Markgrevskabet Meissen
Markgrevskabet Meissen var et middelalderligt Fyrstendømme i dagens delstat Sachsen der opstod i forbindelsen med den tyske bosættelse i Østeuropa (Ostsiedlung).
Markgrevskabet opstod i år 965 og blev ophævet i år 1423 da den tysk-romerske kejser gav området som kurfyrsteligt len til Friedrich I. (des Streitbaren) og dermed opstod Kurfyrstendømmet Sachsen.
Markgrevskabet Meissens våbenskjold. Kilde fra wikipedia
Markgrevskabets historie
Under et felttog mod de slaviske Daleminzier lod Kong Heinrich I. bygge en borg på en høj, der fik navn efter den bæk – Meisa – der flød under klippen. Sandsynligvis overtog de slaviske indbyggere borgen efter Sachsernes tilbagetog. Der foreligger ingen information om borgen i tiden mellem 929 og 968. I året 968 finder man grundlæggelsen fra Ærkebispedømmet i Magdeburg med de 3 markgrever Wigbert, Gunther von Merseburg og Wigger I. – det blev dog hurtigt skåret ned i antal til hvor Gunther og Wigbert fik til sæde i Meissen. Dog manglede man belæg for eksistensen af Markgrevskabet. Borgbjerget blev i samme år sæde for bisperne i det nye Bispedømme Meissen. For foden af bjerget udviklede sig byen Meissen. En borggreve kan man med sikkerhed dokumentere i året 1068 og derefter. Med tiden udviklede der sig et Borggrevskab, der blev udbygget af familien Meinheringer.
Albrechtsburg med Domkirke over Elben. Foto fra wikipedia
Indtil den store Slaveropstand i 983 der strakte Markgrevskabet sig fra linjen Wurzen-Chemnitz-Zschopau mod vest og mod øst floden Queis – der også er den historiske grænse mellem Oberlausitz og Schlesien.
Markgrevernes område begyndte i løbet af det 11.århundrede helt til floden Neisse mod øst og mod syd til Erzgebirge. I år 983 hed Markgreven Rikdag og fra 985 var det familien Ekkehardinger. Ved Freden i Bautzen i 1018 kom det til den første deling af Milzenerland, der senere blev Oberlausitz fra og med 1031.
I 1046 blev Markgrevskabet del af greverne Weimar-Orlamünde. I 1067 blev de del af Brunonerne, hvor deres repræsentant Ekbert II. blev afsat fra sin post i 1089 som følge af Investiturstriden. Året efter indsatte man Heinrich I. von Eilenburg af familien Wettin, der herfra forblev herskerne af Markgrevskabet. Markgreverne Konrad (1123-1156), Otto (1156-90) og Dietrich (1190-1221) udvidede og udbyggede Markgrevskabet. Kejser Heinrich VI. forsøg på i 1195 at indlemme Markgrevskabet på ny i Riget blev droppet efter dennes død.
Heinrich der Erlauchte “den berømte” (1221-88) var i stand til at sætte deres arvekrav igennem om Landgrevskabet Thüringen, hvor hans onkel Heinrich Raspe døde barnløs i 1247 og dermed indføje Thüringen i de Wettinske besiddelser. I årene 1243-55 erhvervede Heinrich endvidere området Pleissenland rundt om Altenburg der var pantsatte, hvilket gjorde at de wettinske besiddelser i Markgrevskabet Meissen og deres besiddelser i Thüringen blev forbundet via land. De tysk-romerske konger forsøgte igen i 1307 at erhverve sig Markgrevskabet Meissen som len, hvilket mislykkedes med nederlaget i Slaget ved Lucka.
Det Hellige Tysk Romerske Rige hvor Markgrevskabet og Thüringen. Kort fra wikipedia
I 1423 blev Markgreverne af Meissen under Friedrich dem Streitbaren (den stridbare) overdraget Hertugdømmet Sachsen-Wittenberg, med hvilken han også fik kurværdigheden overdraget. Som følge af dette blev Markgrevskabet opslugt i Kurfyrstendømmet Sachsen og mistede deres selvstændige Fyrstendømme. I 1485 blev Kurfyrstendømmet delt (Leipziger Delingen) mellem brødrene Ernst og Albrecht hvor man efterfølgende talte om det Albertinske Sachsen (med Dresden og Meissen) og det Ernstinske Sachsen (med Torgau, Weimar og Wittenberg). Efterfølgerstaterne til områderne er kerneområderne i delstaterne Thüringen og Sachsen.
Albertinerne – der fra 1547 fik overdraget Kurfyrstetitlen og fra 1806 kongetitlen i Sachsen – fortsatte med at bære titlen Markgrever af Meissen. Prins Friedrich Christian (1893-1968) der var søn af den sidste konge af Sachsen og chef for den albertinske linje af huset Wettin, for at dokumentere hans chefstilling som Albertinerne.
Oprindeligt omfattede Markgrevskabet Meissen kun nærområdet for Borggrevskabet Meissen. I det 12. og 13.århundrede kom der flere dele til således at Markgrevskabet slutteligt strakte sig til Erzgebirge og Leipziger Land. I 1547 havde Kurfyrste Moritz inddelt sit herskabsområde i amterne: Kurkreds Thüringen, Leipzig, Meissen og Erzgebirge.
Heinrich der Erlauchte – fremstillet i Codex Manesse i det 14.århundrede. Malet cirka år 1305
Pingback: Sachsen (Delstat) - Historiskerejser.dk