John Knox
John Knox (blev født 1513 og døde 24. november 1572) var skotsk minister, teolog og skribent og den ledende skikkelse bag ved reformationen i Skotland samt tillige grundlæggeren af den Presbyterianske Church of Scotland. Han menes at være uddannet på University of Saint Andrews og at have arbejdet som notarpræst. Han var influeret af tidligere kirkereformatorer såsom George Wishart, hvor han blev del af de bevægelser, der ville reformere den skotske kirke. Han var del af de kirkepolitiske begivenheder, som førte til mordet på kardinal Beaton i 1546, hvilket igen førte til, at den skotske dronning Mary of Guise (dronningemoder Mary, Queen of Scots) intervenerede i de kirkelige anliggender. I 1547 blev han taget til fange af franske tropper, inden han det følgende år blev eksileret til England efter sin løsladelse i 1549.
John Knox. Man mener, at den skotske reformator og grundlægger af presbyterianismen er født i Giffordgate i 1513. Tegning af Willam Holl (cirka 1860) på National Library of Wales
Under sit eksil fik han tilladelse til at arbejde for den anglikanske Church of England, der var i sin tidlige fase efter at være blevet etableret i årene 1536-37. Han steg hurtigt i graderne og begyndte at arbejde for den engelske konge Edward VI som kongens kapellan. Hans reformtanker kan aflæses i en af den anglikanske kirkes vigtigste værker Book of Common Prayer. I England mødte han og giftede sig med sin første kone, Margery Bowes. Da Mary Tudor erobrede tronen og genetablerede den romersk-katolske tro i 1553, måtte Knox fratræde sit job og flygte ud af landet. Knox flyttede til Geneve og siden til Frankfurt am Main. I Geneve mødtes han med Jean Calvin, fra hvem han lærte om den reformerte teologi og presbyteriansk politik. Knox skabte her et nyt kirkeligt system, som han siden indførte i Skotland. Han forlod Geneve til fordel for Frankfurt, hvor han forsøgte at blive del af den engelske emigrantkirke, men han måtte forlade kirken grundet uenighed om liturgien. Det betød også hans endelige brud med den anglikanske Church of England.
Da han vendte tilbage til Skotland, førte han an i den protestantiske reformation i Skotland. Hans vægtigste støtter var den protestantiske adel. Bevægelsen kan forekomme revolutionær, idet den førte til afsættelsen af Mary of Guise, som ledede landet på vegne af sin yngre datter Mary, Queen of Scots. Knox var også den praktiske udformer af at skrive den nye trosbekendelse for den kirkelige orden og at etablere den nye kirke på skotsk kaldt “The Kirk”. Han fortsatte med at være den religiøse leder af protestanterne under Marys regentperiode. I talrige samtaler med dronningen beskyldte Knox hende for at sympatisere med katolske praksisser i kirken. Da Mary blev afsat for angiveligt at have været medskyldig i drabet på sin mand Lord Darnley, og man i stedet fik indsat Kong James VI på tronen, var Knox en ivrig fortaler for, at hun burde henrettes.
Tidlig del af livet 1513-46
John Knox menes at være født på et tidspunkt mellem 1505 og 1515. De fleste kilder tyder på 1513 som mest sandsynligt. Han skulle være kommet til verden i Haddington i East Lothian. Hans fader William Knox var en handelsmand. Det eneste, der vides om moderen er, at hendes familienavn var Sinclair, og at hun døde, da John Knox var barn. Johns ældste bror William overtog faderens forretninger, hvilket gjorde, at familien havde et etableret netværk af internationale forbindelser.
Det formodes, at Knox modtog sin undervisning på den lokale latinskole i Haddington. På denne tid var præsteskab den eneste mulige vej, man kunne betræde som akademisk ansporet. Han fortsatte sine studier på enten University of Saint Andrews eller University of Glasgow. Han studerede under en af de kendteste professorer på hans tid, John Major.
I 1540 hører man gennem offentlige papirer om Knox som notarpræst. I den sidste del af 1543 var han stadig aktiv som en sådan, da han beskrev sig selv som “Kapellan/præst af det hellige alter i menigheden for Saint Andrews, notar med apostolsk autoritet”. I stedet for at pleje snævre pligter i sognet, blev han rådgiver for to sønner af Hugh Douglas af Longniddry. Han gav også råd til John Cockburn af Ormistons søn. Alle disse adelsfolk støttede ham sidenhen i indførelsen af reformationen i Skotland.
Kontakten til den protestantiske reformation 1546-47
Knox har ikke anført et præcist tidspunkt for, hvornår han konverterede til den protestantiske tro, men det må formodes, at de mest afgørende indflydelser på Knox var hans bekendtskab med Patrick Hamilton og George Wishart. I 1538 var Wishart flygtet fra Skotland for at undgå straffen for kætteri. Han flyttede først til Bristol i England, hvor han prædikede mod Jomfru Marias særstilling. Han blev tvunget til at afsværge sine ideer offentligt, og hans statue blev brændt i kirken Sankt Nicholas som symbol på hans udfrielse. Han flygtede derefter til Tyskland og Schweiz. I denne periode oversatte han den 1. Helvetiske Konfession til engelsk. I 1544 vendte han tilbage til Skotland, hvilket imidlertid var et uheldigt tidspunkt. I december 1543 havde James Hamilton, Hertug af Châtellerault, som regerede på vegne af den mindreårige Mary, Queen of Scots, i samråd med dronningemoderen Mary of Guise og kardinalen David Beaton villet indlede en forfølgelse af den protestantiske sekt, der havde slået rod i Skotland. Wishart rejste igennem East Lothian, hvor han prædikede til fordel for den reformatoriske lære, og Knox blev en af hans tætteste allierede.
