Vinduesudsmidninger i Prag
Prag byder på en særlig historisk kuriositet, der bundalvorligt har været ramme om nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i byens historie således endda, at det på tjekkisk har fået et særligt navn defenestrace (da: defenstrering). I 1419 udløste Prags 1. vinduesudsmidning Hussitterkrigene, der prægede det centrale Europa med krig i det meste af 1400-tallet. I 1618 udløste den Prags 2. vinduesudsmidning Trediveårskrigen, Europas mest blodige religionskrig til dato. I 1947 gik Prags 3. vinduesudsmidning ud over Jan Masaryk, den eneste ikke-kommunist i efterkrigstidens regering. Kort tid efter dette proklameredes Tjekkoslovakiet som en socialistisk et-partistat, så der er måske god grund til at holde øje med, om nogle skulle være faldet ud af vinduet i Prag.
Prags første vinduesudsmidning
Den første vinduesudsmidning i Prag fandt sted 30. juli 1419 fra Rådhuset i Novo Mesto. Syv medlemmer af byrådet blev smidt ud af vinduet af bøhmiske hussiter.
Jan Zelivský, en hussitisk præst fra Santa Maria Sne Kirken, førte sin forsamling på en procession igennem Prags gader og frem til Rådhuset i Novo Mesto (Novomestska radnice) på Karlspladsen. Byrådsmedlemmerne havde nægtet en udveksling af hussitiske fanger. Under optoget skulle der være blevet kastet en sten fra et vindue i rådhuset på Zelivsky. Det gjorde hoben rasende og fik dem til at storme rådhuset. Da de kom ind på rådhuset, smed de en dommer, en borgmester og en række byrådsmedlemmer ud af vinduet og ned på gaden, hvor de enten blev dræbt af faldet eller den rasende hob.
Rådhuset i Novo Mesto i Prag hvor den første vinduesudsmidning foregik. Foto: Wikipedia
Kong Wenceslas IV af Bøhmen skulle have været så chokeret over denne nyhed, at det har været sagt at han døde af chokket.
Den hussitiske bevægelse havde taget til i styrke siden starten af 1400-tallet, men det havde ikke taget styrken ud af bevægelsen, at dens leder Jan Hus i 1415 var blevet brændt på bålet i Konstanz. Hus havde været en arg kritiker af reformer indenfor kirken. Hans efterfølgere tøvede ikke med at bruge vold for at hævne Jan Hus død. Begivenheden omkring 1. vinduesudmidning var overgangen mellem diplomati og handling, der førte til de Hussitiske krige. Disse varede frem til 1436 og havde konsekvenser langt frem i tiden.
Prags 2. vinduesudsmidning
Fandt sted 23. maj 1618 på Prags Borg og udløste den første fase af Trediveårskrigen. Der var tale om, at protestantiske lensmænd under foretræde på borgen endte ud med at smide katolske gesandter ud af vinduet.
Det var fra det øverste vindue at udsmidningen foregik. Læg mærke til monumentet til højre. Foto: Wikipedia
Baggrund for konflikten
I 1555 blev freden i Augsburg underskrevet. Den dikterede, at indenfor det Hellige Tysk-Romerske Rige gjaldt mantraet Cuius regio, eius religio, hvilket på dansk betyder, at fyrsten indenfor et område dikterede sine underordnedes religiøse tilhørsforhold. Kongeriget Bøhmen havde siden 1526 været styret af habsburgiske konger, der imidlertid ikke havde påtvunget deres katolske tro nedover deres protestantiske underordnede. I 1609 havde Rudolf II, kejser af det Hellige Tysk Romerske Rige og samtidig konge af Bøhmen, endda øget protestanternes rettigheder. På dette tidspunkt var andre ledende medlemmer af habsburgdynastiet blevet enige om, at Rudolf ikke var egnet til at lede, og de havde i stedet erklæret hans yngre bror Matthias som familieoverhoved. I 1606 havde Matithias overtaget magten over Ungarn. Det var på baggrund af denne familiefejde, hvor de øvrige Habsburgere forsøgte at fravriste Rudolf indflydelse, der gjorde, at han ville styrke protestanterne i Bøhmen. I et majestæteligt brev erklærede Rudolf De protestantiske jordejeres ret til frit at praktisere deres religion, at skabe en statslig protestantisk kirke, der dog primært skal domineres af adelen i by som på land. I forlængelse af Rudolfs død overtog Matthias kongeværdigheden i Bøhmen og udvidede endda de religiøse udfoldelsesmuligheder her. Denne politik skete på råd fra hans rådgiver Biskop Melchio Klesl.
