Gottorp Slot
Slottet er et af de vigtigste profane bygningsværker i Slesvig-Holsten. I sin mere end 800-årige historie har slottet været ombygget flere gange, først fra middelalderlig borg over renæssanceslot til barok. Slottet gav navn til hertugdømmet Slesvig-Holsten-Gottorp, en slægt der bl.a. leverede 4 svenske konger og flere russiske tsarer. Delstatens største slot har været besiddelse hos danske konger og gottorpske hertuger. Efter at Danmark havde annekteret de slesvigske dele af Gottorphertugernes besiddelse i 1713, blev det sæde for den danske statholder i Slesvig. En overgang var det kaserne. I dag huser det hele to museer, samt stiftelsen for slotte i delstaten. Nord for slottet har man i de seneste år rekonstrueret Neuwerkgarten, den første barokke terrassehave Nordeuropa.
Fra middelalderen til nytiden, fra vandborg til kongeligt slot
Det nuværende slot, der ligger på borgøen i Slien, har haft flere forgængerbygningsværker, der oprindeligt fungerede som vagtbygning på den smalle landtange. Tangen afskar sig med Slien i øst og med det forsumpede område i vest, der udgjorde udmundingen af floden Treene. Det eneste sted, man stort set kunne trænge igennem til den jyske halvø, var på dette sted, hvilket afgjorde, at man byggede slottet Gottorp, der var en del af samme forsvarslinje som Dannevirke. Dermed blev det nemt for danskerne at kontrollere adgangen til og fra den jyske halvø. Gottorp Slot blev i middelalderen kaldt “Hele Danmarks lås og lukke”. Dette var med til at bestemme borgens funktion med vagt- og forsvarstårne, samt dens handelsmæssige funktion som bindeled mellem handel i Kongeriget Danmark og det tyske sprogområde.

Første gang man hører om borgen Gottorp er i 1161, hvor biskoppen Occo omtaler den som bosæde for Slesvigs biskopper efter at en ældre borg Godset Falkenberg er blevet ødelagt af et dansk angreb. I 1268 indgik slottet i en byttehandel til de Schauenburgske grever af Holsten, hvilket forårsagede gentagne angreb fra Danmark, der dog alle blev afvist. Da Schauenburgernes slægt uddøde, slog Ribebrevet fra 1460 fast, at hertugdømmerne igen overgik til de danske konger. Gottorp blev forvaltningssæde for de danske konger i et rige, der udover Danmark både omfattede Norge, Skåne, Halland og Blekinge samt hertugdømmerne. I 1492 brændte den middelalderlige borg i vidt omfang ned, og selvom man planlagde en original genopbygning, blev slottet først genopført i 1530 af den danske konge Frederik I, der fik opført det første renæssanceslot nord for Elben. Frederik residerede næsten udelukkende på slottet, og den danske historiker Arild Huitfeldt har omtalt ham som en “Kylling, der nødigt forlod sin rede”.
16.- og 17. århundrede. Residens for de gottorpske hertuger
Efter at Frederik I´s søn Christian III var blevet dansk konge, fik hans anden søn Adolf I tildelt forstrøede områder rundt i både Slesvig og Holsten, hvilket i 1544 blev til et nyt hertugdømme, der hed Slesvig-Holsten-Gottorp. Gottorp Slot blev den primære residens for hertugdømmet. I 1564/65 indtraf der en brandkatastrofe, og slottet brændte næsten ned. Efterfølgende byggedes det i forskellige byggeafsnit op til at være et firfløjet bygningskompleks. Adolf I´s byggeiver ses i dag i den nordlige fløj, ellers kan man andre steder se det ved slottene i Reinbek og Husum. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var på denne tid et virvar af de to hertuglinjer den Gottorpske linje og den Kongelige linje, en stærkt forvirret magtlabyrint. I disse år voksede slottet til det største slot i Slesvig-Holsten, hvortil der var mere end 400 personer tilknyttet. Under hertug Friedrich III (1616-59) udviklede Gottorp Slot sig til et af de vigtigste fyrstehoffer i Europa, og kulturskatte som Gottorper Kæmpeglobus, Neuwerkgarten, det rige kunstkammer og kunstbiblioteket var kendt over hele Europa. Der blev endvidere indrettet et kemisk laboratorium, hvis leder hed Joel Langelott. Der foregik en intens kulturel udveksling, og man planlagde rejser mod Orienten. Gennem en klog ægteskabspolitik var Gottorpslægten nært forbundet med andre europæiske konge- og adelsfamilier. I løbet af det 17. århundrede blev forbindelsen til det mægtige svenske kongehus stadig tættere, mens forholdet til det danske kongehus blev stadig dårligere. Gottorp-hertugernes tiltagende suverænitet førte til en stadig mere brysk dansk holdning til området og førte flere gange til invasioner fra dansk side.

