Stauferne

Stauferne (tidligere omtaltes de ofte som Hohenstaufen) var en adelsslægt, der i tidsrummet mellem det 11. og 13. århundrede flere gange bar titlerne hertuger af Schwaben samt tysk-romerske konger og kejsere. Det umoderne navn Stauferne stammer fra slægtens stamborg Burg Hohenstaufen, som ligger i den nordlige kant af det kuperede område Schwäbischen Alb ved Göppingen på bjerget Hohenstaufen. De mest betydningsfulde herskere fra adelsslægten var Friedrich I Barbarossa, Heinrich VI og Friedrich II.

Friedrich  Barbarossa i midten med sine to sønner Heinrich VI tv. og Friedrich som hertug af Schwaben th. Det stammer fra welfernes kronik, der blev nedskrevet i årene 1167-79. Motivet er lånt fra wikipedia

Slægtens opståen

De tidligste staufiske grever Sigihard og Friedrich stammede fra Riesgau i Schwaben. De blev nævnt i en erklæring fra 987 af Kejser Otto III. De menes at kunne være i familie med de bayerske Sieghardingere.

Friedrich I Barbarossa fik foretaget en slægtsgranskning i staufernes rødder under sit domæne i det 12. århundrede. Ifølge denne skulle den første staufer have båret navnet Friedrich, som dermed blev familiens mest karakteristiske navn. Dennes søster giftede sig med en Berthold Gau-greve i Breisgau i Schwarzwald. Den førstnævnte Friedrichs søn, der også lød navnet Friedrich, blev i midten af det 11. århundrede den første Pfalzgreve i Schwaben. Dennes søn lød navnet Friedrich von Büren, hvilket skulle være kommet af, at han boede på en borg ved navn Büren.

At dømme ud fra det faktum, at familien havde giftet sig ind i andre indflydelsesrige adelsfamilier, tyder det på, at den i midten af det 11. århundrede har hørt til blandt de vigtigste i det sydvesttyske område. Imidlertid må det antages, at familiens landbesiddelser har været mere begrænsede, dvs. ved Büren, ved Lorch og Hagenau og rundt omkring Schlettstadt ved staufernes rigsborg Hohkönigsburg i Alsace.

I 1079 skete der en afgørende begivenhed i familien.. Den saliske kejser Heinrich IV besluttede at give sin datter Agnes bort til Friedrich I von Staufen og samtidig belene ham med hertugdømmet Schwaben. Heinrich IV, der var i strid med paven i den såkaldte investiturstrid, havde behov for støtte.

Friedrich I udbyggede Burg Hohenstaufen som familiens stamborg og stiftede Kloster Lorch som familiens huskloster. Han og hans sønner Friedrich II og Konrad III forøgede kraftigt familiens besiddelser. Stauferne stod som de saliske kejseres afgørende støtter i det sydvestlige Tyskland samt de familiære bånd til Salierne.

Den første svære kongetid

I 1125 døde Heinrich V, den sidste saliske kejser, hvilket betød, at Friedrich og Konrad von Hohenstaufen – sønnerne til Friedrich I von Schwaben og Agnes von Waiblingen – gjorde krav på kongeværdigheden. Det blev yderligere styrket af, at deres moder var Staufer tilligemed en bror til den netop døde Heinrich V. Det blev Friedrich II, der stillede op til valget. Imidlertid var der ikke enighed om Friedrich II i de 4 store områder af det daværende Tyskland; Franken, Bayern, Sachsen og Schwaben. Efter et meget fortumlet kongevalg kunne Lothar von Supplinburg udråbe sig til kong Lothar III. Stauferne anerkendte ikke dette, og der brød i 1127 kampe ud mellem stauferne og Lothar III. Konrad blev udråbt som modkonge af først Tyskland og siden Italien og kronet i Monza ved Milano. Det var imidlertid svært for dem at hente opbakning, også fordi deres soldater hærgede og plyndrede. I 1132 blev den italienske kongetitel frataget dem igen, og i 1135 måtte de barfodede og ydmygede anerkende og hylde Lothar III som tysk konge.

De kronede tysk-romerske kejsere 

Konrad III

Konrad III gengivet i den Kölnske kongekronik på Biblioteket i Bruxelles. Motiv fra wikipedia

Efter Lothars død i 1137 blev Konrad III i starten af 1138 kronet til tysk-romersk konge. Konrad var i stand til at sætte sig igennem overfor welfernes hertug Henrik den Stolte, der var svigersøn og for alle den forventede efterfølger til den netop afdøde kejser Lothar.

