Schlesien

Schlesien er en region i Centraleuropa, der ligger rundt om floden Oders øvre og midterste løb, og som strækker sig i syd fra bjergkæderne Sudeterne og Beskiderne. Hovedparten af dagens Schlesien ligger i Polen. En lille del af den vestlige del af Niederschlesien (Nedre Schlesien) hører med til Tyskland, mens en sydlig del af Oberschlesien (Øvre Schlesien) ligger i Tjekkiet. Eftersom at mange forskellige sprog har været talt i området, findes der mange måder at sige Schlesien på. På schlesisk: schläsing., på schlonsakisch (schlesisk saksisk): ´slůnsk, på sorbisk: sleska, på Polsk: sląsk, på  tjekkisk: slezsko.

Schlesien generelt

Schlesien blev senest befolket omkring år 100 e.v.t. af de vandalske Silingere samt de germanske Lugiere. Omkring år 550-600 indvandrede de vestslaviske stammer Slensanere og Opolanere. I tiden fra slutningen af det 10. århundrede og frem til 1137 kæmpede Hertugdømmet Bøhmen og Kongeriget Polen i utallige krige om overherredømmet i Schlesien. Ved Pinsefreden i Glatz i 1137 blev parterne enige om et grænseforløb. Da den polske hertug Boleslav III. Skævmund døde i 1138, blev Polen splittet op i en lang række dele. Hans ældste søn Wladyslaw fik Schlesien. Han grundlagde derefter Hertugdømmet Schlesien og blev derpå stamfader til det schlesiske Piast-dynasti. Wladyslaw døde i Altenburg i Thüringen, og i 1163 vendte hans tre sønner retur til Schlesien og delte landet imellem sig, således at man kaldte Schlesien for et hertugdømme under Kongeriget Polen. De facto betød det politisk selvstændighed, da Polens styrke i disse år var ikke eksisterende.

I årene under Hertug Henrik I. – Den Skæggede -, der i 1201 efterfulgte sin fader Boleslav I. som Hertug af Schlesien, begyndte man at tiltrække tyskere og hollændere til området. Dette fortsatte under hans søn Henrik II., der i 1226 blev gjort til medregent af sin fader. I 1241 angreb mongolerne Schlesien, hvor Henrik II. døde i forbindelse med Slaget ved Liegnitz/Wahlstatt i 1241. Trods nederlaget trak mongolerne sydpå til Ungarn og gjorde ikke mere væsen af sig. Henrik II. den Frommes hoved blev sat på et spyd til skue. Følgerne af slaget var, at Schlesien blev delt i talrige mindre hertugdømmer, hvor hertugerne orienterede sig i retning af Kongeriget Bøhmen. I tidsperioden 1289-92 sværgede stort set samtlige hertuger i Oberschlesien lenshøjhed til Vaclav II. af Bøhmen – i 1327 fulgte Hertugdømmet Oppeln og indtil 1329 de fleste hertugdømmer i Niederschlesien. I 1331 hyldede hertugen af Glogau og i 1336 hertugen af Münsterberg den bøhmiske konge Johann von Luxembourg. Dette blev ratificeret ved traktaten i Trentschin i 1335, hvor Schlesien blev del af Det Hellige Tysk Romerske Rige som len under Kongeriget Bøhmen, hvilket blev stadfæstet af Kong Karl IV. i 1348. De mange hertuger i Schlesien havde imidlertid ingen stemme ved rigsdagene og tilhørte heller ikke rigsstanden, da man havde valgt at give disse til Bøhmen.

Enkelte hertugdømmer vedblev længe at være selvstændige. Det gjaldt Hertugdømmet Schweidnitz, hvis Hertug Bolko II. døde barnløs i 1368, hans kone Anna von Schweidnitz var en niece til Kong Karl IV., og dermed tilfaldt området Bøhmen. I 1675 blev de fire hertugdømmer Liegnitz, Brieg, Wohlau og Ohlau som de sidste schlesiske områder en del af Bøhmen.

Efter den første schlesiske krig i 1742 tilfaldt størsteparten af Schlesien  Preussen, mens den sydlige del forblev en del af Bøhmen med betegnelsen Østrigsk-Schlesien. Siden 1815 kaldte man den preussiske del Provinz Schlesien. I 1919-38 og fra 1941-45 blev området delt i de mindre provinser Niederschlesien og Oberschlesien.

I 1920 blev en del af Teschen-Schlesien tæt på byen Olsa og i 1922 som Øst-Oberschlesien indlemmet i Polen. Under den 2. verdenskrig blev den preussiske delprovins Oberschlesien udvidet med områder som Auschwitz og det tidlige Neuschlesien.

