Pitlochry
Pitlochry (Baile Chloichridh eller Baile Chloichrigh på gælisk) er en burgh (for det meste en by eller administration i Skotland), der ligger i County Perthshire ved floden Tummel. Den ligger indenfor administrationen i Perth og Kinross og har en befolkning på 2.776 (tal fra 2011).
Byen tager sig ud i primært viktoriansk stil, da den på denne tid udviklede sig til et turistområde i forlængelse af, at dronning Victoria besøgte byen i 1842 og anlæggelsen af jernbanen i 1863. Den er stadig den dag i dag en berømt turistby ved porten til det skotske højland, som et ofte brugt udgangspunkt for bjergvandring i bjerge som Ben Vrackie og Schiehallion. Den er populær overnatning for mange busgrupper. Byen har mange stenbygninger i viktoriansk stil, og i hovedgaden er der i den ene side en velgennemført jernbaldakin.
Pitlochrys Historie
Pitlochry, som den tager sig ud i dag, er i overvejende grad fra viktoriansk tid (1837-1901), omend områderne, der var kendt som Moulin og Port-na-craig, er langt ældre. I de historiske annaler kan man læse om, at Dunfermline Abbey tildeler Moulin Kirk til Jarlen af Atholl i 1180, og at Moulin i 1511 fik rettigheder som burgh i eget baroni. Port-na-craig lå på det oprindelige sted for færgerne over floden Tummel, der var aktiv,indtil fodgængerhængebroen blev lavet i 1913. Bygningerne, der ligger imellem disse to punkter, fulgte med, da man konstruerede militærvejen fra Dunkeld til Inverness i det 18. århundrede, hvilket kan ses i den nuværende hovedgade. I Moulin lå landsbyskolen, hvor blandt andet Alexander MacKenzie (1822-92), der var Canadas 2. premiereminister, gik. Bygningen rummer i dag luksusferielejligheder.
I 1842 aflagde dronning Victoria byen et besøg undere sit ophold i Perthshire, og da hun beskrev opholdet i stærkt positive vendinger, gjorde det kendskabet til byen langt større end hidtil. Da man blev koblet op på jernbanenettet i 1863, gjorde det endvidere byen lettilgængelig for folk i lavlandets storbyer.
I 1947 blev Pitlochry en burgh. Samme år påbegyndte man byggeriet af en dæmning som del af den generelle udnyttelse af hydroelektronikken i området. Dæmningen og dens fiskestige er en populær turistattraktion i dag. Opførelsen af dæmningen betød, at der opstod en kunstig sø, Loch Faskally, men også, at en stor del af den nordlige del af byen blev oversvømmet. Det gjaldt blandt den gamle park, der måtte flyttes til sin nuværende position.
Siden 1960´erne boede det berømte ægtepar Sir Robert Watson-Watt og hans kone Dame Katherine Jane Trefusis Forbes i deres sommerferier i huset “The Observatory” i Pitlochry. Watt opfandt radaren, og hans kone Dame Katherine var direktør for Women´s Auxiliary Air Force under 2. verdenskrig, hvor kvindernes indsats i det militære luftvåben blev koordineret. Begge er begravet på kirkegården ved Episcopal Church of the Holy Trinity, Pitlochry.
I 1951 grundlagde teatermanden John Stewart Pitlochry Festival Theatre i byen, hvor teaterkunst opføres. Oprindelig foregik det i et telt på grunden for Knockendarroch House i Lower Oakfield. Teltet blev permanent i næsten 30 år, indtil der i 1981 åbnede en bygning i Port-na-craig i 1981.
I 2009 fik byen guldmedalje i den havekonkurrence,der hedder Britain in Bloom og er ligeledes kåret som vinder af konkurrencen Small Town.
Byens befolkning har et væsentligt ældre befolkningsgennemsnit end landsgennemsnittet, hvilket understreger, at byen er særdeles kendt for, at mange trækker sig tilbage og lever i byen som pensionister.
Økonomi
Pitlochrys primære turistattraktion er dens beliggenhed, hvor dens omklamrende bjerge tiltrækker bjergvandrere og bjergbestigere. Sejlads og fiskeri er andre populære udendørsaktiviteter i området. Byen ligger praktisk talt som det geografiske centrum af Skotland, man siger lokalt, at et skotlandskort kan balancere på en knappenål sat i Pitlochry.
Byen har derudover to Whisky-destillerier, hvis besøgscentre er populære turistattraktioner: Edradour, der er det mindste legale destilleri i Skotland og Blair Athol Distillery, der strækker sig tilbage til 1798. Edradour ligger øst for byen ved foden af bjerget Moulin Moor. Det er privatejet og producerer i snit kun 12 tønder om ugen med en produktionsstyrke på bare 3 mænd. Uforandret siden de påbegyndte produktionen af Whisky, er de et af de sidste eksempler på produktion af traditionelt destilleret whisky, og er derfor stærkt populær hos besøgende. Blair Athol ligger på hovedgaden i Pitlochry ved den sydøstlige port ind til byen, og siden 1933 har det været ejet af familien Bell, der i dag er en del af firmaet Diageo. Besøgscenteret er af fornem karakter.
Dæmningen er kendt for dens 310 meter lange laksetrappe; her kan man se fisk, der svømmer fra bås til bås inden for fisketrappen via et kamera på besøgscenteret. Hver dag passerer mere end 5000 laks igennem. Reservoiret Loch Faskally blev bygget på tværs af floden Tummel. Projektet var og har også i mange år været mødt med megen modstand fra lokale, men trods dette har det været et tiltrækningspunkt for turister, og i 2017 fik man desuden et besøgscenter, der forklarer om energifremstilling og om de folk, der byggede det i sin tid. De mange opdæmninger har været en stor hjælp til at kontrollere problemet med oversvømmelser i Tay-dalen øst for Pitlochry. Deres motto er “Power from the Glens”.
Kirker
Der er flere kirker i Pitlochry, det gælder også Church of Scotland, landsbykirken og Pitlochry Church of Scotland på Church Road, der blev bygget i 1884. Derudover ligger Holy Trinity og Episcopal Church i den østlige ende af byen. Begge blev bygget i 1858. Derudover ligger Pitlochry Baptist Church i den østlige ende af hovedgaden. Endvidere er der en lille romersk-katolsk kirke, Saint Bride´s ved Rie-achan ved Loch Faskally, der blev etableret til arbejderne på dæmningsprojektet. Da arbejderne, overvejende katolske fra højlandet, flyttede, forblev kapellet.
Transport
Byen ligger små 40 kilometer nord for Perth og tæt på A9, hovedvejen mellem Inverness og Perth, og har derudover en togstation, der ligger på Highland Main Line, hvis endestationer ligeledes er Perth og Inverness.
Endelig ligger byen som det østlige slutpunkt for vandreruten Rob Roy Way, der tager sit udgangspunkt i byen Drymen (øst for Loch Lomond), og som markerer en rute som den berømte lovløse Rob Roy kendte ud og ind.
Kunst og Kultur
Det allerede nævnte Pitlochry Festival Theatre er uden tvivl byens kulturelle fyrtårn. Dets teaterbygning har åbent hele året. Siden 2004 har man derudover afholdt poesifestivalen Winter Words Festival i den tidlige del af februar. Hvert år i oktober afholdes The Enchanted Forest, en lyd og lysfestival, der tiltrækker mere end 20.000 besøgende til byen.
Om sommeren spiller The Vale of Atholl Pipe Band, med musik, dans, sang og typisk såvel begyndende og sluttende med en parade på hovedgaden.