Allerede i det år, han blev kronet, forlangte Konrad, at Heinrich skulle afstå fra et af sine to hertugdømmer: Bayern (som welferne havde besiddet siden 1070) eller Sachsen (hvilket Lothar havde ladet gå i arv til sin svigersøn Heinrich). Da Heinrich nægtede, blev han gjort fredløs på en hofdag i Würzburg og begge hans hertugdømmer frataget ham. Bayern blev givet til Konrads halvbror Leopold IV von Babenberg-Österreich og Sachsen til den askaniske fyrste Albrecht der Bär. Imidlertid lykkedes det Henrik den Stolte at forsvare sin position i Sachsen og sikre sin endnu umyndige søn Heinrich der Löwe som hertug af Sachsen i 1142, hvorved hertugdømmet igen var på welfiske hænder.

Konflikten med welferne overskyggede hele Konrads regeringstid og forhindrede et tidligt togt til Italien, hvor en kejserkroning villehave kunnet finde sted. I disse år søgte man koalitioner på tværs i Europa, og Konrad gik i forbund med det Byzantinske Rige, hvilket blev styrket, da Bertha von Sulzbach, der var søster til hans egen kone, blev gift med den byzantinske kejser Manuel I Komnenos. Forbundet var primært for at danne en alliance mod de normanniske konger af Sicilien, men rettede sig også mod welferne. I sidste ende var det ikke et forbund, der bar frugte, hverken i Italien eller Tyskland. Konrad afstod fra at lade sig krone til kejser i Rom, da det 2. korstog (1147-49) greb forstyrrende ind. Bernhard von Clairvaux bad Konrad om ikke at lade sig krone under korstoget, for at det ikke skulle få indenrigspolitiske forviklinger med welferne. Trods det, at Konrad ikke var blevet kronet til kejser, bar han alligevel kejsertitlen, formodentlig for at kunne bære den samme rang som den byzantinske kejser.

Allerede før Konrad tog del i korstoget lod han sin ældste søn Heinrich vælge til tysk konge. Heinrich døde imidlertid kort efter kun 13 år gammel. Hans næste søn i rækken Friedrich var i 1152 kun 6 år gammel. Derfor valgte han i stedet kort før sin død sin nevø, den senere Friedrich Barbarossa, den ældste søn af hans bror Hertug Friedrich II von Schwaben, til efterfølger. Denne udnævnte i respekt for denne beslutning den unge Friedrich til efterfølger som hertug af Schwaben.

Udover de nævnte konflikter med welferne var Konrads regeringstid først og fremmest præget af en moderat udbyggelse af staufernes magt, hvor man sluttede nære forbund med greverne af Comburg-Rothenburg og lidt længere ude med askanierne og babenbergerne. Dette var afgørende for en stærkt stigende indflydelse i større dele af riget.

Friedrich I Barbarossa

Efter Konrads død i 1152 valgte man Friedrich I med tilnavnet “Barbarossa” (Rødskæg) til konge. Valget var en form for kompromis mellem welferne og stauferne, da Barbarossa på sin mødrene side var i familie med welferne. Det kom endda til enighed med Heinrich der Löwe i 1156, som igen var hertug i såvel Sachsen som Bayern, hvor Østrig blev udskilt fra Bayern som selvstændigt hertugdømme. Man tolererede, at welferne i den nordlige del i praksis forfulgte deres egne interesser. Det var først i 1180, da welferne ikke deltog i Barbarossas ambitiøse politik med støtte i Italien, at det kom til et brud og dermed afsættelse af de mægtige welferhertuger.

Friedrich I Barbarossa begyndte allerede sin genopretningspolitik i Italien med et togt til landet i 1154/55, da han på en rigsdag i Roncaglia ville give mange af byerne deres tidligere kejserlige rettigheder tilbage. Dette var med til at skærpe konflikten mellem kejser og pave, og det kom til et paveligt skisma under pave Alexander III, da de fleste af det kardinalskollegium, der havde valgt denne til pave, var stærkt antikejserlige.

