Første Koalitionskrig 1792-97

Første koalitionskrig var den første del af napoleonskrigene ført af en koalition af Preussen, det østrigske Habsburgermonarki og mindre tyske stater mod det revolutionære Frankrig mellem 1792 og 1797 for at forsvare monarkiet i landet. Krigen begyndte med succes for de allierede, der først blev stoppet i deres march mod Paris ved Valmy. Revolutionshæren gik i modoffensiv og var efterfølgende i stand til at besætte forskellige områder eksempelvis de Østrigske Nederlande og dele af Rhinlandet. Som konsekvens af henrettelsen af Ludvig XVI. gik i 1793 blandt andet Storbritannien, De Forenede Provinser (Holland), Spanien og fra den 22. marts 1793 hele det Hellige Tysk Romerske Rige i krig mod de revolutionære mod hidtidigt kun de østrigske dele. Truslen fra næsten alle europæiske monarkier var en af grundene til indførelsen af almen værnepligt i form af Levée en masse. I det efterfølgende stabiliserede den franske situation sig, uden at begge sider kunne afgøre krigen. I år 1795 trak såvel Preussen som Spanien sig ud af krigen med freden i Basel. Andre tyske stater sluttede seperat fred, hvorimod Østrig fortsatte krigen, dog uden succes.

I 1796/97 drog Napoleon Bonaparte på et felttog mod Italien, hvilket tilførte krigen ny dynamik. En lang række italienske stater blev tvunget til fred og besat af franskmændene. Napoleons mange sejre i Norditalien tvang Østrig til at slutte freden i Campo Formio i 1797. Det var nu kun Storbritannien, der fortsatte krigen. Slutteligt havde det revolutionære Frankrig vidtgående sat sig op imod de forbundne monarkier og samtidig vundet store territorier samt gjort Rhinen til den fransk-tyske grænse.

Forhistorie

I den første tid efter den franske revolution var der ikke den store militære vilje hos de fyrster og konger, der herskede i Frankrigs nabolande, til aktivt at hjælpe Ludvig XVI. Magtbalancen var truet. Udenrigspolitisk stod det “polske spørgsmål” såvel som den russisk-østrigske krig mod Osmannerne i centrum for opmærksomheden. Mange andre magter begræd Ruslands opstigning til stormagt under Katharina II. Indenfor det Hellige Tysk Romerske Rige steg spændingerne mellem Østrig og Preussen, omend at de med konventionen i Reichenbach igen nærmede sig hinanden. Indenrigspolitisk var flere af stormagterne i stand til at slå de folkeopstande ned, der var inspireret af den franske revolution – Storbritannien kunne nedkæmpe en opstand i Irland, mens der i de Østrigske Nederlande blev nedkæmpet flere forskellige opstande – Brabanter revolutionen og Liege revolutionen – den sidste i Fyrstebispedømmet Liege samt i flere kantoner i Schweiz.

Print siden her