Martin Luthers 95 teser

Martin Luthers 95 teser lød oprindelig på latin navnet Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum., på tidligt tysk tryk Propositiones wider das Ablass (da: foreslag mod afladshandel). Luther argumenterede i teserne kraftigt mod aflad og i særdeleshed mod den omfattende handel med afladsbreve. Teserne var skrevet og indlagt i et brev, der var stilet til Albrecht von Hohenzollern-Brandenburg, ærkebiskoppen i Mainz og Magdeburg. Dette brev er dateret 31. oktober 1517, som regnes for Reformationens startdato. Spørgsmålet er heraf følgende: Hvorfor fik dette så stor verdenshistorisk betydning? Historikere synes overvejende enige om: at ærkebiskoppen ikke gav noget svar. Luther gav i stedet brevet videre til nogle bekendte, der uden Luthers viden offentliggjorde teserne, som hurtigt spredtes og blev genstand for en større offentlig diskussion i hele den tyske del af det Hellige Tysk-Romerske Rige.

Hvorvidt Luther skulle have opslået de 95 teser på kirkedøren til Wittenbergs slotskirke 31. oktober 1517 er omstridt, men regnes under alle omstændigheder for den officielle anledning til Reformationen og som overvejende sandsynligt at det kunne have fundet sted. Den oprindelige dør såvel som slottet i Wittenberg findes idag ikke i sin oprindelige form.

De 95 teser

Sammenfatning

Den overordnede stil i Disputationsteserne er tidstypisk, da den er foreslagsstillende og forfattet på latin. Med udgangspunkt i Jesus ord og opfordring: “Gør Bod” vendte Luther sig imod den kirkelige fokus på angsten for skærsilden. Fra den 21. tese var handelen med aflad det, der vejede tungest i hans teser. Han betegnede aflad som en “God Gesjæft” (tese 67), men uden en reel virkning i forhold til “at få selv den mindst mulige synd til at forsvinde” (tese 76). Fra tese 81 stilles spørgsmål spidsfindigt fra lægfolk, der besvarer sig selv retorisk. Eksempelvis i tese 86: “Hvorfor bygger paven ikke en Peterskirke for sine egne penge, når han i dag er rigere end den rigeste Crassus fremfor af penge fra de fattige troende?”. Afslutningsvis kommer der en opfordring til de kristne: “At de hellere bør efterfølge Kristus lidelser igennem mange trængsler frem for en letkøbt og usand aflad”.

I Luthers Fodspor - en dybdegående rejsebog af Anders Bager Eriksen

I Luthers Fodspor er en dybdegående rejseguide om Luther og reformationen. Bogen er i et praktisk A5 format og rigt illustreret. Bogen indeholder beskrivelser af de steder, hvor Luther primært færdedes i hans leveår fra 1483-1546.

Anders Bager Eriksen har været rejseleder på ture i Luthers Fodspor utallige gange. Dertil har han en akademisk baggrund som Cand.Mag i Historie og Religion og er desuden præstesøn.

➡ Klik her for at bestille eller læse mere om bogen

Indhold af de enkelte teser

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.
2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved  præsternes embede.
3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.
4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver.  (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså, indtil man kommer i Himmeriget.
5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.
7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.
8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.
9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.
10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.
11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.
12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.
13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.
14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.
15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.
16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.
17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges, ligesom deres rædsel mindskes.
18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.
19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.
20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe” ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.
21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.
22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.
23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.
24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.
25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.
26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.
27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.
28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.
29. Hvem ved, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.
30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger og endnu mindre på, at man opnår fuld syndsforladelse.
31. Ligeså sjældent der findes én, der gør sand bod, ligeså sjældent er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjældent.
32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.
34. For afladsnåden tager kun sigte på de sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.
35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendigt med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden, eller man køber skriftebreve.
36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.
37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.
38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.
39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.
40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.
41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.
42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.
43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.
44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden, og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.
45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.
46. De kristne bør belæres om, at med mindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.
47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.
48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.
49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.
50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.
51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peterskirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.
52. Tilliden til, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.
53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.
54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.
55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.
56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.
57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samle dem.
58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.
59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.
60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).
61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.
62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.
63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.
64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.
65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.
66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.
67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.
68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.
69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.
70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.
71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.
72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.
73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster.
74. Så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen, opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.
75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.
76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.
77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.
78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Korinterbrev 12.
79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.
80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.
81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.
82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød? Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse!
83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil eller tillade, at de tilbagegives? Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.
84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende menneske af Skærsilden og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene uden betaling?
85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?
86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?
87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?
88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?
89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?
90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.
91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.
92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.
93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.
94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede,
95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.