I de følgende magtkampe lykkedes det pave Alexander III at opnå støtte blandt de uafhængighedssøgende norditalienske byer, der dannede Den Lombardiske Liga. De Lombardiske byer drog fordel af, at begge parter bejlede til dem. Barbarossa udråbte flere modpaver, men var ikke i stand til at opnå militært gennembrud i byerne, og i 1177 måtte han anerkende pave Alexander III ved freden i Venedig.

Heinrich arrangerede, at hans næstældste søn Heinrich blev gift med den normanniske prinsesse Konstanze af Sicilien – en datter til Roger II.

På mere hjemmevante scener opnåede Barbarossa enkelte succeser. I 1156 blev grevskabet Pfalz ved Rhinen staufisk under hans halvbror Konrad (1156-95), og Alsace og Schwaben blev samlet under Barbarossas tredjeældste søn Friedrich V von Schwaben i 1167. I Schwaben lykkedes det i særdeleshed at udvide staufernes personlige ejerskab, særligt efter den store malariakatastrofe i 1167.

På det tredje korstog i 1190 døde Friedrich I i Lilleasien.

Heinrich VI.

Heinrich VI og Konstance fra Sicilien skabt i Liber ad honorem Augusti des Petrus de Ebulo i 1196. Motiv lånt fra wikipedia

Friedrichs søn Heinrich VI førte den politik at forene imperiet med det syditalienske normannerrige („Unio regni ad imperium“). Efter indledende tilbageslag for denne politik lykkedes det i 1194. Staufernes imperium strakte sig i nord fra Østersøen til Sicilien. Da han ydermere tilfangetog Richard Løvehjerte, opnåede han endda, at England stillede sig i lensafhængighed til riget. Det lykkedes imidlertid at gøre dette arvebetinget.

Heinrich VI har fået et stærkt negativt eftermæle i historieskrivningen, hvilket har sin baggrund i en grusom fremfærd i hans italienspolitik. Heinrich VI havde kun en mandlig efterfølger, hvilket førte til en kraftig indsnævring i den staufiske hovedlinje.

Philipp von Schwaben

I 1197 døde Heinrich VI, og dermed udbrød der en tronstrid mellem stauferen Philipp von Schwaben og welferen Otto IV von Braunschweig. 27. juli 1206 blev Otto besejret i slaget ved Wassenberg. Philipp tilbød – efter at have været igennem succesrige forhandlinger med Pave Innocentius III – at tilbyde Otto sin ældste datter Beatrix i ægteskab. Kejserkroningen var endegyldigt aftalt med de pavelige repræsentanter. Philipp havde samlet sin hær for at rette det endlige slag mod sin modstander. Han forlod imidlertid sin hær for at deltage i bryllupet i Bamberg mellem sin niece Beatrix af Burgund og hendes bryllup med Otto VII von Andechs. På selve bryllupsdagen 21. juni 1208 blev Philipp stukket ihjel i sine sovegemakker af den bayerske Pfalzgreve Otto VIII von Wittelsbach. Det har siden været diskuteret, hvad motivet til denne handling var. Formodentlig hævn. Otto var i 1203 blevet forlovet med Philipps datter Kunigunde på kun 1 år. I 1207 havde Philipp ophævet dette og i stedet lovet den nu 5-årige Kunigunde til den bøhmiske konge Wenzel I. Dette regnes i dag som det mest oplagte, men der er blevet gisnet meget om, hvorvidt Philipps modstandere har udnyttet Ottos hævngerrighed og været medplanlæggere.

Efter mordet på Philipp blev Otto IV von Braunschweig i første omgang valgt til kejser i 1209. Da denne førte en aggressiv talienspolitik, kaldte pave Innocentius III til et nyt kongevalg på trods af, at han indledningsvis havde støttet Otto. I 1211 blev Friedrich II, der var nevø til Heinrich VI og ved dennes død i 1197 stadig mindreårig, valgt til konge af en flok staufervenlige fyrster.

