Appeasement-politik

Appeasement – dansk: eftergivenhed – er en politik, der i en international kontekst er at forsøge diplomatisk at finde sig til rette med en aggressiv magt for at undgå konflikt. Termen bruges ofte i forhold til den britiske regerings politik under premierministrene Ramsay MacDonald, Stanley Baldwin og Neville Chamberlain over det Nazistiske Tredje Rige og det fascistiske Italien i perioden 1935-39.

I begyndelsen af 1930érne blev en sådan tilgang til politik set som overvejende positiv efter de traumer, som Første Verdenskrig havde ført med sig, og derudover opfattede mange briter det som, at Versaillestraktaten havde været unødvendig hård ved Tyskland og en almindelig opfattelse af, at fascisme var en brugbar form for antikommunisme. Trods en vis støtte i starten af 1930érne i det britiske samfund var München-aftalen 30. september 1938 mellem det nazistiske Tyskland, det fascistiske Italien, Frankrig og Storbritannien ikke populær på den britiske venstrefløj eller hos Labour og mødte modstand hos konservative kritikere som Winston Churchill, Duff Cooper og selv Anthony Eden – sidstnævnte havde oprindeligt været fortaler for eftergivenhed. Da den offentlige opinion i Storbritannien blev mere og mere alarmeret over, at fascismen vandt frem i det kontinentale Europa, indførte Chamberlain censur over nyhederne for at kunne kontrollere den offentlige holdning. Ikke desto mindre meldte Chamberlain overbevist ud efter München-aftalen, at han havde sikret “Peace for our time” (dansk: Fred i vor tid).

Denne politik har været genstand for intens debat i mere end 70 år blandt akademikere, politikere og diplomater. Historikernes vurderinger har rangeret fra fordømmelse for at have tilladt det Nazistiske Tredje Rige til at vokse sig for stærke til omvendt at have anerkendt, at Tyskland var for stærkt til at kunne besejres og dermed at have handlet i deres lands bedste interesse ved ikke at gå i krig.

Print siden her