Genova
Genova er hovedstaden i den italienske region Ligurien og den sjettestørste by i Italien. I 2015 boede der 594.733 personer i byen, hvor tallet med opland var 855.834. Der bor i alt over 1.5 millioner mennesker langs den Italienske Riviera.
Genova ligger ved Golfo di Genova i det Liguriske Hav – Mar Ligure – der er den nordvestlige del af Middelhavet, hvor Genova traditionelt set har været en af de vigtigste havnebyer langs det store hav. Den er anno 2015 den travleste havn i såvel Italien som ved Middelhavet og den tolvte-travleste i EU. Traditionelt set har byen haft øgenavnet la Superba – den stolte – med henvisning til dens imponerende historie og mange fornemme bygninger. I 2006 blev dele af byens historiske centrum del af verdenskulturarven hos UNESCO i form af Le Strade Nuove og systemet af Palazzi dei Rolli. Byen har en kendt kulturhistorie indenfor kunst, musik og madlavning, hvilket gjorde den til europæisk kulturhovedstad i 2004. Dens mange berømte bysbørn tæller blandt andet Christoffer Columbus, Andrea Doria, Niccolò Paganini, Giuseppe Mazzini, Renzo Piano og Grimaldo Canella – sidstnævnte var grundlægger af Huset Grimaldi.
Genova er den sydlige del af Italiens store industritrekant: Milano-Torino-Genova og dermed en af landets vigtigste økonomiske centre. Byen har siden det 19. århundrede haft enorme skibsværfter og stålværker, og dens solide finansielle sektor går tilbage til middelalderen. Banco di San Giorgio – der blev grundlagt i 1407 – er en af verdens ældste banker, som har spillet en vigtig rolle for byens genopblomstring i midten af det 15. århundrede. En lang række større italienske selskaber har i dag deres hovedkvarter i byen.

Pingback: Ligurien | Historiskerejser.dk