Middelalderen

I den europæiske historie varer middelalderen fra det 5. til det 15. århundrede. Tidsalderen begynder med det Vestromerske Riges fald og varer indtil renæssancen og de store opdagelsesrejsers tidsalder. Middelalderen er den midterste periode i de traditionelle tre inddelinger af den vestlige historie: Den klassiske antikke, den middelalderlige og den moderne periode. Middelalderen er derudover underinddelt i tre perioder: tidlig middelalder, højmiddelalderen og senmiddelalderen. 

Den tidlige middelalder var præget af fald i befolkningstal, de-urbanisering – vandring fra by til land -, invasioner med krige og ødelæggelse til følge samt folkevandringer, tendenser, der var startet i senantikken, og som fortsatte i tidlig middelalder. Store folkevandringer prægede denne periode, hvor særligt germanske stammer flyttede rundt i Europa og dannede nye kongeriger og fyrstestater i det tidligere Vest-Romerske Rige. 

I det 7. århundrede blev Nordafrika og Mellemøsten del af Umayyade-Kalifatet – efter oprindeligt at have været del af det Øst-Romerske Rige: Det Byzantinske Rige. Kalifatet var profeten Muhammeds efterfølgere, hvilket medførte et brud med de romerske samfundsstrukturer, da islamisk lov og samfund blev indført. Det byzantinske rige overlevede dog i store områder i det østlige Middelhav og førte traditionerne fra Romerriget videre. Imperiets lov baserede sig stadig på den justinianske lovopfattelse – Corpus Juris Civilis. Denne tradition blev ligeledes genopdaget og genindført i Norditalien fra omkring 1070, og denne romerske lovopfattelse kom til at præge middelalderens Europa.  I den vestlige del af Europa inkorporerede de nye kongedømmer de få overlevede romerske institutioner. Klostre blev grundlagt som led i den strategi, hvor Europa skulle kristnes – hvilket man allerede i romertiden var påbegyndt. Frankerne havde kortvarigt – i det sene 8 .århundrede og begyndende 9. århundrede – etableret det Karolingiske Kejserrige, kaldet det Hellige Romerske Rige. Det udgjorde det meste af det vestlige Europa, men faldt snart sammen grundet pres både indefra i form af borgerkrige og udefra i form af invasioner fra vikingerne fra nord, magyarerne (ungarerne) fra øst og saracenerne (nordafrikanske muslimer) fra syd. 

Igennem højmiddelalderen – der typisk sættes til at være begyndt omkring år 1000 –  steg befolkningstallet i Europa markant som følge af teknologiske og landbrugsmæssige opfindelser, der fik handelen  til at blomstre. Ydermere var middelalderen præget af et varmere klima, hvilket tillod en lang række kornsorter at vokse og derefter handles. Agerbrugerne – eller mere almindeligt bønderne – begyndte at bosætte sig i landsbyer, hvor man typisk lejede jorderne rundt om af de nye jordejere – kaldt adelsstanden – og betalingen foregik ved, at bønderne tilbød arbejde hos adelsstanden, der igen sikrede beskyttelse af de nye byer. Denne struktur kaldes Manorisme. Jordejerne/ adelsstanden fik deres jord igennem militærtjeneste, hvor man kunne slås til ridder af konger og fyrster. Dermed havde man den feudale samfundspyramide: Konge – fyrster – adel – lavadel (der ikke altid førte krig selv) – bønder. 

Korstogene – det første udråbt i 1095 – var de militære forsøg fra de vesteuropæiske kristne kongedømmer på at genetablere kontrol i det Hellige Land fra muslimerne. Kongerne blev lederne af de centraliserede nationsstater, hvilket var med til at sikre bedre lov og orden, men også gjorde idealet om en forenet kristendom mere fjernt.

Det intellektuelle liv blev præget af Skolastikken, en filosofi, der forsøgte at koble tro med årsagsforklaringer, hvilket kunne ses i de mange grundlæggelser af universiteter i den vestlige verden. Teologien blev præget af Thomas Aquina, maleriet af Giotto di Bondone, poesien af Dante Alighieri og Geoffrey Chaucer, opdagelsesrejserne af Marco Polo, og arkitekturen var de gotiske katedraler, der i Chartres er nogle af de unikke landvindinger, som vi forbinder med højmiddelalderen. 

