Antoon van Dyck
Sir Anthony van Dyck var en flamsk barok kunstner, der blev den førende hofmaler i England i forlængelse af at have haft succes i de sydlige Nederlande og i Italien. Han blev født i Antwerpen 22. marts 1599 og døde 9. december 1641 i London.
Det syvende barn af Frans van Dyck – en rig silkehandler fra Antwerpen – var gammelklog som barn og ung og begyndte at male i sin tidlige ungdom. I sine sene teenageår oplevede han allerede succes som en uafhængig maler og blev leder af Antwerpens Gildelaug i 1618. På dette tidspunkt arbejdede han på Peter Paul Rubens værksted, den førende maler i det nordlige Europa, som skulle få en enorm indflydelse på hans arbejde. Van Dyck arbejdede i London i nogle måneder i 1621, derefter vendte han tilbage til Flandern for en kort tid, for derefter at rejse til Italien, hvor han blev indtil 1627, primært med base i Genova. I slutningen af af 1620´erne færdiggjorde han sin imponerende Iconography – en serie af portrætraderinger af andre kunstnere, ætset ned i metal. Han brugte fem år i Flandern efter at være returneret fra Flandern, og fra 1630 var han hofmaler for ærkehertuginde Isabella af Habsburg, guvernør af Flandern. I 1632 vendte han tilbage til London på opfordring fra Kong Charles I. af England for at blive hofmaler.
Med undtagelse af Hans Holbein – der havde været hofmaler for Henrik VIII. – var van Dyck og hans samtidige Diego Velázquez de første malere med udsøgt talent, der primært arbejdede som hofmalere og portrætister, hvilket fik dem til at revolutionere genren. Han er bedst kendt for sine portrætter af det europæiske aristokrati, i særdeleshed Charles I., hans familie og forbundne. Van Dyck blev den primære inspiration for engelske portrætmalere i de følgende 150 år. Han malede også mytologiske og bibelske genstande såsom altertavler, var en fremragende ordfører og en vigtig opfinder af vandfarve samt radering. Hans eminente penselstrøg, der ofte blev malet hurtigt, er næsten altid nemt at skelne fra hans mange assistenters. Hans portrætstil ændrede sig tydeligt i de lande, han arbejdede i, men med kulminationen i den rolige elegance i hans sidste engelske periode. Hans indflydelse rækker til moderne tid. Van Dyck skægget er opkaldt efter ham. I hans egen levetid slog Kong Charles I. ham til ridder, og det, at han blev begravet i Sankt Pauls Cathedral, indikerer hans betydning ved hans død.
Fakta om Antoon van Dyck
Født 22.marts 1599 i Antwerpen i de Spanske Nederlande og død 9.december 1641 i London kun 42 år. Han var fra Flandern. Hans vigtigste lærere var Peter Paul Rubens og Hendrick van Balen.
Opdragelse og uddannelse
Antoon van Dyck blev født af rige forældre i Antwerpen. Hans fader Frans van Dyck, var en silkehandler og hans moder Maria, datter af Dirk Cupers og Catharina Conincx. Han blev døbt 23.marts 1599 som Anthonio. Allerede tidligt var hans talent tydeligt, og han studerede malerkunst med Hendrick van Balen i 1609 og blev uafhængig maler allerede omkring år 1615, hvor han åbnede et værksted med hans endnu yngre malerven Jan Brueghel den Yngre. Som 15-årig var han allerede en højt estimeret kunstner, hvilket hans selvportræt fra 1613-14 viste. I februar 1618 blev han del Antwerpens malergildelaug Sankt Lukas som en fri mester. I løbet af få år blev han den vigtigste assistent på den dominerende malermester i Antwerpen – samt hele Nordeuropa – Peter Paul Rubens, der ofte brugte andre kunstnere i hans værksted. Hans indflydelse på den unge kunstner var tydelig; Rubens refererede til hans 19-årige van Dyck som “den bedste elev”.
Hvordan forholdet mellem Rubens og van Dyck opstod og hvordan det præcis var er dog uklart; der er spekuleret i om van Dyck var elev af Rubens fra omkring 1613, da hans tidligste værker ikke har meget stilistisk fra van Balen, men der er ikke noget bevis for det. I virkeligheden er det nok Rubens´ dominans i den forholdsvis lille og tilbagestående by Antwerpen, der skal forklare deres interne forhold – van Dyck brugte det meste af hans karriere i udlandet. I 1620 da får Rubens kontrakt på at skulle stå for hvælvingemalerierne i den jesuittiske Carolus Borromeuskerk i Antwerpen – den brændte i 1718 – og her nævnes van Dyck som en af disciplene der skulle udføre Rubens design. Rubens arbejdede for mange af de forskellige hoffer i Europa, mens van Dyck holdt sig specifikt til det engelske.
