Ulster Scots i Amerika

Ulster Scots eller Scotch Irish er betegnelsen for efterkommerne af presbyterianere og andre mindre protestantiske forgreninger fra Irland – dog langt hovedparten fra provinsen Ulster –  der emigrerede til Nordamerika i løbet af det 18. og 19. århundrede.

I 2006 rapporterede 36 millioner amerikanere, at de havde irske rødder, 6 millioner at de havde skotske rødder, hvilket tilkendegav 5.4 millioner amerikanere, at de havde skotsk-irske rødder. Betegnelsen Ulster-Scots benyttes primært i USA til at betegne den fælles skotsk-irske identitet.

De fleste nedstammer fra skotske presbyterianske nybyggere i Ulster, der drog til Irland og i særdeleshed til provinsen Ulster i perioden 1608-97 for at opnå frihed fra den dominerende anglikanske kirke i henholdsvis England og Skotland. Der er også engelske presbyterianere, omend at denne trosretning stod stærkest i Skotland, hvor John Knox indførte den i 1560. I 1603 var den skotske James VI Stuart blevet konge af såvel England som Skotland, men i løbet af 1630´erne forsøgte hans efterfølger Charles I at ensrette kirkeforholdene i såvel Skotland og England som i de irske nybyggerområder. Det var stærkt medvirkende til de religionskrige, der hærgede de tre områder i 1600-tallet. Mange presbyterianere, der var emigreret til Ulster, fortsatte videre mod de britiske kolonier (der fra 1776 kunne kaldes USA) og bosatte sig her for at opnå større frihed fra den engelske stat. Presbyterianerne udgjorde den langt overvejende hovedstrøm, men også puritanere, metodister, pinsebevægelsen og andre var blandt udvandrerne. De fleste bosatte sig i Apalacherne.

Terminologi

Termen Skotsk-Irsk (Scotch-Irish) kender man i første omgang som en betegnelse, der refererer til de folk, som levede i det nordøstlige hjørne af Irland (Ulster og primært langs kysterne i County Antrim og County Down). I et brev af 14. april 1573, i en henvisning til Ulster, skrev Dronning Elisabeth I af England:

“We are given to understand that a nobleman named ‘Sorley Boy’ [MacDonnel] and others, who be of the Scotch-Irish race…” (Der er tale om en adelsmand ved navn “Sorley Boy” (MacDonnell)  og andre, der er af den skotsk-irske race….”)

Denne betegnelse kan efterfølgende man spore gentagne gange. Man hører den første gang i Amerika under en edsaflæggelse i Maryland i 1689/90.

Betegnelsen bruges i dag næsten udelukkende i det amerikansk-engelske og kun sjældent i England, Irland eller Skotland. Termen kan også være modsætningsfyldt, da den dækker over folk, der ikke har nogen skotsk oprindelse overhovedet: Talrige nybyggerfamilier blev forflyttet fra det nordlige England, i særdeleshed grænseområderne Northumberland og Cumberland. Et mindre antal kom fra Wales og det sydlige England, og endelig kom der protestanter til Ulster fra Flandern, Tyskland i særdeleshed Pfalz ,og franske Huguenotter (hvor eksempelvis Davy Crockett´s familie stammede fra).

I England har der været en del kritik af termen Ulster-Scots som temmelig misvisende, da man peger på, at der i høj grad var tale om befolkningen i grænseregionerne, som langt overvejende var af angelsaksisk og skandinavisk afstamning, og at der i meget lille omfang var tale om typisk højlændere af gælisk afstamning, der overvejende forblev katolske.

Fællestrækket for de forskellige nationale grupperinger var overvejende deres calvinistiske tro eller deres ønske om ikke at lade sig indordne under de snærende bånd fra den etablerede anglikanske kirke (Church of England og Church of Ireland). Bosættelsen af Ulster fra 1607-97 skete med en stærk overvægt af skotske presbyterianere, hvilket var med til at give et stærkt skotsk element.

Den største store bølge af udvandrere til Amerika kom i midten af 1700-tallet, og i den henseende betegnede de sig ganske simpelt blot som irere uden at referere til det skotske element. Det var først et århundrede senere, da den store irske indvandring efter den store hungersnød begyndte at sende millioner af romersk-katolske irere til Amerika, at de protestantiske irere fra Ulster følte en anledning til at distancere sig. Det er her, at betegnelsen Ulster-Scots og Scotch-Irish bliver normal. De romersk-katolske indvandrere i midten af 1800-tallet var typisk meget fattige og havde så godt som ingen skotske aner. De to grupper havde stort set ingen kontakt med hinanden i det amerikanske.