Fremstilling af Gottorp Slot cirka år 1600. Det er fremstillet af Frans Hogenberg.
I slutningen af det 17. århundrede svarede renæssanceslottet imidlertid ikke længere til de repræsentative forestillinger, som man forbandt med fyrstehoffet på denne tid. Hertug Friedrich IV foreslog en udvidelse, der foregik i årene mellem 1697-1703. Arkitekt på ombygningen og udvidelsen var den svenskeren Nicodemus Tessin den Yngre. Friedrich IV faldt imidlertid i slaget ved Klissow i 1702 under den Store Nordiske Krig og kunne ikke selv opleve ombygningen. Ved hans død var kun den vældige sydfløj færdig, mens de øvrige planer blev indstillet, da krigens gang lagde en dæmper på byggeriet. Under denne krig stod Gottorphertugerne på de svenske kongers side, hvilket dels skyldtes familiære bindinger til det svenske kongehus, og man havde håbet, at denne krig kunne løsrive dem fra den danske helstat. Efter at svenskerne i 1713 havde erkendt deres nederlag, besatte danskerne de gottorpske landsdele i Slesvig og opløste hertugdømmet i Slesvig. I Holsten fortsatte det med at eksistere frem til 1773, hvor fredstraktaten i Zarskoje Selo betød at de russiske tsarer, der med Peter III. (tsar i 1762) havde taget slægtsnavnet Romanov-Holsten-Gottorp, afstod fra at gøre krav på landområder i hverken Slesvig eller Holsten gjorde området reelt ubetydeligt.
En anden gren af Slesvig-Holsten-Gottorp var de, der havde været bispefyrster af Lübeck og siddet på slottet i Eutin. Det var 4 svenske konger i perioden 1751-1818.
18.- og 19. århundrede: Gottorp som sæde for de danske statholdere
Den danske anneksion af de gottorpske dele af Slesvig blev stadfæstet som lovmæssig i fredstraktaten i Frederiksborg. I 1721 blev den danske konge hyldet af den slesvigske adel på slottet. De sydlige holstenske dele af Gottorp blev herefter regeret af hertug Karl Friedrich fra slottet i Kiel. Byen Slesvig vedblev at være et af de vigtigste områder i hertugdømmerne. Imidlertid var Gottorp Slot blevet til et blandt mange af den danske konges mange slottet. Interessen for slottet, der lå så langt fra København, var stort set ikke tilstedeværende. En stor del af kunstkammerets skatte blev bragt til København og til andre slotte. Det omfangsrige bibliotek med over 10000 bind blev bragt til det kongelige bibliotek i København.
Gottorp blev i stedet sæde for den danske statholder, om end det var rigelig overdimensioneret til denne rolle. Fra 1731 fungerede statholderen Friedrich Ernst von Brandenburg-Kulmbach på slottet, men han viste sig dog snart at foretrække det nyindrettede slot Friedrichsruh øst for Hamborg. I 1768 underskrev byen Hamborg og Danmark en traktat på slottet, hvor Danmark formelt anerkendte, at Hamborg ikke var en del af hertugdømmet Holsten. En sidste glanstid oplevede slottet i perioden 1768-1836 under statholderen Karl von Hessen-Kassel, hvor hoffet bestod af mere end 100 personer, og hvor de to sideresidenser Louisenlund og Carlsburg ved Slien blev anlagt. I 1818 blev den senere danske konge Christian IX født på Gottorp Slot, og det var også ham, der siden fik titlen Europas Svigerfar.
