Gorm den Gamle
Gorm den Gamle er ofte nævnt som den første danske konge. Han regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han menes født omkring år 900 og døde i tidsrummet 936-958. Han har formodentlig ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald tyder det på, at han rådede over Nørrejylland og Sønderjylland. I samtidige kilder kender vi ham, idet han nævnes på de to runesten fra Jelling samt andre kilder.
Teksten på Den lille Jellingsten lyder:
- kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but (nutidig dansk: Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod).
Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:
- Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna (Nutidig dansk: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne)
Det er fra disse tekster, vi kan udlede, at Gorm den Gamle var gift med Thyra og far til Harald Blåtand.
Thyra ved man ikke meget om, men hun krediteres ofte udbygningen af Dannevirke, men da den tidligste del af Dannevirkes historie i årevis har været skrevet tilbage til år 737 og ifølge nyere forskning endnu tidligere, er hendes rolle i Dannevirke højst en rolle som udbygger og ikke grundlægger. Endelig betragtes Gorm som den sidste konge, hvor man stadig troede på de nordiske guder fra den nordiske mytologi.
Arkæologer finder det sandsynligt, at Gorm blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling for senere at blive overført til en grav i kirken. Man har fundet træ i gravkammeret, der er dateret til året 958, og som menes at være fra Gorms begravelse. Endvidere er der fundet et skelet fra en mandsperson i kirken, der er død i alderen 35 til 50 år.
Gorm menes udover Harald Blåtand at have haft to andre børn: Knud Dane-Ast, der blev dræbt på vikingetogt i et forsøg på at erobre Dublin. Gorm skulle have været stærkt berørt af sønnens død og nyheden derom skulle have ført til Gorms død. Gorms datter var Gunhild, der skulle være blevet dræbt på opfordring fra Harald Blåtand.
Gorm havde tilnavnet “den Gamle”, hvilket henviser til den høje alder, han skulle have haft, men dertil havde han også navnet “den Løge“, der betyder “den dvaske” og det til trods for, at han altså skulle have samlet sit rige ved at overvinde en række småkonger ved sit riges sydlige grænse.
Generelt er det begrænset, hvad vi har af oplysninger om Gorm. Han omtales mere end 100 år efter af en række krønikeskrivere som Snorri Sturlason, Saxo og Adam af Bremen.
Adam af Bremen omtalte en tidlig Hardeknud, der, efter at der skulle have været svenske herskere i Danmark, tog magten. I mange år har man antaget, at denne Hardeknud skulle have været Gorm den Gamles fader, men man er i dag tilbøjelig til at se Hardeknud som den samme person som Gorm. Dette skyldes betegnelsen “Hardecnuth Vurm” = Hardeknud Gorm. Det betyder, at Gorm vil have ageret som hersker allerede i år 936 og formodentlig også tidligere.
Hvad der bliver berettet om fra den germanske krøniketradition er, at den saksiske konge Heinrich I i 934 førte et felttog igennem mod danerne. Her skulle han have besejret en kong Chnuba, der blev tvunget til at lade sig døbe. Om denne Chnuba blev erstattet af Gorm eller var den samme som Gorm, har forskningen ikke kunnet komme med et klart svar på. Hvad der også har været diskuteret er om denne danske konge stod under lenshøjhed i forhold til den saksiske konge. Det synes urealistisk, og under alle omstændigheder kender man ikke til flere saksiske angreb på Danmark. I 936 sad Gorm under alle omstændigheder som konge af et større rige med centrum i Jelling, som det berettes af ærkebispen af Hamborg og Bremen Unni, da han missionerede i Danmark.
Under Svend Estridsen (1047-74) blev det omtalt, at Gorm skulle stamme fra Norge, hvilket forskningen heller ikke mener er usandsynligt. En anden mulighed er, at familien skulle have sikret sig store udbytter under vikingetogter og efterfølgende være vendt styrket tilbage og have grundlagt deres dynasti ved Jelling.
