Elsker du de skønne Hansebyer Lübeck og Hamborg som vi har syd for Danmarks grænse? Holder du også af forårets blomstervælde? I Husum skal vi opleve det lille vidunder når krokusserne blomstrer. Rejsen starter med sejltur fra Fyn til Als og med masser af fokus på grænselandets historie og kørsel af skønne mindre veje, det gælder både i det danske og i det tyske, hvor vi kører af landevej til Kiel, hvor vi får en fantastisk sejltur på Kielerfjord og oplever krigsmindesmærket Laboe og 2 dejlige nætter i Lübeck giver os glimrende mulighed for at opleve den skønne by ved Trave med hotel ved Holstentor og gåafstand til Domkirke, Rådhus og Mariekirken. Udflugt til det skønne Holstenske Schweiz med ophold ved slot og have i Eutin, rundtur om søerne og sejltur på de 5 søer i Holstensk Schweiz. Endelig kan vi se frem til enestående tur over de Lauenburgiske søer og til Bismarcks Friedrichsruh og herfra videre til ophold i Hamborg med mulighed for at gå på Jungfernstieg, se det smukke rådhus eller handle på Mönckebergstrasse. Tur igennem Altona og stop hvor der synges nationalsang for skibene. I Husum bor vi centralt og har god tid den sidste dag til at opleve de mange krokusser i flor inden vi kører den smukke tur op igennem marsken og hjem via Lillebælt.
Rejsens pris er: 4669 ,- DKR (Tillæg for enkeltværelse 745 DKR)
Der samles op på Odense, Svendborg og Faaborg
Det bemærkes at rejseforsikring samt afbestillingsforsikring ikke er inkluderet i rejsens pris. Vi opfordrer til at man tegner en forsikring og undersøger med sit selskab om man allerede har de i sine øvrige forsikringer.
1.dag – Sejltur fra Fyn til Als – Landevejskørsel hele vejen til Lübeck med stop i Gottorp og sejltur på Kielerfjord
Den første dag starter vi på Fyn med at køre fra Odense via Svendborg og den smukke sydfynske rute til Faaborg, hvor vi fra Bøjden sejler til Fynshav. Vi får morgenmad i bussen undervejs og hører om såvel den sydfynske som den sønderjyske historie. På Als runder vi Augustenborg, hvor vi hører om Frederik af Nør og hele Augustenborg-slægten – skurkene fra 1848. Vi kører igennem Sønderborg og derefter rundt i Slagmarken fra krigen i 1864 ved Dybbøl. Vi fortsætter panoramaruten over Broagerland, Egernsund og nordsiden af Flensborg Fjord ved Rønshoved. Vi krydser grænsen og kører over Wassersleben og ind igennem Flensborg, hvor vi ser den danskprægede by fra havnefronten. Vi følger slagmarksruten ned forbi Sankelmark og Isted og spiser vores medbragte frokost ved Gottorp Slot. Vi fortsætter herfra forbi Hedeby og Eckernførde og til Kiel, hvor vi kører en lille byrundtur igennem byen forbi sluserne ved Holtenau og Slesvig-Holstens delstatsparlament. Der venter os en dejlig sejltur hele vejen op igennem Kielerfjorden til mindesmærket for de faldne søfolk ved Laboe, som vi naturligvis skal se både i form af museet og fra toppen af tårnet i 64 meters højde, hvor der er en enestående udsigt over Kielerfjord, Kielerbugt og i heldigste fald sydspidsen af Langeland. Vi fortsætter derfra den smukke vej igennem Holstensk Schweiz og frem til vores hotel Park Inn i Lübeck som vi spiser på første aften.
