Alte Nationalgalerie
Det tempellignende nationalgalleri huser en af Tysklands væsentligste malersamlinger, der spænder over romantikken med Caspar David Friedrichs, Karl Friedrich Schinkel og Karl Blechen, Biedermeier, fransk impressionisme med Manet, Monet og Degas, samt tidlig moderne kunst som Cezanne, Liebermann, Menzel og Corinth, samt skulpturer Johann Gottfried Schadow.
De første planer om at give de preussiske kongers malersamling et eget bygningsværk gik tilbage til 1815, men det blev først presserende, da kong Wilhelm I af Preussen i 1861 modtog en gave fra kunstmæcenen Joachim Heinrich Wilhelm Wagener på 262 malerier som indsættelsesgave på kongetronen.
I 1862 udarbejdede Friedrich August Stüler i samråd med kong Wilhelm en idé, der sigtede efter en bygning med form af et tempel. Dette skulle placeres bagved Altes Museum, hvilket betød, at det hidtidige Orangerie samt badehus måtte fjernes. Stüler døde imidlertid, og i stedet blev byggeriet overtaget af Heinrich Strack den Ældre.
Taget er en indvendig jernkonstruktion, og trapperne er opført af sandsten fra henholdsvis Slesien og Sachsen. Indledningsvis var samlingen ikke særlig stor, men bestod primært af Wageners samling.
I 1896 blev Hugo von Tschudi museumsdirektør. Han stod i nær kontakt med Max Liebermann, og de tog initiativ til at købe en større samling af franske impressionister som Monet, Manet, Degas og Cezanne, hvilket førte til en krise med kejser Wilhelm II, der anså denne kunstform for farlig og samtidig antitysk. I 1898 fik kejser Wilhelm sin vilje, om end det kun var i form af, at de franske malerier fik en mere tilbagetrukket rolle.
