Aflad

Aflad (indulgentia og til tider bare kaldt romersk nåde) er et begreb fra den romersk-katolske teologi og betegner en kirkelig regelsat nådesakt, hvor den kirkelige lære eftergiver en tidsbestemt syndsbestemt straf (hvilket står i modsætning til at tilgive selve synden). Der gives delvis aflad og fuldkommen aflad, hvilket de troende kan opnå ud fra de betingelser, som kirken har opsat. Aflad kan gives til såvel levende såvel som døde.

For at opnå aflad må katolikker for det meste gennemføre en bestemt from gerning, eksempelvis valfart, kirke- eller kirkegårdsbesøg eller en bestemt type af bøn. Derudover er det en forudsætning for at opnå aflad at bekende sig til paven, den katolske nadver/kommunion og bede de katolske bønner. De troende kan ikke kun opnå aflad for sig selv, men også sjælefrelse for de døde. Beviset for, at man har opnået aflad, kan bekræftes i et såkaldt afladsbrev af repræsentanter for kirken.

Handelen med de såkaldte almisseaflad, som man opnåede ved at betale et vist pengebeløb, var i særdeleshed udbredt i renæssancetiden og førte til et omfattende misbrug. Handelen med denne type af aflad var anledningen til, at Martin Luther i sine 95 teser kritiserede afladshandelen, en kritik der førte til Reformationen i Tyskland. Indtægterne fra afladshandelen havde sikret nogle paver betragtelige pengesummer fra hele Europa, som var blevet overført til Rom til blandt andet at opføre Peterskirken. Albrecht von Hohenzollern-Brandenburg havde fået paven til at omgå bestemmelserne i den kanoniske ret, således at han besad titlen som ærkebisp flere steder og dermed havde titlen i såvel Magdeburg, Halberstadt og Mainz på en gang. Albrecht von Hohenzollern måtte til gengæld betale høje summer til paven for denne omgåelse af reglerne; Albrechts mulighed for at kunne betale sin gæld var, at afladshandelen på hans territorium blev intensiveret, hvilket paven gav tilladelse til. På denne handel tjente paven og bankfamilien Fugger fra Augsburg enorme summer. I 1562 blev afladshandelen forbudt i den katolske kirke, og fra 1567 var det forbundet med ekskommunikation, såfremt det forekom alligevel.

Den historiske udvikling fra Antikken

Afladslæren er en næsten 2000 års måde, hvorpå man formidler omfanget af den kirkelige bodspraksis. I den tidlige kristendom var udgangspunktet for at opnå guddommelig syndsforladelse, at man skulle øve bod med en omvendelse, der ville føre til en grundlæggende forandring af livet. Omvendelsen ville være fuldbyrdet med dåben. At gennemgå et senere ritual af pålidelig karakter var i datidens øjne ikke anerkendt. Hvorledes man skulle handle for at opnå syndsforladelse for dåbens nådegave, var der ingen klarhed over i den tidlige kirke. Der manglede klarhed for en fælles linje for, hvorledes syndere kunne agere. En af konsekvenserne af denne inkonsistens var, at man ventede med at døbe mange af de kristne, til de lå på deres dødsleje, hvilket gjorde dem i stand til at leve syndigt, men alligevel modtage Guds dom som rene. Et af de mest berømte eksempler på dette er den romerske kejser Konstantin den Store.

Med tiden løste man problemet med, at mennesket begik svære synder efter dåben ved, at biskoppen kunne give synderen en kraftig bod, sædvanligvis i form af længere tids faste, en tidsbegrænset udelukkelse af nadvergangen og i særlige tilfælde også det kristne fællesskab. Var man i stand til at gennemgå denne bod, blev man genoptaget i det kristne fællesskab ved en fejring.