Senmiddelalderen blev præget af kriser og epidemier såsom hungersnød, pest og krig, hvilket var med til at forårsage betragtelige fald i befolkningstallet overalt i Europa. I årene mellem 1347 og 1350 forårsagede den sorte død omkring en tredjedel af Europas befolkning. Kontroverser om kætteri, det vestlige skisma (1378-1417), hvor den katolske kirke havde hele tre paver, løb parallelt med konflikter mellem staterne, civile kampe og bondeoprør, som opstod mange steder. Tiden var dog også præget af kulturelle og teknologiske landvindinger, der omdannede det europæiske samfund og var med til at afslutte middelalderen og bringe Europa i retning af den tidlige moderne periode. 

Terminologi og Periodisering

Middelalderen er en af de tre store perioder man bruger når man skal tidsinddele Europæisk historie: Klassiske Civilisationer eller Antikken: Middelalderen og Moderne Tid. Middelalderen nævnes første gang på Latin i 1469 som media tempestas – midtsæsonen. I den tidlige brug så man mange varianter: medium aevum, eller “middelalder” første gang brugt i 1604 og  media saecula første gang brugt i 1625. Begrebet på engelsk medieval eller italiensk mediovale kommer fra medium aevum.

Middelalderens skribenter inddelte historien i seks aldre og Fire Imperier, og opfattede den verden de selv levede i som den sidste før jordens sammenbrud. Når de refererede til deres egen tid, da anså de sig for moderne. I 1330´erne skrev den humanistiske poet Petrarca og refererede til det før-kristne som antiqua – antikken – og til den kristne periode som nova – ny. Leonardo Bruni var den første historiker til at bruge denne tredeling i hans værk Det Florentinske Folks Historie fra 1442, hvor han beskrev middelalderen som perioden efter det Romerske Riges fald og genopblomstringen af byerne i løbet af det 11. og 12.århundrede. I det 17.århundrede var tredelingen standard at bruge efter at den tyske historiker Christoph Cellarius havde inddelt historien i tre perioder Antik, middelalderlig og moderne.

Det mest udbredte starttidspunkt at bruge for Middelalderen er omkring år 500 – og mange gør det specifikt i 476 hvor det Vestromerske Rige falder. I yderområderne i Europa der sætter man ofte Middelalderens start væsentligt senere, da Romerrigets betydning har været mindre. Det gælder blandt andet i Danmark hvor vi ofte først sætter den efter Vikingetiden. Andre dele af Europa ser vikingeangrebene som en del af den uro, som Romerrigets fald bragte med sig.

I Europa som helhed der sætter man middelalderens slutning til at være år 1500, men der er mange varianter af denne dato. De der var meget påvirket af Osmannernes fremfærd på Balkan sætter 1453, hvor Konstantinopel falder og dermed det Byzantinske Rige forsvinder, andre sætter slutningen ved 1492 hvor Columbus opdagede Amerika og Kolonitiden og Opdagelsesrejserne begynder. Andre sætter 1517 hvor Martin Luther satte Reformationen igang. I England er det ofte 1485 hvor Rosekrigene sluttede med Battle of Bosworth Field. I Spanien er det ofte erobringen af det muslimske Granada i 1492.

Historikere fra latinsktalende lande inddeler ofte middelalderen i Højmiddelalderen og Lavmiddelalderen. I de engelsktalende lande ofte i Tidlig, Høj og Sen-middelalder. I det 19.århundrede blev Middelalderen ofte omtalt som de “mørke tider”. Men det er idag kun noget som historikere godkender når man taler tidlig middelalder, hvor der bestemt var konflikt.

Det Senromerske Rige

Det Romerske Rige havde nået sin største udstrækning i det første århundrede efter år 0; i de århundreder der fulgte begyndte Riget en gradvis – men dog langsom – nedgang, der blandt andet viste sig ved at kontrollen med deres yderste territorier blev svækket. I det Tredje århundrede var Riget i en langvarig krise, der afspejlede sig i det faktum at en lang række kejsere kun fik kort tid på tronen i forgæves forsøg på at løse problemerne, der var økonomisk og præget af inflation og et enormt eksternt pres på grænserne. Derudover steg udgifterne til militæret enormt ved de mange krige i Rigets ydre regioner og mod Sassaniderne i Persien. Alt dette blev en form for ond spiral, da behovet for skatter steg i takt med de større udskrivninger til krig og en stående hær, mens at færre blev jordejere og der ydermere var en tilbagegang i små erhverv. Det fik endvidere behovet for flere bureaukrater og skatteindkrævere til at stige og krisen til at forværres.

