Eutin Slot

Slottet i Eutin, der ligger i den østlige del af Holsten, danner det kulturelle midtpunkt og udgangspunkt for byen, og sammen med slottene Gottorp og Glücksborg hører de til de vigtigste i Slesvig-Holsten. Det firfløjede anlæg har udgangspunkt i en middelalderlig borg og er igennem århundreder udbygget til residens.

Slottet i Eutin set fra gården. Foto af wikipediabrugeren Nordenfan

Slottets brug

Slottet var oprindeligt i bispefyrsterne fra Lübecks besiddelse, og senere blev det sommerresidens for storhertugerne af Oldenburg. Slottet var beboet indtil det 20. århundrede, hvilket ses i form af at hovedparten af dets interiør er bevaret op til nutiden

Idag findes der et museum på slottet, og i sommerhalvåret er det åbent for offentligheden. Tilgangen til slottet foregår over en vindebro, der bevogtes af et fabeldyr. Til venstre ovenfor portalen ser man en Rolandstatue. Broen fører til den indre gård. Herfra er udgangspunktet for en rundvisning i slottets museumsrum, og her præsenteres man for malerier, møbler samt kunsthåndværksarbejde fra senbarokken og klassicismen. Højdepunkter er skibsmodeller, som er gaver fra den russiske zarfamilie for at vise de tætte relationer, den havde til Eutin. Idet der ikke findes moderne varmeanlæg, er slottet lukket om vinteren. På anden sal kan man se musikinstrumenter fra forskellige regioner i verden

Fabeldyr ved indgangen til slottet i Eutin: Foto fra wikipedia

Den tidligere barokke have blev i det 18. og 19. århundrede omskabt til en landskabspark, der hvert år er ramme om Eutins festspil, hvor man siden 1951 i særdeleshed har hyldet Carl-Maria von Weber i. I den landlige del af parken, ved slotsbugten, ligger  friluftscenen, som er centrum for festspillene. Man har diskuteret, om man skal nybygge scenen, da kravene fra moderne operaer og operetter er ved at være en udfordring.

Slottets historie : Lübecks bispers borg

Grunden til, at bisperne i Lübeck byggede en borg på det nuværende sted skyldes, at der gentagne gange var spændinger mellem handelsborgerskabet og bisperne, og at Lübecks borgere ikke ønskede at lade gejstlige forskrifter stå over handelsmæssige forhold. Konflikten mellem de gejstlige og verdslige herrer gjorde, at bisperne, der indledningsvis havde deres domkirke St.-Johannis i Oldenburg i Holsten og først forlagde domkirken til Lübeck i 1160, valgte at lægge deres residens på halvvejen mellem Oldenburg og Lübeck og i sikker afstand fra selve Lübeck. Man kom kun i byen, når der skulle prædikes.

Rolandfiguren, der symboliserer borgerlig magt hang oprindeligt på slottet, siden på rådhuset og siden 1773 igen på slottet. Kampen mellem verdslighed og gejstlighed har præget Eutins slots historie. Foto fra wikipedia

Slottet i Eutin er et fortsat byggeri af en bispegård fra bispefyrsten Gerold von Oldenburg (1154-63). Gerold havde i 1156  modtaget landområder fra den holstenske hertug Adolf II. Schauenburg i gave, og han byggede ifølge krønikeskriveren Helmold von Bosau en gård på stedet. Denne blev udbygget under bispen Johannes von Tralau i årene mellem 1260-75, hvor der blev tilføjet en større stenbygning, som stadig danner østfløjen i komplekset. I 1293 byggede man det første kapel. Det er, hvad man har kunnet finde frem til, da der ikke findes meget mere i kilderne. Man må gå ud fra, at der har været volde med voldgrave, som har dannet en beskyttende ring på de sider, der ikke vendte mod søen. I årene 1277-83 og igen 1299-1318 havde bispen Burkhard von Serkem skærmydsler med det lybske borgerskab, hvilket under alle omstændigheder gjorde, at slottet omkring år 1350 var en fæstning med voldgrave.

Næste byggefase var i årene 1439-86, hvor de øvrige dele af bygningsværket blev tilføjet. Dette gælder kernen i tårnporten. I løbet af det 16. århundrede forbindes de forskellige dele med hinanden og får det mere renæssanceagtige udseende, omend det uregelmæssige grundrids stadig er iøjnefaldende, særligt på facaden mod byen.