Allerede på det første koncil i Nikæa i 325 opnåede biskopper fuldmagt til at kunne eftergive synderne en del af deres bodstid, såfremt at der kunne påvises en betydelig anger hos synderen. Dette blev starten på den skik, at bodstiden for en angrende kunne afkortes på anmodning fra et særligt fromt medlem af det kristne samfund, og dette førte til, at de fromme medlemmer begyndte at lave de såkaldte fredsbreve. Disse blev ofte udformet således, at eftergivelsen af synd var forbundet med økonomisk eftergivelse. Efterhånden udviklede det sig således, at synd kunne eftergives af andre end en selv, således at martyrer kunne træde i stedet og udbedre en bod for stærkt syndende personer.

Udviklingen i middelalderen

Den strenge kirkedisciplin, der kendetegnede den tidlige kirke, løsnedes en smule i det 5. århundrede, hvilket gjorde, at syndsforladelsen blev opnået i langt højere grad via almisser end via kirkelige straffe. Denne praksis begyndte at minde om den oprindelige germanske retsforståelse: at skade en anden fri mand, kunne kun sones ved at betale en passende soning, som den forulempede ville være tilfreds med. I denne optik var Gud tilfreds med at blive belønnet for at skulle lempe på en syndsstraf. Det er ikke bare i de germanske lande, man kan se denne tidlige forståelse i kristendommen, men også i England kan man i det 7. århundrede se kirkelige bekendelsesbøger, der har opstillet omregningstabeller for, hvordan kirkelige straffe (faste, salmesang og almisser) kunne omveksles til pengegaver til kirkelige personer. Det var også gængs praksis, at man kunne udsone bod for andre end sig selv. En velhavende bodsgangsperson kunne overstå en bodstid på 7 år i løbet af 3 dage, såfremt denne ville være i stand til at leje et tilstrækkeligt antal personer for sin faste.

Kirken opstillede dog visse betingelser hos den afladssøgende person, som skulle bede, tage på pilgrimsfærd, give almisser eller gå i kirke – hvilke var de udvendige tegn på den indre omvendelse væk fra synden.

I det 9. århundrede så man dog en del kirkelige synoder, der erklærede afladshandelen for blasfemisk, hvilket førte til afbrænding af de mange bekendelsesbøger.

I starten af det 11. århundrede udviklede kirken et juridisk koncept, hvor den forbandt gerninger i denne verden som noget, der kunne få evige følger i det hinsides. Jesu fortjenester med de kristne helgener havde dannet en umådelig nådegave, en gave, som apostlen Peter havde fået til opgave at videreføre, og med hans grundlæggelse af kirken var det således dennes opgave. Kirken var altså den eneste, der kunne give aflad, da den kunne formidle, hvad der skulle til for igen at opnå denne nåde,således at synderen igen kunne stå foran Gud. Det var så op til Gud at afgøre , hvorvidt synderens straf skulle tilgives fuldstændig, eller om man var dømt til evigt ophold i Skærsilden.

Afladen havde ofte været afmålt i dage eller år. Kirkeretten henviser til den tid, man er i bod. Det var denne forståelse, man henviste til, når det man betalte til for aflad, var en afkortelse af tiden i Skærsilden udmålt i dage, år eller århundreder.

Dette blev igen videreudviklet således, at man ikke bare kunne betale aflad for sig selv, men også  for afdøde, hvilket blev anset som en næstekærlig gerning.

I den sene middelalder kom det til en del misbrug af denne forståelse af aflad. På den ene side opstod der den fejlagtige opfattelse hos formuende kristne, at de ubekymret kunne synde uden at have tanke for følgerne, da kirken ville eftergive deres synd mod en passende betaling af aflad. På den anden side førte det til, at de økonomisk trængte pavers primære mål med afladen ikke var den himmelske nåde, men derimod den klingende mønt.

Nyere tid

På trods af, at man på de kirkelige konciler i Basel (1431-1449) havde forsøgt at få paven til at bekæmpe det omsiggribende afladsvæsen, forblev systemet stort set uantastet.

Afladshandelen blev udnyttet til det yderste af renæssancepaver såsom Leo X, der selv af sine samtidige blev opfattet som korrupt grundet sin omsvævende livsstil.