Friedrich II

Friedrich II med sine falke. Det stammer fra hans bog „De arte venandi cum avibus“ („Om kunsten at jage med fugle“); Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom (Pal. lat. 1071, fol. 1v, Syditalien/Sicilien 1258–1266). Motiv fra wikipedia

Friedrich II blev af sine samtidige kaldt “stupor mundi” (“En forbavselse for verdenen”). Han gælder som en af de mest betydningsfulde tysk-romerske kejsere i middelalderen. Han er stadig omdrejningspunkt for mange videnskabelige såvel som populærhistoriske fremstillinger. Han var højt dannet, talte flere forskellige sprog og viste livet igennem en stor interesse for andre religioner, i særdeleshed Islam, hvilket dog ikke afholdt ham fra at forfølge kristne kættere (hæretikere). Han flyttede i 1212 til Tyskland efter at være opvokset under usikre forhold i det for ham højt skattede kongerige Sicilien. Det sydvestlige kerneområde for stauferne fandt ham skønt som hjemstavn, og Otto IV måtte snart fortrække til sine nordlige kerneområder. Beslutningen om at støtte Friedrich var dog ikke betinget af begivenheder på tysk jord, men derimod af begivenheder i Frankrig. I slaget ved Bouvines blev den engelske konge, der stod i forbund med welferne, besejret af den franske konge, som var forbundet med den myrdede Philipp von Schwaben. Kort tid efter døde Otto IV von Braunschweig, hvilket gav Friedrich II en nærmest uindskrænket magt som tysk-romersk konge.

22. november 1220 blev Friedrich kronet til kejser, og han overlod regeringsførelsen i Tyskland til sin søn Heinrich (VII) og koncentrerede sin primære indsats om sit sicilianske rige. Han centraliserede forvaltningen, indførte talrige reformer og grundlagde det første statslige universitet. Derudover bekæmpede han saracenerne (de nordafrikanske muslimer) på Sicilien og indlemmede dem i sin livgarde, da han havde besejret dem. Han kom i konflikt med pavedømmet, da han ikke holdt sit ord om at deltage i et korstog, og han genoptog sin farfaders antikommunale politik i det italienske. Gregor IX udviste ham af kirken. Friedrich rejste i 1228 selv til det Hellige Land, hvor han fik gennemtrumfet en våbenhvile ved at insistere på ren diplomati og ingen kamp, hvorpå han satte kronen for kongeriget Jerusalem på sit eget hoved.

Tilbage i Italien kom det til kamp mod de pavelige tropper, der var trængt ind på hans territorium. Friedrich sluttede fred med paven i 1230 og måtte derefter koncentrere sig om problemer i det tyske, hvor hans søn havde opført sig stærkt egenrådigt overfor landsfyrsterne. I 1232 måtte Friedrich anerkende landsfyrsternes rettigheder i et dokument (Statutem in favorem principum), hvor han havde anerkendt de gejstlige fyrsters rettigheder i 1220. Hans søn Heinrich (VII) gjorde oprør mod denne politik, hvilket i 1235 førte til, at han blev afsat, og i stedet indsatte han sin næstældste søn Konrad IV som konge af Tyskland. Kejserens problemer var nu udelukkende de lombardiske byers oprør, som i 1237 blev besejret i slaget ved Cortenuova. Dette førte til, at Friedrich II igen blev ekskommunikeret fra den romerske kirke af paven.

De følgende år var præget af kamp mellem kejser og pave. De to universalmagter udkæmpede ikke bare kampen militært, men med tiltagende brug af propagandistiske kræfter. Begge parter beskyldte hinanden for at være repræsentanter for antikrist/djævelen. Friedrichs tilhængere så ham som værende en Messias. Efter pave Gregors død i 1241 støttede Friedrich valget af Pave Innocentius, der i sin verdslige tid havde været kejsertro ghibelliner, men som pave ændrede politik og fortsatte den hårde kurs mod Friedrich II Paven støttede en modkonge (Heinrich Raspe af Thüringen 1246-47) og dermed en klar svækkelse af stauferne.

Friedrich satte sig dog igennem og satte modkongen ud af spillet, men døde derefter højst overraskende 13. december 1250. Kejseren døde som ekskommunikeret af kirken, men i sit testamente var det tydeligt, at han overordnet opfattede pavedømmet som en god ide. Han udnævnte heller aldrig en modpave på trods af,  at hans styrke ville kunne have gjort det muligt.

De sidste staufere

Kong Konradin, Friedrich II´s nevø, under en rovfuglejagt med sin ven markgreve Friedrich von Baden, en falk stiger. Codex Manesse, Heidelberg, Universitetsbiblioteket, Codex Pal. Germ. 848, fol. 7r. Motiv fra wikipedia

Efter Friedrich II´s død i 1250 brød den staufiske magtposition sammen, først i Tyskland og kort tid efter i Italien. I 1251 drog Konrad IV til Italien, hvor han døde i 1254.

