Oldenborg Slægt
Slægten Oldenborg er en af de mest betydningsfulde slægter i den europæiske Højadel. I perioden 1448 til 1863 sad slægten på den Danske Kongetrone og fra selvsamme år 1863 sad de på den Græske Kongetrone og fra 1762 repræsenterede de den Russiske Tsartrone.
Fyrsteslægten blev grundlagt i det nordlige opland til Osnabrück, hvor Egilmar I. i 1091 er den første regent vi kender til. Den navngivende borg Aldenburg (Oldenborg) ligger ved floden Hunte og blev første gang omtalt i 1108 og fra midten af det 12.århundrede tjente den Greverne af Oldenborg som Residens.
I 1448 lykkedes det Grev Christian – en yngre broder til den regerende Greve – at blive valgt til den danske Kongetrone og trådte ud af Grevskabet. Den danske linje der stadig lever videre idag (via kvindelig arv) delte sig siden i mange sidegrene, der har regeret i Hertugdømmet Slesvig og Grevskabet Holsten og fra tid til anden i Sverige og ligeledes indtil idag i Norge. I 1667 tilfaldt Grevskabet Oldenborg de danske konger, da den oprindelige arvelinje var uddød og som nævnt ovenfor oplevede slægten i kortere tid at sidde på tronen i Rusland (1762) og Grækenland (1863). Alle grenene udgør Huset Oldenborg.
Indtil 1918 var de regerende Storhertuger af Oldenborg, såvel som de russiske tsarer af Huset Romanov-Holsten-Gottorp samt de svenske konger frem til 1818 slægtsmæssigt en del af Huset Slesvig-Holsten-Gottorp, en gren af den danske linje af Huset Oldenborg. Den Storhertugelige linje af Oldenborg er den ældstte overlevende slægtsgren. De regerende kongehuse i Danmark og Norge hører genealogisk til grenen Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, hvilket også gælder det tidligere Græske Kongehus, hvorfra Prins Philip der er gift med Dronning Elisabeth II. af Storbritannien også stammer.

Fremstilling af Oldenborgs våbenskjold. Kilde fra Deutsche Wappenkalender 1938
Huset Oldenborgs Historie
Greveslægten opnåede europæisk rang, da Christian I. – den ældste søn af Grev Dietrich af Oldenborg (død 1440) i 1448 blev valgt til konge af Danmark og i 1457 til konge af Sverige såvel som Norge. Han grundlagde dermed den regerende linje i Danmark, hvis kongefamilier i såvel Danmark som Norge kan føre deres slægt tilbage hertil. Christians broder Gerhard IV. – kaldt Gert den Modige – fortsatte som regent af Grevskabet Oldenborg. Denne linje fortsatte frem til 1667 hvor den sidste i den gren Anton Günther døde uden anerkendte slægtninge. Hans uægte søn Anton grundlagde det halvsuveræne hus Aldenburg-Bentinck. Herfra så man grene som Slesvig-Holsten-Gottorp og Slesvig-Holsten-Sønderborg opstå herfra.

Christian I. malet af ukendt maler. Maleriet hænger på Nationalmuseet i København. Lagt op af wikipediabrugeren SergeWoodzing
Slægtsgrenen Sønderborg bredte sig i talrige grene: Grenen fra Augustenborg Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg uddøde i 1931. Den yngre linje fra Glücksborg i form af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg – egentlig Hertugerne af Beck – fik med Christian IX. den danske trone, som de har bibevaret op til idag. Kong Christian IX.´s anden søn blev i 1863 Kong Georg I. af Grækenland og hans efterkommere regerede frem til 1967.
Karl, der var et barnebarn til Christian IX. blev i 1905 Konge af Norge under navnet Håkon VII., denne gren af Oldenborg er stadig konger af Norge. Den græske gren har i form af Prins Charles, der er tronfølger i Storbritannien sin fremmeste repræsentant. Charles fader var Philip af Mountbatten, Duke of Edinburgh og født som Prins Philippos Andreou af Grækenland og Danmark.
Før at slægtslinjen fra Glücksborg fik den danske Kongeværdighed, da havde den ældre linje Slesvig-Holsten-Gottorp med Karl Peter Ulrich som Peter III. fundet vej til den russiske trone fra og med 1762. Hans efterkommere regerede Rusland under slægtsnavnet Romanov-Holsten-Gottorp indtil 1917.
I 1751 lykkedes det Adolf Friedrich – en gren af Gottorp-linjen – at sikre sig den svenske Krone og dermed grundlægge den svenske kongelinje der regerede frem til 1818, da Huset Bernadotte overtog den svenske trone. En bror til Adolf Friedrich fik i 1773 Fredstraktaten i Zarskoje Selo titlen Bispefyrster af Lübeck hvorfra titlen Grevskabet Oldenborg voksede. Dette grevskab blev i 1815 gjort til Storhertugdømmet Oldenborg hvor herskerne var af slægten Holsten-Gottorp.

