Slaget på Reden 2.april 1801

Slaget på Reden 2. april 1801 var et søslag mellem en dansk-norsk flåde under kommando af Olfert Fischer og en britisk flåde under kommando af Sir Hyde Parker, der foregik ved Københavns Red. Det indledende angreb blev foretaget af den engelske admiral Horatio Nelson, der afviste Sir Hyde Parkers ordre om at trække sig tilbage under slaget. Nelson ødelagde i stedet den danske flåde, inden Danmark-Norge accepterede en våbenhvile.

Baggrund

Den overordnede baggrund for Slaget på Reden var en konsekvens af Napoleonskrigene, der havde præget det europæiske kontinent siden 1792. I 1801 var England stort set ene om at være i krig mod Frankrig. Briterne var presset af det faktum, at en lang række af de øvrige stærke europæiske magter var gået sammen i et væbnet neutralitetsforbund, hvor Danmark-Norge var flankeret af Sverige, Preussen og Rusland. England så et problem for sine forsyninger, hvor de havde en stor samhandel med de baltiske lande og Sverige. Danmark var gået med grundet en bekymring for Rusland såvel som Frankrig.

I den tidlige del af 1801 havde briterne samlet en flåde i Yarmouth, der skulle stævne ud for at true Danmark-Norge til at trække sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Det tidlige tidspunkt var valgt, fordi den dansk-norske flåde var ukampsdygtig, idet hovedparten var lagt op, mens støtte fra den russiske flåde endvidere ville være umulig at få, da den var frosset inde. Den britiske flåde stævnede ud fra Yarmouth 12. marts 1801 og passerede Skagen 17. marts.

Danmark-Norge havde anstrengt sig og gjort de bedste forberedelser på det forestående angreb. De havde placeret en forsvarslinje af skibe langs Københavns Red, der gik fra Prøvestenshavnen og i nordlig retning i sejlrenden Kongedybet, der ender ved Trekronerfortet og sydpå til selve indsejlingen til Københavns havn. Den dansk norske forsvarslinje bestod altovervejende af blokskibe, da den øvrige flåde stadig var oprigget med undtagelse af Steen Billes deling. Det var altafgørende for danskerne at undgå, at deres krigsskibe blev ødelagt, da de var garanten for at kunne opretholde den væbnede neutralitet.

Danmark-Norge havde det meste af sin flåde liggende i svenske Karlskrona, som man på dette tidspunkt var i alliance med. Flåden skulle have været nået frem til København, men ugunstige vindforhold gjorde, at det ikke var muligt. De øvrige allierede Rusland og Preussen var der heller ikke støtte at hente hos. Ruslands flåde var stadig indespærret pga. ishavne, og den preussiske flåde var for ubetydelig til at have kunnet afhjælpe noget som helst. Dermed stod Danmark-Norge alene mod Storbritannien.

Slaget

Den britiske admiral Horatio Nelson foreslog et forebyggende angreb, hvor Danmark-Norge skulle trues til overgivelse uden kamp. Den øverstkommanderende Hyde Parker modsatte sig denne strategi, og i stedet blev de britiske krav fremført ved at sende en enkelt Fregat afsted, som skulle overlevere kravene. Danmark-Norge nægtede at afstedkomme kravene endsige forhandle, og dermed kunne slaget begynde.

Det var ikke uden udfordringer for briterne at bevæge sig ind i Københavns Red, der var et svært sted at navigere i grundet mange lavvandede områder. Admiral Nelson tog kommando over 12 skibe, der ikke havde dybe skrog og listede sig med succes ind på lavt vand. Dette var initiativet til slagets begyndelse. Udover Nelsons skibe, der direkte truede de danske skibe, blev de danske skibe samt København udsat for bombardement fra de engelske bombeskibe, der lå beskyttet i god afstand fra havnen og uhindret kunne bombardere byen, havnen og de danske skibe.

Fire timer inde i slaget var der massiv kamp på begge sider, og intet tydede på, at der var nogen afgørelse lige om hjørnet. De engelske skibe lå kun 200 meter fra det nærmest uovervindelige Trekroner-batteri, der aldrig indstillede beskydningen.

Den øverstkommanderende fra den britiske flåde Hyde Parker signalerede på dette tidspunkt til Nelson, at kampene skulle indstilles. Nelson overså eller ignorerede signalet? Meget tyder på det sidste, da han var meget indstillet på sejr. Berømmeligt skulle Nelson have sat kikkerten for sit blinde øje og have sagt at han ikke kunne se noget signal. En anden udlægning er, at Parker ikke havde givet signalet, men blot havde givet Nelson muligheden for at trække flåden ud, såfremt han følte sig truet.

Nelson sendte ved samme lejlighed sin kurer af sted med et hvidt flag, der tydeligt kunne ses af kronprins Frederik (den egentlige regent, da hans fader Christian VII siden 1784 havde været inhabil), som overværede slagets gang fra voldene rundt om Citadellet. Kureren meddelte kronprinsen,  at Nelson ville afbrænde alle tilfangetagne batterier, stykpramme og blokskibe uden at kunne “redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem“. Beskeden blev modtaget netop som en række danske skibe var blevet slået og gjort ukampdygtige.