På Sicilien lykkedes det hans halvbror at sikre det staufiske kongedømme indtil slaget ved Benevento i 1266. Konrad IV´s søn Konradin (it: Corradino) blev den sidste regerende staufer, der i direkte linje kunne føre sin slægt tilbage de første staufere. Han blev besejret i slaget ved Tagliacozzo 23. august 1268 i et altødelæggende nederlag til ridderen Karl d´Anjou. 29. oktober 1268 blev Konradin på Karls befaling henrettet foran Napolis befolkning på Piazza del Mercato.

I Tyskland betød denne udvikling, som man har kaldt Interregnum, at det universelle kejserdømme blev ekstremt svækket. Enkelte kejsere først og siden Heinrich VII forsøgte at genskabe det universelle kejserdømme. Da det endelig lykkedes at etablere et stærkt kejserdømme igen, var habsburgerne det nye kongedynasti, omend det i flere omgange fra det tidlige 14. århundrede til det tidlige 15. århundrede – over længere perioder – lykkedes familien Luxembourg succesrigt at beholde tronen.

Staufernes eftermæle

Særligt i humanismens tidsalder i det 15. og 16. århundrede begyndte lærde at interessere sig for staufernes sidste tidsepoke og i særdeleshed Konradins korte periode.

Efter grundlæggelsen af det tyske rige i år 1871 blev den oprindelige staufermyte genoplivet. Kejser Wilhelm I blev lejlighedsvis kaldt Barbablanca („Hvidskæg“), analogt til Barbarossa (“Rødksæg”). Højdepunktet for denne dyrkelse af stauferne var anlæggelsen af Kyffhäuser-mindesmærket i 1896. Ifølge legenden skulle Friedrich I Barbarossa sove under Kyffhäuserbjerget for en dag at vågne og redde det tyske rige.

I 1968 oprettede man i Göppingen, der har Burg Hohenstaufen liggende i nærheden, et samfund for staufisk historie, som skulle udforske, udbrede og formidle viden om stauferne.

I anledning af, at delstaten Baden-Württemberg fyldte 25 år i 1977, foranstaltede museerne i Stuttgart en udstilling “Staufernes tid”, der gjaldt som en af de største efterkrigsudstillinger. I Schwaben oprettede man turistruten “Strasse der Staufer”, hvor man kunne besøge en lang række af hovedpunkterne for stauferslægten. Siden 1977 har delstaten også uddelt en hædersmedalje ved navn Staufermedaljen. 

Det fornemste udtryk for byggekunst og æstetik er slottet Castel del Monte i Apulien, som siden 2002  har været på de italienske 1-cent mønter og ses som ultimativ italiensk kulturarv. Ligeledes i 2002 malede Hans Kloss på Kloster Lorch et 30 meter langt og 4,5 meter højt rundmaleri af stauferne, der fortæller slægtens historie fra 1102 til 1268.

Byen Schwäbisch Gmünd smykker sig med titlen den “ældste stauferby”. I byen opføres der teaterstykker med stauferne. Siden 2001 har en Komitee for Staufervenner i Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og Tjekkiet opsat over 30 steler om stauferne.

I Palermo på Sicilien hylder man dagligt Friedrich II. Der ligger altid friske blomster på hans porfyrsarkofag i katedralen i Palermo.

• 

  Kyffhäusermindesmærket. Foto fra wikipedia

  

  Friedrich II.´s grav i domkirken i Palermo. Foto fra wikipedia

  

  Det store rundmaleri i Kloster Lorch. Lånt fra wikipedia

  
  

Vigtige Staufere

• Konrad III, tysk-romersk konge 1138–1152
• Friedrich I. Barbarossa, tysk-romersk konge 1152–1190, kejser fra 1155
• Konrad Stauferen, Pfalzgreve ved Rhinen 1156–1195
• Heinrich VI, tysk-romersk konge 1169–1197, kejser fra og med 1191, konge af Sicilien 1194–1197
• Philipp von Schwaben, tysk-romersk konge 1198–1208
• Friedrich II, konge af Sicilien 1198–1250, tysk-romersk konge 1212–1250, kejser fra 1220
• Konrad IV, tysk-romersk konge 1237-54 og konge af Sicilien 1250-54
• Manfred, konge af Sicilien 1254–1266
• Konradin (Corradino), den sidste staufer i direkte mandlig linje

Print siden her