Kejser Diokletian – der regerede fra 284-305 – delte Riget i to administrative dele i 286 – det betød at der nu fandtes et såvel østligt som vestligt Rige. Regler og love var imidlertid stadig gældende ens over hele Riget. Opsplitningen blev mere fuldkommen i år 330 da Konstantin den Store udnævnte Byzans til at være hovedstad over det østlige Rige og gav den dets nye navn Konstantinopel. Diokletians reformer gav Riget mere tid, da man effektiviserede skatteopkrævning og samtidig styrkede hæren, men de grundlæggende problemer med pres på grænserne og et enormt skattetryk var ikke løst. Rivaliserende kejsere kastede sig ud i magtkampe der førte til borgerkrige, hvilket førte til at mange af de tropper der fandtes ved de ydre grænser blev trukket hjem og gjorde angreb udefra hyppigere. Derudover voksede spændet voldsomt mellem rig og fattig i denne periode. I 313 accepterede Kejser Konstantin den Store eksistensen af kristne i Romerriget, det var en del af en langvarig proces hvor de havde været tilstede siden 100-tallet.

I år 376 tillod Kejser Valens at folkefærdet Goterne kunne bosætte sig i den romerske provins Thrakien på Balkan efter at disse var flygtet fra et andet folkefærd Hunnerne. Bosættelsen der skulle have givet romerne en allieret, endte istedet katastrofalt og Goterne påbegyndte snart storstilede plyndringer og erobringer i Riget – Kejser Valens faldt selv i Slaget ved Adrianopel i 378. Truslen fra de mange angribende stammer og uenigheden om den kristne kirkes position skabte forøgede problemer. I år 400 invaderede Visigoterne det Vestromerske Rige, for dog hurtigt at blive trængt ud igen, så var deres styrke så stor at de i 410 var i stand til at plyndre selve Rom. I årene forinden havde folkeslagene Alanere, Vandaler og Suevier trængt ind i Gallien; hvor de frem til 409 spredte sig over hele Gallien inden de gik over Pyrenæerne og ind i Spanien. Denne periode er sammenfattet under navnet Folkevandringstiden. I det nordlige Gallien bosatte sig Frankere, Alemannere og Burgundere mens Anglere, Saksere og Jyder bosatte sig i Storbritannien. Vandalerne endte med at sætte over Gibraltar og erobre Afrika. En anden stor og langvarig trussel kom fra Hunnerne og deres store leder Attila (434-53) i årene 442 og 447 erobrede de Balkan og i 451 Gallien og endelig Italien i 452. Da Attila døde i 453 faldt Hunnerne imidlertid fra hinanden og truslen herfra forsvandt. Tilsammen ændrede de mange invasioner fuldstændigt den politiske og demografiske sammensætning der ellers havde eksisteret i det Vestromerske Rige.

Henimod sidste halvdel af 400-tallet var den vestlige del af Riget opdelt i en lang række mindre politiske enheder, der var styret af stammer, der som beskrevet havde invaderet Riget i begyndelsen af århundredet. Den sidste vest-romerske kejser Romulus Augustulus blev afsat i år 476, der traditionelt anses som det Vestromerske Riges fald. I år 493 blev den italienske halvø erobret af Ostrogoterne. De mange invasioner blev mødt med påfaldende mangel på handling fra det Østromerske Rige – eller det Byzantinske Rige. Kejserne over det Byzantinske Rige opretholdt deres ret til territorierne, det eneste det reelt betød var, at ingen af de nye konger tillod sig at udråbe sig til kejsere. En større undtagelse var Goterkrigene 527-65, hvor den østlige kejser Justinian forsøgte at opretholde magt på den Appeninske halvø.

