Bogbrændingerne i Tyskland 10.maj 1933

Bogbrændingerne i Tyskland den 10.maj 1933 var en iscenesat og planlagt aktion lavet af Deutschen Studentenschaft – hvor studenter, professorer og medlemmer af det nationalsocialistiske partiorgan kastede værker af – for nationalsocialismen – udstødte forfattere på bålet og brændte dem. I spidsen for aktionen stod altså Nationalsozialistischen Deutschen Studentenbundes (NSDStB), og det foregik på den daværende Berliner Opernplatz (siden 1947: Bebelplatz) samt i 21 andre tyske universitetsbyer.

De offentlige bogbrændinger var højdepunktet for de såkaldte Aktion wider den undeutschen Geist (Aktionen mod den utyske ånd) som nationalsocialisterne iværksatte kort tid deres magtovertagelse i marts 1933, den systematiske forfølgelse af jøder, marxister, pacifister og andre oppositionsgrupper eller politisk uønskede forfattere begyndte.

Aktionen mod den Utyske ånd

Allerede i årene under Weimar Republikken var Deutsche Studentenschaft optaget af nationalpolitik, studentersammenslutningen blev i tiltagende grad præget af nationalistiske, antisemitiske og republik fjendtlige kræfter, og på de tyske universiteter herskede der en tydelig reaktionær, chauvinistisk og nationalistisk ånd. Siden sommeren 1931 blev landsorganisationen styret af en repræsentant for Nationalsozialistischen Deutschen Studentenbundes (NSDStB) idet at de havde opnået stemmer fra 44,4% af stemmerne. I forlængelse af Nationalsocialisternes magtovertagelse 30.januar 1933 da konkurrerede DSt og NSDStB om at være studenternes primære talerør. For at øge organisationernes slagkraft, da oprettede det nystiftede Propagandaministerium et eget presseorgan til studenterne knap 3 måneder efter magtovertagelsen.

I starten af April opfordrede DSt deres forskellige organer til at deltage i en 4-ugers “Aktion mod den utyske ånd”, hovedinitiativet kom fra Hans Karl Leistritz. Aktionen skulle starte 12.april 1933 og afsluttes med spektakulære bogbrændinger 10.maj 1933. Aktionen sammenlignede sig med en historisk pendant nemlig Bogbrændingen til Wartburgfest 1817 og var lagt an på at være “en samlet aktion mod den jødiske nedbrydende ånd” eller “Den jødiske Ånd, der har åbenbaret sig ved hæmningsløst at have agiteret og bredt sig over hele verden, har også fundet vej til tyske skrifter, og må derfor udryddes derfra igen“. Aktionen kom til at betyde at studenterbevægelserne satte sig tungt på politikken og magten på de højere læreanstalter. Bevægelserne var nært knyttet til stormtropperne SA.

Som første tiltag gav man befalingen til de højere læreanstalter om at stifte et “Kampudvalg mod den utyske ånd” det skulle bestå af 2 studenter, en Professor og en repræsentant for Kampfbundes für Deutsche Kultur der blev ledt af den nazistiske chefideolog Alfred Rosenberg amt en forfatter.

Forberedelse af Aktionen

Studenternes vigtigste arbejdsredskab for at få udført deres politik var propagandaarbejdet. Den 2.april 1933 – en dag efter påbegyndelsen af boykotten mod Jødiske butikker – forfattede man en detaljeret plan, den 6.april sendte landsorganisationerne en rundskrivning ud til de enkelte studenterorganisationer:

“De Tyske studenter planlægger grundet den skammelige og afskyelige hetz som jødedommen i udlandet udsætter os for at gennemføre en fire-ugers aktion mod den nedbrydende jødiske ånd og at slå et slag for tanker og følelser i tyske skrifter der fremmer det folkelige. Aktionen vil starte den 12.april med et offentlig opslag af 12 teser kaldt “mod den utyske Ånd” – og vil afsluttes den 10.maj med offentlige begivenheder i alle byer med højere læreanstalter. Aktionen vil tage til i styrke frem mod den 10.maj – og vil blive gennemført med hjælp fra alle tænkelige propagandamidler, det gælder radio, presse, opslag på søjler, flyveblade og særartikler indrykket i aviserne samt korrespondance fra DSt-akademikere.

– Gengivet fra akter af “Deutschen Studentenschaft”

Ledelsen hos studenterorganisationerne satte med dette initiativ alt ind på at bevise at de var beredte og klar på at mobilisere studenterne til den nationalsocialistiske sag. Internt konkurrerede den oprindelige tyske landsorganisation Deutsche Studentenschaft (DSt) med det nationalsocialistiske studenterforbund (NSDStB) om at være talerør, men begge var opildnet af at gå hårdest muligt frem. Lederen af DSt Gerhard Krüger og af NSDStB Oskar Stäbel kæmpede en kamp om at stå som leder af de hårde aktioner. Den 11.april 1933 beordrede Stäbel en haste-anordning, som Krüger ikke accepterede, men som han tilbød at overtage.

