Sammensvejset eller sammensmeltede hovedstad 1990-2015
Byggeboom
Murens fald og den tyske genforening gav en enorm positiv afsmittende effekt på byggeriet i byen. I mange år havde den været symbol på såvel Tysklands som Europas deling, men med ét var den i stedet blevet symbol på såvel Tysklands som Europas genforening og sammensmeltning.
Da det 20. juni 1991 ydermere lykkedes Helmut Kohl at få sine ellers dybt skeptiske partifæller til at stemme ja til, at Berlin igen skulle være Tysklands regeringsby, efter at Bonn havde haft denne status i det vesttyske, var signalet givet til, at den tyske stat kunne blive primus motor i det byggeboom, som særlig tiden frem til år 2000 var præget af i Berlin. På den ene side blev den legeplads for modernistisk og futuristisk arkitektur, som særlig Potsdamer Platz og Liebeskinds nye Jødiske Museum er de mest kendte eksempler på, og på den anden side var der en stærk strømning, der ønskede, at byggeriet skulle besinde sig på mere kendte former, og at man i stedet skulle forsøge at genskabe nogle af de bygninger, som 2. verdenskrig og socialismen havde ødelagt bedst illustreret af den langstrakte debat om, hvorvidt man skulle rive DDRs funktionalistiske Palast der Republik ned og i stedet erstatte det med genopbygningen af det gamle preussiske kongeslot.
Investeringerne i Berlinsk byggeri har ingen grænse kendt siden genforeningen, og særlig i det tidligere Østberlin er der visse steder, hvor forandringen i de sidste 25 år er så markant, at det er decideret usammenligneligt.
Den indre mur
En ting var materielt at lappe Berlin sammen de steder, hvor muren havde skåret sig vej igennem byen. Noget andet var at lappe byen og landets mentale sår. 45 års adskillelse havde skabt dybe mentale, økonomiske og politiske forskelle mellem de nyligt forbrødrede parter. Da den østlige del af landet hurtigt udviklede sig til at være en økonomisk belastning for den langt rigere vestlige del, opstod der blandt mange vesttyske en nedladende holdning til, hvad østtyskere var i stand til, hvilket viste sig,i form af, at det var vesttysk ekspertise, der blev lyttet til i mange af de projekter, der blev iværksat i øst.
Mange østtyskere fandt denne holdning arrogant, da ukendte problemstillinger som arbejdsløshed, gadevold og ungdommens identitetsløshed snart syntes at overskygge den første tids glæde og spænding ved genforeningen. I såvel øst som vest var der en drøm om at vende tilbage til de gode gamle dage før genforeningen, denne var dog mest udbredt i øst, hvor den kendes som Ostalgie, hvor STASI og den politiske ensretning ikke var noget, der blev talt meget om. Den såkaldte indre mur, som en del DDR-borgere havde, udviklede sig til et mindreværdskompleks og en krampagtig fastholdt illusion om et idealiseret DDR, der var i overensstemmelse med DDRs egen propaganda. For mange unge har det ført til en massiv flugt fra området mod vestlige universitetsbyer, ikke en gang Berlins hippe status har kunnet agere trækplaster i denne sammenhæng. Her betyder det mere at komme ind på et anerkendt universitet i vest.
Berlin i dag
I 1999 kunne daværende kansler Gerhard Schröder igen indvie den gamle rigsdagsbygning som Tysklands parlament. Også kansleren og præsidenten flyttede til byen ved denne lejlighed. Den tyske økonomiske styrke siden 2006 har yderligere været med til at give det øvrige Europa indtrykket af, at det egentlige Europas hovedstad er Berlin.
I 2013 kan Berlin konstatere, at arbejdsløsheden er på sit laveste punkt 13.3 procent i mange år. Befolkningsnedgangen fortsætter imidlertid, da indbyggertallet er på 3.375, hvilket i høj grad skyldes, at gradvis større dele af det centrale Berlin er blevet opkøbt af udenbys og udenrigs personer, der ønsker at have ferielejligheder i byen, hvilket er med til at presse huspriserne så langt i vejret, at mange fattige berlinere har måttet søge til billigere steder, i særlig grad Brandenburg.
Berlin er noget ganske unikt, og selv om den altid har været under evig forandring, så er der noget uforanderligt i den forandringsproces, som gør, at man føler sig vel og venligt modtaget i byen. Den pirrer til nysgerrigheden, til historien, til det kreative og til bare at være til stede – en nerve, som når man først mærker den, gør, at man bare må tilbage igen og igen. En historisk by i en kategori alá Rom og Jerusalem, men også en by der fortjener mange andre prædikater. God fornøjelse i Berlin!
Oversigtsartikel om Berlins historie