Knox fungerede i praksis også som hans bodyguard og bar et tungt tohåndet sværd til at forsvare ham. I december 1545 blev Wishart pågrebet af Jarlen af Bothwell efter en arrestordre fra Kardinal Beaton og bragt til Saint Andrews Castle. Knox var til stede under tilfangetagelsen og var beredt på at følge ham i fangenskab, men Wishart overbeviste ham om ikke at gå med i fangenskab med ordene “Nej, tag tilbage til dine disciple og Gud velsigne dig. En er rigeligt til en ofring”. Wishart blev straks dømt på Beatons opfordring af ærkediakon John Lauder. 1. marts 1546 blev han brændt på bålet i Kardinal Beatons nærvær.
Knox undgik at blive fængslet af Lord Bothwell ved at følge Wisharts råd om at genoptage sit hverv som opdrager. Han tog ophold ved Lord Douglas i Longniddry. Månedsvis derefter stod han stadig med ansvaret for opdragelsen af såvel Douglas som Cockburns sønner, der var trætte af at flytte fra sted til sted under forfølgelsen. Knox legede med ideen om at flygte til Tyskland og tage sine elever med sig.
Knox forblev flygtning, og i mellemtiden blev kardinal Beaton myrdet 29. maj 1546. Det skete på hans residens slottet i Saint Andrews og blev udført af en bande på 5 personer, der søgte hævn for henrettelsen af Wishart. Attentatmændene beslaglagde slottet og tog tilflugt her sammen med, hvad der må regnes som familie og venner, omkring 150 mænd i alt. En af deres mest indflydelsesrige venner var Henry Balnaves, der var tidligere statssekretær, og som forhandlede direkte med England om at sende finansiel støtte til rebellerne. Douglas og Cockburn foreslog Knox at bringe deres sønner til slottet, som blev regnet for at være et ret relativt sikkert tilhold samt fortsætte instrueringen af den reformerte doktrin. Knox ankom til slottet 10. april 1547.
Portræt af John Knox udført af Theodor Beza i bogen Icones fra 1580
Knox´ enorme styrke som prædikant blev bemærket af John Rough, garnisonens kapellan. Mens Rough prædikede i sognekirken med udgangspunkt i de typiske protestantiske forskrifter, foreslog han, at Knox overtog hans arbejde. Knox brød sig ikke om ideen. Han har selv beskrevet, hvorledes han brød sammen i tårer og flygtede til sit værelse. På trods heraf afholdt han inden for en uge en gudstjeneste for en forsamling, hvor hans tidligere lærer John Major deltog. Han tog udgangspunkt i Daniels Bog og sammenlignede paven med antikrist. Hans prædiken var baseret på Bibelen som eneste autoritet og med en doktrin om, at retfærdighed skal findes i tro alene. Disse to elementer ville bære hans teologi i resten af livet. Få dage efter udbrød der en debat, som gav Knox anledning til at afvise den katolske messe, ideen om Skærsilden/Purgatoriet, og at man ved sin død straks modtager sin gudsdom, der vil bestå af enten himmel eller helvede.
Indespærring på franske galejer 1547-49
John Knox´ status som kapellan på slottet varede ikke lang tid. Hamilton var villig til at forhandle med England om, at de måtte stoppe deres støtte til rebellerne, således at de skotske regenter igen kunne bringe slottet under kontrol. Mary of Guise valgte imidlertid at forespørge den franske konge Henry II om tilladelse til at intervenere i konflikten. 29. juni 1547 lagde 21 franske galejskibe under ledelse af kommandøren Leone Strozzi, Prior af Capua til kaj. Belejringen af slottet førte til, at garnisonen 31. juli 1547 overgav sig. De protestantiske adelige blev taget til fange og påtvunget at ro de franske galejer. Galejslaverne blev lænket i kæder til bænkene om bord og måtte ro i samme position dag ud og dag ind med en officer, der vågede over dem med en pisk i hånden. De sejlede til Frankrig og op ad af Seinen til Rouen. De adelige, hvoraf nogle ville have en varig indflydelse på Knox´ liv såsom William Kirkcaldy og Henry Balnaves, blev sendt til slotsfængsler rundt om i Frankrig. Knox og de andre galejslaver fortsatte til Nantes og forblev ved Loiredalen igennem vinteren. De blev truet med tortur, hvis de ikke tydeligt tilkendegav deres ærbødighed, når der blev holdt katolske messer om bord på skibene. Knox omtalte en episode, hvori en skotte – formodentlig ham selv, idet han ofte omtalte sig selv i tredjeperson – blev påtvunget at vise hengivenhed overfor et billede af Jomfru Maria. Fangen skulle give billedet et kys i hengivenhed. Han nægtede, og billedet blev stukket op i hovedet på ham, fangen snappede billedet og kastede det i vandet og sagde: “Lad jeres jomfru redde sig selv! Hun er let nok! Lær hende at svømme”. Efter denne episode, fortalte Knox, prøvede man ikke længere at påtvinge de skotske fanger en sådan hengivenhed.
