Bad Nauheim
Kurby i Hessen og er med sine 32.000 indbyggere den næststørste by i Wetteraukreis efter Bad Vilbel. Byen ligger i den østlige rand af Taunusbjergene 28 kilometer nord for Frankfurt am Main placeret 148 meter over havets overflade med de to vandløb Usa og Wetter der løber igennem byen. Den er opdelt i de 5 bydele Nieder-Mörlen, Rödgen, Schwalheim, Steinfurth og Wisselsheim.
Bad Nauheims historie
Siden Stenalderen har der i nærområdet til Bad Nauheim kunne spores saltkilder. Bebyggelsen har haft en vis betydning da Kelterne systematisk udvandt salt af saltlagen. Ved ærkæologiske udgravninger i byens centrum har man gravet dele af en større keltisk saltlage fri. Grundet jordens høje saltindhold har de trækonstruktioner der hvor man udvandt saltet holdt sig ualmindeligt godt og kan dokumentere en udvinding med en næsten industriel produktionsfremgang. Efterfølgende havde byen også i romertiden betydning, saltlagen blev stadig brugt til at udvinde fra og indenfor det nuværende byområde anlagde man et Kastel og på Johannisberg et signaltårn, der forbandt den romerske grænse – kaldt Limes – med Kastellet Friedberg tæt derpå.
Middelalderen i Bad Nauheim
Den første skriftlige omtale af Nauheim var i en registrering på Kloster Seligenstadt omkring år 900 hvor den blev omtalt som Niwiheim. Den første skriftlige omtale af Saltlagen var i det 14.århundrede. Oprindeligt antager man at det tilhørte den hessiske slægt Falkenstein, da kom det fra 1304 til at høre med til herskabet i Hanaus besiddelse, de fik sidenhen titlen Grevskab Hanau og Grevskabet Hanau-Münzenberg. I 1478 overdrog Kloster Seligenstadt alt hvad de hidtil havde ejet i byen til Grev Philipp I. af Hanau-Münzenberg og hans grevskab af samme navn. I 1597 blev Nauheim del af det nyetablerede Amt Dorheim.
I år 1231 berettede man første gang om en præst og i 1307 om et selvstændigt pastorat. Man hørte ind under Ærkebispedømmet i Mainz.
Bad Nauheim i tiden under og efter Reformationen
I Grevskabet Hanau-Münzenberg indførte man i første halvdel af det 16.århundrede mere og mere Reformationen. I første omgang var det Lutherdommen. I en Anden Reformation skiftede grevskabet trosretning, da grev Philipp Ludwig II. i 1597 besluttet antog Calvinismen og den Reformerte tro, der kom til at gælde for Grevskabet. På dette tidspunkt var retten Jus reformandi gældende, hvor herskerens religion i et område også var undersåtternes religion, hvilket var blevet stadfæstet ved Religionsfreden i Augsburg i 1555. Dermed blev også Nauheim reformert.
Ved samme lejlighed blev der også i Grevskabet indført en særlig retskode, der var kendt som Solmser Landret. Den almene ret gjaldt kun når Solmser Landsretten ikke havde en løsning beskrevet om problemstillingen. Denne særstilling gjaldt helt frem til det 19.århundrede, altså både i tiden under Kurhessen og den Storhertugelige Hessiske tid. Det var først endegyldigt 1.januar 1900 at denne sær-ret helt ophørte med at eksistere.
Da greverne af Hanau-Münzenberg uddøde i 1642, da tilfaldt arven til Grev Friedrich Casimir, den lutherske greve af Hanau-Lichtenberg. Greven og hans efterfølgere støttede lutherske menigheder, med stor modstand fra flertallet der var calvinister. På den måde blev Nauheim i løbet af et par årtier reelt set bikonfessionelt. I årene 1731-33 blev der opført en fornem kirke til den lutherske mindretal Reinhardskirche mens calvinisterne besidder den middelalderlige Wilhelmskirche.
Efter at den sidste Hanauer Greve Johann Reinhard III. døde i 1736, da arvede Landgreve Friedrich I. af Hessen-Kassel grevskabet grundet en arvetraktat lavet i 1643. Saltlagen blev i begyndelsen af det 18.århundrede årsag til en ny blomstringstid. En ny opfindelse der blev afgørende var de såkaldte Gradierværker, hvor tornekrat blev brugt i udvindingen af salt og dermed reducerede forbruget af træ og dermed omkostninger betragteligt.
