Øst Berlin
Østberlin eller Berlin (Ost) er betegnelsen for den del af Berlin, der efter nederlaget i 2. verdenskrig i 1945, hvor byen blev besat af sejrsmagterne, dannede den sovjetiske sektor.
Efter at den Røde Hær fra Sovjetunionen i forlængelse af slaget om Berlin havde erobret hele Berlin, trak den sig tilbage fra de vestlige sektorer i sommeren 1945 på baggrund af de beslutninger, der var blevet truffet på Potsdamkonferencen.
Begrebet Østberlin blev oftest brugt i vestlige medier til at afgrænse det største berlinske byområde i forhold til de amerikanske, franske og britiske, der generelt blev omtalt som Vestberlin.
Østberlin var forvaltningscentrum for den sovjetiske besættelseszone, og efter oprettelsen af staten DDR var byen de facto hovedstad i DDR. Begrebet Østberlin blev hverken brugt i Forbundsrepublikken eller i DDR.
Den officielle betegnelse varierede igennem årene fra Storberlin over Demokratiske Berlin til Berlin, Hauptstadt der DDR og endelig bare Berlin. I 1970´erne vandt udtrykket Vestberlin frem i DDR som betegnelse for de vestlige dele af byen, mens den østlige del blev kaldt Berlin. I det genforenede Tyskland har Østberlin med West-Staaken fået status som den udvidede del af delstaten Berlin.
Folkeretligt var den sovjetiske sektor i Berlin en del af fire-sektor-byen under overordnet ledelse af Storbritannien, Sovjetunionen, USA og Frankrig. Den østlige del af Berlin opfattedes i vest ikke som del af den sovjetiske besættelseszone eller som DDR. Forskellene i opfattelsen af Øst-berlins status var genstand for Berlin-spørgsmålet, som dog ikke havde alverdens betydning efter 1970´erne.
Pingback: Berlinmuren | Historiskerejser.dk