Albertbahnhof (Dresden)
Albertbahnhof var en banegård i Dresden bydelen Wilsdruffer Vorstadt. Den var endepunkt for Albertbahn, der åbnede i 1855 og som tjente fra dens åbning til at betjene Dresdens husholdninger og Industri med stenkul fra Plauenschen Grund. I år 1868 blev banen forbundet med Böhmischen Bahnhof (senere Hauptbahnhof) og herfra lød banegården nanvet Kohlenbahnhof (Kulbanegården) og fra og med 1869 tjente den godstransport. Efter Anden Verdenskrig sank banegården langsomt hen til at blive betydningsløs.
Beliggenhed i Dresden
Albertbahnhof lå vest for den indre by mellem Freiberger Strasse og bækken Weisseritz, der i 1893 blev forlagt og dermed lå banegården mere mellem Freiberger Strasse og Löbtauer Strasse.
Den tidlige ankomstbygning var en 1-etages byggeri i bindingsværk. Efter at man indstillede persontransporten til banegården da omlagde man den til personalebolig og til godsforsendelsesdepot.
Albertbahnhofs historie
Fra og med 1853 byggede Albertsbahn en banestrækning mellem Dresden og Tharandt der skulle sikre en forbedret transport af kul fra Plauenschen Grund. Strækningen åbnede 18.juni 1855 og endte i Dresden ved Albertbahnhof. I det følgende fungerede flere lange omladningsveje ved siden af Albertbahnhof til omlæsning af kul fra godsvogne og over på andre transportformer. Den bedste videre transport over Elben blev varetaget af Elbezweigbahn som åbnede i 1856, et 4.3 kilometer langt sidespor fra Albertbahnhof til udskibningspladsen ved Alstadtsiden af Elben nord for Marienbrücke. I området rundt om Albertbahnhof opstod i de følgende år en lang række af industrier. Cementfabrikken Michel opstod i 1857 og i 1862 købte Hans Siemens glasfabrikken (bordglas) i Löbtau og udbyggede denne.
Strækningens betydning for persontrafikken så man først, da banen blev fortsat fra Tharandt efter Freiberg. Den 1.juli 1868 opkøbte den saksiske stat Albertbahn og forlængede den østpå til Böhmischen Bahnhof. Albertbahnhof blev fra og med 1.marts 1869 lukket for persontransport og tjente fremefter hovedsageligt til omladning af stenkul og fik navnet Dresden-Altstadt Kohlenbahnhof.
Omkring år århundredskiftet blev der omladet 500.000 ton kul årligt, hvilket var mere end alle andre godsbanegårde tilsammen. Kulbanegården forsørgede derudover Westkraftwerk med brændstof.
I takt med at kullejrene i Plauenschen Grund blev tømt i 1930´erne begyndte banegårdens betydning også at aftage. Banegården oplevede svære ødelæggelser under Anden Verdenskrigs bombardementer, der efterfølgende kun førte til en meget nødtørftig istandsættelse. Banegården var kun ramme om den lokale kulhandel. Da man i 1993 skulle bygge World Trade Center på stedet fandt man et betonblandingsanlæg på stedet. Sand, grus og tilsætningsstoffer der blev leveret hertil med banen. I de efterfølgende år blev de ikke længere benyttede spor langsomt afmonteret.
Idag befinder en del af resterne af banegården sig i Weisseritzgrünzug. Der står en oplysningstavle på området for den tidligere Kulbanegård.
Pingback: Dresden Hauptbahnhof - Historiskerejser.dk