19.- og 20. århundrede: Kaserne og krige
Efter Treårskrigen i 1848 indrettede danskerne et lazaret såvel som en kaserne for mere effektivt at kunne modgå de revolutionære i hertugdømmerne. Bygningerne blev tilpasset den nye funktion, og en del af den hidtidige repræsentation i bygningerne gik tabt. De tidligere paraderum blev omskabt til sove- og spisesal. Sidebygningerne blev nedrevet, og i stedet blev der opført stalde, og forsvarsanlægget sløjfet. Gottorp Slot blev kaserne, hvilket det vedblev at være i den preussiske tid og helt frem til 1945.
Slottet overlevede de to verdenskrige helt uden skader, om end syd- og vestfløjen blev svært beskadiget grundet en brandulykke i 1917. Som følge af Kapp-kuppet i 1920 blev slottet besat af oprørere, idet at garnisonen på slottet støttede det ulovlige højreorienterede kupforsøg, der ville vælte Weimarrepublikken. Regeringstro arbejdere besatte slottet. 10 mennesker mistede livet. Siden 1936 har der stået en mindesten for denne episode.
I begyndelsen af året 1945 begyndte der at komme mange flygtninge fra de tyske østområder til Slesvig. I sommeren forhøjede antallet sig til 18.000. Gottorp Slot blev som så mange andre repræsentationslokaler brugt til at huse flygtninge. I 1948 blev slottet museum.
Nutidig benyttelse
Slottet udgør det vigtigste kulturcentrum i Slesvig-Holsten og er forbundet i mange forskellige kulturelle sammenhænge. Udover de forskellige kulturelle og kunstneriske indretninger, finder der regelmæssigt teater og koncerter sted i slotsgården og på slottet.
For besøgende er hele slotsarealet samt et flertal af de indre rum tilgængelige. En del af de oprindelige slotsrum er bevaret og kan besigtiges ved en rundtur på slottet. I den sammenhæng er det særligt værd at fremhæve den såkaldte Hirschsaal/Hjortesalen fra 1591 og Renæssancekapellet i to etager.
Det regionale museum for Kunst og Kulturhistorie
Siden 1945 har delstaten Schleswig-Holsteins museum for kunst og kulturhistorie haft til huse på slottet. Den betydelige samling rækker fra højmiddelalderen til moderniteten og op i nutiden.
Kunsten fra middelalderen er udstillet i den middelalderlige sal Gotischer Saal fra 1490, en af de ældste stadig bevarede bygninger, slottet stadig rummer. Højdepunkterne i denne del af samlingen er samlingen af malerier af Lucas Cranach den Ældre samt bibelen trykt af Gutenberg i Mainz i årene 1452/54.
Billeder, skulpturer og kunsthåndværk giver et indtryk af den tidlige hertugelige samling på Gottorp. Et højdepunkt i den del af samlingen er møbler og bordinventar fra middelalderen og op til nutiden. Dertil tæller en enestående samling af nordeuropæisk fayence (keramik). I den nordlige og vestlige fløj er der samlet forskellige kunstværker fra Slesvig-Holsten, og de er inddelt efter epoker. Eksempelvis modtog man paneler fra Slottet i Pløn (Plöner Schloss), der er opbygget til et rum Plöner Saal, som viser et rum, der er udtryk for det 18. århundrede.
De vigtigste repræsentanter for den Den danske Guldalder i malerkunsten er repræsenteret i det 19. århundrede. I jugendstilsafdelingen er et kunstværk lavet af maleri, plastik og kunsthåndværk sammenkoblet til et samlet værk. I galleriet for det klassisk moderne finder man malerier af de tre store nordtyske repræsentanter for ekspressionismen Emil Nolde, Ernst Barlach og Christian Rohlfs. Udstillingen omfatter også en udstilling, der repræsenterer hele den moderne kunst i Nordtyskland. Talrige plastikskulpturer er placeret i Skulpturparken i slotshaven, der har slotsøen og Slien som baggrund.
Den tidligere etnologiske udstyrssamling på museet har siden 1995 haft til huse i en selvstændig museumsbygning (Volkskunde Museum Schleswig). Bygningen ligger cirka 1 kilometer fra slottet på bakken Schleswig-Hesterberg og ikke langt fra Globushuset og Barokhaven.