Den ærkekatolske Ferdinand II, der fratog protestanterne deres rettigheder. Kilde: Wikipedia
Det lyder umiddelbart uproblematisk, men var det ikke. To faktorer spillede ind: Matthias var højt oppe i alderen og havde ingen efterfølger, hvilket gjorde, at han i 1617 valgte sin fætter Ferdinand von Steier til sin efterfølger på Bøhmens trone. Ferdinand blev fra da af en slags medregent. Han var en tro tilhænger af den katolske modreformation og ville næppe se mildt på protestantiske rettigheder i Bøhmen. Bøhmiske protestanter forholdt sig skeptiske til den ny kongelige regering, da de fortolkede Rudolfs frihedsbrev som ikke bare at gælde for deres egne landområder, men også til at gælde for kongelig ejet jord. Kong Matthias og biskop Klesl var klar til at imødekomme protestanterne, men dette gjaldt ikke for Ferdinand. I 1618 fik han overtalt kejseren til at stoppe opførelsen af protestantiske kapeller på kongelig jord, da bøhmiske jordejere protesterede, hvilket Ferdinand modsvarede ved at ophæve deres forsamling.
Vinduesudsmidningen
23. maj 1618 ankom 4 katolske adelige regeringsmedlemmer til det bøhmiske kancelli klokken 8.30 om morgenen. Det drejede sig om grev Jaroslav Borzita z Martinic, Grev Vilem Slavata von Chlum, Adam II von Sternberg (den suveræne borgherre) og Matthias Leopold Popel Lobkowitz (Storprior)
I mødehallen mødtes 3 ledende protestanter klokken 9.00. De havde hidtil været medlem af den netop opløste forsamling. Den ledende person blandt disse var grev Thurn, der var blevet frataget sin post som kejserens kastelmester på Karlstadt. De protestantiske adeliges agenda var at finde ud af, hvorvidt de fire katolske gesandter havde medansvar for at overtale Kong Matthias til at stoppe opførelsen af protestantiske kapeller på kongelig jord. Katolske Martiniz berettede efterfølgende:
Sir Paul Rzizcan læste højt af et brev, der omtrent havde dette indhold:
Hans kejserlige højhed skulle have sendt et skarpt formuleret brev, der på vores forespørgsel er kommet os i hænde som en kopi, efter at originalen har været læst højt. Heri erklærer hans Majestæt, at vores liv og ære allerede er tabt, hvilket har skabt en stor frygt indenfor alle tre protestantiske landområder. Da der ikke hersker nogen tvivl om, at man har tænkt sig at gennemføre en henrettelse af os, er vi kommet frem til en ubrydelig enighed os imellem: at uanset tab af liv, lemmer, ære og ejendom vil vi stå fast og kæmpe en for alle og alle for én…vi vil ikke underkaste os, men i stedet hjælpe hinanden til det yderste imod enhver form for besvær. Vi opfatter det som selvfølgeligt, at et sådant brev er fremkommet og støttet blandt vores religiøse modstandere, og vi er her for at spørge jer, om I har kendskab til, har anbefalet eller sågar godkendt dette brev?
De katolske gesandter spurgte, om de givetvis kunne få lov at konferere med deres overordnede Adam von Waldstein, som ikke var tilstede. Hvis de blev givet denne mulighed, ville protestanterne få et officielt svar den forestående fredag. Protestanterne ville imidlertid have svar på stedet. De protestantiske adelige erklærede Sternberg og Lobkowitz uskyldige og for fromme til at have et ansvar i forehavendet. De blev nu fjernet fra værelset. Lige før de forlod rummet, udtalte Sternberg ”at de ikke ville foreslå noget, der stod i modsætning til kongens frihedsbrev”. De tre tilbageværende grev Vilem Slavata von Chlum, grev Jaroslav Borzita z Martinizi, begge kendt som katolske hardlinere, samt Philip Fabricius, deres sekretær. De erklærede, at de havde medansvar for brevet i forventning om, at de ville blive arresteret, hvor de forholdt sig åbent overfor enhver straf, protestanterne måtte give dem.