I sommeren 1548 returnerede galejerne til Skotland for at spejde efter engelske skibe. Knox’ helbred nåede et lavpunkt grundet de kummerlige forhold, tilfangetagelsen bød på. Han var syg med feber, og andre på skibet frygtede for hans liv. Knox huskede, at hans sind forblev klart, og at han indgød sine med fanger håb om løsladelse. Mens skibene lå ud for kysten mellem Saint Andrews og Dundee, kunne de ane spirene på sognekirken, hvor han tidligere havde prædiket. James Balfour, en medfange, spurgte Knox, om han kunne genkende tårnet. Knox svarede, at han sagtens kunne kende stedet, hvor han først havde prædiket og erklærede, at han ikke ville dø, før han igen havde prædiket der.
I februar 1549 blev Knox løsladt efter 19 måneder som galejfange. Det står uklart hen, hvorledes Knox opnåede sin frihed. Senere samme år aftalte den franske konge Henry II med den engelske Edward VI, at samtlige kastillianske fanger skulle løslades.
Eksil i England 1549-54
Efter sin løsladelse tog Knox flugten til England. Den engelske reformation var langt mindre radikal end dens kontinentale sidestykker, men den havde stadig gennemført et definitivt brud med paven i Rom. Ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Cranmer og kong Edward VI samt hertugen af Somerset var overbeviste protestanter. Det ændrede dog ikke på, at der stadig var meget arbejde at udføre for at udbrede protestantiske ideer til såvel præsteskabet som til folket. Den 7. april 1549 fik Knox tilladelse til at arbejde for den anglikanske Church of England.
Knox´ første arbejdsopgave var i Berwick-upon-Tweed (grænseby, der skiftevis har været skotsk og engelsk igennem historien). Han var her forpligtet til at bruge den netop publicerede Book of Common Prayer som doktrin for sit præstearbejde. Den bevarede den kirkelige struktur for messen, som man kendte fra den romerske kirke. Knox fortolkede dog disse doktriner så langt som muligt i retning af de reformatoriske ideer, som man kendte fra det kontinentale Europa. Fra prædikestolen prædikede han de protestantiske doktriner med stor effekt, og hans menighed voksede sig hurtigt stærk.
John Knox 1572 – motiv lånt fra wikipedia
I sin tid i England mødte han Margery Bowes, der blev hans kone. Hendes fader Richard Bowes var en efterkommer til en af de ældste familier fra Durham og hendes moder en arving til en ligeledes gammel nobel familie, Askes fra Richmondshire, en af de gamle familier i Yorkshire. De mødtes, mens han arbejdede i Berwick. Der er bevaret en del breve, som viser deres kontakter. Vi ved dog ikke noget om, hvornår ægteskabet mellem dem blev indgået. Knox forsøgte at få familien Bowes samtykke, men faderen og broderen var modstandere af ægteskabet.
Henimod slutningen af 1550 blev Knox prædikant i Saint Nicholas Church i Newcastle upon Tyne. I det følgende år blev han udpeget til at være en af de 6 kongelige kapellaner, der prædikede for kongen. Den 16. oktober 1551 lykkedes det John Dudley, 1st Duke of Northumberland, at rollen som regent på vegne af den mindreårige Konge Edward VI i stedet for blev overgivet til hertugen af Somerset. Knox forbandede dette statskup i en prædiken på Allehelgensdag. Dudley overværede en af Knox fyrige prædikener i Newcastle i juni 1552, men trods hans blandede følelser overfor Knox, så han også, at han kunne vise sig nyttig at holde sig på god fod med. Knox blev adspurgt, om han ville komme til London og prædike for hoffet. I sin første prædiken talte han for at ville ændre i anden udgave af Book of Common Prayer. Ifølge liturgien skulle bedende knæle under altergang. Knox og flere andre så dette som afgudsdyrkelse. Det satte en debat i gang, hvor ærkebiskop Cranmer var nødsaget til at forsvare praksissen. Det endelige resultat blev et kompromis kendt som The Black Rubric, der erklærede, at intentionen ikke er,at tilbedelse foregår under knælen.
Kort tid herefter tilbød Dudley, at Knox kunne blive biskop i Rochester. Han afviste og returnerede til Newcastle. 2. februar 1553 blev Cranmer beordret til at tilbyde Knox jobbet som sognepræst i Allhallows Church i London, hvilket ville placere ham under Nicholas Ridley, biskop af Londons autoritet. Knox tog til London og holdt en prædiken for konge og hof, men afviste igen det foreslåede job. Knox fik at vide, at han kunne prædike i Buckinghamshire, hvor han blev, indtil Kong Edwards tidlige død 6. juli 1553. Edwards efterfølger Mary Tudor genetablerede den romersk-katolske tro i England, hvilket betød en genkomst for den kirkelige messe. Landet var ikke længere sikkert for protestantiske præster, hvilket betød, at Knox, på opfordring fra venner og bekendte drog til det kontinentale Europa i januar 1554. Aftenen før sin flugt skrev han følgende:
Nogle gange har jeg tænkt, hvor umuligt det end har været, at mit fokus fra Skotland har været fjernet, at ethvert land eller nation kunne have været lige godt for mig. Min Gud, jeg må minde mig selv om, at de problemer jeg har oplevet her i England er dobbelt så smertefulde for mit hjerte sammenlignet med de problemer, jeg oplevede i Skotland.