Den største del af den preussiske provins Schlesien anno 1937 blev ved Potsdam Konferencen i 1945 stillet under polsk forvaltning – den polske vestforskydning – hvilket de facto betød, at området blev direkte indlemmet i Polen. Siden 1989 er området administrativt en del af Republikken Polen, mens mindre dele hører til Tyskland og Tjekkiet. DDR anerkendte allerede i 1950 ved Görlitz aftalen grænsedragningen, mens det tidligere Vesttyskland anerkendte grænsen midlertidigt i 1972 og endegyldigt i 1990.

Den polske del af Schlesien er administrativt delt i tre dele: Niederschlesien, Oppeln og Schlesien.

Den del af Oberlausitz, der indtil 1815 tilhørte Kongeriget Sachsen for derefter at blive del af Kongeriget Preussen, var del af Provinz Schlesien. Det blev efter 1945 del af DDR – da det lå på den vestlige side af floden Neisse – og derfor indlemmet i delstaten Sachsen. I dag ligger de oprindelige dele af Schlesien i Sachsen i form af Görlitz og Bautzen såvel som i delstaten Brandenburgs amt Oberspreewald-Lausitz.

Det tjekkiske Schlesien ligger i regionerne Mæhrisk Schlesien og Olmütz.

Geografi og landskab i Schlesien

Schlesien ligger i den østlige del af Europa og gennemstrømmes af floden Oder og dennes øvre og midterste løb, hvor områderne tæt på floden er præget af slette. Mod syd grænser Schlesien mod Bøhmen og Mæhren, i vest mod Oberlausitz og mod nordvest mod Niederlausitz og Lebus, mens det mod nord grænser til Storpolen og mod øst til Lillepolen.

Regionens område har dermed en række naturlige grænser, da afvandingsområdet for Oder omfatter det meste af området. Oders kilde ligger i Mæhren, mens floden Bartsch – en biflod til Oder – ligger i Storpolen. Andre vigtige bifloder til Oder i Schlesien er Olsa, Glatzer Neise, Lohe, Schweidnitzer Weistritz, Weide såvel som Bober og Queis. Linjen Bober-Queis danner grænsen til Lausitz. Derudover ligger i de Schlesiske Beskidere i områdets sydøstlige del kildeområdet for Polens længste flod Wisla.

I den nordlige del af Schlesien og den sydlige del af Storpolen præges landskabet af Trebnitzer Landryg og en gammel gletsjer med højde til op i 270 m.o.h., hvis mellemste afsnit kaldes Katzengebirge. Det er kun en mindre del af bjergkæden Beskiderne, en del af bjergkæden Karpaterne, der ligger på grænsen til Lillepolen. Den vigtigste bjergkæde er derimod Sudeterne, mellemhøje bjerge, der langs de sydlige grænser til Mæhren og Bøhmen når subalpin status med skisportssteder om vinteren. I Riesengebirge (polsk: Krkonose) ligger det højeste bjerg i Schlesien Schneekoppe med sine 1.602 meter over havets overflade. Øvrige bjergafsnit er Isergebirge, Waldenburger Bergland, Heuscheuergebirge og Glatzer Schneegebirge.

Storbyen Breslau / Wroclaw er Schlesiens traditionelle hovedstad.

Schlesiens folk og dets grænser i løbet af historien

I Bronzealderen var Schlesien del af Lausitzer Kulturen. I de sidste århundreder før vi påbegyndte vor tidsregning der fandt der en germansk bosættelse af området sted, hvilket blev suppleret af af vestslavisk stamme i årene 550-600.

Den Germanske bosættelse af Schlesien blev altså fulgt op af Vandalerne der kom nordfra. De tre hovedstammer blandt Vandalerne var Hasdinger; Lygier og Silinger (ofte Selinger), hvor det var den sidstnævnte der var med til at give Schlesien navn. Arkæologiske fund bevidner, at i før-germansk tid boede der også Keltere i området. Man har fundet såvel Keltiske som Germanske bopladser, men senere udgravninger viser også at kulturerne smeltede sammen. Vandalerne søgte under Folkevandringstiden overvejende mod syd, hvoraf at mange bosatte sig i Schlesien. De indvandrende Slaviske folk bosatte sig i et miks mellem Vandalerne. Her har man også kunnet dokumentere at de to folkefærd smeltede sammen. I ingen af tilfældene har man kunnet dokumentere interne krige.

