Elisabeth af Danmark
Elisabeth var datter af den danske kong Hans (1481-1513) og dronning Christine. Hun blev født på Nyborg Slot på Fyn 24. juni 1485. I 1502 blev hun gift med kurfyrsten af Brandenburg Joachim I. Nestor og blev dermed kurfyrstinde af Brandenburg. Da hun i 1520´erne begyndte at bekende sig til Martin Luthers lære, kom hun i åben konflikt med sin mand, og i 1528 flygtede hun til Torgau. Hun vendte først tilbage til Brandenburg i 1545. Da var hendes mand død, og deres fælles søn havde indført reformationen i Brandenburg.
Claus Bergs fine skulptur af Elisabeth fra 1530, kong Hans´ datter, der tog Luthers tanker til sig. Fotoet stammer fra Odense Domkirke (wikipedia)
Elisabeths liv
Fra barnsben havde Elisabeth haft et nært forhold til sin bror, den senere konge Christian II. Hun læste fejlfrit på såvel dansk som tysk. I en alder af bare 16 år blev hun 10. april 1502 gift med den 18-årige kurfyrste af Brandenburg Joachim I. Nestor von Hohenzollern. Brylluppet foregik i Stendal, mens hendes moder på dette tidspunkt var belejret på Stockholm Slot. Brylluppet var ikke det eneste mellem det danske kongehus og Hohenzollern, Frederik af Slesvig-Holsten, der siden blev til Frederik I., blev på samme tid og sted gift med Anna af Brandenburg. De fik Christian III. sammen og grundlagde dermed en gren af det danske kongehus. Ægteskabet gjorde, at kurfyrst Joachim blev en blandt mange kandidater til titlen som hertug af Slesvig-Holsten, omend det aldrig blev til noget. I de første år af deres ægteskab var det lykkeligt, og de fik 5 børn sammen. I 1507 modtog de Elisabeths mor dronning Christine, og i 1515 deltog de i hendes bror Kong Christian II. af Danmarks bryllup med Isabella von Habsburg (Østrig).
Dobbeltbrylluppet i Stendal. Maleri udført af Salomon Koninck på bestilling fra Kong Christian IV af Danmark. Det blev stjålet af svenskerne i 1658 og findes idag på Skokloster Slot. Fra wikipedia
Omkring år 1523 tilsluttede Elisabeth sig stille og roligt Martin Luthers nye lære. Hendes kontakt med protestantismen er formodentlig sket igennem hendes livlæge Matthäus Ratzenberger, der kendte Martin Luther. Da hun samme år mødtes med sin bror Christian II. – da denne var blevet fordrevet fra sine skandinaviske troner – og samtidig også var en svoren tilhænger af den ny tro, bestyrkede det søsteren i at holde fast i den lutherske tro. Christian II. havde indfundet sig i Berlin for at søge støtte til at generobre magten i Skandinavien. I det følgende forblev Elisabeth tro mod sin nye overbevisning og stod i modsætning til sin ægtemand, der vedvarende forblev en modstander af reformationen. Han brød sig ikke om sin kones nye tro, og hun måtte frygte hårde straffetiltag fra hans side.
I påsken 1527 var hendes mand bortrejst, hvilket gjorde, at Elisabeth i al hemmelighed fik sendt en prædikant fra Wittenberg, der kunne foretage nadveren med kun brød og vin. Hendes mand fandt imidlertid ud af dette, og han så sig forpligtet til at skride ind, da det ellers ville kunne give medvind til prominente støtter til protestantismen. Han krævede, at Elisabeth skulle bekende sig til den katolske religion igen og gav hende betænkningstid indtil påsken 1528. Siden skærpede han kravet til, at hun skulle gennemføre den katolske nadvergang, hvilket hun dog prompte afviste. På den baggrund holdt kurfyrsten råd med de højeste gejstlige i landet om, hvad han skulle gøre med sin kone, når hun ikke ville aflægge sin protestantiske religion. Skulle han henrette hende eller lade sig skille, eller hvad kunne han gøre. Svaret fra de gejstlige var, at han havde pligt til at sætte Elisabeth i livslangt fangenskab.
Da kurfyrstinden erfarede, hvad de ærværdige gejstilige havde anbefalet, besluttede hun at søge støtte hos sin bror – der nok engang befandt sig i Berlin – om at tage den personlige risiko og flygte. Hendes morbror var kurfyrst Johann der Beständige af Sachsen, der gladeligt tog imod, da Kurfyrstendømmet Sachsen allerede var overgået til den lutherske tro. Hun iværksatte flugten, mens hendes mand var på embedsrejse til Braunschweig og flygtede ud af Berlin 24. marts 1528. Det lykkedes hende at flygte fra slottet, da hun var i stand til at nå uset ud af de porte, der befandt sig ud mod vandsiden. I en båd roede de over Spree for at møde en vogn, som hendes bror havde forberedt, og som kørte hende til Torgau, hvortil hun ankom 26. marts 1528.