SE HOTEL RADISSON PARK INN I LÜBECK
2.dag: Byrundtur til fods i Lübeck og udflugt til Holstensk Schweiz
Efter morgenmaden da gør vi klar til en gående byrundtur i Lübeck. Vi starter med at høre om Lübecks historie og går tur langs museumshavnen ved floden Trave. Vi går indenfor den gamle by ved den gamle borg Bucu hvor vi fra Burgkloster og det Europæiske Hansemuseum kan nyde udsigten over havnen. Vi går herfra igennem de hyggelige gader med de mange baggårde op til pladsen Koberg, hvor Jakobskirken – en af middelalderens vigtigste pilgrimskirker ligger, de pilgrimme havde ofte været meget hårdt igennem og søgte ind på Helligåndshospitalet, som vi lister indenfor og ser ligesom pladsen byder på det berømte gildehus Schiffergesellschaft, der siden 1535 har fungeret som skibsfolkenes interessehus. Vi går også forbi en række berømte Lübeckeres huse – det gælder såvel Willy Brandt – den socialdemokratiske kansler som Günter Grass, der kom fra Danzig efter 2.verdenskrig og ikke mindst Huset Buddenbrooks hvor brødrene Heinrich og Thomas Mann havde deres bedsteforældre og som blev kendt for Generationsromanen Buddenbrooks. Her går vi rundt om byens magtfulde Rådhus, der har en noget atypisk form. Herfra blev meget store dele af den nordeuropæiske handel bestemt fra i århundreder under Hansestædernes storhedstid. Vi ser rådmændenes kirke – og dermed den vigtigste – Mariekirken, der er moderkirke for Rødstensgotikken og med sine 124 meter høje tårne troner op over byen. Byen er kendt dels for dens Dødedansmotiver og heraf udtrykket “Døden fra Lübeck” samt for dens mangeårige – danskfødte – organist Dietrich Buxtehude, som Johann Sebastian Bach havde som sit store forbillede og som gik til Lübeck for at spille med Bach. Tæt på rådhuset finder man desuden det berømte marcipanhus Niederegger og på egen hånd kan man udforske den ikoniske Holstentor, der står som det bedst bevarede arkitektur fra middelalderen. Området ved Salzspeicher og over mod Lübecks Domkirke egner sig bedst til at gå på egen hånd, som den smukkeste del af byen med utallige baggårde og passager at gå på eventyr i. Der er fritid til at indtage frokost på egen hånd.
Om eftermiddagen kan man melde sig til udflugt i det holstenske Schweiz. Vi følger kystruten nordpå forbi færgebyen Travemünde og videre over den fashionable ferieby Timmendorfer Strand og ind i Holstensk Schweiz. Vi holder i Eutin – der i århundreder var residens for bispefyrsterne af Lübeck. Der bliver tid til at gå en tur i Slotshaven ligesom det unge par Karl Peter Ulrich af Slesvig-Holsten-Gottorp og Katarina af Anhalt-Zerbst gjorde for efterfølgende at blive gift. Han blev i 1762 tsar af Rusland og en af de mest uduelige, men hun overtog som Katarina den Store og blev en af de vigtigste tsarinaer i russisk historie. Siden blev Eutin kendt som Nordens Weimar med mange kunstnere, der boede i byen mest berømt var Carl Maria von Weber. Efter vores ophold i Eutin kører vi rundt om søerne og til Malente, hvorfra vi sejler den store rundfart på de 5 søer blandt andet rundt om det smukke slot i Pløn, som både den danske Konge Christian VIII yndede at opholde sig ved, men også Kejser Wilhelm og hans kejserinde Auguste-Viktoria – der var af slægten Augustenborg – samt deres sønner. Efter den smukke sejltur kører vi tilbage til Lübeck – hvor aftenen er fri på egen hånd.