Nelson udlagde efterfølgende brevet som et brev, han skrev grundet sin medfølelse med de danske søfolk og for at give kronprinsen en chance for at påtænke dem. Danske historikere har beskrevet Nelsons brev som en krigslist skrevet ud fra en desperation om at stoppe slaget. De selvsamme historikere har endvidere påstået, at Nelson aldrig havde udført tilfangetagelsen af de dansk-norske skibe. På det tidspunkt var hele tre britiske slagskibe gjort manøvreudygtige og lå ud for Trekronerfortet klar til at blive skudt i sænk. Brevet havde imidlertid en voldsom effekt på kronprins Frederik, der uden at konsultere de dansk-norske kommandører Olfert Fischer og Steen Bille accepterede våbenhvile.

Den dansk-norske flåde var blevet organiseret i en fart, hvilket betød, at den bestod af et stort antal frivillige uden alverdens flådeerfaring. Det har gjort det særdeles svært at fastlægge det præcise tabstal, som varierer fra 1135 til 2215 døde og sårede. De britiske tal har lydt på 264 dræbte og 689 sårede.

Efterspillet

Da man først havde indgået en våbenhvile, kunne de formelle fredsforhandlinger tage deres start. Forhandlingerne stod på i mere end en uge og havde det omdrejningspunkt, at briterne krævede, at Danmark-Norge skulle forlade det væbnede neutralitetsforbund. Der var langt fra enighed, og der blev gentagne gange truet fra begge sider om at genoptage kampene. Pludselig indløb meddelelsen om, at den russiske tsar Paul I var død. Da han havde været drivkraften bag det væbnede neutralitetsforbund, var briternes krav irrelevante, og 9. april 1801 var man enige om en våbenstilstand, der 23.april samme år blev fulgt op af en decideret fredsaftale.

Englænderne betragtede slaget som en betydelig militær og politisk sejr, hvilket danske historikere ikke har erklæret sig fuldbyrdet enige i. De mener, at sejren er mere broget. Politisk fik englænderne, hvad de var draget af sted for at opnå nemlig, at Danmark-Norge skulle forlade det væbnede neutralitetsforbund. Grundet tsar Pauls død var forbundet reelt set opløst, inden at kronprins Frederik havde accepteret de engelske krav. Det betød, at Danmark-Norge kunne fortsætte sin neutralitet i krigen mellem England og Frankrig, hvor det var Englands ønske at få Danmark på deres side. Militært led den dansk-norske flåde hårdt. Omvendt formåede den dansk-norske flåde at forsvare København og deres flåde langt bedre, end Parker og Nelson havde troet muligt. Imidlertid var det svært at se, at dette forsvar kunne have fortsat, hvis fredsforhandlingerne ville være brudt sammen, og de ubeskadigede britiske bombeskibe ville være sat ind i et 2. angreb. Nelsons oprindelige ambition havde været ødelægge hele den dansk-norske flåde, men han angreb kun de skibe, der lå syd for Trekroner. De dansk-norske, skibe der lå nord for fortet, var stadig kampdygtige. Endvidere er det stærkt tvivlsomt, om Nelson med et temmelig medtaget skib ville have været i stand til at indtage Trekroner Fort.

Uenighederne om tolkningerne af slaget stopper imidlertid, når det kommer til, at Nelson i samtiden kunne påkalde sig den politiske sejr. Slaget på Reden var den direkte årsag til, at Nelson 19. maj 1801 blev kåret som “Viscount Nelson af Nilen” eller Vicekonge af Ægypten.

Slaget på Reden var på ingen måde det sidste slag mellem Danmark-Norge og Storbritannien under Napoleonskrigene. I 1807 førte lignende omstændigheder til endnu et angreb, der populært kaldes Københavns bombardement, hvis fortsættelse blev kaldt Kanonbådskrigen.

Kulturel påvirkning

Slaget på Reden er blevet mindet vidt og bredt i datidens kunst- og kulturliv. Den blev inspiration til et væld af patriotiske sange. Eksempelvis arrangerede skuespilleren H.C. Knudsens patriotiske sange rundt i hele Danmark med det specifikke mål for øje at opbygge et patriotisk fællesskab.

I forbindelse med 200-året for Slaget på Reden bestilte Søværnets Operative Kommando i samarbejde med Københavns Reformerte Kirke, hvor Olfert Fischer ligger begravet, et værk af komponisten Frederik Magle, som blev uropført 1. april 2001.

Endvidere har slaget sikret sig en plads i den kollektive erindring i den berømte TV-serie Matador, idet karakteren Fru Fernando Møhge havde fødselsdag 2. april, som hun konstant erindrede om, var dagen for Slaget på Reden.

Print siden her