Slottet i Eutin med byen og søerne rundt om. Kort fra 1586 af Frans Hogenberg

Residens for bispefyrsterne fra Gottorp

I forlængelse af Reformationen kom hertugerne af Slesvig-Holsten-Gottorp fra og med 1586 i besiddelse af Eutin og stillede derefter med bispefyrsterne. De fleste bispefyrstendømmer var truet af sækularisering under Trediveårskrigen og i det hele taget efter Reformationen, men grundet Johann X. af Slesvig-Holsten-Gottorps enestående forhandlingsevner  og slægtens vigtige tilknytning til Danmark og Sverige lykkedes det at få bispefyrstendømmet til at overleve.

De danske kongers lenshøjhed over gottorpernes område førte til gentagne uoverensstemmelser, hvilket i 1705 bevirkede, at danskerne besatte og delvis ødelagde slottet i 1705 under Den Store Nordiske Krig. Slottet var allerede i 1689 blevet ramt af en brand, der havde forårsaget voldsomme skader, således  at man havde måttet genopføre det med udgangspunkt i de oprindelige grundmure. Den forreste del af borgen blev i denne sammenhæng ombygget til en større slotsgård.

Fyrstebisp Christian August her i barok pragt. Malet af ukendt maler omkring 1710. Maleriet hænger på Eutin Slot

Slottets glanstid oplevede det i det 18. og 19. århundrede. Under bispefyrsterne fra Christian August (1702-34) og til Friedrich August I. (1750-85) forvandlede slottet sig til en barok fyrstegård, og Eutin blev centrum for de større kulturelle sammenkomster i hele området. Slottet blev i denne periode omdannet til et af få store barokke residenser i Slesvig og Holsten, da både den indre indretning og parken undergik store forandringer. Det var den store svenske hofbygmester Rudolf Matthias Dallin, der stod for dette arbejde i årene 1717-27. Der var sågar planer om et helt nybyggeri af slottet, men grundet finansielle mangler blev det ikke gennemført.

Slotsparken omdannedes efter fransk forbillede og blev sammen med haveanlægget ved Gottorp Slot til det største barokke haveanlæg i gottorpernes område. I slotsparken mødte Sophie Auguste Friederike von Anhalt-Zerbst, niecen til Friedrich August I. – der siden fik navnet Katharina den Store – i 1739 sin senere uelskede mand Karl Peter Ulrich von Holstein-Gottorp for første gang hinanden. Hans moder Anna Petrowna var en datter af Peter den Store, hvilket gjorde Karl Peter Ulrich til arving, og i 1762 blev han russisk tsar, men døde imidlertid samme år, hvorefter hans kone Sophie Auguste Friederike von Anhalt-Zerbst overtog og blev tsarina Katharina den Store frem til sin død i 1796.

Sommerresidens for hertugerne af Oldenburg

I 1773 indgik Danmark og Rusland en aftale om slægten Slesvig-Holsten-Gottorp, som de russiske tsarer nu bar i deres familienavn. Aftalen fandt sted i Zarskoje Selo, og den medførte, at Lübecks bispefyrstendømme blev lagt sammen med Oldenburg i Niedersachsen og Delmenhorst, og at gottorperne nu havde titler af hertuger af Oldenburg. Samtidig havde den russiske gren afsagt sig lensretten over alle de slesvigske og holstenske områder, som tidligere havde tilhørt gottorperne. Friedrich August regerede indtil sin død i 1785 i Eutin. Han byggede det såkaldte Witwenpalais (enkepalæ) til sin kone. Hans efterfølgere regerede på slottet i Oldenburg, og efter sækulariseringen i 1803 var Eutin en eksklave til storfyrsterne af Oldenburg, der ligger vest for Bremen, hvorfor slottet fungerede som sommerresidens. Den barokke have blev herefter omdannet til en moderne landskabspark.

Slottet i Eutin på et stik fra 1743 af Johann Christoph Lewon. Det findes på Landesbibliothek i Kiel

I disse år udviklede Eutin sig med tilnavnet Nordens Weimar, da en lang række kunstnere virkede i byen. Disses ophold blev understøttet af Storhertug Peter I. af Oldenburg (1785-1829). Det gjaldt Carl Maria von Weber, Friedrich Gottlieb Klostock og Johann Heinrich Wilhelm Tischbein.