Første generation af Ulster-Scots havde bosat sig i og omkring Appalacherne. De romersk-katolske irere bosatte sig primært i større byer såsom Boston, New York, Chicago og New Orleans og tog primært arbejde i industrien og i de store offentlige byggeprojekter, der blev iværksat i det 19. århundrede såsom kanalgravning og jernbanebyggeri.

Betegnelsen Scots-Irish (skotsk-irsk) ville fra slutningen af det 19. århundrede typisk dække over dette:

1) En alvorlig ældre herre kendt i Amerika under racen skotsk-irsk.

2) Statslig repræsentabel, retfærdig og farverig i sin fremtræden for at understrege sin skotsk-irske afstamning.

Grupperingen formulerer det således selv: “Scotsch Airish o´ Amerikay.

Oprindelsen er både i Nordengland, det sydlige Skotland. Et område kendt for utallige krige og for lovløshed og siden Ulster før man flygtede til Amerika. Foto fra wikipedia

Emigration

Fra 1710-75 emigrerede 200.000 fra Ulster til de originale 13 amerikanske kolonier. Langt de fleste tog til Pennsylvania. Derfra drog nogle af dem videre til Virginia (heraf også West Virginia) til North og South Carolina og videre til syden med særligt mange i regionen rundt om Appalacherne. Igen tog andre videre til det vestlige Pennsylvania, Ohio, Indiana og til Midtvesten.

Flugten over Atlanten blev sat på standby i årene under den amerikanske revolution og den amerikanske uafhængighedskrig (1774-83), men i perioden 1783-1812 ankom mere end 100.000 fra samme område. Mange af dem, der ankom i denne periode, var modne håndværkere, som bosatte sig i industrielle centre såsom Pittsburgh, Philadelphia og New York, hvor de blev faglærte arbejdere, formænd og entreprenører i de år, hvor den industrielle revolution begyndte at slå igennem i Amerika.  De fortsatte med at udvandre i hundredtusindvis fra Skotland og Ulster til det amerikanske i resten af århundredet. I 1790 fortæller Harvard Encyclopedia, at der var 400.000 amerikanere af irsk fødsel, hvoraf halvdelen stammede fra Ulster og den øvrige halvdel fra det øvrige Irland.

En mindre, men tilsvarende migration fandt sted til Canada, hvor det særligt var de landlige regioner i Ontario og Nova Scotia, man bosatte sig.

Oprindelsen

Nærheden mellem øerne Britannia og Irland har igennem tiderne affødt migration begge veje, siden at der begyndte at være mennesker i Irland efter den sidste istid. Gæliske folkefærd fra Irland befolkede den sydvestlige del af Skotland, da de i det sene 6. århundrede og tidlige 7. århundrede skabte det irsk-skotske kongerige Dál Riata, da den oprindelige piktiske kultur i Skotland blev erstattet af en gælisk.

Irske gælere var tidligere blevet kaldt “Scoti” af romerne. Skotske munke var også langt op i tiden en betegnelse for irske munkes mission i det centrale Europa.

Den skotsk-irske oprindelse lå primært i det skotske lavland og i det nordlige England, altså befolkningen på begge sider af den Anglo-Skotske grænse, et område, der i århundreder havde været præget af gentagne krige. Befolkningen havde måttet leve med nedbrændinger, hærgende hære og usikkerhed, hvilket betød, at man på begge sider af grænsen havde en svag tilknytning til såvel kongen af England som Skotland. I stedet udviklede der sig et familiebåret system, som var meget lig det klansystem, man kendte fra det skotske højland. Her hærgede en form for lovløshed, hvor de stærke familier beskyttede sig selv samt familien. Det skete ved at drive kvæg og i øvrigt at systematisere en form for organiseret tyveri.

England og Skotland blev forenet under en fælles monark i 1603, hvor de to kroner blev forenet, da James VI af Skotland efterfulgte Elisabeth I som engelsk monark. James arvede såvel de ustabile grænseregioner samt konflikterne i Irland fra Elisabeth. Efter afslutningen på den irske Niårskrig i 1603 (1594-1603) og de gæliske irske Jarlers flugt (Flight of the Earls) i 1607,  påbegyndte James i 1609 en systematisk bosættelsespolitik af engelske og skotske protestanter i Irlands nordlige provinser i Ulster. Hensigten havde et dobbeltsigte, idet den skulle fjerne de kriminelle familier (Border Reiver) fra den engelsk-skotske grænse, hvilket skulle skabe ro i dette område og samtidig forflytte deres kampivrighed til Ulster, hvor de skulle hjælpe til med at undertrykke og nedkæmpe de oprindelige gælisk-irske klaner her.

