Attentatet mod Hitler 20.juli 1944
Et af de mest velkoordinerede attentatforsøg mod Adolf Hitler mislykkedes 20. juli 1944 i det militære hovedkvarter Ulveskansen i Østpreussen. Attentatmændene kom primært fra militæret og en mindre del fra forvaltningen. Deres motiver var primært begrundet i frygten for et kommende militært nederlag, samt ti en vis grad kendskabet til krigsforbrydelserne på Østfronten. Den gamle adel og i særdeleshed de preussiske junkere var rigt repræsenteret i kredsen omkring Hitler. De ledende skikkelser var Grev Claus Schenk von Stauffenberg, Ludwig Beck og Henning von Treschkow. Mere end 200 blev efterfølgende henrettet, da attentatet mislykkedes. I efterkrigstiden har attentatet indtaget en central placering som symbolet på den tyske modstand, der i et vist omfang har været med til at mildne anseelsen af den tyske hær. Kritikere påpeger imidlertid, at kuppet først kom, da det militære nederlag synes uundgåeligt, og at de selvsamme personer havde hyldet Hitler efter hans erobring af Frankrig og indledningsvis havde støttet hans antijødiske kurs.
Den tyske hær havde siden nederlaget i 1. verdenskrig været ramt af en grundlæggende identitetskrise. Meget få militære personer havde en stor begejstring for Weimarrepublikkens demokrati. Hitlers kritik af republikken fra Weimar, Versaillestraktatens ydmygelser i form af krigsskadeserstatninger, den fransk-belgiske besættelse af Ruhr og Rhinlandet samt de militære begrænsninger var noget, der gjorde, at Hitlers anseelse var stor. Trods dette var der ikke tale om, at Hitler i 1933 havde stor opbakning fra adelen, der fyldte meget i militæret. I 1934 valgte Hitler imidlertid at styrke militæret på bekostning af sit nazistiske gadekorps SA, der af den militære elite blev anset som slagsbrødre med de laveste instinkter. Dette styrkede Hitler gevaldigt. Begejstringen for Hitler i militære kredse voksede kun de følgende år, hvor han styrkede militæret betragteligt og fulgte en kurs, hvor Tyskland ikke lod sig begrænse.
Ved flere lejligheder var militære ledere forfærdede over Hitlers indblanding i militære aktioner, idet de anså ham som en faglig opkomling, hvis råd ville føre Tyskland i afgrunden. Der var i såvel 1938 i forbindelse med Sudeterkrisen, i 1939 i forbindelse med felttoget mod Polen og igen som optakt til kampene på Vestfronten kontakter mellem højtstående tyske militærpersoner og engelske politikere. De overvældende militære succeser fik imidlertid enhver kritik af Hitlers militærfaglige evner til at forstumme, og blandt mange andre senere attentatmænd hyldede bl.a Stauffenberg ham som en af historiens største genier.
Imidlertid voksede modstanden igen frem, da de militære succeser blev afløst af stilstand og modgang på Østfronten. I midten af 1942 gik en gruppe omkring Henning von Tresckow og Grev Claus Schenk von Stauffenberg sammen og satte sig som mål, at Hitler skulle dræbes. Der blev gjort flere forsøg i de følgende år, men hver gang forfulgt af omstændigheder der gjorde, at det ikke lykkedes. Modstandskredsen voksede betragteligt i de følgende år i takt med den fortsatte militære tilbagegang.
Det blev særligt tydeligt, da de vestallierede lykkedes med deres landgang i Normandiet 6. juni 1944. Da Stauffenberg 1. juli 1944 var blevet kommandochef for Reservehæren, havde han adgang til de militære samtaler, hvor Hitler var til stede. Da det var hensigten også at dræbe Himmler og Göring ved samme lejlighed, udskød man såvel 11. som 15. juli planlagte attentater på Hitler, da de to underordnede ikke var til stede. 20. juli ville Stauffenberg under ingen omstændigheder udskyde attentatet længere.
Torsdag 20. juli 1944 fløj Stauffenberg sammen med sin addjudant Werner von Haeften fra flyvepladsen Rangsdorf ved Berlin mod Ulveskansen i Østpreussen, tæt på byen Rastenburg. De medbragte to sagsmapper, hvori der lå en tidsindstillet bombe med en plastisk sprængladning på 1 kilo. Deres plan var at gå direkte ind til mødet, lægge sagsmapperne og så forlade stedet. Imidlertid erfarede Stauffenberg før mødestart, at dette var forrykket med 10 minutter, da Hitler skulle mødes med Mussolini. Dermed fik de travlt med at ændre tidsindstillingen af bomberne. Det lykkedes for de to at komme ind i et rum, hvor de kunne ændre indstillingerne. Men i hastværket sker flere fejl. Dels sker en ødelæggelse af syrekapslen i den ene bombe, dels sker en mere fatal fejl, da Stauffenberg overlader den ene bombe til von Haeften, som ikke har adgang til planlægningsrummet med topledelsen. Stauffenberg gik ind og placerede sagsmappen med bomben ved foden af det bord, som Hitler studerede kort ved. Klokken 12.42 detonerede bomben. Imidlertid overlevede Hitler, idet han havde lænet sig ind over bordet og kraftigt nærstuderet kortene. Det gjorde, at det tykke egetræsbord reddede ham. Derudover havde åbne vinduer grundet sommervarmen bevirket, at trykluften fra bomben blev sluset ud. Der var mange døde og sårede, så Hitler var heldig, og eksperter har siden sagt, at var begge bomber blevet udløst, var chancen for at Hitler havde overlevet meget lille.
Stauffenberg fløj tilbage til Berlin uden at vide, hvorvidt Hitler var omkommet eller ej. I mellemtiden herskede der et informationsmæssigt kaos i Berlin. Flere af de medsammensvorne erfarede, at Hitler havde overlevet og besluttede ikke at igangsætte Operation Valkyrie, den plan, der ville give hæren ordre til at fængsle alle medlemmer af SS, Gestapo og SD. Det var først, da Stauffenberg var tilbage klokken 15.45, at Operation Valkyrie blev sat i gang. Indledningsvis lammede det totalt den Nationalsocialistiske stat. Denne lammelse kunne have varet ved, såfremt Hitler rent faktisk havde været død. Men da dette ikke var tilfældet, blev mange i modstandskredsen ramt af tvivl. Den ledende kreds blev taget til fange omkring midnat og skudt i gården i Bendlerblock, hvor Reservehæren havde sin kommandocentral dengang. De skudte var Grev Claus Schenk von Stauffenberg, Ludwig Beck, Friedrich Olbricht, Albrecht Ritter Mertz von Quirnheim og Werner von Haeften. Ved en række skueprocesser blev over 700 mennesker fængslet i den resterende del af det nationalsocialistiske styre. 110 af disse førte til dødsstraf. Den berygtede dommer Roland Freisler ledede disse skueprocesser. Dermed endte attentatmændene med at få status af landsforrædere blandt nationalsocialister. Det skulle ændre sig efter krigen.