Fra Geneve til Frankfurt og så til Skotland 1554-56
John Knox, som han vises på muren med de store calvinistiske reformatorer i Geneve. Foto fra wikipedia
Knox kom først til Frankrig til Dieppe og fortsatte til Geneve, hvor Jean Calvin havde etableret en religiøs bystat. Da Knox ankom til Geneve, var Jean Calvin presset, da han havde dømt teologen Michael Servetus til døden som kætter.
Knox stillede 4 skarpe spørgsmål til Calvin:
- Om en mindreårig kunne regere med guddommelig ret?
- Om en kvinde kunne regere og overføre suverænitet til sin mand?
- Om folk var forpligtet til at adlyde ugudelige og afgudsdyrkende ledere?
- Om hvilken retning gudsfrygtige personer skulle følge, hvis de fandt deres ledere afgudsdyrkende?
Knox havde særligt fokus på den katolske og stærkt anti-protestantiske Mary Tudor på den engelske trone. På trods af Calvins mishag overfor Mary Tudor eller Bloody Mary, som hun også ofte kaldes, gav Calvin meget forsigtige og nøgterne anvisninger på disse spørgsmål og henviste til den schweiziske reformator Heinrich Bullinger i Zürich. Bullingers svar var lige så varsomme, men Knox havde allerede besluttet sig. 20. juli 1554 forfattede han en pamflet vendt mod Mary Tudor og de biskopper, der havde hjulpet hende på tronen. Han angreb også den tysk-romerske kejser Karl V, som “var ingen mindre fjende af kristus end den romerske kejser Nero”.
John Knox som han fremstår på Reformationsmuren i Geneve. Foto fra wikipedia
24. september 1554 modtog Knox en invitation fra en menighed af engelske i eksil i Frankfurt til at blive præst i deres kirke. Han accepterede tilbuddet på Calvins nåde. Men han kom hurtigt i konflikt i Frankfurt. De første trosflygtninge i byen havde etableret en liturgi, der brugte en moderat udgave af Book of Common Prayer. Senere ankomne flygtninge fra England, heriblandt Edmund Grindal, den senere ærkebiskop af Canterbury, favoriserede en langt mere striks udlægning af bogen. Knox og en af hans nære kollegaer William Whittingham skrev til Calvin for at få hans råd, men blev de bedt om at undgå at komme med påstande. Knox accepterede i første omgang et kompromis på rådet fra Calvin. Denne uvante balancegang blev dog forstyrret, da endnu en flygtningestrøm fulgte, hvor Richard Cox havde været blandt hovedforfatterne af Book of Common Prayer. Cox gjorde Frankfurts myndigheder opmærksom på, at Knox tidligere havde fornærmet kejser Karl V. De opfordrede Knox til at forlade byen. Da han forlod byen 26. marts 1555, blev det hans endegyldige brud med Church of England.
Efter at han vendte tilbage til Geneve, havde Calvin fundet en ny præstestilling til ham. I mellemtiden havde hans svigermor Elizabeth Bowes skrevet til ham om at vende hjem til hans kone Margery i Skotland, hvilket han gjorde i slutningen af august 1555. Han havde indledningsvis været meget i tvivl om, hvordan de reformatoriske tanker havde haft det i Skotland, siden han i 1547 blev taget på galejen. Da han rejste rundt i Skotland og prædikede den reformatoriske lære, blev han budt velkommen af det meste af adelen, hvilket også gjaldt to fremtidige regenter af Skotland: Jarlen af Moray og Jarlen af Mar.
Dronningemoderen Mary of Guise reagerede ikke på Knox tilbagevenden, men hans aktiviteter bekymrede de kirkelige autoriteter en del. Biskopperne opfattede ham som en trussel mod deres autoritet og opfordrede ham til at møde op i Edinburgh 15. maj 1556. Han blev fulgt af så mange personer med indflydelse, at biskopperne besluttede at afblæse forhøret. Knox havde nu frit råderum til at prædike i Edinburgh. William Keith, Earl Marischal (Skotlands øverste militærperson), var dybt imponeret og opfordrede ham til at skrive til dronningemoderen. Denne anså brevet som en joke og ignorerede indholdet, som var en opfordring til frit at lade reformationen blive indført ud fra John Knox ideer.
