Franske Revolution
Den Franske Revolution var en periode med social og politisk oprør i Frankrig og dets kolonier med enorm betydning startende i 1789. Revolutionen væltede monarkiet i Frankrig, etablerede en republik, satte gang i en voldelig periode med politisk tumult og kulminerede endelig i et diktatur under Napoleon, der bragte mange af principperne fra den Franske Revolution til de enorme erobringer rundt om i det vestlige Europa. Revolutionen markerer overgangen til moderne historie med inspirationer af liberale og radikale ideer, der også satte gang i en global nedgang for de enevældige monarkier og erstattede dem med republikker og liberale demokratier over en periode. De franske revolutionskrige satte gang i en bølge af globale konflikter, der strakte sig fra det Caribiske Hav til Mellemøsten. Historikere opfatter generelt Revolutionen som en af de vigtigste begivenheder i den menneskelige historie.
Årsagerne til den Franske Revolution er komplekse og debatteres livligt af historikere. I forlængelse af Syv-årskrigen 1756-63 og den Amerikanske Revolutionskrig (1775-83) var den franske regering i dyb gæld. Den forsøgte at genetablere sin finansielle status ved at gennemføre upopulære skatter, der var stærkt regressive. I årene før Revolutionen fulgte ydermere dårlige høstudbytter, som blev endnu værre grundet deregulering af kornindustrien. Det gjorde, at de der i offentligheden udviklede sig en stærk utilfredshed med aristokratiet og de katolske gejstliges privilegier. Nogle historikere deler, hvad Thomas Jefferson allerede nævnte i datiden:
At Frankrig er blevet vækket af vores Amerikanske Revolution
Thomas Jefferson.
Kravene om forandring blev formuleret indenfor rammerne af oplysningstidens idealer og førte til opløsningen af Stænderforsamlingen fra maj 1789. Det første år efter Revolutionen tog medlemmerne af forsamlingen kontrol, og 14. juli 1789 angreb oprørere Bastillen, og i august 1789 blev deklarationen om menneskerettighederne og de almindelige civile rettigheder vedtaget af Stænderforsamlingen i august 1789, mens kvindernes march til Versailles Slottet i oktober 1789 tvang hoffet til at flytte til Paris. I august 1789 ophævedes feudalismen og dermed de gamle regler og privilegier, der hørte til Ancien Régime.
De næste par år var præget af politiske kampe mellem forskellige liberale forsamlinger og tilhængere af monarkiet, der forsøgte at tilbagerulle reformerne. I september 1792 blev Frankrig proklameret som en republik efter at have vundet slaget ved Valmy. I januar 1793 blev den hidtidige Konge Ludvig XVI. henrettet, hvilket medførte massiv international fordømmelse.
Trusler udefra gjorde Revolutionen mere ekstrem. Revolutionskrigene begyndte i 1792 og endte med franske sejre, der betød erobring af den Italienske Halvø, Nederlandene og de fleste områder vest for Rhinen – sejre og erobringer, der langt overgik, hvad franske herskere havde præsteret i århundreder. I selve Frankrig blev Revolutionen radikaliseret af populær agitation, som kulminerede, da Maximillen Robespierre og Jakobinerne tog magten og skabte et diktatur. Det er blevet kaldt Terrorregimet 1793-94, der lavede en priskontrol på fødevarer og andre tiltag, det afskaffede slaveri i de franske kolonier, det fratog den katolske kirke dens magtprivilegier og sekulariserede samfundet samt skabte en republikansk kalender, fratog religiøse ledere deres særstatus – og så sikrede de grænserne i de nye republikker mod deres fjender.
Den 27. juli 1794 fratog man Robespierre magten – kendt som Thermidorianske Reaktion – og dannede en regering kaldet Direktoriet. De aflyste valghandlinger, stoppede med at betale gæld – der skabte finansiel usikkerhed – og forfulgte den katolske kirkesamt vandt betydelige militære sejre udenfor Frankrig – særligt i Italien. Korruptionsskandaler og Napoleons folkelige popularitet førte til, at Direktoriet blev væltet ved et kup gennemført af Napoleon Bonaparte i december 1799. Napoleon skabte et konsulatstyre med sig selv som konsul og siden hans imperium, der forårsagede Napoleonskrigene.
Den moderne æra foldede sig ud i skyggen af den Franske Revolution. Næsten alle efterfølgende revolutionære bevægelser så tilbage til den franske revolution. Dens centrale slagord og kulturelle symboler som La Marseillaisen og Frihed, Lighed og Broderskab til døden har været slagord i andre revolutioner som eksempelvis den Russiske Revolution et århundrede senere.
Revolutionens værdier og institutioner har domineret fransk politik helt frem til i dag. Revolutionen medførte, at man afskaffede det feudale system til individuel frigørelse og til omfordeling af ejendommene på landet, afskaffelse af adelens medfødte rettigheder og etableringen af lighed for mænd. Den Franske Revolution var forskellig fra andre revolutioner ved ikke bare at have et nationalt sigte, men kæmpede for rettigheder for hele menneskeheden.
Globalt førte Revolutionen til fremvæksten af republikker og demokratier. Stort set alle moderne politiske ideologier spejlede sig i idealerne, hvoraf man kan nævne liberalisme, radikalisme, nationalisme og sekularisme blandt mange. Revolutionen førte også til ideen om totalkrig, da hele Frankrig blev organiseret til krig, og dets borgere blev set som noget, der kunne føre til militær erobring. Menneskerettighedserklæringen fortsatte med at inspirere bevægelser som ligestilling og ophævelse af slaveriet i det følgende århundrede.
Pingback: Napoleon Bonaparte | Historiskerejser.dk