Den første bølge af engelsk-skotske protestanter fra grænselandet kom til Ulster i 1606, da James på mere privat basis havde tildelt større landområder i det østlige County Down. I 1609 blev det James´ officielle politik i større dele af Ulster.

I årene 1641 gjorde den oprindelige katolske befolkning oprør mod bosættelserne, da udbruddet af den engelske-skotske borgerkrig mellem parlament og kongetro forhindrede englænderne i at støtte de protestantiske nybyggere. Denne konflikt varede fra 1641-53 og blev kaldt den Irske Føderationskrig. Den engelske konge Charles I var kommet i direkte konflikt med de skotske presbyterianere, der var at opfatte som religiøst stærkt antikatolske og havde truet dem med at samle en hær af katolske irere for at nedkæmpe den skotske presbyterianske bevægelse. Det skotske parlament truede omvendt med at samle en hær og erobre Irland og uddrive al pavens uvæsen fra den grønne ø. Denne frygt forårsagede massakrer på de skotske og engelske samfund i Irland og primært i Ulster. Man mener, at op imod 16.000 nybyggere blev henrettet i de indledende faser af opstanden. En af de værste massakrer foregik i Portadown, hvor byens nybyggerbefolkning blev gennet sammen på broen i byen og slagtet. Utallige hævnmassakrer mod den gæliske katolske befolkning fandt sted, hvor særligt massakren på Rathlin Island huskes.

I den tidlige fase af 1642 sendte skotske presbyterianere en hær til Ulster for at forsvare skotske nybyggere mod irske rebeller. Den oprindelige tanke bag den skotske hær var en erobring af hele Irland, men grundet logistiske problemer med forsyninger og dårlige vejforhold kom man ikke langt uden for deres base i det østlige Ulster. Presbyterianerne forblev i Irland under resten af krigen, men forblev i deres garnison omkring Carrickfergus efter deres nederlag til de indfødte gæliske Ulster klaner ved Benburb i 1646.

Efter krigen var slut bosatte mange af soldaterne sig permanent i Ulster. I 1690´erne fulgte en anden stor indvandringsbølge fra Skotland til Ulster, da det skotske lavland gennemlevede en sulteperiode.

Som tidligere omtalt begyndte der en stor udvandring mod de britiske kolonier i Nordamerika i perioden 1717-70. 3/4 af alle udvandrede fra Irland var protestanter, og af disse var 70% presbyterianere. Forklaringerne på denne udvandring var, at der var land at få i kolonierne, men også at forholdene i Ulster var præget af sekteriske kampe samt at Englands interesse for Ulster blev mere præget af gunstige forhold for adelsstanden, hvor fjerne godsejere udnyttede bønderne, mens den brede befolkning havde trange vilkår, hvilket betød højere skatter, gentagne tørkeperioder med massedødsfald til følge og endelig en undertrykkelse af de religiøse friheder, der i 1600-tallet havde fået dem til at tage til Ulster.

Igennem det 17. århundrede var de mange nye bosættere i Ulster medlemmer af utallige grene af protestantismen såsom: presbyterianere fra Skotland og Northumberland, engelske baptister, franske og flamske huguenotter og tyskere fra Pfalz. Straffelovene, der i såvel Irland, Skotland og England omfattede alle andre religiøse grupperinger end anglikanerne, og primært blev forklaret i de flygtede Stuarters fortsatte krav på den engelske trone. Dette forhold førte til, at mange presbyterianere i Ulster og i det øvrige Irland støttede Napoleon, som de årene forinden havde støttet det frie parlament under Henry Grattan (1782-93). På trods af en fælles frygt for de katolske gæliske irere, så har der helt op til moderne tid eksisteret splid mellem de to større protestantiske retninger. I slutningen af det 18. århundrede ignorerede mange katolske irere og presbyterianere i det østlige Irland og særligt i Ulster frygten og stiftede United Irishmen, hvis mål var at gøre Irland til en republik med lige rettigheder baseret på oplysningstidens idealer. Man hentede inspiration både fra Napoleon, men også fra de mange slægtninge i de amerikanske kolonier. Imidlertid blev opstanden i 1798 slået ned.

