Habsburg

Habsburgerne er en fyrsteslægt, der siden middelalderen har været en af de dominerende slægter i Europa, og som i århundreder blev valgt som kejsere af det Hellige Tysk-Romerske Rige og dettes efterfølgerstater samt koloniriger. Deres stamborg ved navn Habsburg ligger i Kanton Aargau i dagens Schweiz. 

De omtales ofte “af Østrig” hvilket henviser til de landområder, de overtog fra slægten Babenbergerne i år 1282. 

De besad allerede store landområder i Øvre Alsace mellem Basel og Strasbourg. I oktober 1273 blev Rudolf I. valgt til konge af det Hellige Tysk-Romerske Rige – som den første Habsburger i dette hverv. Hans værste konkurrent ved kongevalget Ottokar von Bøhmen var han i stand til endegyldigt at besejre fem år efter i slaget ved Marchfeld 26. august 1278 øst for Wien. Efter det sejrrige slag, hvor Ottokar faldt, satte Rudolf I. sig i spidsen for Ottokars hertugdømmer Østrig, Steiermark og Krain og begyndte at forvalte dem selv. Ottokars søn Wenzel II. beholdt han i første omgang i fangenskab, men giftede ham med sin datter og lod ham beholde faderens oprindelige len Bøhmen og Mæhren, hvilket styrkede Habsburgernes magt. 

I 1283 overdrog Rudolf I. hertugdømmerne Østrig og Steiermark som len til sine to sønner Albrecht I. og Rudolf II. og lod dermed familien stige i stand fra greve- til fyrstestand. Brødrene enedes om, at Albrecht forvaltede de to hertugdømmer, mens Rudolf tog tilbage til familiebesiddelserne i Aargau og Øvre Alsace. 

Efter at den sidste Meinhardiner – Heinrich von Kärnten – var død 2. maj 1335, overdrog Kejser Ludwig der Bayer hertugdømmerne Kärnten og Krain som rigslen til Albrecht II. og dennes bror Otto den Glade af Huset Habsburg. I 1363 lykkedes det Rudolf IV. også at gøre Grevskabet Tirol som del af Habsburgernes domæne. 

Fra 1438 og frem til 1526/27 blev dele af Bøhmen, Kroatien og Ungarn også del af Habsburgernes stamområde. Den bøhmiske krone, der i 1526 blev habsburgisk, gav også familien status af kurfyrster, hvilket ydermere var den blandt de syv kurfyrstestemmer med den højeste værdi og stemme. I perioden 1439 og frem til 1806 var Huset Habsburg uden afbrud såvel tyske konger som tysk-romerske kejsere. 

I det 16 .århundrede delte dynastiet sig i en spansk og i en østrigsk linje. Den spanske linje herskede over Spanien og Portugal og deres enorme oversøiske besiddelser i Amerika, Afrika og Asien – en linje, der uddøde med Karl II. i år 1700. Den østrigske linje, der sluttede med Karl VI., men som grundet den pragmatiske sanktion kunne fortsættes via hans ældste datter Maria Theresia – reglen gjaldt ikke for overhovedet for det Hellige Tysk-Romerske Rige, hvor det skulle være en mand. Maria Theresia grundlagde sammen med sin mand Franz I. Stephan slægten Habsburg-Lothringen. Dette hus vedblev med at have den tysk-romerske kejserværdighed, indtil riget ophørte med at eksistere i 1806. Den sidste tysk-romerske kejser Franz II. grundlagde i 1804 Kejserriget Østrig, der i 1867 blev omdannet til Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, og som bestod indtil 1918. Efter 1918 måtte habsburgerne give afkald på alle deres besiddelser i Østrig såvel som i Ungarn. 

I kortere perioder herskede Habsburgerne også over andre europæiske områder såsom de Habsburgiske Nederlande og Franche-Comté (Frigrevskabet Burgund) samt i Norditalien Milano, Lombardiet, Veneto, Modena, Parma og Toscana samt i Vorderösterreich, der omfatter områder i det sydlige Tyskland og østlige Frankrig – og endelig i kort tid i det 19. århundrede i Mexico. 

Artikel pr. 25.november 2018

Print siden her