Det store hjul – et vandhjul – der blev styret af vejret blev opført i årene 1745-48 og havde en diameter på 9,8 meter. En 886 meter lang stang – idag er reduceret til 170 meter – overdrog dens kraft til pumperne, der hævede vandet til Gradierværket, hvilket var en forudsætning for udvindingen af salt.
I 1803 blev landgreven af Hessen-Kassel ophøjet til Kurfyrste og dermed blev hans herskabsområder kaldt Kurfyrstendømmet Hessen. I årene under Napoleonskrigene skiftede Amt Dorheim hvor Bad Nauheim ligger og hørte i 1806 under fransk militærforvaltning; 1807-10 Fyrstendømmet Hanau og igen 1810-13 Departement Hanau i Storfyrstendømmet Hanau. Efter Wienerkongressen i 1814 blev området igen del af Kurfyrstendømmet Hanau. I 1818 besluttede præsterne i såvel de lutherske og de calvinistiske/reformerte kirker i Fyrstendømmet Hanau at sammenlægge de to kirker i hvad man kaldte Hanauer Unionen.
Efter forvaltningsreformen i Kurfyrstendømmet Hessen i 1821 der inddeltes Kurhessen i fire provinser og 22 amter, Nauheim blev del af Hanau Amt. I 1854 fik Nauheim byrettigheder givet af Kurfyrste Friedrich Wilhelm I. Efter krigen i 1866 annekterede Kongeriget Preussen Kurfyrstendømmet Hessen, da sidstnævnte stod på taberens side. Ved fredstraktaten 3.september 1866 hvor Preussen gav området til Storhertugdømmet Hessen-Darmstadt i bytte for andre område. Nauheim blev del af Amtet Friedberg.
Den oprindelige artikel
Kurby på 30.000 indbyggere i kommunen Wetterau. Byen ligger cirka 30 kilometer nord for Frankfurt am Main i den østlige rand af Taunusbjergene.
Byen har siden antikken været kendt for at have saltlager i undergrunden, og omfattende arkæologiske udgravninger har afsløret, at kelterne havde et højtudviklet anlæg til udvinding af salt i byen. I romertiden fortsatte udvindingen, der samtidig blev udstyret med et grænsekastel på højen Friedberg.
Byen nævnes første gang skriftligt som Niwiheim omkring år 900 af det nærliggende Kloster Seeligenstadt, i hvis besiddelse det også var indtil slutningen af det 15.årh., hvor det blev overdraget til grevskabet Hanau-Münzenberg.
Hanaufyrsterne var indædte tilhængere af protestantismen, hvilket førte til, at hele området blev tvangs-evangeliseret, men også blev et attraktivt hjemsted for calvinistiske trosflygtninge fra Nederlandene samt jøder, der førte et finansielt opsving med sig. I 1597 opdelte den mest kendte Hanau-fyrste sit territorium i amter, og Bad Nauheim blev del af amtet Dorheim, der formåede at bevare sin status som amt helt frem til 1870, dog under skiftende fyrstelige konstellationer.
1700-tallet førte en intensiveret udvinding af salt med sig. Der blev opført store vanddrevne anlæg, hvilket førte til en veludbygget industri. I 1846 blev det første kurbad bygget i byen, hvilket snart blev til mange, hvoraf det mest kendte blev Sprudelhof. Omkring århundredskiftet var det en af de mest besøgte kurbyer i Tyskland. Efter 1.verdenskrig søgte mange flygtede adelige russere til byen, og dette præger stadigvæk byen i form af en russisk-ortodoks kirke. Af de vigtigste berømtheder kan nævnes Otto von Bismarck, Franklin D.Roosevelt, Kejser Franz Josef, Elvis Presley, Alfred Krupp, Richard Strauss og Albert Einstein.
I 1939 forviste nazisterne den amerikanske ambassadedelegation fra Berlin til Bad Nauheim, idet amerikanerne fordømte Tysklands angreb på Polen. Nazisterne brugte byen til at internere højtrangerede allierede krigsfanger. Byen undgik ødelæggelse i krigen og tiltrak straks prominente folk på ny, hvilket gjorde, at den aldrig oplevede den knaphed, som det meste af Tyskland ellers måtte igennem.
Da Elvis Presley i 1959 var udstationeret på det nærliggende Friedberg, fik byen megen opmærksomhed. I 1960 residerede den saudiske kong Saud her med hele sit hof, hvilket gjorde, at området blev meget attraktivt for rige arabere, der siden er kommet igen. Byen forbindes med sundhed og helbred, og i dag ligger her flere sygehuse samt et Max-Planck-Institut for Hjerte og Lungeforskning. Seværdigheder i byen er kurbadene og kirkerne.