Det var det generelle hårde liv som Ulster Scots var vant med. Foto fra wikipedia

Amerikanske bosættelser

De mange migranter af skotsk-irsk oprindelse, der kom til Amerika i den første periode 1717-75, fandt at de kystnære områder var alt for dyre eller allerede optaget af engelske nybyggere. De forlod hurtigt kysterne og bosatte sig i stedet i de mere bjergrige regioner længere inde i landet, da det her var væsentligt billigere. De boede i det område, som typisk blev kaldt “The Frontier”. Livet i denne frontzone for den hvide civilisation var ekstremt krævende, men fattigdom og knaphed var normen fra de steder, de havde holdt til. De er blevet kaldt øgenavne som “Hillbilly” og “Rednecks”, hvilket refererer til, at de var vant til fattigdom, tilbageståenhed og vold i deres skotske og irske afstamning.

De allerførste skotsk-irske nybyggere kom til New England. Den protestantiske puritanske leder Cotton Mather inviterede dem til Maine og New Hampshire, da han anerkendte deres overbeviste protestantisme og anså dem som grundsten i at sikre grænsen mod vildnisset mod nord. Dette gør, at der også mod nord findes en del skotsk-irske rødder. Det var forøvrigt også disse folk, der bragte kartoflen til Nordamerika, der flere generationer før var blevet bragt til Europa fra Sydamerika. I Maine skulle det i generationer blive den afgørende afgrøde bag den lokale økonomi.

Emigranterne fra Ulster startede næsten alle ud med at lande i havnene Philadelphia i Pennsylvania og New Castle i Delaware. Skotsk-irerne drog derefter i sydvestlig retning igennem bjergkæden Allegheny til Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia, Kentucky og Tennessee. Det typiske mønster for migration var mindre netværk af familier, der drog ud sammen, havde samme religion og typisk giftede sig på tværs og undgik udefrakommende.

Pennsylvania og Virginia

De fleste Ulster Scots drog mod Pennsylvania, der med dets gode land, moderate klima og liberale lovgivning virkede dragende. I 1750 udgjorde de omkring en fjerdedel af befolkningen og i 1770 omkring en tredjedel. Uden mange penge rykkede de til områder, hvor der var frit land at få i frontzonen, hvilket gjorde dem til den typiske vestlige besætter også kaldet Frontzonens Vagter.

De skotske-irske drog op langs med floden i Delaware til Bucks County og derefter til dalene Susquehanna og Cumberland, hvor de fandt fladt land langs floder og bække til at bygge deres bjælkehytter, kornmøller og presbyterianske kirker. Områderne/Counties Chester, Lancaster og Dauphin blev deres højborge, og de byggede byer såsom Chambersburg, Gettysburg, Carlisle og York; den næste generation flyttede ind i det vestlige Pennsylvania. De store børneflokke, som de fik, havde behov for sine egne billige bondegårde, men man undgik områder, hvor tyskere og kvækere havde bosat sig og begyndte at søge mod syd igennem dalen Shenandoah og Blue Ridge Mountain og ind i Virginia. De fulgte Great Wagon Road fra Lancaster igennem Gettysburg og ned til Staunton i Virginia og videre til Big Lick (i dag: Roanoke). Her fulgte man to forskellige retninger: nogle gik af Wilderness Road mod vest til Tennessee og Kentucky, mens andre fulgte hovedvejen mod syd til Carolina.

Konflikt med indianerne/de oprindelige amerikanere

De irsk-skotske etablerede decideret grænsezonen i Pennsylvania og West Virginia og kom på mange måder også til at tage del i krigene med Frankrig, Indianerne samt Pontiac´s oprør, der kom efterfølgende. Det var Ulster Scots, som involverede sig langt overvejende i dele af kampene med indianerne fra New Hampshire og hele vejen til Carolina. De kom også til at fungere som dem, der forhandlede og handlede med indianerne på vegne af koloniernes regering.

I Pennsylvania havde de pacifistiske kvækerledere ikke givet nogen ret til et grænseværn eller militær. Bosættelser af Ulster Scots blev hyppigt angrebet og bosættere dræbt, tilfangetaget og tvunget til flugt efter indianske angreb. I juli 1763 gav Forsamlingen i Pennsylvania lov til at etablere et grænseværn på 700 mand, dog udelukkende indsat til forsvar. Det betød dannelsen af Cumberland Boys og Paxton Boys. spom dog snart begyndte at udvide deres tiltag fra forsvar til angreb. Dette førte til overgreb mod den indianske befolkning og førte til konflikt mellem Pennsylvanias kvækerbefolkning og Ulster Scots. I den mægling, der måtte finde sted efterfølgende, var Benjamin Franklin en af de ledende figurer.