Knox returnerer til Geneve 1556-59
Auditoire de Calvin i Geneve – hvor Knox arbejdede i årene 1556-58. Foto fra wikipedia taget af brugen doc Glasgow
I de næste 2 år levede han et lykkeligt liv i her. Han anbefalede sine venner i det engelske Geneve som det bedste tilflugtssted for protestanter. I et brev skrev han:
Jeg er hverken bange for eller føler skam over at sige, det udgør den mest perfekte kristne skole siden apostlenes dage. Jeg indrømmer, at Kristus er blevet tilbedt seriøst også andre steder, men måden det foregår på og inderligheden i denne reformerte religion, har jeg ikke set mage til andre steder…
The First Blast of the Trumpet i en udgave fra 1766
Knox levede et travlt liv i Geneve. Han holdt tre prædikener om ugen, der hver især varede i mere end 2 timer. Gudstjenesterne fulgte en liturgi, der var udviklet af Knox og andre af Calvins teologer i Formes des Prières Ecclésiastiques. Kirken, han prædikede i, Église de Notre Dame la Neuve, var kendt som Auditoire de Calvin og var blevet skænket af de lokale myndigheder på Calvins forespørgsel, til de engelske og italienske menigheder. Knox´ to sønner Nathaniel og Eleazar blev endvidere født i Geneve med henholdsvis Whittingham og Myles Coverdale som respektive gudfædre.
I sommeren 1558 udkom Knox med sin mest berømte pamflet, The first blast of the trumpet, against the monstruous regiment of women. Ved at kalde kvindernes regimente for “monstrøst” mente han i virkeligheden unaturligt. Knox pointerer, at hans ærinde er at demonstrere “hvor vederstyggeligt overfor Gud et regimente kan udvikle sig, når det styres af en ond kvinde, en forræder og en bastard“. De kvindelige regenter, som Knox havde i tankerne, var: Mary Tudor af England (Bloody Mary), Mary af Guise (dronningemoderen i Skotland) og Mary, Queen of Scots (den skotske reelle dronning). Knox mishag mod kvinder i magten var ikke usædvanligt på hans tid. Trods dette var han også klar over, at pamfletten kunne tolkes som farligt oprørsk. Han udgav den derfor anonymt og fortalte ikke Calvin om den, der endvidere også benægtede at have læst den og alt øvrigt kendskab til den et helt år efter den var udkommet. I England blev pampletten officielt fordømt ved en kongelig proklamering. Senere samme år blev indholdet af dokumentet yderligere kompliceret, da Elizabeth Tudor blev engelsk dronning og genindførte protestantismen. På trods af, at Knox ikke havde angrebet Elizabeth, var hun dybt krænket og tilgav aldrig Knox.
De engelske protestanter forberedte sig på igen at forlade Geneve, efter at der igen sad en protestant på tronen i deres hjemland. Knox besluttede sig for at vende tilbage til Skotland. Før sin afrejse modtog han diverse titler, blandt andet friheden fra Geneve By. Knox tog af sted i januar 1559, men ankom først 2. maj 1559, da Elizabeth nægtede ham gennemrejse i England.
Revolution og afslutning på regentskabet 1559-60
To dage efter at Knox ankom til Edinburgh fortsatte han til Dundee, hvor et stort antal protestantiske sympatisører havde forsamlet sig. Knox blev erklæret lovløs og dronningemoderen beordrede ham til Stirling. I frygt for en summarisk rettergang med henrettelse til følge drog protestanterne i stedet til Perth, en befæstet by, der kunne forsvares i tilfælde af en belejring. Knox holdt en opflammende tale i Johannes Døber-kirken i byen, hvilket efterfølgende var med til at få et oprør til at rejse sig i byen. En oprørsk mængde trængte ind i kirken, der snart var renset for alle katolske elementer. Mængden angreb derefter to munkeklostre, stjal deres guld og sølv og ødelagde deres billeder. Mary de Guise samlede sine loyale støtter og en mindre fransk hær. Hun sendte sine betingelser til Jarlen af Argyll og Lord Moray for at undgå krig. Hun lovede ikke at sende franske soldater, hvis protestanterne overgav byen. Protestanterne accepterede hendes betingelser, hun indtog Perth til hest og udstationerede skotske såvel som franske soldater i byen. Dette træk blev set som forræderisk af såvel Argyll og Moray, der begge skiftede side og i stedet nu støttede Knox.
Knox prædiker for menigheden i sognekirken i Saint Andrews, 10. juni 1559. Udført af Sir David Wilkie i 1832 Kilde: http://www.tate.org.uk/art/work/N00894
The Preaching of John Knox before the Lords of the Congregation 10th of june 1559 (Knox prædiker for lederne af menigheden 10.juni 1559). Malet af David Wilkie i 1832 og hænger på National Galleries of Scotland
Knox tog base i Saint Andrews havde nu endelig opfyldt sin profeti fra sit ophold i de franske galejer om, at han igen en dag ville prædike i sognekirken i byen. Da han holdt en prædiken i byen, havde det den samme effekt som i Perth: folk gik amok i vandalisme og plyndring.
Perths Saint John Kirk (den skotske betegnelse) i Perth. Foto fra Wikipedia
Knox vidste, at dronningemoderen ville bede Frankrig om hjælp. Så han indledte en brevveksling med dronning Elizabeths chefforhandler William Cecil for at sikre engelsk støtte. Knox skrev under et alias ved navn John Sinclair. Han sejlede i hemmelighed til Lindisfarne ud for de nordøstbritiske kyster i slutningen af juli 1559 for at mødes med James Croft og Sir Henry Percy i Berwick upon Tweed. Missionen blev imidlertid opdaget og meddelt til Mary de Guise. Da han returnerede til Edinburgh, gav han ordre til, at Henry Balnaves skulle fortsætte kontakten med engelske Cecil.