Den tidlige middelalder: Nye Samfund

Den politiske struktur i Vesteuropa ændrede sig da det Romerske Imperium faldt fra hinanden. Selvom de folkebevægelser/folkevandringer der fandt sted i perioden vanligvis blev betegnet som “invasioner”, var de ikke kun militære ekspeditioner, men folkevandringer af hele folkeslag der vandrede ind i det Romerske Imperium. Folkevandringerne blev yderligere hjulpet af at den vestromerske elite nægtede at støtte en hær eller at betale de skatter der ville have tilladt militæret en styrke der kunne have undertrykt folkevandringerne. Kejserne i det 5.århundrede blev ofte kontrolleret af stærke militærmænd som Stilicho (død 408 e.v.t), Aetius (død 454 e.v.t), Aspar (død 471 e.v.t), Ricimer (død 472 e.v.t.) og Gundobad (død 516 e.v.t), hvis baggrund ofte kun var delvis eller slet ikke romersk. Da den vestlige kejserlinje uddøde, var mange af de konger der efterfulgte dem med den samme krigerbaggrund. Det blev normalt med ægteskaber mellem de nye konger og den romerske elite. Det førte til en fusion mellem den Romerske kultur med sædvanerne hos de invaderende stammer, hvilket også gjaldt de populære forsamlinger der tillod frie mænd fra stammerne at få mere medindflydelse end hvad der var normalt i den romerske stat. 

Mange materialer som romerne har efterladt er meget lig de invaderendes stammer; stammernes objekter blev lavet efter modeller af romerske objekter. Meget af den uddannelsesmæssige og skrevne kultur i de nye kongeriger var ligeledes baseret på de romerske intellektuelle traditioner. En vigtig forskel var at de nye politiske samfund mistede grebet om skattegrundlag. Mange af de nye politiske samfund støttede ikke længere deres hære via skatter, istedet gav man land og penge fra sig. Det betød at der var mindre brug for skattesystemer og store skatteudskrivninger der mere og mere brød sammen. Krige mellem kongerigerne var udbredte. Slaveriet blev langt mindre udbredt og samfundene blev mere præget af landbrug.

Europa omkring år 476 da Romerriget faldt sammen blev splittet op i mange forskellige småriger. Kortet lagt op af wikipediabrugeren Guriezous

Mellem det 5. og 8.århundrede strømmede nye mennesker og folkeslag ind og udfyldte det politiske tomrum som det romerske centralstyre efterlod sig. Østgoterne, en gotisk stamme, bosatte sig i det romerske Italien i slutningen af det 5.århundrede under Teoderik den Store (død i år 526) og etablerede et kongerige der blev skabt af og virkede under samarbejde mellem Italienere og Østgoter indtil de sidste år af Teoderiks styre. Burgunderne bosatte sig i Gallien, og efter et tidligere magtdomæne var blevet ødelagt af Hunnerne i år 436 og dannede et nyt kongerige i 440´erne. Mellem dagens Geneve og Lyon, voksede området frem der blev til Bourgogne i det sene 5. og tidlige 6.århundrede. Andre steder i Gallien, bosatte Frankere og keltiske Bretonere sig og grundlagde små politiske enheder. Franken havde dets centrum i det nordlige Gallien og den første konge man kender er Childeric I. (død i år 481). Hans grav blev fundet i år 1653 med fornemme gravgaver, der talte våben med guld af høj kvalitet. 

Childerics søn Clovis I. (509-511) grundlagde det Merovingiske dynasti, der ekspanderede voldsomt og Clovis tog kristendommen til sig. Bretonerne, der var relateret til folket i Britannie – dagens Storbritannien – bosatte sig i Bretagne. Andre monarkier blev etableret såsom det Vestgotiske Kongerige på den Iberiske Halvø, Suebierne på den nordvestlige del af den Iberiske Halvø samt Vandalernes Kongerige i Nordafrika. I det sjette århundrede bosatte longobarderne sig i det nordlige Italien, hvor de erstattede det Østgotiske Kongerige, og bestod af en lang række af hertugdømmer, der valgte en svag konge til at regere over dem. I slutningen af det sjette århundrede da blev det et mere permanent og stabilt kongedømme Lombardiet.

Mønter med Østgoternes konge Teoderik den Store der regerede fra cirka 491 til 501 e.v.t – Foto fra wikipedia

Invasionerne bragte nye etniske grupperinger til Europa, også selvom nogle regioner var langt mere påvirket af nye folk end andre. I Gallien for eksempelvis, da bosatte indvandrere sig langt mere intensivt end i den nordøstlige og sydvestlige del af kontinentet. Slavere bosatte sig i Central og Østeuropa og på Balkanhalvøen. Bosættelserne blev samtidig fulgt af sproglige forandringer. Latin, der havde været det vestromerske Riges sprog, blev erstattet af sprog der integrerede latin, men fik deres egne særpræg og kaldt romerske sprog. Ændringerne tog århundreder. Græsk forblev et sprog i det Byzantinske Rige, mens at de slaviske indvandringer tilføjede slaviske sprog til Østeuropa.

Print siden her