Amerikanske revolution

Den amerikanske uafhængighedserklæring af 4. juli 1776 havde 56 delegerede som underskrivere. 7 af disse var af irsk afstamning. George Taylor og James Smith var begge født i Ulster. De øvrige 5 havde rødder i det irske: George Read, Thomas McKean, Thomas Lynch, Edward Rutledge og Charles Carroll,  hvoraf McKean med sikkerhed stammede fra Ulster.

Generelt var Ulster Scots svorne tilhængere af amerikansk uafhængighed fra England i 1770´erne. I Pennsylvania, Virginia og Carolina var støtten til den amerikanske revolution stort set enstemmig.

En officer fra tyske Hessen sagde: “Kald denne krig hvad i vil, men ikke en amerikansk opstand; det er slet og ret en skotsk-irsk presbyteriansk opstand”. En britisk major meldte til det britiske Underhus: “Halvdelen af rebellerne i hæren kommer fra Irland”. Mecklenburg County i North Carolina med sin store Ulster Scots befolkning var den første til at komme med en erklæring om uafhængighed fra England i 1775 i den såkaldte Mecklenburg Deklaration.

De skotsk-irske “bjergfolk” i Virginia og North Carolina dannede en hærenhed, der vandt Battle of Kings Mountain i 1780, hvilket betød, at briterne droppede deres militærkampagne mod syd, og for mange historikere og militærpersoner markerede det et afgørende vendepunkt i den amerikanske revolution.

Loyalister

En undtagelse i støtten til amerikansk uafhængighed var bosættelsen Waxhaw i udmundingsområdet ved floden Catawba i grænseområdet mellem North og South Carolina, hvor loyaliteten overfor kronen var stærk.

I årene før den amerikanske revolution var en anden strøm af emigranter ankommet direkte til Charleston. Denne gruppe blev tvunget til at flytte ind i underudviklede områder, da de ikke kunne købe sig dyrt landbrugsland. De fleste af disse mænd forblev loyale mod kronen eller neutrale, da krigen brød ud.

Før Charles Cornwallis drog igennem til det amerikanske bagland i 1780, havde 2/3 af mændene i Waxhaw nægtet at indtræde i hæren. Den britiske massakre på amerikanske fanger i slaget ved Waxhaw resulterede i stærke antibritiske følelser i en meget delt region. Mange valgte individuelt at tage våben op imod den britiske hær, og omvendt tvang briterne folk til at vælge side.

Whiskey opstanden

I 1790´erne tog den nye amerikanske regering tiltag til at få afbetalt de mange gældsforordninger, som de mange stater havde opbygget i krigsårene. Kongressen pålagde blandt andet en skat på whiskey. Store producenter af whiskey skulle betale seks cent for hver gallon, mens mindre producenter, der oftest var af irsk-skotsk afstamning, skulle betale 9 cent/gallon. Dette betød, at de mange fattige bønder havde få penge og ofte ikke nok midler til at få bragt deres korn til marked, hvorved destilleringsprocessen måtte forsimples kraftigt, hvilket gik udover kvaliteten. Fra Pennsylvania til Georgia førte det til, at de vestlige områder angreb de føderale skatteindkrævere. “Whiskey Boys” fik voldelige protester til at bryde ud i Maryland, Virginia, North og South Carolina samt Georgia. Denne civile ulydighed fik først ende, da præsident George Washington med 13.000 soldater slog opstanden ned i 1794.

Indflydelse på amerikansk kultur og identitet

Forfatter (og amerikansk senator) Jim Webb har i sin bog “Born Fighting” som mange andre foreslået, at den typiske Ulster Scots er kendetegnet ved en ekstrem loyalitet mod familie og slægt, ekstrem mistro mod enhver regering og dens indsnævring af frihed og en fast overbevisning om retten til at bære våben og retten til også at bruge disse, hvilket alle er værdier, der har været med til at forme amerikansk identitet. Der peges på, at denne overvejende holdning har præget det amerikanske bibelbælte og defineret dets religiøse holdninger samt politiske stemme.

Jern- og stålindustrien

Efter 1830 udvikledes jern- og stålindustrien til at være en af USA´s væsentligste industrier og i særdeleshed i de områder, hvor Ulster Scots havde bosat sig. Dette medførte ydermere en vis stolthed, og at grupperingen kunne vedblive med at have og hævde sine særkendetegn.

Pittsburgh var den centrale by i dette område og blev de irsk-skotskes hovedby. Kendt er blandt andet Thomas Mellon, der forlod Irland i 1823 og grundlagde banker samt industrier såsom aluminium og olie.

