Arnolfo di Cambio
Var en berømt italiensk/toscansk arkitekt og skulptør. Arnolfo di Cambio blev født i Colle Val d´Elsa i Toscana omkring år 1240 og døde et sted mellem 1300 og 1310. Han forbindes særligt med sine gravmonumenter i det centrale Italien, der dannede skole indenfor gotikken, og som arkitekt på væsentlige bygninger i Firenze såsom domkirken, Palazzo Signoria/Vecchia og Santa Croce plus domkirken i Orvieto.
I årene 1265-68 var han Nicola Pisanos primære assistent i udførelsen af den berømte prædikestol af marmor til domkirken i Siena. I disse år begyndte man også at blive opmærksom på hans arbejde i forbindelse med mere selvstændige projekter. I 1266-67 udførte han for Kong Karl I af Anjou en statue af denne på Kapitolhøjen i Rom. I 1282 havde han færdiggjort et gravmonument over kardinal Guillaume de Braye i San Domenico i Orvieto, der omfattede en kronet Jomfru Maria, hvis krone og juveler han fandt inspiration til i den antikke gudinde Abundantia. I Rom blev han en af de ypperste til at bruge kunstformen Kosmatesk, som man ofte ser brugt i vinduerne i kirkerne ved Basilica Papale di San Paolo fuori le Mura og Santa Cecilia di Trastevere. Han virkede i Rom i perioden 1285-93, hvor hans andre kendte værker er julescenerne i kirkerne Basilica di Santa Maria Maggiore og Basilica di Santa Maria in Ara coeli al Campidoglio, samt et bestilt arbejde fra pave Bonifatius VIII i år 1300, hvor han udførte bronzestatuen af Sankt Peter i Peterskirken i Rom.
Fra og med 1294 var hans primære aktivitet koncentreret omkring Firenze, hvor han indledningsvis var med til at lægge strukturen for domkirken Santa Maria del Fiore. Den del af facaden, der blev ødelagt i 1589, var han direkte ansvarlig for. Giorgio Vasari skrev en biografi over ham, hvor han tilskrev ham at have opført så vigtige bygninger som Santa Croce og Palazzo Vecchio i Firenze samt domkirken i Orvieto. Dette er dog stærkt omdiskuteret, men har dog ikke endegyldigt kunne afvises.