Freden i Kiel 1814

Freden i Kiel blev underskrevet 14. januar 1814 af Sverige og England på den vindende side og Danmark på den tabende side. Fredstraktaten førte til en territorial nyordning af Skandinavien i forlængelse af Danmark og dens allierede, Frankrigs nederlag i Napoleonskrigene. Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Norge ophørte dermed at være del af den danske helstat. England vedblev at beholde sin overhøjhed over Helgoland.

I Dänische Strasse i Kiel stod Buchwaldfamiliens by palæ. Det blev som så mange andre bygninger i Kiel ødelagt under 2. verdenskrig. Der er sat et minde for stedet, hvor det foregik. Foto fra wikipedia

Forhistorie til freden i Kiel

Danmarks udenrigspolitik

Siden 1780 havde Danmark forfulgt en politik, der gik ud på “væbnet neutralitet”, hvilket for en tid bragte den danske helstat et erhvervsmæssigt opsving. Den regerende kronprins Frederik (VI) samt udenrigsminister Christian Günther von Bernstorff bestræbte sig på at bevare denne neutralitet, da Napoleonskrigene brød ud. 16. december år 1800 sluttede Danmark et forbund med Sverige, Preussen og Rusland for at sikre sig mod overfald fra stormagten til søs, Storbritannien. Denne alliance viste sig imidlertid ikke brugbar, da den russiske Zar Paul I. blev myrdet, og hans efterfølger Alexander I ophævede blokaden af briternes adgang til Østersøen i marts 1801. Engelske krigsskibe kunne uhindret sejle til København, hvor de i Slaget på Reden 2. april 1801 destruerede den danske flåde.

Trods denne deprimerende hændelse for Danmark forsøgte udenrigsminister Bernstorff alligevel at opretholde den danske neutralitet. Danmark opbyggede på ny sin flåde, hvilket i 1807 førte til, at engelske krigsskibe bombarderede den danske flåde og stjal de skibe, der overlevede bombardementet. Denne gang ville Danmark ikke længere forblive neutral og trådte 31. oktober 1807 i Wasmer-Palæet i Glückstadt ind i krigen på Frankrigs side og erklærede England krig.

13. marts 1808 døde den danske konge Christian VII, som siden 1784 havde regeret i fællesskab med sin søn og kronprins Frederik VI. Dagen derpå, da Frederik nu alene var konge, erklærede denne Sverige krig med det mål for øje, at generobre de norske områder, som var blevet afstået under freden i Brömsebro i 1645. Denne krig sluttede i 1809 i kraft a,f at den britiske handelsblokade tvang danskerne til at acceptere status quo ved freden i Jönköping. I 1810 blev Danmark presset ind i koalitionen mod Napoloen af Sverige og Storbritannien. De enorme omkostninger ved at deltage i krigen førte i 1813 til den danske statsbankerot. En valutareform nedskrev efterfølgende de fleste værdier til en sjettedel.

Sveriges mål for krigen

Sverige var trådt ind i Napoleonskrigene i 1805. I 1807 skiftede Rusland side ved freden i Tilsit og kæmpede nu med Napoleon. Da Danmark også skiftede side, var Sverige og Danmark som så mange gange tidligere krigsmodstandere. Sverige og Rusland udkæmpede derpå en krig, der i 1809 førte til, at Rusland erobrede Finland. Dette førte til et statskup i Sverige, hvor Kong Gustav IV Adolf blev fjernet i lighed med sin søn, og i stedet indsatte man Karl XIII Kong Karl overtog den franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte til at stå i spidsen for de svenske stridskræfter. Bernadotte skulle siden efterfølge Karl XIII som konge. Kong Karl og Bernadotte havde som så mange andre vendt englænderne ryggen og var gået i alliance med Frankrig. Sveriges krig med Storbritannien sluttede 18. juli 1812 og foregik i modsætning til briternes krig mod Danmark uden, at der var løsnet et skud.

Bernadottes mål var at opnå en kompensation for tabet af Finland, da det hurtigt stod ham klart, at det ikke ville være muligt at tilbageerobre Finland. Hvis Sverige skulle træde ind i en ny koalition mod Napoleon, måtte målet for dette være at sikre sig Norges overdragelse til Sverige. Første trin for at sikre sig dette mål kom, efter at Sverige havde deltaget i den store koalition og sejren ved Leipzig i oktober 1813. De sejrende tropper krydsede Elben i nordlig retning ved Boizenburg i Mecklenburg og fortsatte deres march ind i det danske område ved en okkupering af hertugdømmet Holsten. Kort før dette var Lübeck, der havde været besat af Napoleons tropper siden 1806, blevet befriet. Danske og svenske tropper var stødt sammen 7. december 1813 i slaget ved Bornhøved. Danskerne var klart underlegne og trak sig tilbage til Kiel. Bernadotte smed danskerne ud af byen, hvor der dengang kun boede 5000 indbyggere og gjorde den til sin armés hovedkvarter, hvorfra han førte en udmattelseskrig mod Danmark. Befolkningen i Slesvig-Holsten har siden kaldt vinteren for Kosakvinteren, da Bernadottes russiske lånte kosakryttere plyndrede overalt og i øvrigt langt op i Jylland.