Sædvaner

Arkæologer og antropologer har afdækket folkekulturen i det skotsk-irske i form af materielle vaner – såsom husindretning – som talemåder og folkesange og er kommet frem til umiskendelige fællestræk, der kan spores tilbage til såvel Ulster som den skotske-engelske grænseregion. Det meste af denne undersøgelse er foretaget i Appalacherne.

Særligt i studiet af traditionel folkemusik og folkedragter i Appalacherne, hvor Ulster Scots kom til i det 18. århundrede, kan man overvejende spore fælles tendenser til det nordengelske og sydskotske. De adskiller sig omvendt fra de typiske toner fra det skotske højland. Det samme gør sig gældende med mange vendinger og udtryk i området, der kan spores tilbage til det skotske lavland.

Hævn, blod og kamp har været faste ingredienser hos the Ulster Scots. Foto fra wikipedia

Husbyggeri

Stenhuse var udbredt i Ulster, og det var normalt at bygge to rum pr. etage med skorsten i hver ende. De skotsk-irske immigranter bragte denne byggestil med sig til især Tennessee og Kentucky. Stenhuse var dog ofte svære at bygge, og man så, at mange pionerer byggede mere simple bjælkehuse.

Kilt

Skotske-irske kiltbærere i West Virginia udviklede en unik fortolkning af ternene i kilten. Konstruktionen af kilten viste deres stolthed over deres skotsk-irske afstamning. Deres svære vilkår kunne spores, da man kunne se kilt-traditionen som udtryk for bevidstheden om at være perifær i samfundet. Derudover viste den også individuel autonomi og tro på egen styrke med den stærke klanstruktur.

Sproglige karakteristika

I 2006 blev der foretaget en større undersøgelse om udtale, ordvalg og grammatiske undtagelser, hvor man sammenlignede dagens indbyggere i de sydlige bjergegne med øje for at spore tendenser tilbage til deres skotsk-irske rødder. Imidlertid konstateres det her, at det er stærkt begrænset, hvor mange særkendetegn der har overlevet ind i dagens amerikanske kultur.

Antal af Ulster Scots i Amerika

1625 1,980
1641 50,000
1688 200,000
1700 250,900
1702 270,000
1715 434,600
1749 1,046,000
1754 1,485,634
1765 2,240,000
1775 2,418,000
1780 2,780,400
1790 3,929,326
1800 5,308,483

I år 2000 erklærede 4.3 millioner amerikanere (1.5 % af den amerikanske befolkning), at de havde skotsk-irske rødder. Forfatteren Jim Webb vurderer, at antallet i virkeligheden er i omegnen af 27 millioner mennesker i USA, men at identiteten hos mange er primært amerikansk og ikke fokuseret på deres rødder.

Stater med de største antal Skotsk-Irske

Texas – 287,393 (1.1%)
North Carolina – 274,149 (2.9%)
California – 247,530 (0.7%)
Florida – 170,880 (0.9%)
Pennsylvania – 163,836 (1.3%)
Tennessee – 153,073 (2.4%)
Virginia – 140,769 (1.8%)
Georgia – 124,186 (1.3%)
Ohio – 123,572 (1.1%)
South Carolina – 113,008 (2.4%)

Stater med de højeste procentdele af den samlede befolkning

North Carolina (2.9%)
South Carolina, Tennessee (2.4%)
West Virginia (2.1%)
Montana, Virginia (1.8%)
Maine (1.7%)
Alabama, Mississippi (1.6%)
Kentucky, Oregon, Wyoming (1.5%)

Religion

Indledningsvis i det 18. århundrede var de fleste skotsk-irske emigranter til Nordamerika ikke-konforme grupper af calvinister, der dog ikke blev dyrket helt ensartet. De talte både skotske lavlandspresbyterianere, men også engelske puritanere og kvækere, franske huguenotter og tyske fra Pfalz. Der var ikke nogle særlige uoverensstemmelser mellem disse, og de blandede sig med hinanden i kirkelig henseende og værnede sig mod deres katolske og anglikanske naboer. Religion var vigtigere end nationalitet.