Omkring 1820 blev der udviklet planer, som omdannede den ydre slotsgård i klassicistisk stil. Den gamle gård blev revet ned, og i stedet anlagdes der en åben slotsplads i 1828, der var designet af J. F. Limpricht. Her var både kavalershus, remise og stalde (Marstall). I 1840 blev slottet omdannet til klassicisme, og i 1845 blev der påført endnu en etage på slottet.

-Abdikation og 2. verdenskrig

Indtil 1918, hvor storhertug Friedrich August II. af Oldenburg, der som mange andre adelige og kongelige måtte abdicere, var slottet sommerresidens for hertugen med familie. Efter denne tid blev slottet ikke længere beboet, men har været brugt som museum.

Slottet overlevede begge verdenskrige uden ødelæggelser. Ved afslutningen på 2. verdenskrig ankom der store bølger af flygtninge, primært tyske, der var flygtet fra de store tyske østområder i Schlesien, Pommern og Østpreussen. Slottet blev brugt som ankomstlejr. Der boede i hundredvis af mennesker på slottet, og de hygiejniske forhold var under al kritik. Der var kun fire toiletter på hele slottet, og alene i riddersalen opholdt sig mere end 90 personer. Flygtningene måtte selv forsørge sig og kogte mad på små køkkenovne, hvor røgen gjorde stor skade på de indre rum. Først i starten af 1950´erne forlod flygtningene slottet og fik private lejligheder.

Stiftelse og slottet i dag

Slottet forblev i den tidligere hertugelige families besiddelse, men de har dog været udfordret med at sikre økonomien, der skal sikre slottets vedligehold. Efter den 2. verdenskrig tjente det indtil 1969 som bolig for den mecklenburgiske hertug Adolf Friedrich, som havde mistet sine kerneområder til DDR. Han var en berømt afrikaforsker og guvernør i Togo. I 1957 havde slottet været gennem en omfattende restaurering, efter at flygtningene var flyttet, og det kunne igen i begrænset omfang benyttes af offentligheden. I 1972 var det sågar filmkulisse for filmen Cabaret med Liza Minnelli. I 1980´erne støttede såvel delstaten Slesvig-Holsten samt den tyske stat yderligere vedligehold, og i 1992 stiftede familien Stiftung Schloss Eutin, der skulle finansiere slottet fremadrettet. I 1997 blev den første del af slottet åbnet for offentligheden, hvilket siden er sket etapevis, riddersalen dog først i 2006.

Bygningsværket

Eutin Slot skal beskues med ovennævnte bygningshistorie in mente. Det er vokset fra middelalderen og frem til midten af det 19. århundrede med restaureringer som del af denne proces. Man vil kunne læse dette ved en gennemgang af bygningen. Efter den store brand i 1689 blev der efterfølgende barslet med planer for en total nedrivning af det hidtidige slotsanlæg for i stedet at anlægge et helt nyt slot i barok stil. Planen endte med at blive skrinlagt grundet den økonomiske og politiske situation efter Store Nordiske Krig. I stedet genopførte og udbyggede bispefyrsterne de hidtidige bygninger. Slottets nuværende udseende er et resultat af Rudolf Dallins arbejde i årene 1717-27 og ombygningerne fra 1840.

Slottet er et asymmetrisk, firfløjet anlæg i størrelsen 70 x 80 meter. Fløjene ligger rundt om en gård, der har, hvad der minder om en trapezagtig form. Slottet ligger på en lille kunstig ø, som har Grosser Eutiner See på den ene side og voldgrave på de tre andre sider. Fra de mange firfløjede slotsanlæg, der var meget udbredt i Slesvig-Holsten, findes der i dag kun Gottorp Slot og Eutin Slot.

Trods den barokke ombygning, der først og fremmest ses i slottets indre og i parken, udgør det ydre et strengt udtryk. Hvis man ser bort fra tårnudsmykningen og den vestlige facade på slotspladsen, er de ydre mure stort set uden udsmykning.

Slotsgården

Slotsgårdens facade er holdt i lyse farver og står i kontrast til den nøgterne stil i slottets ydre. Vinduerne er udført med smykgavle, og portalen er dekoreret med plastisk smuk. Dørens udsmykning er fra forskellige byggerperioder, portalen på nordfløjen er med voluter (spiralrullere) fra 1616, og  på vestfløjen er de fra 1717. Trappetårnet stammer fra år 1600. Derudover ser man også tre søjler, som Dallin (1717-27) skabte for at konstruere en gallerigang mellem saloner og første etage.

