Hötensleben – Mindesmærke for grænsen mellem DDR og BRD
Grenzdenkmal Hötensleben står som minde om den tyske deling. Det består af et komplet og originalt grænseanlæg på en delstrækning af grænsen mellem DDR og Forbundsrepublikken. Det ligger i Sachsen-Anhalt små 18 kilometer syd for motorvejsgrænsen på A2 ved Helmstedt-Marienborn. Den har status som europæisk kulturarv.
Mindesmærket ligger umiddelbart i den vestlige forlængelse af byen Hötensleben, der som en af de få byer i DDR fik lov at blive liggende indenfor de 5 kilometers spærrezone op til grænsen. Vest for grænseanlægget gik den egentlige grænse til vesten og udgør i dag grænsen mellem delstaterne Sachsen-Anhalt og Niedersachsen. Sydvest for mindesmærket ligger den vestlige by Schöningen, der er forbundet med Hötensleben af landevejen B104, som mindesmærket i særdeleshed var sat til at kontrollere. Det meste af det bevarede grænseanlæg er beliggende nord for vejen, en lille del dog også syd for vejen. Grænseanlægget er i dag administreret under mindesmærket for den tyske deling i Marienborn, der ligger 18 kilometer i nordgående retning.
Historie og Beliggenhed
Anlægget opstod i forbindelse med den tyske deling som DDRs grænseanlæg. Efterfølgende har man fundet frem til , at den vigtigste begrundelse for udbygningen af grænsen, som myndighedspersoner fra DDR har givet, var at forhindre borgere fra DDR i at flygte fra DDR til forbundsrepublikken BRD. Det bevarede anlæg strækker sig over 350 meter og omfatter et areal på i alt 6,5 hektar. Det står som det var i 1989.
I 1945 blev Tyskland inddelt i 4 zoner, der blev administreret af henholdsvis Frankrig, USA, Storbritannien og Sovjetunionen. I maj 1949 intensiverede de 3 førstnævnte dette samarbejde ved at danne BRD eller Forbundsrepublikken, senere i oktober 1949 blev den tilbageværende sovjetiske sektor til DDR. Navnet på grænsen imellem disse to stater kaldtes zonegrænsen eller den indre tyske grænse. I de efterfølgende år blev den ideologiske kamp skærpet mellem de to nye statsdannelser, særligt DDR skærmede sig af i forhold til Forbundsrepublikken. I 1950 stiftede man i DDR efterretningstjenesten med et eget ministerium, MfS i folkemunde kaldet Stasi. Dette var stiftet med forbillede i det stalinistiske efterretningsorgan KGB. I 1952 begyndte man i DDR at tvangskollektivisere landbruget, hvilket fik staten til at frygte, at mange ville flygte. Det blev anledningen til at afsikre grænsen tydeligere end hidtil.
DDR´s grænse til Forbundsrepublikken havde på hele den cirka 1400 kilometer lange grænsedragning en spærrezone på 5 kilometer fra grænse og ind i landet. I denne zone var befolkningens bevægelsesfrihed indskrænket, og der blev regelmæssigt gennemført forøgede kontroller . I det område, der lå fra 250 meter til 1500 meter op til grænsen, var al beboelse og erhvervsaktivitet forbudt, og grænsevagterne i DDR havde ret til at anholde alle. I aktionerne “Ungeziefer”, “Kornblume” og “Festigung” gennemførtes de store genbosættelser af folk i dette område. I 1961 minerede man hele grænsestrækningen og udstyrede den med lysovervågning. Perioden fra 1970-83 huskes som særligt brutal, da den sidste del af grænsen blev udstyret med de såkaldte selvskydende anlæg ved navn SM-70. Anlæggene blev pillet ned i 1983 efter pres fra den bayerske leder af CSU, Franz-Josef Strauss. De understøttede den skydebefaling, som soldaterne var blevet udstyret med.
Da byen Hötensleben lå kun 80 meter fra grænsen, havde DDR valget mellem at rive byen ned eller give en specialtilladelse til byens borgere. Man valgte sidstnævnte løsning, hvilket betød, at grænsen blev udbygget på en særlig facon, hvor kontrollen og sikkerhedsforanstaltningerne overfor mulige flugtforsøg var endnu mere intensiv. Kontrollen i Berlin var foregangsbilledet, da den foregik i tæt bebyggelse.
Grænseanlægget bygget grundigt og effektivt op imod flugtforsøg.
1) Den første mur, som borgerne i Hötensleben mødte, var 3 meter høj og hindrede dem i at se ind over grænseanlægget. Desuden var vejen foran oplyst.
2) En smal sti, hvor man kunne kigge efter fodspor.
3) Grænsesikringshegn på 2,40 meter i højden. Et elektrisk signalsystem blev aktiveret ved forsøg på at klatre hen over dette.
4) Hundesti. (Ikke konsekvent på hele strækningen)
5) Landbrugs- og skovbrugsområde i DDR
6) Syns og skydeområde, hvor grænsevagterne kunne træne skydeegenskaberne.