Arkæologisk Regionalmuseum Schleswig-Holstein
Den arkæologiske samling har mere end tre millioner udstillingsgenstande, hvilket fører en igennem den nordeuropæiske historie fra stenalderen til højmiddelalderen. Indenfor sin genre hører den til de største samlinger i Europa. Museet er en sammenlægning af de to museer Museums Vaterländischer Altherthums i Kiel og Helvig Conrad Engelhardts Flensborgsamlingen. De ældste fundstykker er 120.000 år gamle og er udført i sten af Neandertalere. Flintesten, våben og keramik er vidnesbyrd på menneskets vej fra jægersamfundet i den ældste stenalder til bønder i den yngre stenalder.
Siden 1.700 f.v.t. førte opfindelsen af metalbrug i redskaber til en dybtgribende ændring af samfund. Særligt iøjnefaldende er de kostbare fade af guld og dolkene og sværd af bronze. Her er fiblen fra Meldorf særligt iøjnefaldende. Mere end 30.000 gravfund er gjort fra den slesvig-holstenske jernalder. Gravundersøgelser har givet et indgående kendskab til samfundet omkring overgangen til tidsregningen. Til de mest kendte dele af museet hører moseligene, hvor af moseliget fra Vindeby og manden fra Vindeby er de mest kendte.
I Nydamhallen, det tidligere eksercerhus i vestfløjen, har der siden 2. verdenskrig været udstillet en fundgenstand af international betydning: Den 23 meter lange båd, Nydamsbåden, der blev fundet i en mose tæt ved Sønderborg, og som er bygget i år 320. Under 2. verdenskrig blev båden bragt til Kiel. Den danske regering har krævet båden tilbageleveret såvel efter 1. som efter 2. verdenskrig. Siden 2013 har der været en udstilling om bådens historie, siden man bjærgede den for 150 år siden (1863). De mosefund fra det 3. og 4. århundrede, man har gjort i såvel Nydam-mosen som Thorsbjerg-mosen, er alle udstillet på museet. Disse fund hører til blandt museets vigtigste og for denne tid blandt de vigtigste i Nordeuropa. Derudover tegner militærudrustning, hestebeklædning, hverdagsgenstande og tøj et billede af germanerne i Nordeuropas hverdagsliv.
Udstilling Dorf – Burg – Kirche – Stadt (landsby, borg, kirke, by) viser arkæologiske fund, der fortæller områdets historie i middelalderen. Siden 1995 har museet også haft adgang til de etnologiske samlinger fra universitetet i Kiel. Disse samlinger viser genstande fra samerne i Skandinavien og samuraien i Japan. I oktober 2011 fejrede museet sit 150 års jubilæum.
Museet har mindre afdelinger på Kloster Cismar, Büdelsdorf, Rendsburg og Vikingemuseet Haithabu/Hedeby.
Slotsbygningen
Slottet har fået sit nuværende udseende via mange forskellige byggefaser. Igennem denne byggeproces er enkeltbygninger blevet nedrevet, ombygget, udvidet og fornyet. Fra den første borg med enkeltstående huse udviklede borgen sig til en prægtig renæssancefæstning, der i det 17. århundrede udviklede sig til en barok residens.
Slottets er et utraditionelt firfløjsanlæg rundt om en gård, hvor grundridset minder om et P. Det nuværende udseende, hvor nordfløjens udvendige vægge tager sig særdeles nøgternt ud, skyldes ombygningerne i det 19. århundrede, hvor slottet blev ombygget til kaserne.
Vestfløjen
Blev påbegyndt i 1530, men arbejdet stod stille under Grevens Fejde (1534-36) og blev færdiggjort i 1538. Det danner den ældst bevarede del af slottet. Oprindelig var det en fritstående bygning, der ikke var del af det egentlige slot, men først er blevet forbundet med de øvrige dele af slottet i forbindelse med slotsudvidelserne. Vestfløjen bestod oprindelig af fire forbundne enkelthuse, der ganske som på Glyksborg Slot er typisk for adelsbyggeri i Slesvig-Holsten. Gårdfacaden havde oprindelig gavle, og de mure, der i dag er sandstensfarvede, var dengang hvidtonede med kontrastrige farver. Den engang prægtigste bygning i komplekset blev i det 19. århundrede gradvis forenklet til dens i dag stærkt forsimplede form. Facaden, som den i dag tager sig ud, er et produkt af en rekonstruktion i det 20.århundrede. Fløjen indeholdt de danske kongers værelser. I den tårnagtige karnap, der blev kaldt Lanterne, findes der fornemme træskårne bogstaver. Det nuværende karnaptårn er en rekonstruktion, da det originale blev ødelagt ved en krudteksplosion i 1872.