Den indre slotsgård – her er det vestfløjen, hvor man ser forskellige enkeltdele sammenvokset hvilket giver et lidt rodet indtryk. Foto af Wikipedia-brugeren PodracerHH

Vestfløjen

Den synlige side af slottet er mod byen, hvor også slotspladsen ligger. Denne side betones af en mægtig gavlsmykket tårnport samt to yderligere tårne på sidefløjene. Det asymmetriske grundrids i vestfløjen skyldes, at de hidtidige bygninger er opført som enkeltstående bygninger, som sidenhen er blevet forbundet med sammenføjningsbyggeri. Vestfløjen har i lighed med sydfløjen lejligheder, hvor fyrsteparret holdt til, samt en spisesal og en selskabssalon. Fyrstindens tidligere sovekammer er den såkaldte Europasal. Sidstnævnte sal har fantastiske loftsmalerier, der forestiller voldtægten af Europa. Det mest usædvanlige rum er køkkenet, der er udsmykket med hollandske kakler og lavet specielt til hertuginde Albertine Friederike.

Loftmaleri af ukendt kunstner i den såkaldte Europa-saal. Foto af wikipedia-brugeren Holger Ellgaard

Tårnporten, der stammer fra 1439-49, har bevarede elementer af sengotiske hvælvinger. Over indgangen befinder figuren af Eutiner Roland sig. Grundarealet på byggeriet blev i det 16. århundrede fordoblet og tårnet ved samme lejlighed forhøjet. Ved Rudolph Dallins udvidelser fik det i 1720 en fjerde sal, den udsmykkede tregavlede top med en kronende lanterne.

Slottet i Eutin set fra sydvest og fra søsiden. Hjørnetårnet stammer fra den oprindelige borg fra cirka 1160. Mens det barokke tårn ved vindebroen er fra genopførslen i 1729. Foto fra wikipedia

Det nordvestlige hjørnetårn stammer fra tiden omkring år 1600 og blev brugt som beboelsestårn med udsigt over haven. Det har også rester fra tidligere byggeri i sit indre. Det sydvestlige tårn med tilgang til sydfløjen opstod i årene 1485-86 som et fritstående forsvarstårn. Det blev først forbundet med slotsbygningen i 1645, og dets barokke øvre fik det først efter storbranden i 1689.

Nordfløjen

I renæssancen var nordfløjen slottets hovedfløj. Den fik sin nuværende form i årene 1600-15. Dens ydre facade er helt fri for udsmykning, mens gården er holdt i lyse farver.

Det mest betydningsfulde rum i nordfløjen er riddersalen. Det er slottets største værelse og udgør grundet sin længde halvdelen af nordfløjens rum. Den fornemt udsmykkede kamin stammer fra Dallins virke. I 1844 forhøjede man fløjen med en etage. Det er bemærkelsesværdigt, at vinduerne mod gården er muret til, således at der kunne hænges store statslige malerier på væggen.

Østfløjen

Den ydre facade på østfløjen er som de øvrige facader uden udsmykning, hvorimod den på gårdsiden har  et sydlandsk udseende med en loggia. Denne gallerigang eller loggia fik den under Dallins arbejde i 1700-tallet, hvilket var ment som et forbindelsesled. Byggeriet indeholdt  gæsteværelserne mod gården, først og fremmest den Gule Salon. Det såkaldte Gobelinzimmer er udsmykket med vægtæpper fra Versailles.

Østfløjen der er langt mere symmestrisk og med de små loggia´er som er med til at skabe orden. Foto fra wikipediabrugeren PodracerHH

Sydfløjen

Sydfløjen vender mod byen og er derfor det mest kendte ansigt udadtil. På den ydre facade findes der en lille tilplantet terrasse. Facaden er stort set uden udsmykninger, dog med undtagelse af tårnporten og de grønne vindueskarme. Bygningsværket orienterer sig mod haven og huser de private lejligheder for hertugfamilien samt slotskapellet. Interiøret består af møbler, malerier og andre kunstgenstande, først og fremmest fra det 18. og 19. århundrede.