7) Oplyst område
8) Vagttårn, med 4 vagter og administrativt hovedcenter for en 17 kilometer lang grænsestrækning.
9) Kolonnevej for militærkøretøjer med betonplader.
10) Jordstykke på 6 meter i bredden, hvor man ledte efter fodspor.
11) Panser- og stålspærre, der skulle hindre lastbiler i at bryde igennem grænsen.
12) Vandgrav, der fungerede som spildevandsafløb fra en nærliggende sukkerfabrik, men som ydermere forhindrede lastbiler i gennembrud.
14) Strækmetal som grænsehegn i området foran miner, der skød på langs foran hegnet.
15) DDR område, som stadig gjorde det muligt at skyde eventuelle flygtende på den sidste strækning
16) Midten af bækken, Schöninger Aue, markerede grænsen til Forbundsrepublikken.
Tårnet (8) var placeret på toppen af en høj og var det ideelle sted til overvågning af hele grænsestrækningen. Her holdt de ledende officerer samt vagtpersonale til. De var altid minimum 2 på arbejde af gangen og med yderligere to hvilende vagter (sovende). Dette var bygget op på en sindrig måde, hvor de overvågede hinanden. Mange steder var der installeret alarmer. Ved udløsning af alarm ville soldater straks bevæge sig en tur igennem grænsestrækningen på kolonnevejen. Vagternes handlemuligheder var at anholde eller skyde de flygtende, hvis de fandt dem. Nord for tårnet gik landskabet over i mere åbent landskab, og graden af kontrollen blev nedjusteret en smule.
Da grænserne åbnede mellem de to tysklande 9. november 1989 mistede grænseanlægget sin betydning. På trods af, grænseanlægget var stærkt forhadt i Hötensleben, lykkedes det en gruppe af stærkt historisk interesserede personer at få regeringen i DDR til at stille grænseanlægget under mindesmærkebeskyttelse allerede 12. januar 1990. I 1993 overtog en lokal forening vedligeholdelsen af mindesmærket, indtil delstaten Sachsen-Anhalt i 2004 overtog ansvaret. Siden 2011 har anlægget været forvaltet sammen med det nærliggende mindesmærke for motorvejsgrænsen Marienborn. Begge steder er del af den europæiske kulturarv.
Det meste af grænseanlægget syd for B104 er idag nedrevet. Hvor den yderste grænsemur stod har man idag plantet træer, der er privat sponsoreret. Såvel daværende præsident forbundsrepublikken Roman Herzog og den mangeårige udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher har skænket et træ.
Grænseanlægget har været stærkt omdiskuteret i lokalbefolkningen. I de første år var der mange, der ønskede anlægget pillet ned, da de ikke ønskede at huske noget fra DDR-tiden. Det lykkedes som nævnt andre lokale at få det bevaret. Siden har det været meget upopulært hos de mange såkaldte “Ostalgikere”, der begræder, at DDR ophørte med at eksistere og er kritiske overfor den kritiske tilgang, DDR ofte gives, hvor man mener, at der fokuseres for meget på Stasi, SED, republikflugt og ikke nok på trygheden, den manglende arbejdsløshed og de sociale programmer. Der sker regelmæssigt hærværk mod stedet.
Et besøg/ Historiske Rejsers anbefaling
På vej til grænsemindesmærket Hötensleben vil man næsten uundgåeligt passere grænsen mellem øst og vest adskillige gange, inden man afslutningsvis kører igennem Hötensleben By. Man gør sig klogt i at holde øje med eventuelle offentlige rundvisninger via stedets hjemmeside. Rundvisningerne foregår udelukkende udendør, og fortæller om DDR og om, hvordan ambitionen var at spærre egen befolkning inde. Der er et væld af hjertegribende fortællinger i denne rundvisning. Historiske Rejser kan kraftigt anbefale et besøg, men det skal være med guide, ellers vil der ikke være de gribende fortællinger i det.
Man kan parkere ved selve mindesmærket, hvor der også findes toiletter. Det er også det eneste umiddelbare
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen “Et 1400 kilometer langt og 5 kilometer bredt bælte, dannede grænse mellem DDR og BRD. Området var kendetegnet ved at beboere blev fjernet, at der var udvidede sikkerhedsforanstaltninger, som eksempelvis selvskydende anlæg ved grænsehegnet. Byen Hötensleben lå imidlertid kun 80 meter fra den egentlige grænse mellem Sachsen-Anhalt og Niedersachsen. Her valgte DDR at udvide sikkerheden og kontrollen til samme niveau som Berlin, så man finder en lille landsby, hvor logikken omkring grænseflugt og kontrol var på samme niveau som i Berlin.”
LÆS OM REJSEN – “MURENS FALD I DET GAMLE DDR“, HVOR VI BESØGTE HÖTENSLEBEN.
Historiske Rejser bliver vist rundt af Herr Walther ved grænsemindesmærket
Vagttårnet, hvor der blev holdt øje med flugtforsøg
