Lange Brücke (Potsdam)
Er en vejbro over Havel i Potsdam. Broen er kendt som den ældste overgang over floden Havel i midtbyen af Potsdam. Den forbinder Potsdams historiske kerne med Teltower Vorstadt og Babelsberg.
Broens historie
Potsdam by adskilles i øst og syd af floden Havel, der nærmest er søagtig, hvilket har gjort, at dens løb har ændret sig adskillige gange siden det 10. århundrede. Flodens langsomme løb har medført aflejringer, og opdynget sand har med tiden dannet små øer og sandbanker. På denne facon er nutidens landskabsformer blevet dannet og ligeså den senere Freundschaftsinsel (Dansk: Venskabsøen) og dermed også begge flodarme i byen.
Den første bro over Havel blev omtalt i 1317. Den blev sidenhen benævnt som Alte Fahrt. Broen fra 1317 har ikke været særlig stabil. I en kilde fra 1375 nævnes den eneste mulighed for at krydse Havel at være en færge. I 1416 meddelte Kurfyrste Friedrich I. von Hohenzollern, at byen fik lov til at opføre en bro til byen Teltow. Tolden for at krydse broen skulle gå til byens borgere. I 1564 blev broen første gang opført som Lange Brücke. Man ved ikke meget om broen og dens brug. I årene under Trediveårskrigen bliver broen nævnt flere gange som den, via hvilken de krigsførende soldater drog ind og plyndrede byen.
I årene 1662/64 blev der opført en ny bro i forbindelse med, at Den Store Kurfyrste gik i gang med at omdanne Potsdam til residensstad. Broen bestod af træ, havde 48 buegange og fungerede dengang som en klapbro, hvor skibe kunne gennemsejle. Broen var 220 meter lang, og der befandt sig her et vagthus og porthus. Den 8. august 1756 førte Kong Frederik den Store sine tropper ad broen og af sted mod Syvårskrigen 1756-63. Broen blev løbende repareret, men stod i en dårligere og dårligere forfatning. I årene 1770/71 udfærdigede Johann Boumann og Carl von Gontard på vegne af Frederik den Store tegninger til en ny bro, der dog aldrig blev realiseret. Det samme mønster gentog sig i 1802 og 1815. I 1823 begyndte arbejdet med en ny overgang over Havel, som var færdig efter 2 års byggetid. Betingelserne for skibsfarten blev i øvrigt forbedret og udbygget ved den såkaldte Nuthegraben (Nuthe Graven) på den østlige side for Havelinsel – der siden fik navnet Freundschaftsinsel. Nuthegraben var et sumpet afløb og en sideflod til Nuthe. Broen, der stod færdig i 1825, var overspundet med 8 buer af smedejern og klapper, som kunne åbnes for skibene. I slutningen af det 19. århundrede blev den tiltagende vandtrafik imidlertid afsluttet, da man byggede Sacrow-Paretzer-Kanalen, som stod færdig i 1875.
I årene 1886-88 erstattede man den hidtidige bro med en stenbro lige nord for, og den blev indviet i 1888 uden større festivitas, hvilket skyldes, at hele to kejsere var døde det pågældende år. I 1901 opstillede man en rytterstatue af Kejser Wilhelm I. udført af Ernst Herter, og broen blev omdøbt til Kaiser-Wilhelm-Brücke. Nazisterne genomdøbte broen i 1935 til dens oprindelige navn. Den tyske hær – under nazisterne – sprængte 24. april 1945 broen i luften over Neue Fahrt, mens brodelen over Alte Fahrt forblev ubeskadiget. Siden opførtes der en stålbåret bro.
Den udgave af broen, man finder i dag, er bygget i årene 1958-61. Den er dermed den sjette beviselige bro over Havel på dette sted. Broen var en del af omorganiseringen af Potsdam til et nyt socialistisk centrum. Forløbet af broen var således planlagt, at den trafik, der kom ind i byen, kom direkte ind mod Potsdam Byslots haves Corps de logis. Fundamentet for det Kejser Wilhelm Monument, der blev opført i 1901, blev i 1945 omsmeltet og forsvandt dermed. I 1949 strandede et forsøg fra den lokale afdeling af SED – det eneste tilladte parti i DDR – med at sprænge byslottet bort. Da broprojektet igen opstod i 1957, diskuterede man på ny en nedrivning af slottet, hvilket blev besluttet i 1959. I 2008 blev broen udbygget med både cykelsti, sporvognskinner og brede gangstier.