Det mest betydningsfulde rum i sydfløjen er slotskapellet i det sydsøtlige hjørne af byggeriet. På dette sted befandt kapellet i borganlægget sig, og det første kirkerum kan dateres tilbage til 1293. Kælderen herunder stammer fra gotikken. Kapelsalen er omgivet af en balkonsal, der forbinder denne til den øvre sal samt syd- og østfløjen. Udsmykningen stammer for størstedelens vedkommende fra tiden efter den store slotsbrand og blev udført i årene 1689-94 af billedhuggeren Theodor Aller. Inddelingen af kapellet er lavet med forbillede i kapellet på Slot Gottorp, og ligesom der er der en fyrsteloge. Orgelprospektet er fra 1693 og udført af Arp Schnitger, selve instrumentet stammer fra 1862 fra orgelbyggerfirmaet Friedrich Schulze.

Eutin Slot med fyrstelogen foroven. Foto af wikipediabrugeren Holger Ellgaard

Omgivelserne – slotshaven: Den tidligere barokhave

Den første slotshave, ved man, eksisterede allerede omkring år 1500. Slottet ligger ved en lille bugt på den Store Eutiner Sø, og på den sydøstlige del af denne bugt stillede bispefyrste Johann Friedrich (1596-1634) allerede i starten af det 17. århundrede et stykke jord til rådighed til brug for en såkaldt Lustgarten (da: lysthave), som udviklede sig sidenhen til den barokke have. Denne første have var delt i to og omsluttet af den lille bugt øst for slottet. Den ene del bestod af Parterre (da: ved jorden), som var dækket af slottets facade mod byen, den anden del af Boskettzoner (da: beplantede dele) på den anden side af vandet. Denne have er i løbet af årene blevet udbygget og udvidet, hvorved den har fået sin karakteristiske vinkelformede struktur.

Oversigt over den barokke have som den så ud med Slottet i venstre side ved søen. Læg mærke til at den del af haven der ligger tættest på slottet består af fransk havestil – mens den del der ligger i den øverste del af kortet – længst væk fra slottet er indrettet med bosketter og dermed mere vild og mere “engelsk”. Ukendt kunstner – stik fra 1743 fra Landsarkivet i Kiel.

Den største udvidelse foregik under bispefyrste Christian August, da han lod havemesteren Johann Christian Löwen anlægge parken efter fransk mønster i 1713. Foran den sydlige slotsfløj blev der anlagt en prægtigt broderet parterre, der i horisonten overgik til boskettzonerne. Niveauet hævede sig en smule, når man nærmede sig den tilplantede del, således at parterre-delen blev mindre iøjnefaldende jo længere, man gik væk fra slottet, men omvendt tydeligere jo tættere man nærmede sig. Vejene i denne park var koncentreret om to sigt-akser – fra slottet og fra haveområdet – hvor de møder hinanden i det fjerne. Den samlede park var dekoreret med figurer udført af Theodorus Schlichtling og med forskellige fontæner. Foran slottet ligger den lille Fasaneninsel (fasanøen), hvor der lå et lille lystslot, der mest var skabt for det optiske.

I midten af 1700-tallet var den berømte Neuwerkgarten på Gottorp Slot allerede i forfald, hvilket gjorde, at Eutiner haven var kendt som den prægtigste og største barokke have i området. Den franske have af Christian August blev efter cirka 80 år omdannet til en ny landskabshave, hvor dele af haven stod i forfald, det samme gjaldt orangeriet. I den såkaldte Nordgarten er der i dag parkeringsplads. Den ældste del af parken blev til køkkenhave. I perioden 2006-10 blev den gamle mur, orangeriet og dele af haveområdet restaureret, således at der kunne holdes Landesgartenschau i 2016.

Den Engelske Landskabshave

Efter ideer fra hertugen af Oldenburg Peter Friedrich Ludwig blev haven omdannet til en landskabshave i engelsk stil. Øst for slottet forbinder en 330 meter lang lindeallé søpavillonen på det dybeste sted i haven med haveskulpturen Flora, der er gudinde for forår og blomster. Det højeste punkt ligger i den sydøstlige del, hvor der er et klassicistisk rundtempel udført af bygmesteren Peter Richter (1715-1805).

Hofgartneren Daniel Rastedt (1761-1836) indføjede søen Grosser Eutiner See i anlægget og gjorde haven til en form for arkadegang, et ideallandskab med vandløb, trægrupper og vildt naturlandskab. Parken blev udsmykket med broer, vandkunst såvel som staffagebyggeri. Overleverede udkast fra den berømte danske arkitekt Christian Frederik Hansen viser vigtigheden af havekunsten i Eutin. William Chambers, der havde udført en del byggeri i Kew Garden, udførte en kinesisk buebro, der gælder som den vigtigste af sin slags i Slesvig-Holsten. Det store vandfald i midten af haven understreger det romantiske sceneri.