Da der samtidig ankom franske tropper til Leith, Edinburghs havn, svarede protestanterne ved at generobre Edinburgh. Den skotske adelsstands tålmodighed med Mary de Guise var nu opbrugt, og 24. oktober 1559 trak de deres opbakning til hende som dronningens repræsentant tilbage. Hendes personlige sekretær, William Maitland of Lethington, skiftede side til protestanterne og bragte samtidig sine administrative egenskaber over på deres side. Det lettede en masse på Knox arbejdstid, da han nu kunne koncentrere sig fuldt om at være religiøs leder. Maitland appellerede til skotternes patriotisme i kampen mod den franske dominans. Efter traktaten i Berwick 27. marts 1560 sluttede en betydelig engelsk hær sig til de skotske protestanter. 10. juni 1560 døde Mary de Guise pludseligt, hvilket gav anledning til en fredsslutning og underskrivelse af fredstraktaten i Edinburgh, hvilket betød, at samtlige britiske og franske tropper forlod Skotland. 10. juli 1560 holdt Knox en national Thanksgiving gudstjeneste i Saint Giles i Edinburgh.
Reformationen i Skotland 1560-61
Den 1. august 1560 mødtes det skotske parlament med det formål for øje, at få afgjort de religiøse spørgsmål. Knox og 5 andre præster blev gjort ansvarlige for at udforme en trosbekendelse. Indenfor 4 dage blev den skotske trosbekendelse præsenteret for parlamentet, stemt igennem og vedtaget. En uge senere vedtog parlamentet 3 love på samme dag: den første nedlagde ethvert forbud mod pavelig jurisdiktion i Skotland, den anden forbød enhver doktrin og praksis, der stod i opposition til den reformerte tro, og den tredje forbød afholdelsen af messe i Skotland. Før man igen opløste parlamentet, blev Knox og andre præster givet til opgave at stå for organisationen bag den nye reformerte kirke eller rettere The Kirk. De arbejdede intensivt i mange måneder på Book of Discipline, der beskrev organisationen bag den nye kirke. I løbet af denne periode – i december 1560 – døde Knox kone, Margery, hvilket efterlod ham alene tilbage med deres to sønner, på henholdsvis 3½ og 2 år. Jean Calvin skrev ham et kondolencebrev, og han kendte selv situationen, da hans egen kone var gået bort i 1549.
Parlamentet samledes igen 15. januar 1561, hvor man skulle tage stilling til Book of Discipline. The Kirk skulle baseres på et demokratisk grundlag. Hver menighed skulle selv kunne vælge deres egen præst, men når han først var blevet valgt, kunne de omvendt heller ikke fyre ham. Hver sognekirke skulle være økonomisk uafhængige langt henad vejen. Biskopperne blev afskaffet og erstattet af 12 superintendanter. Der blev indført uddannelse med et universalistisk nationalt sigte. Visse dele af loven blev placeret under kirkelig autoritet. Sidste del af planen godkendte parlamentet imidlertid ikke, dog primært grundet finansielle udfordringer. The Kirk skulle indledningsvis finansieres af den enorme arv, som den katolske kirke havde efterladt sig i form af land og jord. En del af dette var allerede blevet indtaget af adelen, der var meget genstridig med at afgive disse besiddelser igen. Den sidste del af planen blev ikke vedtaget på dette tidspunkt grundet en tilbagevenden fra Mary, Queen of Scots.
Knox og Mary, Queen of Scots
19. august 1561 blev der fyret kanoner af i Leith for at annoncere dronning Marys ankomst i Skotland. Da hun 5 dage senere afholdt den katolske messe i det kongelige kapel på Holyrood Palace i Edinburgh, affødte det en protest, der betød, at en af hendes tjenere blev mast. Næste dag underskrev hun en erklæring om, at der ikke ville finde nogle ændringer sted i religionen, og at hendes tjenere ikke skulle generes eller udsættes for problemer. Mange adelige accepterede dette, men ikke Knox. Den efterfølgende søndag protesterede han kraftigt mod dronningen fra prædikestolen i Saint Giles. Resultatet af dette blev, at Mary stævnede Knox. Hun anklagede ham for at ville anspore til oprør mod hendes moder, og at han havde skrevet en bog imod hendes autoritet som dronning. Knox gav hende som svar, at så længe hendes undersåtter kunne affinde sig med hendes styre, var han villig til at acceptere hendes regentskab, og som en tillægsbemærkning noterede han, at apostlen Paulus også havde accepteret livet under kejser Neros undertrykkende styre. Mary noterede sig, at hun var bekendt med hans modstand mod kvindeligt styre i sig selv, hvortil han svarede, at hun ikke skulle bekymre sig om, hvad der ikke var sigtet mod hende. Da Mary ydermere udspurgte ham om, hvorvidt en herskers undersåtter havde ret til at kæmpe imod deres hersker, svarede Knox, at såfremt monarker overskred deres lovmæssige begrænsninger, kunne der kæmpes imod dem, endda med magt.