Efter ankomsten til den Ny Verden var det særligt presbyterianerne, der begyndte at rykke ind i det bjergrige område i Virginia og Carolina. Det gav dem i særdeleshed en udfordring med at skaffe kvalificeret og universitetsuddannede præster. Baptister og metodister havde ikke samme krav til deres præsteskab og hvervede blandt egne. Det gjorde, at omkring år 1810 var baptister og metodister ved at være i flertal, hvilket stadig er gældende i dag, idet baptister er suverænt den største gren af de mange amerikanske protestantiske retninger. Mange forskere har peget på den skotsk-irske indflydelse på den øvre del af bibelbæltet, hvor de bragte høje uddannelsesmæssige krav fra den gamle verden samt en politisk uafhængighed med sig til den amerikanske frontzone.

De røde områder er de steder hvor Ulster Scots i særdeleshed bosatte sig. Man kan nemt spore deres identitet i dagens USA i disse områder. Foto fra clydesburn.blogspot

Princeton

I 1746 grundlagde skotsk-irske presbyterianere College of New Jersey, der siden blev omdøbt til Princeton University. Formålet var at uddanne nye præster til deres presbyterianske kirkesamfund. Universitetet blev uddannelsesmæssigt og religiøst set som hovedstad for de skotsk-irske i Amerika. I 1808 medførte et tillidstab fra den presbyterianske kirke, at der blev dannet et separat teologisk universitetsseminar. Trods dette havde presbyterianerne kontrollen over universitetet i mange år. Seminaret blev ledt af Charles Hodge, der med sin konservative teologi i mange år dannede fundamentalistisk protestantisme.

En lang række andre kirker blev dannet af de skotsk-irske.

Kendte folk af skotsk-irsk afstamning

Amerikanske præsidenter. Der er er mange amerikanske præsidenter, som har rødder i Ulster. Tre har forældre, der er født her. Det gælder Andrew Jackson (præsident 1829-37, forældre født i Boneybefore lige nord for Carrickfergus), James Knox Polk (præsident 1845-49, forældre udvandrede tidligt fra Coleraine og blev en stærk politisk magt i North Carolina) og James Buchanan (præsident 1857-61, hvis forældre var født i Ramelton i County Donegal men oprindeligt fra Stirlingshire i Skotland). I 1820´erne og 1830´erne omtalte tilhængere af Andrew Jackson hans irske baggrund, generationen efter blev den omtalt som skotsk-irsk eller Ulster-Scots. I Canada blev de irske protestanter en bærende politisk kraft og hovedkraften i det konservative parti og den Orange Institution, omend det står mindre stærkt i dag.

Mere end en tredjedel af alle amerikanske præsidenter har betydelige dele af deres slægtsmæssige rødder, der går tilbage til Ulster. Præsident Bill Clinton aflagde provinsen to besøg og talte varmt og stolt om sine rødder i området under sit 2. besøg. De fleste amerikanske præsidenter såvel som amerikanere er resultatet af en smeltedigel.

I alt 17 præsidenter har rødder til Ulster. Det gælder Jackson, Johnson, McKinley, Wilson, og andre såsom Roosevelt og Cleveland har også rødder omend noget mere perifært.

Andrew Jackson
USA´s 9. præsident. Han var født i Waxhaw i South Carolina, der var domineret af Ulster Scots. Hans forældre havde forladt Boneybefore tæt ved Carrickfergus i County Antrim 2 år tidligere. I den lille by findes der et kulturcenter viet til “Old Hickory” (gamle valnød), folkets præsident. Det var fra Tennessee, at Jackson begyndte en stor militær og politisk karriere.

James Knox Polk
USA´s 11. præsident i perioden 1845-49. Hans slægtninge var blandt de første Ulster-Scots til at udvandre fra Coleraine i 1680, hvor de blev en politisk magtfuld familie i Mecklenburg County i North Carolina. På mødrene side nedstammede han fra den skotske reformator John Knox. Han blev guvernør i Tennessee og vandt præsidentembedet med denne status.

James Buchanan 

USA´s 15. præsident 1857-61. Født i en bjælkehytte i Mercersburg i Pennsylvania. Blev også kaldt “Old Buck” og priste sit ophav “Mit Ulsterblod er ubetalelig arv”. Hans far var født i Ramelton i County Donegal. Buchanan stammede oprindelig fra Stirlingshire i Skotland.

Andrew Johnson

USA´s 17. præsident i årene 1865-69. Hans bedstefar forlod Mounthill tæt ved Larne i County Antrim omkring år 1750 for at bosætte sig i North Carolina. Andrew arbejdede som skrædder og havde en succesfuld forretning i Greeneville, Tennessee før han blev valgt til vicepræsident. Han blev præsident, da Abraham Lincoln blev myrdet i 1865.