Soltemplet – Monopteros udført af den danske klassiske arkitekt Christian Frederik Hansen – som vi mest kender fra de mange byggerier han har lavet i brokvartererne i København. Foto af wikipedia-brugeren Uwe Barghaan

De geometriske linjer fra den gamle barokhave havde til formål at vise, at man beherskede naturen. Ifølge Hertug Peter Friedrich Ludwig var de et symbol på frimureri. Vejen blev nu skabt som en bæltegang med rundveje, der begynder i havens inderste og udgøres af et utal af stier, og som fører til den “filosofiske gang” rundt om slotsbugten og til sidst til soltemplet, der skulle fungere som et nyt centrum for haven i stedet for slottet. De enkelte stationer skulle fungere som livets stationer. De var filosofiske motiver, der skulle få en til at besinde sig,

Det 14 hektar store område står under mindesmærkebeskyttelse, således at plejen og bevarelsen af haven står under konservatoriske hensyn. Det er den mest betydningsfulde landskabshave fra det 18. århundrede i Slesvig-Holsten. Man kan få rundture, der indvier en i de filosofiske aspekter af haven.

Slotshaven er inddelt i flere forskellige dele. Direkte ved slottet og i sydlig retning befinder den centrale slotshave sig. Her går Lindenallee igennem, som fører til statuen af gudinden Flora. Landskabsparken kommer man til langs bugten og nås via den filosofiske gang. I midten af slotshaven findes køkkenhaven ved siden af det barokke orangeri og Nyhollænderhuset, hvor der blev opbevaret tropiske planter fra Ny Holland. I det yderste syd afsluttes haven med en 1,50 meter høj stenmur, hvor der er frit udsyn til markerne.

Slotspladsen

Foran slottets vestfløj ligger slotspladsen fyldt med klassicistiske byggerier. Peter Richter havde ideer om at omdanne den oprindelige forborg til en åben plads i slutningen af det 18. århundrede. Hans ideer blev dog aldrig realiseret. J. F. Limpricht tog hans ideer op og realiserede disse i starten af det 19. århundrede.

Marstall – staldene der huser det Østholstenske Museum. Foto af wikipediabrugeren Genet

Remisen og den tidligere stald (Marstall) stammer fra 1829-30. De ligger overfor hinanden med skråtag og huser i dag amtsbiblioteket og det østholstenske museum. I 1838 kom Kavalershuset til. Det er et 9-akset palæ, der i dag huser landsbiblioteket.

Ved Ukleisøen blev der i 1776 bygget et jagtslot i senbarok stil, som hører med til slottet.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Slottet ligger i de smukkeste omgivelser ved søerne og med centrum af Eutin direkte som nabo, samtidig med at man har den mest vidunderlige slotshave grænsende op til haven og ud til søen. Slottet var en oprindelig ombygning af en middelalderlig borg, idet at Lübeck ikke ønskede at lade byens bispefyrster bo i selve byen, og de ej heller selv ønskede dette. Dermed valgte de Eutin som deres residens. Det varede frem til sækulariseringen i 1800-tallet. Slottet er blevet forvandlet adskillige gange, men særligt i sidste del af 1700-tallet der kaldte man byen under Bispefyrste Peter I. af Oldenburg for Nordens Weimar. Der var store folk som Carl Maria von Weber samt Kloppstoch og Tischbein. Haven gennemgik først en forvandling til en prægtig fransk barokhave for siden at blive omdannet til en romantisk have med templer og gudinder. I 1500-tallet begyndte bispefyrsterne at være af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp, og det var her at Karl Ulrich af denne slægt mødtes med Sophie Friederike Auguste af Anhalt-Zerbst første gang i 1739. De blev siden gift og grundet Karl Ulrichs mor Anna, der endte han i 1762 som tsar Peter III. da han døde efter 6 måneder overtog hans kone som tsarina Katarina den Store. De svenske konger i perioden 1751-1830 kom ligeledes herfra. Det var grundet de forviklinger, at Oldenburgerne blev bragt hertil da bispedømmet i 1773 blev sammenlagt med de hidtidige danske forbindelser i Oldenburg og Delmenhorst. Efter 2.verdenskrig boede der i lange perioder flygtninge fra Østpreussen på slottet. En meget stor anbefaling af det smukke slot og dets omgivelser. 

Print siden her