Glasmosaik hvor John Knox formaner Mary, Queen of Scots. Foto fra Covenant Presbyterian Church, Long Beach, Californien
13. december 1562 sendte Mary igen bud efter Knox, da han ved en gudstjeneste fordømte visse fejringer, som han fortolkede som fejringer på bekostning af reformationen. Hun anklagede Knox for at tale usandt om dronningen med det sigte at få hende til at tage sig foragtelig ud for hendes undersåtter. Da Knox havde udlagt sin gudstjeneste, slog Mary fast, at hun ikke fordømte Knox for deres forskellige opfattelser og bad ham om fremadrettet at komme direkte til hende, såfremt han hørte om noget, han ikke brød sig om hos hende. På trods af denne venlighed fra hendes side svarede Knox, at han ikke havde tænkt sig at vente på hendes tilladelse, før han ville fælde sine domme.
I påsken 1563 var der flere præster i Ayrshire, der fejrede den katolske messe og trodsede loven. Flere protestanter forsøgte at påtvinge loven ved at imødegå disse præster. Det fik Mary til at indkalde Knox til et møde for en tredje gang. Hun adspurgte Knox om at bruge sin indflydelse hos protestanterne til at udvise religiøs tolerance. Knox forsvarede protestanterne og noterede, at hvis ikke dronningen kunne opretholde loven, så måtte andre jo gøre det. Mary svarede noget overraskende, at hun ville bringe disse præster til ansvar.
Den mest dramatiske samtale mellem Mary og Knox fandt sted 24. juni 1563. Mary stævnede Knox til at møde op på Holyrood efter at det var kommet hende for øre, at Knox havde prædiket imod det forestående ægteskab med Don Carlos, søn af Philip II af Spanien. Hun startede med at skælde ham ud, for derefter at bryde ud i gråd. “Hvad har du at gøre med mit ægteskab?” spurgte hun, og “Hvad er du egentlig i dette fællesskab?”. “En undersåt født indenfor samme fællesskab, madam” svarede Knox. Han noterede, at på trods af ikke at være adelig af fødsel, så havde han den samme forpligtigelse som alle undersåtter til at advare mod farer mod fællesskabet. Da Mary igen brød ud i gråd, sagde han: “Madam, i Guds nærvær taler jeg. Jeg er aldrig behaget over, at en af Guds skabninger græder. Jeg kan næsten heller ikke bære mine egne drenges tårer, når mine egne hænder korrigerer deres opførsel, endnu mindre kan jeg glæde mig over Deres Majestæts tårer.” Han færdiggjorde sin pointe med, at han hellere ville finde sig i hendes tårer end at forblive tavs og “forråde mit fællesskab”. Dermed beordrede Mary ham ud af rummet.
Knox´ sidste møde med Mary havde sin rod i en begivenhed på Holyrood. Mens Mary var borte fra Edinburgh på sin sommerferie i 1563, kæmpede en hob sig ind i hendes private kapel, mens der blev afholdt messe i kapellet. Det kom til åbent skænderi, og præsten blev truet på livet. To af de ansvarlige repræsentanter fra Edinburgh blev indkaldt til en retsproces 24. oktober 1563. For at forsvare disse mænd sendte Knox breve ud til adelen for at deltage. Mary fik fat i et af brevene og adspurgte sine rådgivere, om dette ikke var en forræderisk gerning. Stewart og Maitland ønskede at stå på god fod med såvel dronningen som The Kirk og henvendte sig forsigtigt til Knox for at få ham til at indrømme, at han havde begået en fejl, og at man kunne finde en mindelig løsning. Knox nægtede og forsvarede sig selv foran Mary og statsrådet. Han slog fast, at hans indkaldelse havde været lovlig og en del af hans kirkelige pligter for The Kirk. Da han forlod rådet, stemte de selvsamme mod at anklage ham for forræderi.
Knox sidste år i Edinburgh 1564-72
Saint Giles som i den presbyterianske skotske version hedder High Kirk of Edinburgh. Knox var sognepræst her fra 1560-72. Foto lånt af wikipedia af bruger Andrew Gray
Da Generalforsamlingen samledes i juni 1564 brød der diskussioner ud imellem Knox og Maitland om spørgsmålet om autoritet hos verdslige regeringer. Maitland bad Knox om at holde op med at blive følelsesmæssigt påvirket over, hvorvidt Mary afholdt messe eller ej og henviste til såvel Martin Luther som Jean Calvin om deres holdning til lydighed mod verdslige herskere. Knox svarede, at man i bibelen kunne læse, hvorledes Israel blev straffet for at følge en uærlig konge, og at de kontinentale reformatorer var blevet gendrevet i deres argumenter af gendøberne, der afviste enhver form for regering. Debatten afslørede, at Knox ´ indflydelse på politik var svindende, og at adelen fortsatte med at støtte Mary.