Grundlæggeren af slægtsgrenen Anton Günther. Maleriet hænger på Landesmuseum für Kulturgeschichte i Niedersachsen på slottet i Oldenborg og er malet af Wolfgang Helmbach
Den Yngre Gren af Oldenborg
Tsarina/Kejserinde Katarina II. den Store af Rusland, der var formynder for hendes søn Paul Petrovitj I. – Storfyrste og Tsararving af Rusland såvel som Arvehertug af Holsten-Gottorp. Siden hans fader i 1762 havde sat sig på tronen i Rusland havde den ældre gren af Huset Holsten-Gottorp regeret som Huset Romanov-Holsten-Gottorp i Rusland, men de byttede ved langstrakte forhandlinger deres Holsten-Gottorpske arvelande med de indtil da danske grevskaber Oldenborg og Delmenhorst; dette blev stadfæstet i Traktaten i Zarskoje Selo i 1773, hvor Storfyrste Paul indsatte Fyrstebiskop Friedrich August, der var bror til den svenske konge Adolf Friedrich og selv del af den yngre linje Holsten-Gottorp. Rusland afsagde sig ved disse forhandlinger alle arvekrav på Hertugdømmet Slesvig, der herefter fuldstændig var dansk besiddelse, mens Bispefyrstendømmet Lübeck, der indtil 1773 havde været et Gottorpsk Sekondogenitur med sine oprindelige områder nord for Lübeck rundt om Eutin og med Oldenborg og Delmenhorst hvor man nu var i en Personalunion med disse. Grevskabet Oldenborg havde eksisteret siden middelalderen og med et rigsdekret i 1774 blev de ophøjet til Hertugdømme. Med Napoleons ophævelse af alle kirkelige fyrstendømmer igennem loven Reichsdeputationshauptschloss i 1803 da blev Højstiftet Lübeck omdannet til et verdsligt Fyrstendømme og Fyrstendømmet Lübeck overtaget af Hertugerne af Oldenborg.
I 1804 fandt Hertug af Oldenburg Peter Friedrich Ludwig frem til et kompromis med Hansestaden Lübeck om en fordeling af byens Stiftsgrundstykker og Domkapitlets andre ejendomme, således at det stod klart hvilke afgrænsninger der skulle være i forhold til Hertugdømmets eksklaver i Lübeck.
Ved Wienerkongressen ophøjede man området til Storhertugdømmet Oldenburg og lykkedes kort tid herefter at udvide deres landområde yderligere i form af Fyrstendømmet Birkenfeld ved floden Nahe samt Herskabet Jever. I 1854 blev Oldenborg medlem af det Tyske Toldforbund og i 1867 i det Nordtyske Forbund og endelig i 1871 som et forbundsland i det Tyske Kejserrige. I løbet af Novemberrevolution afsagde Storhertug Friedrich August tronen den 11.november 1918. Residensslottet i Oldenburg og Slottet Jever overgik i statslig besiddelse. Slægten beholdt det hertugelige Mausolæum i Oldenborg såvel slottet Rastede ved Oldenborg, Slottet i Eutin og Godset Güldenstein i det østlige Holsten forblev alle ligeledes i slægtens besiddelse.

Den første Bispefyrste af Lübeck Friedrich August. Malet i 1781 af maleren Theodor Friedrich Stein og hænger på slottet i Eutin.
Pingback: Augustenborg Slot - Historiskerejser.dk
Pingback: Slesvig-Holsten-Sønderborg Fyrsteslægt - Historiskerejser.dk