12 Teser mod utysk Ånd

Optakten til hele aktionen var offentliggørelsen af de 12 teser mod den utyske Ånd den 12.april 1933. Teserne indeholdt positioner og mål for aktionen hvor man fordømte jødiske, socialdemokratiske, kommunistiske og liberale ideer såvel deres repræsentanter. Teserne blev sat op på plakater i flammeskrift på tyske universiteter og trykt i mange aviser.

1. Sprog og dermed også det skrevne sprog skal have rødder i Folket. Det tyske folk bær et ansvar for at dets sprog og skriftsprog renses og bliver et uforfalsket udtryk for Folket.
2. Idag er der en modsætning mellem skriftsprog og tysk Folklore. Dette forhold er en skam.
3. Ansvaret for sprogets og skriftsprogets renhed ligger hos dig! Dit folk har overleveret dig sproget til troværdigt at bevares.
4. Vores farligste modstander er Jøden, og dem der hører på ham.
5. Jøden kan kun tænke jødisk. Skriver han på tysk, så lyver han. Tyskeren der skriver tysk, men tænker utysk, er en forræder. Studenten der taler og skriver utysk, er derudover tankeløs og er ikke tro mod sin opgave.
6. Vi vil udslette løgnen, vi vil brandemærke forræderiet, vi vil ikke tillade tankeløsheden hos studenterne at fortsætte, men vil derimod fremavle en politisk opdragelse.
7. Vi vil uagte Jøden som fremmed og istedet tage Folkloren alvorlig. Vi kræver derfor censur af: Jødiske værker står sig bedst på hebræisk. Findes de på tysk skal de fremstå som oversættelser. Vi vil derfor indføre skarpe tiltag mod misbruget af tysk skrift. Tysk skriftsprog skal kun være tilgængeligt for tyskere. Den utyske Ånd skal udryddes fra offentlige bogsamlinger.
8. Vi kræver at tyske studenter udviser vilje og vej til selvstændigt at erkende dette og heraf handle på dette.
9. Vi kræver at tyske studenter udviser vilje og vej til at rengøre det tyske sprog
10. Vi kræver at tyske studenter viser vilje og vej til at overvinde den jødiske intellektualisme og det dermed forbundne liberale forfald af tysk åndsliv.
11. Vi kræver et udvalg af studenter og professorer der skal sikre Tankerne af den Tyske Ånd.
12. Vi kræver at de tyske højere læreanstalter skal være rugekasse for den tyske folklore og kampsted for kraften af den Tyske Ånd.

De lokale “Kampudvalg” var tænkt som spydspidsen mod den “jødiske intellektualisme”. Leder af den landsdækkende “kampudvalg mod den utyske Ånd” var Paul Karl Schmidt der i efterkrigstiden under pseudonymet Paul Carell blev berømt. Han tegnede plakaten og var ansvarlig for de 12 teser. Han anbefalede dermed sig selv til det job han senere bestred som pressechef i udenrigsministeriet for antijødisk krigspropaganda. Efter 1945 blev han succesfuld forfatter.

Artikeltjeneste

Parallel til Plakat-aktionen organiserede man den såkaldte “Artikeltjeneste” hvor man skulle støttes af nationalt indstillede kulturbærere og intellektuelle, der skulle påvirke offentligheden til at støtte aktionen i form af erklæringer. Man bad 66 forfattere, hvis “indstilling til tysk skriftsprog” var bekendt hos studenterbevægelsen om at stille deres indsats til rådighed i form af artikler som pressetjenesten hos DSt kunne udbrede i pressen. Det gjaldt forfattere som Werner Bergengruen, Richard Billinger, Paul Ernst, Max Halbe, Karl Jaspers og Julius Streicher. Imidlertid var denne del af Aktionen særdeles tyndbenet. Størstedelen af forfatterne reagerede slet ikke, ikke engang Alfred Rosenberg, der var blevet bedt om at komme med de indledende ord til Aktionen. Enkelte forfattere afviste med den korte responstid og tilbød at henviste istedet til hvad de allerede havde offentliggjort, det gjaldt eksempelvis Erwin Guido Kolbenheyer der boede i München. I sidste ende var man kun i stand til at offentliggøre fire bidrag, nemlig Herbert Böhme, Will Vesper, Alfred Baeumler og Kurt Herwarth med avisbidrag.