Da bygningsværket har en ustabil undergrund, har man afsikret bygningerne med støttepiller. De enkelte saddeltage blev pillet af og erstattet af et samlet tag i det 19. århundrede. På den ydre facade bliver overgangen fra det middelalderlige byggeri til det moderne på sydfløjen meget tydeligt.
Forsvarstårnet, der ses i den ydre vinkel mellem vestfløjen og nordfløjen, stammer fra 1540. Det var tidligere et fritstående bygningsværk i den middelalderlige borg. Oprindelig var det ikke meningen, at det skulle tjene som bolig, hvilket det først gjorde i kraft af senere tilbygninger. Fordi tårnets nederste del blev brugt til kødtilberedelse for køkkenet, der lå i nordfløjen, blev det kaldt Slagtertårnet.
Nordfløjen
De ældste bygningsdele befinder sig i dag i nordfløjen, der består af murdele og fundamenter, som stammer fra den første middelalderlige borg. Selve nordfløjen stammer fra det 16. århundrede og blev anlagt på ordre fra hertug Adolf I. Byggeriet er mere moderne end vestfløjen.
Gavlrækken, der ses både i retning mod gård og have, var engang fornemt udsmykket med renæssancedekorationer. Hvis man ønsker at se det oprindelige udseende af gavlrækken, kan man gøre det ved slottet i Ahrensburg nordøst for Hamborg. I gårdfacaden er der bevaret udtryksfulde renæssancedekorationer fra kong Christian III´s tid samt et forårsspringvand. Den udtjente havefacade er i dag uden dekorationer. Mellem vinduesrækkerne findes brede tværgående piller, der bærer etagerne.
I nordfløjen findes det bedst bevarede rum på slottet. Bemærkelsesværdigt er WeisserSaal (den hvide sal) og Blauer Saal (den blå sal), der er udsmykket i stik med jagtmotiver ganske som i Hjortesalen. Slotskapellet fra 1590 er også at finde i nordfløjen. Forbilledet for det rigt udsmykkede rum er kapellet på Sønderborg Slot, og det er stort set ikke ændret siden renæssancen. Det vigtigste inventar er bedestolen med paneler og en opvarmelig loge for slotsherrerne indrettet over alteret. Bedestuen og Hjortesalen blev begge gennemgående restaureret i årene 2006/07.
Østfløjen
Er det mindste bygningskompleks på slottet. Den danner forbindelsesled mellem nord- og sydfløjen og består af to bygningsdele fra 1564 og 1565. Som i nordfløjen findes der elementer fra den oprindelige borg. Mod gårdsiden, hvor der engang var åbne arkadegange, er kun trappetårnet fra 1664 bevaret. I den indre del af bygningen har man fundet et varmluftsanlæg. Den oprindelige udsmykning er stort set blevet fjernet i kasernetiden, således at den udgør et forvirret indtryk på beskueren.
Sydfløjen
Er det mest kendte billede, de fleste har af slottet. Den nutidige tilkørsel til fløjen blev i det 17. århundrede udsmykket med et porthus og et galleri, hvilket passede i stilen for datidens slot. Dagens midtertårn på hovedfacaden var i borg-epoken det sydøstlige hjørnetårn og det største tårn i komplekset. Hertug Christian Albrecht (1659-95) planlagde en ombygning af slottet og kontaktede den svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre. Denne havde gentagne gange opholdt sig på slottet i perioden 1687-92. Ombygningen begyndte dog først i 1697 under hertug Friedrich IV. Byggeledelsen stod italieneren Domenico Pella for, og bygmester var J.H.Böhme, der tog udgangspunkt i Tessins udkast. Tessins indflydelse er stærkt genkendelig, da byggeproportionerne og det strenge ydre minder om slottet i Vadstena og Stockholm Slot, der er blandt Tessins mest kendte bygningsværker.