29. juli 1565 giftede Mary sig med Henry Stuart, Lord Darnley, hvilket fik flere af de protestantiske adelige, heriblandt James Stewart, 1. jarl af Moray, til at gøre oprør. Knox luftede sin egen holdning, da han 19. august prædikede, mens prinsegemalen selv var til stede. Han lod hentydninger falde om ugudelige herskere, hvilket fik Darnley til at udvandre. Knox blev stævnet og forbudt at prædike når hoffet var i Edinburgh.
Bas-Relief af John Knox, der prædiker foran Saint Giles i Edinburgh foran Mary Stuarts hof. Fra venstre til højre ses: James Stewart (Moray), James Hamilton (Châtellerault), Lord Darnley, Matthew Stewart (Lennox), William Maitland (Lethington), William Kirkcaldy (Grange), James Douglas (Morton), Knox og George Buchanan. Det ses på Reformatorernes Væg i Geneve taget af wikipedia-brugeren histoire
9. november 1572 indsatte han sin efterfølger Lawson fra Aberdeen som sognepræst i Saint Giles, hvorpå han returnerede til sit hjem en sidste gang. Med sine venner og mange af de største adelsfolk rundt om sig, bad han om, at bibelen blev læst højt for ham. På hans sidste dag læste hans unge kone højt af Paulus Korintherbreve. På sin gravsten udenfor Saint Giles valgte James Douglas, 4. jarl af Morton og regent for Skotland hans valgsprog: “Her ligger en som aldrig frygtede nogle af kød”.
Knox betydning
I sit testamente påstod Knox: “Jeg har aldrig ladet mig bestikke af nogen, jeg har aldrig bedraget nogen, jeg har aldrig lavet nogle varer. Den sølle sum Knox efterlod til sin familie ville have efterladt dem i dyb fattigdom, hvilket viste, at han ikke havde profiteret af sit arbejde for The Kirk. Regenten, Lord Morton, adspurgte generalforsamlingen om at fortsætte betalingen af stipendier til Knox’s enke et år efter hans død, og regenten sikrede, at Knox´s nærmeste blev værdigt støttet.”
Knox 5 børn samt hans anden kone overlevede ham. Nathaniel og Eleazar, hans to sønner fra første ægteskab, blev optaget Saint John´s College, Cambridge. Nathaniel døde dog allerede i 1580. Eleazar blev ordineret i Church of England og blev sognepræst i Clacton Magna. Han døde også ung. Margaret Stewart, Knox´s anden kone blev hurtigt gift igen med Andrew Ker, en af de involverede i mordet på David Rizzio.
Det blev knap nok bemærket i samtiden, at Knox døde. Hans begravelse blev overværet af Skotlands adelige, ingen af de vigtigere politikere eller diplomater nævnte hans død. Mary Stuart beskrev ham også kun perifert, trods deres mange konfrontationer. Det var imidlertid ikke ham, politikerne frygtede, men hans ideer. Han var en nådesløs og succesfuld revolutionær, og det var hans revolutionære filosofi, der øvede en enorm indflydelse på de engelske puritanere. På trods af hans strenghed og dogmatik har mange partisaner beskrevet ham som en stor bidragsyder til den generelle kamp for menneskelig frihed ved at lære om pligten til at imødegå uretfærdige regeringer og sætte moral og åndelighed i stedet.
Knox var ikke så meget kendt for at have væltet den romersk-katolske tro i Skotland, men mere for at have sikret, at den blev erstattet med presbyterianisme fremfor den anglikanske tro. Det var grundet Knox,at den presbyterianske politik blev etableret i landet, omend dette først var fuldført i 1689. Knox regnes for grundlæggeren af den presbyterianske kirke, der har millioner af medlemmer på verdensplan.
I det nationale monument for Wallace i Stirling der findes også en buste af Knox.
Knox værker
- An Epistle to the Congregation of the Castle of St Andrews; with a Brief Summary of Balnaves on Justification by Faith (1548)
- A Vindication of the Doctrine that the Sacrifice of the Mass is Idolatry (1550)
- A Godly Letter of Warning or Admonition to the Faithful in London, Newcastle, and Berwick (1554)
- Certain Questions Concerning Obedience to Lawful Magistrates with Answers by Henry Bullinger (1554)
- A Faithful Admonition to the Professors of God’s Truth in England (1554)
- A Narrative of the Proceedings and Troubles of the English Congregation at Frankfurt on the Maine (1554–1555)
- A Letter to the Queen Dowager, Regent of Scotland (1556)
- A Letter of Wholesome Counsel Addressed to his Brethren in Scotland (1556)
- The Form of Prayers and Ministration of the Sacraments Used in the English Congregation at Geneva (1556)
- The First Blast of the Trumpet Against the Monstruous Regiment of Women (1558)
- A Letter to the Queen Dowager, Regent of Scotland: Augmented and Explained by the Author (1558)
- The Appellation from the Sentence Pronounced by the Bishops and Clergy: Addressed to the Nobility and Estates of Scotland (1558)
- A Letter Addressed to the Commonalty of Scotland (1558)
- On Predestination in Answer to the Cavillations by an Anabaptist (1560)
- The History of the Reformation in Scotland (1586–1587)
Pingback: Reformationen | Historiskerejser.dk
Pingback: Ulster Scots i Amerika | Historiskerejser.dk