3.dag: Lauenborgs søer – DDR-grænsen – Bismarck og de Hvide busser i Friedrichsruh – Hamborg til frokost og Nationalsang til eftermiddagspause
Efter morgenmaden forlader vi vores dejlige hotel i Lübeck og der venter os en begivenhedsrig dag på landevejen. Vi starter med at køre syd for Lübeck og ind i Lauenburg, hvor vi kører langs en række af søerne igennem den smukke domkirkeby Ratzeburg – og forbi en stribe andre byer og kortvarigt ind i det tidligere DDR, hvor vi passerer grænse-, og klosterbyen Zarrentin og derefter tilbage til det gamle vest ind i byen Gudow. Vi kører herefter over den flot beliggende by Mølln og derpå til den historisk interessante by Friedrichsruh. Her fik Otto von Bismarck foræret et gods som tak for sin store indsats i forbindelse med samlingen af Tyskland i 1870. Vi hører om Bismarck, ser udstillingen om hans betydning samt hans gravkapel, men får også det for Danmark interessante perspektiv fra 1945, hvor området fungerede som garageanlæg for “De Hvide Busser” der bragte Skandinavere hjem fra KZ-lejrene. Herpå fortsætter vi ind mod Hamborg – hvor vi får et par timers ophold i centrum rundt om handelsgaden Mönckebergstrasse, Rådhuset og den indre Alster. Midt på eftermiddagen kører vi videre igennem voldanlæggene, det muntre Reeperbahn og via Palmaille over det tidligere danske Altona og på nordsiden af Elben til Wedel, hvor vi holder eftermiddagskaffepause hvor skibene bydes velkommen med deres nationalsang. Herefter fortsætter turen op igennem Ditmarsken og ind i Nordfriesland ved Tønning og til vores hotel i Husum, som vi ankommer til sidst på eftermiddagen. Vi spiser i fællesskab om aftenen i Husum.
SE HOTEL BEST WESTERN THEODOR STORM HUSUM
4.dag: Husum og Krokusserne om formiddagen – Marsken om eftermiddagen
Vi starter dagen med at gå en orientererende byrundtur i vores smukke hotelby Husum. Byen er kendt som “Grauen Stadt am Meer” – Den grå by ved Havet som deres berømte forfatter Theodor Storm beskrev den. Imidlertid er byen farverig og med mange charmerende steder. Vi bliver forevist den hyggelige lille havn med mange restaurationer og ikke mindst Skibsfartsmuseet, vi får at se torvet med Vor Frue Kirke hvor tårnet er formet som et fyrtårn og opført af danske C.F. Hansen og med statuen af Tine, den arketypiske nordfrisiske kvinde. Vi skal høre en masse om Theodor Storm og endelig skal vi til Slottet, hvor slotsparken på denne tid i Marts og April er et farveorgie med mere end 25.000 krokusser i blomst. Herfra får i formiddagen fri og vi mødes sidst på formiddagen ved bussen, hvorpå vi igen forlader Husum og turen går op igennem Marsken.
Der vil være sandwich der kan spises i bussen – eller eventuelt ved det første holdt, der er ved Slutsil – efter vi har været igennem det historisk interessante Sönke-Nissen-Kog, hvor britiske og tyske diplomater i August 1939 mødtes for at afværge krigen – de fejlede fælt i dette, Slutsil er hvor færgerne går i retning af Halligerne – Hooge og Langenæs – samt fin udsigt til Før og Amrum. Turen fortsætter indover grænsen ved Rudbøl – netop den 9.april, hvor tyske soldater krydsede grænsen mod Danmark – og vi kører ud over den gamle Højer Sluse til den ny. Herfra går turen via Schackenborg mod Kolding og med afsluttende spisning i det sønderjyske som afslutning på rejsen.
Tilmelding til rejsen foregår ved at henvende sig til Historiske Rejser på +45 20 93 17 14 eller mail@historiskerejser.dk. Depositum ved rejse 1000 DKR pr. person.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.
Historiske Rejser har som mål at levere unikke rejseoplevelser til alle, der vil opleve verden i et historiske perspektiv. Vi arrangerer pakkerejser på en række af de områder, hvor vi er specialister og så skræddersyr vi grupperejser til grupper i alle størrelser, der ønsker deres helt egen rejse med netop den historiske vinkel I ønsker.
På Historiskerejser.dk kan rejser bestilles, foredrag bookes og rejsebøger købes. Og så kan du læse løs i arkivet med mere end 1200 historiske artikler, som vil selv har skrevet. Og vi har været alle de steder vi skriver om – lige dér, hvor historien har sat sine spor.
Din kompetente rejseleder hedder hos Historiske Rejser hedder Anders og er cand. mag. i historie og religion og har mere end 15 års rejseledererfaring.