land. Deutschland liegt meinem Herzen am nächsten!
Jeg er vokset op på Langeland, og her var det helt normalt at lære sig tysk. Der var 5 fjernsynskanaler. De 2 var DR og TV2 og de 3 øvrige var de tyske ARD, NDR og ZDF. Da min far også arbejdede som rejseleder og tit havde mig med på kortere ture, var det bare naturligt at føle sig meget hjemmevant i det tyske.
Som rejseleder har jeg rejst i landet utallige gange, og som jeg skriver, særdeleshed i Berlin. Uanset hvor stor fan jeg er af Berlin, så vil jeg påstå, at Tyskland er meget andet. Det er en af mine store motivationer bag denne side.
Den umiddelbart mest logiske måde at kategorisere mine artikler på er geografisk efter Tysklands 16 delstater.
Baden-Württemberg
Den store sydvestlige delstat, der grænser op til såvel Østrig, Schweiz og Frankrig, og hvis største by er Stuttgart. Rejsemæssigt er det mest kendte område Schwarzwald med Freiburg som største by og byerne Heidelberg og Baden-Baden.
Bayern
Tysklands geografisk største område med et væld af skønne egne. Som rejseleder har jeg primært været her på overnatning samt besøgt den frankiske hovedby Nürnberg adskillige gange, men privat har jeg rejst i området og været i byer som München, Regensburg, Bayreuth, Bamberg, Würzburg og Ingolstadt. Der findes underskønne områder som Berchtesgadener Land, Bayrischer Wald, Fränkische Schweiz og Altmültal.
Berlin
Tysklands hovedstad med den kontrastfyldte historie. Den by der vil være flest artikler om, og det er også uden sammenligning den by, jeg ved mest om. Der er et register over seværdighederne i byen.
Brandenburg
Delstaten, der omkranser Berlin, og som har Potsdam som hovedstad. Det er i særdeleshed Potsdam, der er mit største bidrag til Brandenburg. En stor del af Brandenburgs historie er imidlertid forbundet med Berlin og Preussens historie. Registeret over seværdighederne i Brandenburg kan ses her.
Bremen og Bremerhaven
Idet jeg rent faktisk aldrig har været i Bremen, har jeg ingen info om Tysklands mindste delstat.
Hansestadt Hamburg
Den store hansestad ved Elben. Jydernes største by i nærheden. Jeg har været i Hamborg ved adskillige lejligheder og vil her prøve at nævne nogle af de seværdigheder, som “das Tor zur Welt” byder på.
Hessen
Delstaten er mest kendt for landskaber som Rhön og byer som Frankfurt am Main, Wiesbaden og Kassel.
Niedersachsen
Delstaten med store byer som Hannover, Braunschweig og Osnabrück. Derudover ligger spændende områder som Lüneburger Heide og det nordlige Harzen også i delstaten. Jeg har været en del i området og i hvert fald kørt igennem det adskillige gange.
Nordrhein-Westfalen
Tysklands folkerigeste delstat med 18.5 millioner mennesker. Den har to millionbyer i form af Køln og Düsseldorf og naturområder som Eifel og dele af Teutoburger Wald, Sauerland og Weserbergland. Derudover ligger Ruhr med dens sammenvoksede industribyer. En delstat, der ikke er til at komme udenom.
Mecklenburg-Vorpommern
Delstaten, der udgør den nordlige del af det tidligere DDR, er ikke det mest udprægede turistområde. Her ligger imidlertid de gamle hansebyer Wismar, Schwerin og Rostock. Jeg har selv mest bekendskab til området, som det, man må igennem på vej til Berlin.
Rheinland-Pfalz
Jeg har personlig bekendte i denne smukke del af Tyskland, der ligger på grænsen til det franske Alsace, hvilket det i øvrigt også minder om rent landskabsmæssigt, hvor Tysklands største og bedste vinområder findes.
Saarland
Den lille flotte delstat, der i den kolde krig var meget franskorienteret – og med sin flotte hovedstad Saarbrücken. Jeg har besøgt Saarbrücken, men har ikke haft mange rejser dertil.
Sachsen
Delstaten, hvor Dresden er hovedby. Delstaten har derudover landskabsområdet Erzgebirge og Sächsische Schweiz. Leipzig og Torgau er andre byer, jeg har stiftet bekendtskab med i området. Derudover ligger en af Tysklands bedst gemte perler i form af Görlitz på grænsen til Tjekkiet og Polen.
Sachsen-Anhalt
Delstaten i det tidligere DDR, der er kendt for at være den tyske delstat med mest UNESCO, men som alligevel lider under konsekvent afvandring. Landskabsmæssigt ligger det østlige Harzen her med de kendte byer Quedlinburg, Wernigerode, Nordhausen og Thale, og derudover ligger her mange af de byer, som var vigtige for Luther i form af Wittenberg, Halle og Magdeburg.
Schleswig-Holstein
Delstaten, der er så tæt vævet sammen med Danmarks historie, udover Berlin og Sachsen, så er det en delstat, hvor der vil være rigtig mange artikler fra. Særlig Flensborg og Slesvig, men også andre byer i særdeleshed Lübeck. Register over artikler om Schleswig-Holstein.
Thüringen
En anden tidligere DDR-delstat jeg har rejst en del i. Den har kulturbyerne Weimar, Jena og Erfurt og derudover det skønne landskab Thüringer Wald.