Ulysses S. Grant

USA´s 18. i årene 1869-77: Hans oldefar på mødrene side John Simpson kom fra Dergenagh i County Tyrone, der i dag også har en udstilling om det aktive liv, som den sejrende general fra borgerkrigen levede. I 1878 aflagde Grant et besøg i Ulster.

Chester A. Arthur

21.præsident i USA 1881-85. Han efterfulgte Garfield som præsident. Det blev starten på et kvart århundrede med udelukkende folk med irsk-skotske rødder i det Hvide Hus. Hans familie havde forladt Dreen tæt ved Cullybackey i County Antrim i 1815. I byen findes der i dag et besøgscenter, som fortæller om præsidenten og hans samtid.

Grover Cleveland

22. og 24. præsident. Han var præsident 1885-89 og igen fra 1893-97. Han var født i New Jersey, hans mor var barnebarn af en handelsmand Abner Neal, der stammede fra et mere uspecifikt sted i County Antrim. Han er den eneste præsident, der har været præsident i to perioder, som ikke er sammenhængende.

Benjamin Harrison

USA´s 23. præsident 1889-93. Hans moder Elizabeth Irwin havde Ulster-Scots rødder igennem sine oldeforældre på begge sider, James Irwin og William McDowell. Harrison var født i Ohio og var brigadegeneral i Unionshæren, inden han gik ind i politik i Indiana og siden blev valgt til det Hvide Hus.

William McKinley

25. præsident i USA i perioden 1897-1901. Han var født i Ohio og nedstammede fra en bonde fra Conagher tæt ved Ballymoney i County Antrim. Han var stolt af sin rødder i det skotsk-irske, som han ofte omtalte. Hans 2. valg til præsident blev hurtigt afbrudt, da han blev attentatmyrdet.

Theodore Roosevelt

26. præsident i USA i perioden 1901-09. Hans moder Mittie Bulloch havde rødder i Ulster og emigrerede fra Glenoe i County Antrim i maj 1729. Roosevelt hyldede på den ene side irske presbyterianere som “en dristig og hårdfør race”. Men han sagde også “Men en amerikaner med bindestregsidentitet er slet ikke en amerikaner, det siger blot noget om en mand. der sætter tysk, fransk, engelsk eller irsk foran amerikansk.

Woodrow Wilson

28. præsident i USA fra 1913-21. Hans familie nedstammede også fra Ulster-Scots, og hans rødder var meget stærke og kære for ham. Han var barnebarn af en trykker fra Dergalt tæt ved Strabane i County Tyrone, hvor der er et besøgscenter om Woodrow Wilson.

Harry S. Truman

33. præsident i USA fra 1945-53 nedstammede også fra Ulster-Scots på begge sine forældres side.

Richard Nixon

USA´s 37. præsident fra 1969-74 havde ligeledes Ulster-Scots i sin afstamning. De var kvækere, der havde forbindelse til såvel County Antrim, men også det irske County Kildare.

Jimmy Carter

USA´s 39. præsident i perioden 1977-81. På hans fædrene side stammede der folk fra County Antrim, County Londonderry og County Armagh, mens der på hans mødrene side var folk fra County Londonderry, County Down og County Donegal.

Historiske Rejser og Anders fortæller: Ulster-Scots er interessante ved, at de giver en ekstra dimension til den stærkt komplicerede befolkningsstruktur, som kendetegner Nordirland. Normalt er vi bekendt med en irsk katolsk udvandring, der skyldes den katolske befolknings undertrykkelse og hungersnød.  Denne udvandring skyldes den stærkt mangfoldige retning, som den britiske reformation havde taget. I første omgang havde englænderne troet, at de kunne komme af med deres evigt urolige grænseregion til Skotland, hvor hovedparten af de presbyterianske nybyggere i Ulster kom fra. De kunne bruges til at underkue de katolske stridbare gæliske klaner i Ulster. Det kom der 3 blodige krige ud af. Men da den anglikanske kirke forsøgte at ensrette presbyterianerne i Ulster, begyndte disse at udvandre i stor stil til de britiske kolonier i Amerika. Herfra skulle de snart komme til at udgøre en større hovedpine for englænderne, da de dannede rygraden i den amerikanske revolution, som skulle føre til, at England mistede sine vigtigste kolonier. Den skotsk-irske afstamning har haft en meget varig betydning på amerikansk identitet, både i form af dens religiøse krav om ret til religionsudøvelse samt krav om ret til at bære våben, og dens dybe mistro til enhver statslig institution har haft yderst stor betydning på amerikansk identitet. Den kan spores tilbage til Ulster og de skotsk-engelske grænseområder. 

Print siden her