Nederlandenes opstand 1568-1648 / 80-årskrigen

Den nederlandske opstand 1568-1648 var en opstand fra de overvejende protestantiske 7 Provinser i den nordlige del af Nederlandene imod den romersk-katolske habsburgiske konge Filip II. af Spanien, der var den arvemæssige berettigede arving til området. De nordlige provinser – overvejende dagens Holland – skilte sig ud fra de sydlige provinser – dagens Belgien og Luxembourg og fortsatte under spansk habsburgisk herredømme indtil 1714.

Det religiøse kultursammenstød blev gradvist bygget op til voldsudbrud grundet langvarig og tiltagende undertrykkelse fra den habsburgiske krone. Voldsudbruddene førte til dannelsen af Republikken af de Forenede Nederlande med deres første leder Wilhelm den Tavse af Oranje, hvis familie skulle fortsætte som ledere.

Opstanden var en af de første succesfyldte løsrivelser i Europa og førte til en af de første europæiske republikker i den moderne æra i form af de Forenede Provinser.

Kong Filip havde indledningsvis stor succes med at undertrykke oprøret. I 1572 indtog oprørerne imidlertid Brielle, der revitaliserede oprøret. De nordlige provinser blev uafhængige, først de facto i 1581 og juridisk i 1648. Under opstanden voksede de Forenede Provinser – bedre kendt som den Hollandske Republik – med rekordhast til en verdensmagt igennem deres handelsskibe og oplevede en periode med økonomisk, videnskabelig og kulturel vækst. De sydlige Nederlande – der ligger i det sydlige Holland, Belgien, Luxembourg og det nordlige Frankrig, forblev under spansk herredømme.

Habsburgerne fortsatte med et hårdhændet styre mod syd, hvilket fik mange fra den finansielle, intellektuelle og kulturelle elite til at flygte mod nord, hvilket var med til yderligere at styrke succesen for den Hollandske Republik. Hollænderne satte en effektiv blokade ind overfor de sydlige provinser, hvilket forhindrede baltisk korn i at nå de sydlige byer, og som i årene 1587-89 førte til sult disse steder. Ved krigens afslutning i 1648 havde man tabt store områder af de sydlige Nederlande til Frankrig, der under Kardinal Richelieu og Ludvig XIII. af Frankrig var blevet en allieret til den Hollandske Republik mod Spanien i løbet af 1630´erne.

Den første fase af konflikten kaldes den Nederlandske Uafhængighedskrig. Fokus i den sidste fase af konflikten handlede om anerkendelse af den de facto uafhængighed, man allerede havde opnået. I denne fase blev den Hollandske Republik til det Hollandske Imperium i kraft af sine kolonier og magt.

Fakta om Opstanden 

Opstanden fandt primært sted i Nederlandene i dagens Holland, men bredte sig til en kolonikrig i hele verden i den sidste fase. Opstanden foregik primært fra 1568 til 1604, men reelt set helt frem til 1648, hvor aftalen i Münster anerkendte eksistensen af Holland. På den ene side stod de Forenede Provinser, der var allieret med England fra 1585 og med Frankrig fra 1635. De kæmpede imod Spanien og det Hellige Tysk Romerske Rige.

De militære og politiske ledere var Wilhelm den Tavse af Oranje, Moritz van Nassau, Frederick Henry og den engelske konge James I. samt Robert Dudley. På den spanske side havde man Filip II. og Fernando Alvarez kendt som Hertugen af Alba, Ridder Johann af Østrig, Alexander Farnese, Hertugen af Parma, Albrecth VII af Habsburg og Ambrogio Spinola.

Print siden her