Grev Thurn henvendte sig nu direkte til Martiniz og Slavata og sagde “I er vores fjender og vores religions fjender, I har ønsket at fratage os vores kongelige frihedsbrev, I har undertrykt jeres protestantiske folk…hvor I ydermere har forsøgt at tvinge dem til at tage jeres religion imod deres vilje og bortvist dem for at modsætte sig dette”. Derefter fortsatte han henvendt til de øvrige protestanter: ”Skal vi virkelig beholde disse mænds liv og dermed miste vores kongelige frihedsbrev og vores religion…fra dem får I ingen retfærdighed” Snart derefter blev de to gesandter smidt ud af vinduet fra 3. sal, hvilket også skete med deres sekretær, men de overlevede dog styrtet fra 21 meter. Katolikker har hævdet, at de blev reddet af engle, som jomfru Maria sendte, mens protestanterne har skrevet, at de blev reddet, da de landede i møgbunke. De rigtige svar kendes umiddelbart ikke af nogen. Sekretæren Philip Fabricius blev siden adelskåret med navnet Baron von Hohenfall.
Den vigtigste vinduesudsmidning i Prag i 1618 fra Prags borg. Kilde: Wikipedia
Konsekvenser
Umiddelbart efter vinduesudsmidningen begyndte de protestantiske adelige og de katolske habsburgere at finde allierede med henblik på at indlede en krig. Da Matthias døde i 1619, blev Ferdinand kåret til kejser af Det Hellige Tysk Romerske Rige (Ferdinand II), men de bøhmiske jordejere nægtede at kåre ham som konge af Bøhmen og gav i stedet denne titel til den calvinistiske kurfyrste Friedrich von Pfalz, der var svigersøn til den engelske konge James I.
Fordi protestanterne afsatte en lovformelig konge, kunne protestanterne ikke samle den internationale støtte, de havde brug for til krigen. Kun 2 år efter vinduesudsmidningen genvandt Ferdinand og katolikkerne magten i Bøhmen efter den militære sejr i slaget ved Det Hvide Bjerg (Bila Hora) 8 .november 1620. Slaget afsluttede den bøhmiske fase i trediveårskrigen, der bestod af yderligere tre faser: den danske, den svenske og den franske.
Prag blev plyndret i ugevis efter slaget. Adskillige måneder senere blev 27 adelige og borgerlige tortureret og henrettet på rådhuspladsen i den gamle by. Tolv af deres hoveder blev sat på jernpæle og hængt ud fra brotårnet på Karlsbroen til skræk og advarsel. Alt dette blev set som katalysator til at radikalisere stemningen til yderligere krig i mange år.
Henrettelsen af de protestantiske oprørere på rådhuspladsen i Prag. Kilde: Wikipedia
3. vinduesudsmidning
10. marts 1948 faldt udenrigsminister Jan Masaryk ud af vinduet fra badeværelset og ned på pladsen foran det tjekkiske udenrigsministerium. De officielle rapporter fra det sovjetisk kontrollerede land beskrev hændelsen som selvmord. Masaryk var den eneste ikke-kommunist i den tjekkoslovakiske efterkrigsregering, og hans antikommunisme gjorde, at de fleste anså ham for myrdet. Dette var dog ikke tilfældet hos den kommunistiske regering eller den sovjetiske efterretningstjeneste. I 2004 kunne en politirapport fra Prags politi afsløre, at Masaryk med vold var blevet kastet ud af vinduet. Rapporten blev understøttet i 2006, da en russisk journalist påstod, at hans moder havde kendt den russiske efterretningsagent, der havde smidt Masaryk ud. Tjekkoslovakiets kommunistparti gennemførte kort tid efter Masaryks død et statskup, hvor de erklærede staten for socialistisk.
Mindeplade for Cernin-Palæet foran det tjekkiske udenrigsministerium. Foto: Wikipedia
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Det er uomgængeligt at skulle tale om vinduer og vinduesudsmidning, når man taler om Prag, Bøhmen og Tjekkiet. Nogle af de vigtigste begivenheder, der på sigt har haft enorme konsekvenser, er blevet startet med vinduesudsmidninger. Du finder de tre steder ved rådhuset i Novo Mesto (1419), indenfor på Prags Borg i det bøhmiske kancelli (1618) og endelig foran udenrigsministeriet (1948). Denne kuriositet må i den grad siges at have historiens vingesus over sig.