Fredstraktaten

Det betrængte Danmark kapitulerede 9. januar 1814. Natten mellem 14. og 15. januar blev Kielerfreden underskrevet i Bernadottes hovedkvarter i Kiel, Adelspalæet  Buchwaldscher Hof. Den blev ratificeret i Stockholm 31. januar og i København 7.f ebruar 1814. Udover fred mellem Danmark og Sverige betød det også en fredsslutning mellem Danmark, Preussen og Rusland. Danmark forpligtede sig til at deltage i koalitionen mod Napoleon (artikel 3.). Derudover måtte den danske konge afstå sine arvemæssige rettigheder over Norge, men fik i bytte heraf den svenske del af Pommern. Svenskerne garanterede nordmændene alle deres hidtidige rettigheder og privilegier.

Konsekvenser af freden

Konsekvenser for Norge

Danmark-Norge før 1814. Kort fra wikipedia

Kronprins Christian Frederik (den senere danske kong Christian VIII), der siden 1813 havde været dansk statholder i Norge, vægrede sig ved at anerkende sin svenske fætters overhøjhed over tronen. Efter at indholdet af fredstraktaten var blevet ham bekendt, indkaldte han Norges 21 vigtigste mænd til at mødes på Eidsvoll, hvor han bad disse om støtte til at kåre ham som en suveræn konge af Norge og ikke den svenske konge. Imidlertid anerkendte de 21 mænd ikke dette.

Siden 1537 havde Norge mistet sin selvstændighed til den danske konge Christian III. Nordmændene ville have genetableret deres rettigheder, der blandt andet gjaldt retten til at vælge deres konge. Med den danske monarks afkald på den norske trone,  blev dette fortolket således, at staten Norge nu måtte tilhøre det norske folk, der herefter forlangte en liberal forfatning og et konstitutionelt monarki. De valgte midlertidigt Christian Frederik til regent, men indførte, at regenten skulle vælges af 112 delegerede valgmænd. 11. april 1814 åbnede man den forfatningsgivende forsamling; 17. maj 1814 vedtog man den i dag stadig gældende Eidsvoll-forfatning. Christian Frederik blev selv samme dag valgt som Norges arvekonge; to dage senere aflagde han ed på forfatningen foran det konstituerede Storting.

Bernadotte – den svenske hærfører – kunne imidlertid ikke acceptere udviklingen i Norge, og Sverige gik med en hær ind i Norge 26. juli 1814. Efter en kortvarig krig overgav Norge sig i begyndelsen af august 1814. Christian Frederik abdicerede 17. august 1814. Norge accepterede i Konventionen fra Moss at gå ind i en personalunion med Sverige, omvendt accepterede Sverige Norges frie forfatning. Norge fik sin fulde suverænitet 7. juni 1905. Den 17. maj gælder stadig som Norges nationaldag.

Det er alment betragtet, at Kielerfreden ses som en vigtig milepæl i Norges vej til suverænitet. Den norske forfatter Henrik Ibsen har beskrevet den foregående danskertid som 400-års-natten. Det sidste forsøg på at tilskrive øgruppen Orkney nord for Skotland til Norge fejlede grundet briternes mellemkomst i Kiel.

Betydning for Grønland, Island og Færøerne 

Kielerfreden betød, at Grønland, Færøerne og Island blev fast tilknyttet det Danske Rigsfællesskab, på trods af, at de i 1380 havde været en del af Norge. På Færøerne var den efterfølgende konsekvens en ophævelse af deres parlament Lagtinget, der havde eksisteret i henved 1000 år før dette. Grønland og Færøerne er stadig del af Rigsfællesskabet, omend de har fået udbredt selvstyre i det 20. århundrede. Island løsrev sig 17. juni 1944.

Betydning for Danmark

Danmark havde siden Kalmarunionen i 1397 været at regne for en europæisk stormagt, men denne status fik et kraftigt vingeskud, efter at det måtte afstå Norge ved Kielerfreden. Det kunne som nævnt ovenfor beholde Grønland, Island og Færøerne samt kolonierne Vestindien, Guldkysten og Trankebar. I 1809 havde Storbritannien erobret Bornholm, men det fik Danmark tilbage.

Danmark havde før krigen været blandt de mest velhavende stater i Europa, men den sønderlemmende krig havde ændret dette forhold; de 60.000 svenske og russiske troppers raseren i hertugdømmerne og Jylland havde forarmet store dele af landet. Danmark blev ydermere pålagt at betale Sverige store summer i krigsskadeserstatninger, hvilket det statsbankerotte land ikke var i stand til. Dette blev løst under Wienerkongressen året efter; Preussen overtog Svensk-Pommern samt krigsskadeserstatningerne, og til gengæld overtog Danmark hertugdømmet Lauenburg.

Det var en markant forandret dansk helstat krigen. Antallet af skandinavisk talende var skrumpet, og antallet af tysktalende var steget  betragteligt. Det førte i årene derefter til nationalistiske spændinger mellem danskere og tyskere, hvilket ledte frem mod Treårskrigen 1848-50 og krigen i 1864.

Betydning for Tyskland

I 1807 havde England erobret Helgoland og beholdt øen efterfølgende. Som ovenfor nævnt kunne Preussen kapitalisere på bytteforholdet i Skandinavien, da det grundet den danske statsbankerot kunne overtage Svensk-Pommern fra Danmark mod at afgive det langt mindre Lauenburg. Det betød, at den frie rigsstad Lübeck kom til at ligge klemt inde som enklave i den danske helstat, som pressede den tidligere frie handel med Hamborg. Det danske hertugdømme Slesvig gik i personalunion med det tyske hertugdømme Holsten, som de havde været før 1806, hvilket betød, at Holsten blev forsøgt indkorporeret i det danske monarki.

Print siden her