Kurfyrst Joachim I. Nestor krævede umisforståeligt, at Johann von Sachsen skulle udlevere hans kone. Johann krævede i modsvar, at Joachim først måtte garantere, at Elisabeth – såfremt hun ville returnere – kunne udøve sin evangeliske tro, og at de to tjenere, der havde hjulpet hende til flugt, ville forblive straffri. Joachim afviste disse krav, hvilket betød, at Elisabeth skiftevis levede i Torgau, Wittenberg og Weimar. På Rigsdagen i Augsburg i 1530 forsøgte Joachim – med støtte fra Kejser Karl V. – at gennemtvinge sin kones tilbagevenden. Efter at hendes morbror, kurfyrst Johann af Sachsen døde i 1532, kom Elisabeth i økonomisk trængsel og måtte optage en del lån. Hun studerede bibelen samt reformatoriske værker og sluttede et nærmere bekendtskab med Martin Luther under et ophold på Wittenberg Slot i 1534 og 1537, hvor hun blandt andet stod under hans opsyn under et fire måneder langt sygdomsforløb.
Elisabeths økonomiske situation forbedrede sig først, da hendes ægtemand døde i juli 1535, hvorpå hendes to sønner Joachim II. og Johann tilskrev hende en anseelig årsløn, hun kunne leve af. Begge opfordrede de hende til at vende tilbage til Brandenburg. Imidlertid modsatte Elisabeth sig at vende tilbage, førend hendes ældste søn havde gennemført en kirkereform, som hun havde tænkt sig den i Mark Brandenburg. Hun kunne ikke slutte op om Joachims kirkereform, som hun slet ikke anså som en reform, men mere som tolerance overfor de evangeliske. Hendes yngre søn Johanns religiøse praksis var hun mere tilfreds med. I perioden 1536-45 boede hun på Schloss Lichtenburg ved Prettin, som kurfyrst Johann Friedrich af Sachsen havde anvist hende som residens. Her holdt hun sine små hoffer, hvilket hun kunne sponsorere med hjælp fra sine sønner.
Først i sommeren 1545 lykkedes det Johann II. af Brandenburg at overtale sin mor til at returnere til Mark Brandenburg. Det skete først, da hun havde fået talrige forsikringer om sine gudstjenester, sine tjenere og sine præster. I 10 år boede Elisabeth på sit enkesæde i Spandau, hvor hun tog stor del i områdets kirkelige liv. Da hun følte døden nærme sig, bad hun sin søn Joachim II. om at bringe sig til Berlin. Hun ankom til Byslottet Zwirnburg – som hun var flygtet fra tidligere – 1. juli 1555, hvorpå hun døde 10 dage senere i en alder af 70 år. Hun blev begravet i Berliner Dom.
Elisabeths efterkommere
- Joachim II.(1505; † 1571), kurfyrste af Brandenburg 1535–1571
- Anna(* 1507; † 19. Juni 1567), gift 17. januar 1524 med Albrecht VII., hertug af Mecklenburg
- Elisabeth(* 1510; † 1558), gift den 7. juli 1525 i Stettin med hertug Erich af Braunschweig-Lüneburg
- Margaretha (* cirka 1511; † efter 3. november 1577), gift med
- 23. januar 1530 i Berlin med Georg von Pommern
- den 15. februar 1534 i Dessau med Johann IV. von Anhalt-Zerbst
- Johann (* 1513; † 1571), markgreve af Brandenburg-Küstrin 1536–1571
Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser siger: En dansker, der havde ret stor indflydelse på reformationens udvikling i et af vores nærområder. Som datter af Kong Hans blev hun gift med kurfyrsten af Brandenburg i en ung alder. Hun var nært knyttet med sin bror Christian II., der opmuntrede hende til Luthers lære. Hun flygtede fra sin mand og var årsag til splid i en del år mellem Sachsen og Brandenburg. Da hendes mand døde, var hendes pres på sønnen Joachim II., at hun først ville returnere til Brandenburg, når han indførte reformationen, hvilket han så gjorde. Det var med til at styrke lutherdommen i Nordtyskland betragteligt. Hun var født på Nyborg Slot, døde på Berlins Byslot og ligger begravet i Berliner Dom.
Pingback: Berlin | Historiskerejser.dk