Skelettet
Man har fundet træ i gravkammeret som man via dendrokronologi har kunnet datere til at være fældet i året 958. En del tyder på at Gorm er begravet i dette år. Et skelet delt op i hele 73 forskellige dele blev fundet i Jelling Kirke i 1978 kan meget vel være Gorm. I gravkammeret fandt man videre hundredtusindvis af tynde guldtråde, der menes at være vævet ind i tæpper eller tøj som han har fået med i graven. Derudover var der to sølvbeslag fra et bælte der lå tæt ved den døde og som var udsmykket med dyre og fuglehoveder, hvilket var typisk for 900-tallet. Stilarten er her den samme som på det fundne bæger og fuglefigurerne i den tømte grav i Nordhøjen – dyrehovederne har en karakteristisk krølle over snuden.
Hans alder har været mellem 35 til 50 år; han var 170 centimeter – hvilket var højt på denne tid; og man har kunnet spore at han havde slidgigt i ryggen; han var ikke særlig muskuløs og derudover havde han en udvækst på hans kranium i nakken. DNA fra skelettet er aldrig blevet undersøgt, og da det har ligget under vand i det meste af de tusind år der er gået, så vil det næppe være muligt at finde arvemateriale og dermed knytte ham til nutidens kongehus – og man har heller ikke forsøgt at hensyn til gravfreden.
3.december år 2000 fejrede Danmark officielt årtusindskiftet i Jelling. Kirken genåbnede med en omfattende nyudsmykning hvor såvel Dronning Margrethe og statsminister Poul Nyrup Rasmussen tilsteede. Skelettet vendte her tilbage til kammergraven efter at have været 23 år på Nationalmuseet. Et nyt gulv var lagt i rød, svensk granit med sort dekoration og en sølvstribe over kammergraven, hvor skelettet ligger – det skelet man antager er Gorm den Gamle.
Gorms Regeringstid
- 934: Danskerne betalte skat til den tyske konge Henrik I.
- 936: Gorm afslog Biskop Unni og dennes anmodning om at føre kristen mission i Danmark
- 948: Ærkebiskop Adaldag af Hamborg-Bremen indviede biskopper til Slesvig, Ribe og Århus.
Gorms efterkommere
Harald Blåtand – Gorms søn – efterfulgte Gorm som konge. Harald gjorde Danerne kristne som der står på Jellingstenen, der sættes som Danmarks dåbsattest.
Ifølge Saxo og sagaerne havde Gorm udover Harald Blåtand en søn ved navn Knud Dane-Ast, der blev dræbt i forbindelse med et vikingetogt til Irland. I fællesskab med hans bror Harald var de i færd med at belejre Dublin, da han døde. De morede sig med en våbenleg, da en irsk bueskytte ramte ham dødeligt. Hans sidste ønske var at belejringen skulle fortsætte som om intet var hændt, da irerne ikke skulle forstå at deres anfører var død. Budskabet om hans død nåede Jelling, hvor Thyra først fik nys om dette – hun undlod at sige noget. Ifølge sagnet skulle Gorm have svoret at slå den ihjel, der ville overbringe ham budskabet om Knuds død. Thyra sagde intet men hængte istedet sorte klæder for vinduerne og iklædte sig selv en gammel sæk: Gorm spurgte hende om hun meddelte ham Knuds død, hvortil hun svarede “Det melder du og ikke jeg.” Saxos beretning var at dette skulle have taget den sidste livsgnist fra Gorm, hvorefter at Thyra sad tilbage som enke; det stemmer dog ikke godt overens med de historiske fund. Thyra måtte være død før Gorm, da han som enkemand rejste den lille Jellingsten til minde om hende.
Der var muligvis en tredje søn ved navn Toke, han skulle være faldet i slaget ved Fyrisvoldene syd for Uppsala og er omtalt på flere runesten. På en runesten ved Hällestad kirke i Skåne står: “Åskeld satte denne sten til minde om Toke, Gorms søn, den hulde drot. Han flygtede ikke ved Uppsala. Kæmper satte til minde om broren stenen på bakken, styrket af runer. De gik Gorms Toke nærmest.” En anden runesten samme sted beskriver “Åsgot rejste denne sten efter Ärre, sin bror. Og han var Tokes hirdmand. Nu skal stenen stå på højen.” Endnu en sten – Års-stenen – har påskriften “Asser satte denne sten efter sin herre Val-Toke.” Den sten har også været sat i forbindelse med Toke Gormsen.
Endelig var Gunnhild Kongemor ifølge Historia Norvegiæ en datter af Thyra og Gorm – men en anden krønike Heimskringla beskriver hendes herkomst som norsk.
