Jakobskatedralen i Stettin
Jakobskatedralen i Stettin er et kirkebyggeri i rødstensgotik. Det er et af de største kirkebyggerier i Pommern og ved siden af domkirken i Cammin – polsk Kamien Pomorski – den største katedralkirke i ærkebispedømmet Stettin-Cammin. På polsk lyder den navnet Katedra Świętego Jakuba, Bazylika archikatedralna św. Jakuba.
Byggehistorie
Kirkebygningen blev bygget i flere etaper i perioden 13. til det 15.århundrede af bl.a. bygmesteren Heinrich Brunsberg. Hertug Barnim I. bestemte omkring 1237 at Jakobskirken var for de tyske i Stettin, mens Petrikirken var til de slaviske beboere. Siden Reformationen var Jakobskirken en luthersk menighedskirke for den Pommerske Evangeliske Kirke og var efter Mariekirken blev nedrevet i 1831 byens hovedkirke.
Det sengotiske halbyggeri har et kor, der næsten er lige så stort som langhuset. Det oprindeligt to-tårnede byggeri fik i perioden 1456-1503 et midtertårn. Dette tårn havde oprindeligt en gotisk tårnhjelm, der blev ødelagt i forbindelse med Stettins belejring i 1677. Det var først ved restaureringen i 1894 at der igen blev sat en tårnhjelm på. De udbedringer af arkitekten Oskar Hossfeld blev imidlertid ødelagt under Anden Verdenskrig.
I middelalderen havde kirken 52 altre – de var dog ikke længere at erkende i det 17.århundrede som følge af Reformationen. I 1709 blev det to-etagers høje alter af Erhard Löffler snittet i træ. Dagens fornemme højalter stammer fra Kloster Kolbatz, der ligger 22 kilometer sydøst for Stettin.
I år 1699 fuldendte Arp Schnitger nybyggeriet af orgelet, der var blevet påbegyndt af Matthias Schurig fra Dresden, der var død i 1697. Komponisten Carl Loewe var aktiv ved dette orgel i 46 år som organist og kantor. Efter hans død blev hans hjerte muret ind i den sydlige pille der bærer orgelet.
I 1904 fik man overbragt mindestenen for Hertug Barnim III. fra Kartäuserklosteret Guds Nåde i Grabow. I 1903 havde glasmaleren Alexander Linnemann og hans sønner Rudolf og Otto Linnemann fra Frankfurt am Main udsmykket 13 glasmalerier til kirken. Motiverne er blandt andet: Den Fortabte Søn, Kristus på Oliebjerget, Den Sidste Nadver, Den Barmhjertige Samaritaner, Kristus med Maria og Martha, et vindue med kirkens bygningshistorie et vindue med den første kristne i Stettin og endelig 5 vinduer med dekoration. I 1933 malede glasmaleren Erhardt Klonk fra Marburg to mindevinduer for de faldne i Første Verdenskrig. På det ene vindue ser man en død, der bliver begravet af hans kammerater; på det andet vender en mand tilbage til hans familie.
Den 17. eller 30.august 1944 ødelagde en bombe store dele af kirken, herunder orgelet. Kor og tårn – dog uden hjelm – forblev bevaret.
I perioden 1535 til 1945 var Jakobskirken evangelisk. Kirkemenigheden talte i 1940 22.900 medlemmer. Den blev efter 1945 del af den polske katolske kirke og ruinen blev frem til 1971 genopført og istandsat. Bygningen var del af Ærkebispedømmet Stettin-Cammin. I 1983 gav Pave Johannes Paul II. den rang af Basilica Minor.
Fra og med 2007 har der været udført store ombygninger på katedralen, hvor det mest iøjnefaldende er tårnhjelmen. Den ny tårnhjelm ser dog anderledes ud end den i 1944 ødelagte. Den ligner istedet den oprindelige tårnhjelm, der blev ødelagt i 1677 og som blev påsat i 1624 efter tegninger af Paul Friedeborn. Tårnet er 110,18 meter. Der er en udsigtsplatform der siden maj 2009 har været mulig at nå med elevator.
Musikhistorie
I februar 1827 fandt Felix Mendelssohn Bartholdys Ouverture En Skærsommernats Drøm sin offentlige uropførelse i Jakobikirke under musikalsk ledelse af Carl Loewe. Den var blevet uropført privat på Leipziger Strasse i Berlin kort forinden.
Pingback: Stettin | Historiskerejser.dk
Pingback: Stettins seværdigheder | Historiskerejser.dk