Neumarkt (Dresden)
Neumarkt er en plads i centrum af Dresden, der ligger midt imellem Altmarkt og Elben. Den udgør sammen med Theaterplatz, Schlossplatz og Altmarkt de vigtigste pladser i Dresdens gamle by.
Neumarkt opstod i det 16. århundrede som Dresdens anden markedsplads.Den opstod ved, at man havde forlagt den gamle bymur og indlemmet Jüdenhof (dansk: jødegårdene). I det 18. århundrede opnåede man yderligere plads, da kirkegården til Frauenkirche også blev forlagt andetsteds. Den barokke bebyggelse på Neumarkt blev for størstedelens vedkommende ødelagt under bombardementet 13.-14. februar 1945. Pladsen mistede sine oprindelige afgrænsninger, da den var blevet ryddet for ruinhoben og var et meget bredt område med mange frie pladser rundt om ruinen for Frauenkirche. Den blev begrænset af Johanneum, kulturpalæet fra DDR-tiden og ruinerne af Kurländer Palais. Da man ryddede pladsen for ruinerne, rev man også hele boligkomplekser ned, som forholdsvis let kunne være blevet genetableret. Det gjaldt eksempelvis Rampische Strasse.
Siden den tyske genforening har pladsen været præget af høj byggeaktivitet, hvor den vigtigste at nævne er genopførelsen af Frauenkirche. Det har ført til, at pladsen konstant har ændret sit udseende. Nybebyggelsen sigter på en rekonstruktion af en lang række historiske bygninger, eller at i det mindste grundridset matcher med det historiske. Således er det og har hele tiden været målet, at pladsen genvinder det udseende den havde, før krig og DDR ødelagde dens udseende. Oprindeligt var planen, at genopførelsen skulle være moderne, som man eksempelvis ser i form af Neues Gewandhaus – men en lang række protester og borgerinitiativer gjorde det også klart for de private bygherrer, at befolkningen ønskede en mere historisk funderet bymidte.
Rundt om Neumarkt og Frauenkirche kalder man i dag området for Neumarktquartiere, hvor en lang række parceller omtales som Neumarkt. Det strækker sig mellem Residensslottet, Sekundogenituret, Kunstakademiet, Albertinum og Landhaus.
Artikel indledt 30.oktober 2018
Pingback: Katholische Hofkirche (Dresden) | Historiskerejser.dk
Pingback: Theaterplatz (Dresden) | Historiskerejser.dk
Pingback: Dresden i tiden omkring Murens Fald | Historiskerejser.dk
Pingback: Altmarkt (Dresden) | Historiskerejser.dk
Pingback: Altstädter Rathaus | Historiskerejser.dk