Murens fald og Genforeningen 1975-1990
Planøkonomisk stagnation og demokratisk spiren i øst
På det tidspunkt havde den tyske økonomi som så mange andre økonomier oplevet en smalkost grundet energikriserne, men den havde aldrig været i decideret krise. 1980´erne blev igen en jubeltid for den vesttyske økonomi, hvorimod den østtyske økonomi var gået totalt i stå. Planøkonomien havde ikke formået at skabe hverken vækst eller dynamik, fabrikkerne lå uproduktive hen, men folk mødte jo stadig på arbejde og forurenede løs på den hårdt prøvede natur. I 1980-81 havde man i Østberlin hørt rygterne om den polske generalstrejke, hvor værftarbejderne i Gdansk var gået imod ledelsen. Det endte med polsk undtagelsestilstand, men trods alt var et lille håb blevet tændt om en bedre fremtid i de uendeligt ensformige sociale boligblokke, der strakte sig fra Hellersdorf og hele vejen ind af Frankfurter Alleé.
Østtyskerne måtte finde frem til sandheden på rygtebasis, da den manglende pressefrihed og ikke mindst den frygt, der var forbundet med at handle såkaldt folkefjendtligt, det vil sige mod regimet, lammede den sunde offentlige kritik. Frygten blev spredt fra Indenrigsministeriet på Ruschestrasse i Lichtenberg, hvor Staatssicherheitspolizei eller bare STASI, hvorfra den styrede sin central. Systemet var så omfattende, at det var DDR-regimets mest omfattende udgiftspost at registrere og systematisere. En så omfattende pedantisk overvågning af folk fandt ingen sammenligning. James Bond-filmene blev overgået af virkeligheden. I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til som politisk leder i Sovjetunionen, og hans store tro var, at en reformering af kommunismen til et demokratisk og åbent system måtte være muligt. Hans store kampagner for Glasnost, Perestrojka og Demokratizatsija gik i rette med megen råddenskab i selve kommunismens moderland.
Murens fald
Inspireret af Gorbatjovs reformer spredte det folkelige opgør mod kommunismen sig til de baltiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet og altså også til DDR. Her startede protesterne så akommunistisk et sted som noget andet, nemlig i kirkerne, hvor der fast demonstreredes om mandagen. Den østtyske leder Erich Honecker var sammen med sin rumænske kollega, Nicolae Ceausescu, tilhængere af den kinesiske løsning, som var blevet anvendt på den Himmelske Freds Plads, det vil sige at sætte tropper ind. I Oktober 1989 havde DDR 40-årsjubilæum. Til den lejlighed var Mikhail Gorbatjov indbudt som æresgæst, og regimet havde iværksat en demonstration, der skulle hylde socialismens store navne og stater. Men folkemængden havde kun hyldest til en person, og det var…Gorbi, Gorbi!
Protesterne tog til, og Honecker trådte tilbage. På tysk histories skæbnedag 9. november (1989) gik SED/Politbüromedlem Günther Schabowski på nationalt TV kl. 18.57 for at orientere om, hvorledes DDR stillede sig mht. grænsepassage. Efter at have læst en række halvvejs ligegyldige sætninger op, sagde han de forløsende ord ”…Ständiges Ausreisen kann über alle Grenzübergangsstellen der DDR zur BRD erfolgen…”. Der var hermed givet politisk grønt lys til frit at kunne passere mellem DDR og BRD. Meddelelsen skulle først have været givet den efterfølgende dag kl. 16.00. Grænsevagterne var ikke orienteret om dette. Folk var stormet mod grænseovergangene i Berlin, da de havde hørt om åbningen. Det første sted var ved grænseovergangen i Bornholmer Strasse, og hvad der grundet kommunikationsbristet hos DDR kunne have endt i et blodbad, endte med, at grænsevagterne lod folk slippe igennem. Snart efter kravlede folk op på muren, hvor de impulsivt begyndte at ødelægge den med hjemmebragte hakker. Muren faldt i bogstaveligste forstand.
Die Wiedervereinigung
Muren var faldet. Øst- og vestberlinere kunne tage på besøg hos hinanden. I øst væltede markedsøkonomien ind over grænserne, og der spredte sig en eufori i det tyske folk om ikke bare at få revet muren ned, men også at få genforenet de to Tysklande. Et forslag som ganske få år forinden havde forekommet som utopisk drømmetænkning. I spidsen for projektet gik Vesttysklands bredskuldrede kansler Helmut Kohl. DDR blev demokratiseret og gik den 18. marts til sit første frie valg. Vinderen blev ”Allianz für Deutschland” , og derefter gik arbejdet i retning af en genforening stærkt. I forsommeren blev et økonomisk ægteskab en realitet, og 12. september 1990 foregik –zwei-plus-vier- forhandlingerne, hvor de 4 besættelsesmagter fra anden verdenskrig endeligt afskrev sig deres forpligtelser i Tyskland. Tyskland anerkendte endegyldigt Oder-Neisse-grænsen til Polen, og den 3. oktober 1990 blev officielt udnævnt til ”Tag der Einheit”. Tyskland var igen et samlet land.