Tilhørsforholdet til forskellige herskere har vekslet adskillige gange i historien. Man tilhørte det Stormæhriske Rige i det 9.århundrede og da dette forsvandt indsatte den Tyske Kejser Hertug Boleslav II. af Bøhmen som regent. De Bøhmiske hertuger havde imidlertid store magtambitioner og da de besatte den vigtige kirkelige by Meissen i Sachsen, da indtog saksiske tropper fra Kejser Otto III. sammen med den første polske Hertug Mieszko området. Denne ny alliance blev bekræftet med et ægteskab mellem Mieszko og Oda von Haldensleben i 986 og dermed sluttede forbund imod Bøhmen. Mieszko blev indsat som hertug over Schlesien for sin hjælp, på denne måde kom Piast-slægten til i århundreder at være forbundet med Schlesiens magthistorik. Området var tyndt befolket hvilket i årene 1240-41 næsten blev til ingenting, da mongolerstormen medførte at 4/5-dele af befolkningen blev udryddet. De Schlesiske Piaster inviterede tyske bosættere til området, hvor de lokkede med fordelagtige skattefordele og religiøs pligtkrav hvor man beskrev området som en kristen forpost. Niederschlesien forblev frem til fordrivelsen af tyskerne i 1945 et overvejende tysktalende område, mens Oberschlesien i mange områder havde det samme. I 1348 blev Schlesien indlemmet under den Bøhmiske krone, hvormed man blev del af det Hellige Tysk Romerske Rige – Allerede i 1335 havde Breslau sværget lenshøjhed til den bøhmiske krone. Fra da af var Schlesiens kulturelle samhørighed langt overvejende rettet mod vest og sydvest i form af den politiske binding til Bøhmen, der fra og med 1526 blev indlemmet i Østrig. I Nedre Schlesien sluttede store dele af befolkningen op om Reformationen. I Oberschlesien forblev såvel de tyske samt de slaviske Schlesiere altovervejende katolske. I 1742 angreb Preussen og deres konge Frederik den Store Schlesien i de Schlesiske krige, hvorpå området fremadrettet blev prøjsisk, og som fra 1871 til 1945 hørte under Freistaat Preussen i det tyske Kejserrige. I Kejsertiden var der i udgangspunktet tre sprog; Tysk, Polsk og Schlesisk. Sidstnævnte var en form for blanding mellem polsk og tysk med egne karakteristika. I hovedreglen var sproget tysk i Niederschlesien, mens det Oberschlesien var såvel tysk, schlesisk og polsk.

Siden 1945 har hovedparten af Schlesien faktisk hørt til Polen; dette har siden 1992 også været tilfældet rent folkeretsligt, hvor den tysk-polske grænsetraktat var del af den aftale hvor Tyskland afstod fra at ville kræve de tabte østområder som de mistede i 1945. Det polske Schlesien deler sig i tre regioner (Vojvodskaber). Niederschlesien med hovedstad i Wroclaw/Breslau, Oppeln /Opole med hovedstad i samme by og endelig med Schlesien med hovedstad Kattowice. Mindre randområder af Schlesien hører til Lebus i nordvest, Lille-polen mod øst og Store-Polen mod nord. Region Niederschlesien omfatter også den polske del af Oberlausitz, omvendt er der også dele af det historiske Lille-Polen der ligger i Region Schlesien tæt på Czestochowa.

Det historiske Grevskab Glatz på grænsen til Bøhmen blev først overdraget til Schlesien i 1763 som resultat af Hubertusburger Freden, det er med sin hovedstad Glatz en del af Region Niederschlesien. En lille del af det sydlige Schlesien, regionen Tjekkisk Schlesien tilhører Tjekkiet.

En del af den tidligere preussiske provins Schlesien ligger idag i Fristaten Sachsen, området tilhører dog Oberlausitz der først i 1815 blev indlemmet i Schlesien. I Tyskland forblev yderligere områderne Kromlau, Jämlitz, Bloischdorf og Tschernitz der i århundreder hørte under det schlesiske Hertugdømme Sagan, der var schlesiske exklaver i Lausitz, der efter en grænserevidering i 1815 blev indlemmet i provinsen Brandenburg. Pechern fortsatte denne historik langt længere, den lå som et lille tip ind over floden Neisse og tilhørte Hertugdømmet Sagan frem til 1945 og altså del af Schlesien.

Indtil den tyske befolkning flygtede og blev fordrevet efter Anden Verdenskrig da talte de tyske en mellemtysk dialekt man kaldt tysk schlesisk. I Oberschlesien og Oppeln blev der ved siden af polsk og tysk talt det slaviske schlesiske kaldt Schlonsakisch, der var en polsk dialekt, der af schlesierne også blev kaldt „ślónska godka“, der var kraftigt præget af den tone man havde Teschen og som var fyldt med udtryk fra tjekkisk og tysk og som for mange polakker forekom ualmindelig uforståelig.

Print siden her