Leo X havde  godkendt,at ærkebiskoppen af Magdeburg, Albrecht von Brandenburg, kunne besidde et dobbeltembede som ærkebiskop i såvel Magdeburg som i Mainz, hvilket kirken normalt ikke tillod. Der blev dog givet dispensation til Albrecht von Brandenburg mod betydelige betalinger til paven i Rom. Albrecht finansierede dette ved store lån fra en af Europas rigeste familier, Fuggerne i Augsburg, som til gengæld fik garanti for deres penge ved en kraftig intensivering af salget af afladsbreve på Albrechts domæne. Dominikanermunken Johann Tetzel prædikede og solgte disse i årene 1514-16 i Magdeburg, hvilket kunne finansiere storstilede projekter som krigene mod tyrkerne og opførelsen af Peterskirken i Rom. I naboområdet kurfyrstedømmet Sachsen var denne praksis omvendt forbudt af Kurfyrst Frederik den Vise.

Det var dette misbrug,der udløste Reformationen. Reformatorerne havde i deres studie af bibelen ikke kunnet finde grundlag for den middelalderlige aflad. Martin Luther var den, der mest direkte kritiserede de forretningsmæssige sider af handelen med afladsbreve i sine berømte 95 teser.

På Tridentinerkoncilet (1545-1563) besluttede den katolske kirke i et dekret, at kirken ikke længere måtte handle med aflad. Dette trådte i kraft i juli 1562. Skulle det modsatte være tilfældet, var bisper forpligtet til at informere paven herom.

8. februar 1567 ophævede pave Pius V i sin grundlov Etsi Dominici al aflad knyttet til almisser, og 2. januar 1570 forbandt samme pave enhver form for afladshandel med ekskommunikation.

Moderne tid

Aflad gives ved særlige lejligheder af paven. I 1998 bekræftede Johannes Paul II afladspraksissen i en pavelig bulletin op til det katolske jubelår 2000. I 2008 fik alle deltagere i det katolske ungdomstræf i Sydney aflad.

Afladslæren- og praksissen kan normalt opsummeres indenfor disse rammer.

• Aflad kan gives fuldkomment eller ufuldkomment.
  • Fuldkommen aflad er en eftergivelse af samtlige tidsbetingede syndsstraffe, hvilket vil føre til at, man efter døden straks stilles foran Gud uden ophold i Purgatorium (Skærsilden).
  • Ufuldkommen aflad er en eftergivelse af en tidsbestemt syndsstraf.
• Til ethvert aflad er der knyttet bestemte gerninger.
• Kun katolikker, der står i nåde (d.v.s. fri af svær synd i forsoning med Gud og kirke), kan opnå aflad. Derudover er man forpligtet til bekendelse, at være del af en menighed og at have bedt en bøn til den hellige fader. Såfremt man ikke lever op til dette, kan man godt opnå ufuldkommen aflad, men ikke fuldkommen.
• Paven kan give den samlede kirke aflad, hvilket skete i jubelåret 2000. Andre eksempler er jubelår for den hellige Jakob fra Compostela, ungdomstræf eller jubelår for Jomfru Maria, der viser sig som i Lourdes ( 150 år siden i 2008.)
• Særlig kendt er Allesjælesaflad eller Portiunkola-aflad
• I 1942 gav paven et fuldstændigt aflad til alle, der var udsat for luftangreb under 2. verdenskrig uden at have hjemmel i sakramenterne.
• Udsagnet “Urbi et Orbi” – de, der hører pavens velsignelse til jul med en god vilje, vil kunne opnå fuldkommen aflad. I 1967 blev det anerkendt, at det var nok at høre paven i radioen, hvilket i 1985 blev udvidet til også at omfatte TV i og i 1995 til også at omfatte internettet.
• Endelig lover den katolske kirke også fuldkommen aflad til de troende, der besøger alle 4 patriarkalbasilika i Rom på andægtig vis og med afsigelse af den katolske trosbekendelse.

Print siden her