Overleveringen af teserne

Der eksisterer i dag ingen originale tryk af teserne med Luthers håndskrift. Der findes et 1-bladstryk – et folioblad i to spalter – af den latinske tekst, der opstod i 1517 ved Hieronymus Höltzel i Nürnberg. Et andet 1-bladstryk blev distribueret ved Melchior Lotter i Leipzig, og en bogudgave – fire blade – blev distribueret ved Adam Petri i Basel. I plakattryk fra Nürnberg er de 95 teser ordnet, hvoraf de første 3 kolonner hver har 25 teser og den sidste 20.

Oversættelse på tysk

Formodentlig er Luthers latinske skrift blevet oversat til tysk af Kaspar Nützel fra Nürnberg før jul 1517, som det nævnes i et brev fra Christoph Scheurl fra 8. januar 1518. Imidlertid har man ingen bevarede udgaver af denne oversættelse, men da  den omtales adskillige gange i samtidig litteratur, opfattes det som overvejende sandsynligt, at den har eksisteret.

Det ældste tryk, man i dag har bevaret, er et tryk fra 1545. En af de vigtigste reformatorer Justus Jonas den Ældre baserer sig på dette.

Udbredelse

Budskabet bag Luthers ord blev kendt i den brede befolkning i den tyske oversættelse og ikke i den latinske original. Det var oversættelsen, der gjorde Luther kendt i vide kredse. I løbet af 1518 var oversættelsen kendt i ikke mindre end 15 højtyske versioner og 1 nedertysk. I de følgende år kom yderligere 9 oversættelser.

Betydning

Offentliggørelsen af Luthers 95 teser var en af de mest betydningsfulde begivenheder i tidlig moderne tid. Den langtidsvirkning var foruden uforudsigelig.

Fra og med foråret 1517 oplevede Luther stadigt oftere at borgerne i Wittenberg blev væk fra hans gudstjenester for istedet at købe afladsbreve der angiveligt skulle frifinde dem selv, familiemedlemmer og i nogle tilfælde døde familiemedlemmer fra straf for de synder de havde begået. Afladsbrevene måtte ikke forhandles i Sachsen-Wittenberg, men i de nærliggede Jüterbog og Zerbst havde de tilladelse til at blive solgt, disse områder lå i hhv Magdeburg Stift og Anhalt. Luthers kritik af denne handel var en af hans bærende punkter. Halvdelen af overskuddet gik til at bygge Peterskirken i Rom, mens den øvrige halvdel blev delt mellem Ærkebiskop Albrecht og de der solgte afladsbrevene. Ærkebiskoppen var nødsaget til at støtte salget, idet at han skulle bruge pengene for at tilbagebetale sin gæld til den stenrige familie Fugger i Augsburg. Luthers kritik var derfor også en kritik mod den pavelige finansieringsmodel.

De offentliggjorte tesers indflydelse var enorm på såvel samfundsmæssigt, kulturelt og politisk niveau. Effekten af dette kunne Luther næsten umuligt have forudset. En reform af kirken og dermed en kirkeforfatning havde længe været stærkt tiltrængt. Offentliggørelsen af teserne var tiltænkt en kreds af fagkyndige teologer; men offentliggørelsesprocessen fik snart sit eget liv, da de blev trykt på håndsedler. Istedet for den tiltænkte diskussion udviklede det sig i 1518 til en kætterproces og endegyldigt til en udelukkelse fra kirken.