Den hidtidige sydfløj blev næsten totalt nedrevet, og nybyggeriet blev næsten dobbelt så stort som hidtil. Opførelsen foregik i to etaper, den venstre halvdel over det gamle byggeri blev først færdiggjort, den højre del blev færdiggjort efterfølgende. I stueetagen bevarede man en gotisk sal fra en tidligere byggeperiode, der fik navnet Königshalle, og her indrettede man i det 17. århundrede slottets bibliotek og kunstkammer.
Gårdarealet blev gjort mindre og gårdfacaden gjort større med korridorer, hvor man lavede en filade, der er den for barokken så typisk indendørs indretning af mange på hinanden følgende rum med ækvivalente døråbninger, hvor man kan se direkte igennem dem alle. Begge dele var en fornyelse af slottet, der indtil da havde et stærkt rodet og ulogisk grundrids. Det oprindelige hjørnetårn blev indrettet til nu at være midtpunktet i bygningen. I tårnet var der en smukt forsiret trappe, der ved ombygningen til kaserne i det 19. århundrede blev ændret til uigenkendelighed. Bygningen fik efter barokt forbillede symmetriske vinduesrækker. Første etage med runde vinduer var forudset til at blive forvaltnings- og tjenesterum, mens man havde tiltænkt hertugerne 2. sal med de store vinduer. Den øverste sal var forudset til at være hertugindens sal ved værelsesflugt. Da slottet var færdigt, var farven let rød, mens de arkitektoniske detaljer stak frem ved at være grå. Dagens hvide fremtoning fik slottet i slutningen af det 18. århundrede.
Sydfløjen sprænger rammerne for det oprindelige firfløjede kompleks. På bagsiden af det udstikkende stykke findes der et vinduesløst murstykke, som menes at have været et udspil til en udvidelse af østfløjen. Begivenhederne i 1713 satte imidlertid en stopper for Gottorp Slots centrale hertugelige hofperiode.
Slotsøen
Slotsøen er et naturligt udgangspunkt for den tidlige borg. Den omgivende borgsø var direkte forbundet med Slien, inden den i 1582 blev adskilt med en dæmning. Øen har været udstyret med vældige forsvarsringe i murringe, forsvarsvolde med fire hjørnefæstninger. Byggematerialet stammede delvis fra slesvigske kirker, der blev nedrevet under reformationen. En dæmning forbandt øen med slotshaven, der lå udenfor øens fæstningsområde. Forsvarsanlægget blev nedrevet i 1842, og jorden blev brugt til at forstørre øens areal.
Øst for slottet fandt man et dobbelthus ved navn Marstall, der udgjorde de hertugelige og adelige stalde og inventar knyttet til hestene. Flere hundrede dyr havde her til huse. Der fandtes flere staldbygninger udenfor slotsøen i Alter Garten, der var beregnet til de lavere standes heste. Derudover fandtes der en balsal og et bur med bjørne på øen.
Der er stadig et større antal sidebygninger på øen. De tidligere remiser og ridehaller, der stadig kan ses, stammer alle fra kasernetiden. De bruges af museerne til udstillinger. Overfor hovedportalen står et vagt- og arresthus, som billetkontoret har taget i varetægt og her indrettet en souvenirbutik. Syd for hovedfacaden står et kommandanthus, der var kommandantbolig i det 19.- og 20. århundrede.
Neuwerkgarten og Globushuset
Fra slottet fører en 300 meter lang allé over borgsøen til en tempellignende kaskade udsmykket med delfiner. Den tilsluttende barokhave Neuwerkgarten gælder som den første barokke terrassehave nord for alperne. Det Nye Værk, der omkranser den yngste del af slottet, var længe kun noget man kunne spore fragmentarisk. Fra og med 1984 begyndte restaureringen af haveanlægget, indledningsvis med restaureringen af kaskaden. I 1991 opstod den første parkpleje der blev udarbejdet af parret Rose og Gustav Wörner, der søgte om EU-midler til projektet. Reetableringen af Herkules-dæmningen i 1997 var første større skridt. De næsten 300 ruinøse figurer på jorden ved dæmningen var ødelagt, uidentificerbare og uoverskuelige at genetablere, men de kunne i løbet af 1994 igen sammensættes og sammensmeltes til en genskabelse. Efterfølgende kunne Königsallée i Neuwerkgarten genplantes i 2001. Tilskud fra den tyske nationale mindesmærkeforskning muliggjorde genskabelsen af terrasserne. Da man var færdig med at genopføre Globushuset, kunne man påbegynde terrasserne. De righoldige skulpturgrupperinger fra terrasserne i Neuwerkgarten er i dag gået tabt. Neuwerk åbnede fuldstændig for offentligheden i 2007. I 2008 var det ramme om havefestivalen Landesgartenschau.