Boykot af professorer

Den 19.april fulgte et opråb fra DSt-ledelsen, at man ønskede at træde et skridt videre med kampen “mod den uegnede tyske underviser på de højere læreanstalter”. Løsningen lød: “Staten er erobret. Universiteterne endnu ikke! Åndens forkæmpere SA rykker ind med Fanen hævet! (sidstnævnte refererer til den nazistiske kampsang Horst-Wessel-Lied). Studenterne blev opfordret til at komme med belastende udtalelser fra deres lærere/undervisere/professorer og at anmelde dem til myndighederne. Dette havde baggrund i en lov af 7.april 1933 Gesetz zur Wiederherstellung des Berufsbeamtentums, der gjorde klar til et opgør med en lang række kritikere på tyske højere læreanstalter samt forvaltning. Fjendegrupperingerne var Jøder, kommunistiske organisationer eller personer man kendte til havde udtalt sig kritisk /nedværdigende om bevægelser der kæmpede for en national opstand eller frontsoldater i det hele taget, det gjaldt i særdeleshed professorer med deres videnskabelige metoder og liberale pacifistiske holdninger. Lærere med politisk tolerante holdninger skulle ifølge DSt-ledelsen også meldes grundet såfremt at de “udviste tegn på kun at være middelmådigt begavet”. Næsten alle universiteter deltog i denne Aktion og Lærerstab, Dekaner og Rektorer støttede op. Det kom til organiserede overgreb på jødiske lærere og tjenestemænd og studerende, man brød ind midt under forelæsninger der blev boykottet og endeligt hindrede man jødiske professorer i at møde på arbejde.

Den offentlige hetz gik så vidt at på universiteterne i Königsberg, Rostock, Erlangen, Münster og i Dresden da opstillede man to meter høje “skændselspæle” hvor navnene på de fjendtlige professorer og enkelte litterære skrifter blev skrevet:

“Vi vil opstille en gabestok i form af en søjle på alle højere læreanstalter. En gigantisk træstamme, højere end en mand på skoleområdet. På stammen vil vi nagle vidnesbyrd på hvad der ikke tilhører tysk Ånd. Denne stamme skal blive stående, så længe det forekommer nødvendigt. Idag kan forfatterne blive udstillet, imorgen professorerne. I sin enkelhed for at kunne udstille de der ikke vil og kan begribe det. Den 3.maj skal stammen være klar.”

På Rostock Universitet berettede studenterne den 5.maj om et stort bål i forbindelse med “oprettelsen af Gabestokken”, hvor man havde slået 8 af de værste litterære værker med store søm op, det gjaldt: Magnus Hirschfeld, Tucholsky, Stefan Zweig, Lion Feuchtwanger, Wikki Baum, Remarque, Emil Ludwig og skrifter “die Weltbühne”.

Bogindsamling

Den anden fase af det såkaldte “oplysningsfelttog” tog sin start den 26.april 1933 med indsamlingen af “nedbrydende skrifter“. Enhver student skulle først og fremmest gennemgå deres egne bogsamlinger, dernæst deres bekendtes samlinger og derpå skulle Universitets- og Institutbibliotekerne gennemgås. Man gennemsøgte også offentlige biblioteker og boghandlere efter “forbrændingsværdigt” litteratur. By- og Folkebogssamlinger fik til opgave selv at gennemgå deres samlinger og derpå aflevere bøgerne frivilligt. Studenterne fik støtte af deres Professorer og Rektorer, der ikke bare viste sig ved brandbålene den 10.maj men også sad i Kampudvalgene, hvor man udvalgte hvilken litteratur der skulle brændes og hvilken der ikke skulle. Grundlaget for den “Sorte Liste” blev udført af den 29-årige bibliotekar Wolfgang Herrmann.

Boghandlere og Biblioteker støttede også op bag studenternes Aktion. Det faglige organ bag bibliotekarerne Verbandes Deutscher Volksbibliothekare samt Boghandlerne Börsenblatt des deutschen Buchhandels var med til at udbrede Forbudslisten og kommenterede den endda således at deres forhåndsviden var med til at sikre listen primært ville bestå af jødisk litteratur. Beslaglæggelsen og ødelæggelsen af deres eget materiale førte besynderligt ikke til at de søgte at værne sig imod dette, men endda at udlejningsbibliotekerne endda underskrev en erklæring:

“Hermed forsikrer jeg om, at de hidtil offentliggjorte bøger fra den “Sorte Liste” vil blive fjernet fra mit bibliotek og ikke længere kan udlejes. Det er mig bekendt, at fremtidige udlån af disse bøger vil blive fulgt med strafferetslig straf.

Den 6.maj begyndte slutspurten på “Aktionen mod den utyske Ånd” hvilket medførte en landsdækkende plyndring af udlejningsbiblioteker og boghandlere. De udvalgte bøger blev samlet af studenter-tropper og transporteret bort. I Berlin der stormede studenter to institutioner i form af Deutschen Hochschule für Leibesübungen og Tierärztlichen Hochschule for Institut für Sexualwissenschaft grundlagt af Magnus Hirschfeld, hvor de plyndrede mere end 10.000 bøger i det omfattende bibliotek. Hirschfeld så efterfølgende ødelæggelsen af hans livsværk i et af de datidige gennemgang af ugen i biografen.

Print siden her