Indflydelsen af Luthers tanker rækker helt frem til idag. Teserne er formuleret som en kritik af de daværende forhold på baggrund af bibelen. Luther erklærede afladshandelen for et menneskeligt påfund, der savnede ethvert bibelsk grundlag. Luther anså det som mindre problematisk at afladsbrevene tilskrev straffrihed; hans kritik rettede sig i højere grad mod den falske tryghed for frelse, som afladene gav folk. Luther holdt sig ikke tilbage fra at kritisere paven, en sprængfarlig manøvre, der i de følgende år og årtier skulle vise sig at have verdenshistoriske konsekvenser i form af en spaltning af den hidtidige enhedskirke i Europa.

Luthers lensfyrste, Friedrich III Kurfyrste af Sachsen-Wittenberg, støttede Luthers holdning ved at nægte afladshandelen i at foregå på hans jord.

Teserne har siden de blev slået op været genstand for utallige diskussioner, bøger og film.

Fandt teseopslagene sted?

Det er omstridt hvorvidt teseopslagene rent faktisk fandt sted. Hvad der ligger helt fast er eksistensen af de trykte versioner af teserne. Et af disse eksemplarer fandt vej til Ærkebiskop af Mainz: Albrecht von Hohenzollern, der var samme person som Ærkebiskoppen af Magdeburg, der med sidstnævnte titel også dækkede over Wittenberg. Andre af disse trykte håndsedler kom i hænderne på andre af de højere gejstlige personer i Riget, der alle tillod afladshandel på deres områder. En offentlig diskussion om dette emne ville uundgåeligt opfattes som en stor provokation, dette er svært at forestille sig at Luther ikke skulle have haft med i sine overvejelser.

Den tidligste beskrivelse af at teserne skulle være blevet slået op på døren, finder vi hos Luthers sekretær Georg Rörer i en beskrivelse fra 1540/eller 1544 “Først på Allehelgenaften i 1517 lod Doktor Martin Luther teser ophænge på alle kirkerne i Wittenberg”. Det er skrevet mere en 20 år efter begivenhederne selv, af en person der med overvejende stor sandsynlighed ikke selv kan have oplevet dette. Denne notits er først blevet fundet i 2006.

Indtil Luthers død i 1546 har man ikke fundet nogle skrifter fra Luther selv, endsige fra nogle realistiske øjenvidner der har beskrevet dette opslag. Den populære fortælling stammer fra 1547 hvor Philipp Melanchthon i sit forord til hans udgave om Luthers skrifter kommer med fortællingen. Imidlertid ankom Melanchthon først til Wittenberg i 1518 og kan derfor ikke have oplevet det ved selvsyn. Idet at Melanchthon generelt har nydt respekt som en af Luthers næreste betroede har hans fortælling i mange år ikke været problematiseret.

I 1961 problematiserede den katolske kirkehistoriker Heinrich Bornkamm teseopslagene som urealistiske. Det blev underbygget i 1966 hvor Gerhard Prause, i bogen Niemand hat Kolumbus ausgelacht. Fälschungen und Lügen der Geschichte richtiggestellt forklarer dette med en fejllæsning af øjenvidnet Johannes Agricolas tekst. Her er det latinske modeste  (på beskeden vis) blevet læst som me teste (jeg bevidner). Agricola skrev: “I 1517 lod Luther ved Wittenberg an der Elbe, visse sætninger fremføre til en disput i Universitetssammenhæng, det skete på beskeden vis og dermed således at ingen skulle skændes eller kom til skade. Fejllæsningen er muligvis allerede sket hos Luthers sekretær Georg Rörer.

Print siden her