Terrassehaverne blev oprindelig anlagt af Hertug Friedrich III i 1637 udenfor voldene. Inspirationen var antikke terrasser i romerske haver. Haven var i første omgang kendt, fordi den havde eksotiske planter som aloe og ananas, der aldrig før var set i Nordeuropa. De mere end 1000 forskellige planter blev katalogiseret i Gottorfer Codex. Haven eksisterede stort set indtil det 19. århundrede. Allerede i det 18. århundrede blev terrasserne imidlertid forsømt, hvilket førte til, at de sygnede hen. Kun få af planterne overlevede forfaldet. I den preussiske tid sløjfede man haven helt og benyttede området til ride- og eksercerplads.
Midtpunktet i haven er igen blevet globushuset, der blev genopført i 2005, og som har en 1:1 replika af den oprindelige Gottorper kæmpeglobus. Det gamle globushus var en persisk inspireret pavillonsbygning på to etager. Den var en hyldest til et planlagt handelsfremstød mod den orientalske verden under Adam Olearius, hvilket dog ikke blev til noget. Globussen gjaldt, da den blev fremstillet i årene 1650-54 som en art 8. vidunder, en omfangsrig kugle med de opdagede jordområder, med højdeforskelle og på den indre skal himmellegemerne. I 1714 stjal Tsar Peter den Store globussen. I 1941 stjal tyske værnemagtsfolk globussen tilbage, og den blev sendt til Tyskland. I 1946 forlangte sovjetrusserne den sendt retur, hvilket den blev, og originalen findes stadig på kunstkammeret i Sankt Petersborg.
Den egentlige terrassehave stiger op bag globushuset og består af flere blomsterbede og busktræsbeskæringer. Terrassetrinene er større for neden og bliver afkortet mod toppen. Det er med til at give et indtryk af, at haven er større end den faktisk er, en typisk detalje ved barokke haver. Fritrapperne er udsmykket med kaskader. I blikretning mod slottet ligger der et stort vandbassin med navnet Spiegelteich – Spejldammen. I midten af bassinet står en figur, der forestiller kampen mellem Hydra og Herkules. Da haven forfaldt i det 18. og 19. århundrede, faldt figuren ned fra sin sokkel og forsvandt i det tilplumrede vandbassin. Det øvrige dannede i mange år et pittoresk indtryk. På det øverste niveau for haven ligger et lille lystslot ved navn Amalienburg, der fungerer som et udsigtsslot. Det lille lystslot blev anlagt i 1660 af hertug Christian Albrecht til hans danske kone Friederike Amalie. Grundet forfald blev Amalienburg nedrevet i 1826. Vest for lystslottet befandt sig et ligeledes nedrevet orangeri. Man får et godt overblik over haven ved hjælp af de informationstavler, som mindesmærkeforeningen for haven har opstillet.
Den fortabte have
Slottet var tidligere omgivet af flere haver. Syd for slotsøen befandt sig Westergarten, der blev anlagt under hertug Adolf I. i det 16. århundrede. I 1707 anlagde man i denne have Palais Dernath, der blev lavet efter udkast fra arkitekten Johann Christian Lewon. På dette sted anlagde den preussiske regering den tidligere Overlandsretsbygning, da palæet brændte i 1868. I dag er det landsret og kaldes af befolkningen Den Røde Elefant. Byggeriet opstod i årene 1875-78 af landsbyggemesteren P.E.P.Köhler. Øst for anlægget, i retning af vikingetårnet, lå den såkaldte Alter Garten, der ragede ud i Slien. Den blev brugt op i det 19. århundrede som køkkenhave og havde flere fiskedamme. Gadenavnet Alte Gartenstrasse minder om dens eksistens.
Slottet ejer derudover jagtområder. Fra det tidligere område Tiergarten, der i dag rækker ind i skovområderne, kan man skimte Hjortesalen.